Barn på Hasle havn.

Kirsten Nielsen, Tejn.

 

Jamen, det er jo Gundbergs. Var de virkelig dine bedsteforældre?

Sådan har jeg modtaget mange breve og telefonopringninger fra læsere efter et par artikler i Bornholmerens Tillæg. Og kan du huske de to porcelænsopsatser i vinduet ud mod gaden? De var så fint dekorerede med et hul i, måske beregnet til at hænge et lommeur op i, så det virkede som et lille standur. Og familien Agnes og Gustav Bergstrøm, der boede skråt overfor, kendte du vel også? Agnes Bergstrøm og din Bedste var jo søskende. Også videre, også videre. Ja, det er fuldstændig rigtigt. Gundbergs var mine bedsteforældre på min mors side. De fine antikke porcelænsfigurer i vinduet ud mod gaden skulle forestille et par danserinder. Om de var beregnet til et lille standur, kan jeg ikke huske. Og Agnes Bergstrøm eller tante Agnes, som jeg kaldte hende, var ganske korrekt søster til min Bedste.

Men nu tror jeg, at jeg vil fortælle, hvordan det var, at være barnebarn og feriebarn i en fiskerfamilie. Og om venner og familie der for ind og ud af huset. Og om pølsegilder og hunden Kelly og meget, meget mere. Først vil jeg fortælle, hvorfor mine bedsteforældre, som oprindelig hed Frederik og Ellen Olsen, og som boede på hjørnet af Vestergade og Gasværksvej i Hasle, altid blev kaldt for Gundbergs. Det er såmænd så ligetil. Min bedstefar var plejebarn fra Gundbergshave. Og denne dejlige have er kendt af de fleste af os. Stedet og restaurationen hedder i dag Skovly.

Mange gange når jeg har været i Skovly, har jeg tit tænkt, her har min bedstefar sprunget rundt og lavet skurkestreger. Jeg kan ligefrem se ham sidde oppe i trætoppene med sin slangebøsse og sigte efter fru slagtermester Mortensens lysegule sommerhat. Ja, noget i den stil må det have været. For sådan har bedstefar fortalt mig om mange af sine drengestreger fra Gundbergshave. Og det var ikke småting, han præsterede. Sammen med et par andre drenge lavede han hjemmelavet krudt, som de puttede i et rør. Braget kunne høres vidt omkring, og et stort træ røg op med rod. Og det med at drille og falde i åen var det rene barnemad. Jeg var vel imponeret. ”Nu er det nok Frederik”, sagde bedstemor ”Kirsten behøver da ikke lære det hele på engang”.

”Nå, nej, men det er nu godt at kunne”, svarede bedstefar. Selvfølgelig lærte bedstefar mig at bruge slangebøssen. Han lavede da en til os hver. Og når vi var helt sikker på, at vi var alene hjemme, så satte bedstefar en blikdåse op på en stolpe i haven. Derefter skød vi på skift. Vi var næsten lige gode til at ramme. Det var smadder sjovt. Jeg turde nu aldrig lufte min kunnen, for sikken et ramaskrig der ville blive. Bedste vidste det heller ikke. Og jeg tror heller aldrig, at hun fandt ud af det. Helt sikkert, fiskekutteren Alfa var for mig den flotteste kutter i Hasle havn. Bedstefar ejede den sammen med Hans Peter Lind og Johannes Lind.

At være fisker kunne mange gange være et farefuldt job. Jeg kan tydeligt huske, at under krigen snakkede de meget om løsrevne miner og forskellige andre ting. Jeg kunne mange gange se på Bedste, at hun var bekymret. Der er en nat, jeg aldrig nogensinde glemmer. Jeg vågnede ved, at dynen blev puttet omkring mig, så så jeg, at Bedste havde frakke og et stort tørklæde om hovedet.

”Hvor skal du hen Bedste?” ”En tur på havnen”. ”Jamen, hvorfor det, er bedstefar ikke kommet hjem?” ”Nej,” svarede Bedste, ”det er en forfærdelig storm”. Så begyndte jeg at tude. Jeg ville ikke være alene hjemme. ”Nå,” sagde Bedste, ”så skynd dig lidt”. Og aldrig er jeg kommet så hurtigt i tøjet. Der var mange mennesker på havnen og sikke en storm. Havet brusede og bragede. Så var der nogen der skreg ”Nu kommer de. Nu kommer de”. Så var der nogle lys lige uden for havnen, der gyngede op og ned. Stormen peb og hylede, og så så jeg flere lys. Ih, hvor var jeg bange. Dette her kunne aldrig gå godt. Ramte bådene indsejlingen, ville de blive slået til pindebrænde. Men alle fiskerne kom velbeholdent i land, fuldstændig udmattede. Dagen efter sov bedstefar på sofaen det meste af dagen. Bedste sad henne ved vinduet og hæklede. Det eneste man kunne høre var bedstefars snorken og mine farveblyanters kradsen på papiret.

Bedstefar havde et meget stort handicap. Han var døv. Og lige så længe jeg har kendt ham, har han haft høreapparat. Om det var en skavank fra fødslen, eller det var alt det hjemmelavede krudt, der var årsagen, ved jeg ikke bestemt. Men det var nogle gange morsomt, hvis Bedste sagde et eller andet, der ikke passede ham. Så lukkede han da bare for apparatet. Og så kom det ord han altid brugte. Kvindfolk! Jeg vil nu også nok sige, at han var omgivet af dem, for det var, som bedstefar selv har sagt masser af gange. En værre tøsefamilie.

Men det var nu bedstefar og bedstemor, der startede med to tøser. Inger og Ella. Moster Inger blev gift med snedker Gunnar Hansen. Malermester Hansens søn Hasle. De bosatte sig i Allinge og fik 3 piger. Sonja, Inga og Gunni.

Min mor Ella, blev gift med min far Svend Andersen, som også var snedker. Min far stammer fra Sorthat. En ud af en børneflok på 6. min farfar Anton Andersen havde hønseri, og min farmor Hilma Andersen arbejdede på Hasle Klinker næsten hele sit liv. Min far og mor bosatte sig i Nyker. Fik 2 piger min lillesøster Irene og jeg. Det var det familiemæssige lige som for at holde orden på historien og for at bekræfte, at det var rigtigt, det som bedstefar altid sagde. ”Den Gundbergske familie, var en rigtig tøsefamilie”. Når så hele familien var samlet til højtiderne, så krævede vi piger om, hvad vi skulle finde på at lege. Bedstemor, moster og mor om den sidste nye mode i dametøj. Onkel Gunnar og far om træ og sammenlimninger skruer og søm. Sådanne gange sagde bedstefar altid ”Skal vi tage et slag kort?” Det var nu morsomt, fordi bedstefar stod næsten altid med kortene i hånden, når de fik besøg. Så kunne Bedste godt blive lidt irritabel og sige ”Nu må du beherske dig lidt Frederik.” Men det var nu ikke helt nemt, da kortspil var bedstefars store lidenskab. Han var knagende god til det. Men uden tvivl snød han, hvis han kunne komme af sted med det. Og da jeg var den der besøgte Bedsterne mest, så var jeg et taknemmeligt offer. Vi spillede altid om tændstikker, men var vi alene hjemme, så tog bedstefar altid tegnebogen frem og talte sine småører. Lige så snart vi kunne se Bedste i gadespejlet, sad vi igen som nogle søde små lam med alle vores tændstikker. Nu kunne man måske forestille sig, at Bedste var en skrap madam. Det var hun ikke. Men vi piger skulle nu have lidt manerer. Helt bestemt, så var bedstemor selve kernen. Det var hende, der holdt orden på pengene, og hun var med til at bestemme når, der skulle ny motor i båden. Og jeg vidste, når Hans Peter Lind og Johannes Lind gik ind til bedstefar i den lille stue, så var der noget på færde. Og ganske rigtigt lidt efter kom Bedste med sin jordemodertaske med penge og papirer. Sådan en aften kunne jeg høre dem diskutere til langt ud på natten. Sørens også tænkte jeg, nu er der kun 2 dage tilbage af min ferie.

Og det var da heller ikke bare i mine skoleferier, jeg var i Hasle, for jeg kunne lige meget når finde på at cykle ud til Bedsterne. Det tog en halv time at cykle fra Nyker til Hasle. Første gang jeg begav mig på turen, var jeg ikke begyndt i skole, men jeg kendte turen, fra jeg havde siddet på cykelstolen hos min far. Så var det bare med at træde i pedalerne og passe godt på bilerne.

Om denne formiddag, jeg lukkede døren op til køkkenet, stod Madam Blå på gassen og spruttede. Der var nogen, der snakkede, kunne jeg høre. Og ganske rigtigt inde i stuen ved spisebordet sad Aakerlund sammen med bedstefar. De var travlt optaget af at fortælle et eller andet. ”Hvor er Bedste henne?” ”Det hedder nu ellers pænt goddag”, sagde bedstefar.” Kaffekanden sprutter bedstefar!” ”For fan…., svarede bedstefar, og Aakerlund morede sig. I det samme kom Bedste hjem fra frisøren. Hun så at kaffen var kogt over. Den var løbet nedad køkkenskabet. ”Frederik” sagde hun så, og tørrede op. ”Jeg har nu heller ikke andet end harm af dig”. Men hun så ikke spor vred ud da hun sagde det. Så kom endelig kaffen på bordet. Sådanne gange kunne Aakerlund fortælle en spændende lille historie. Mon han ville gøre det i dag? Nej, det ville han ikke, da han sagde at han var træt og skulle hjem og sove. Aakerlund var politimand og natbetjent. ”Nå, vi får finde ud af det en anden dag, Frederik”. ”Ja, det må vi nok” svarede bedstefar. Om Aakerlund kunne se mit skuffede ansigt, ved jeg ikke, for pludselig sagde han. ”Jeg tror sørme, vi skal have den om Broijnkjættan”. Og så fortalte Aakerlund om den forfærdelige store og fede hunkat med djævlekrop, som sad godt gemt ned imellem de store sten ved brønden. Kriblende og gysende løb det mig nedad rygraden. ”Og hvad så?” sagde jeg. ”Ja”, svarede Aakerlund, ”de børn som ikke passer på, men kommer for nær brønden, trækker Broijnkjættan ned til sig”. Og så snerrede og hvæssede Aakerlund ligesom et arrigt uhyre. ”Nu må du stoppe”, sagde Bedste, ”hun har såmænd livlig fantasi nok i forvejen”. Hvor blev jeg sur på Bedste. Ligesom det var så spændende.

Og sådan var det næsten altid. Jeg tror såmænd ikke, at jeg tog nogen skade af det. Selv om jeg engang imellem når jeg var alene hjemme, kunne blive bange for mørket og syntes jeg så både hovedløse heste og genfærd. Men Bedste ville altså ikke have det, og forbød mig at trænge mig på, når Aakerlund kom. Så gemte jeg mig bagved køkkendøren. Jeg kunne lige se Aakerlund sidde i lænestolen ved vinduet. Bedstefar sad ved siden af og bødede garn. ”Det er nogle store huller Frederik”, sagde Aakerlund.”Ja”, svarede bedstefar, ”det er næsten ikke til at have med at gøre. Og garntil at bøde med er ikke til at få fat i , i disse tider”. ”Ja, det er noget skralt det hele”, svarede Aakerlund. ”Krigen kan vel ikke vare ved”, sagde bedstefar. ”Nej”, svarede Aakerlund, ”det ser ud til at tyskerne har svært ved at klare sig”. Men ser du Frederik, jeg kom hen til dig for at låne. I det samme blev døren lukket, og jeg hylede og skreg som en stukket gris da et par af mine fingre kom i klemme. Bedste blev vred, sådan rigtig for alvor. Bedstefar og Aakerlund trøstede mig, alt imedens jeg hoppede rundt og pustede på mine fingre. Jeg fik to blåsorte negle og var kureret for resten af min barndom med at stå og lytte bagved døre når de voksne snakkede sammen.

Der var noget som var bedstefars et og alt. Og det var hunden Kelly. Bedste sagde altid, at han holdt mere af hunden end af hende. Det tror jeg nu ikke, men at det var tæt på er der ingen tvivl om. Jeg ved ikke hvor mange glat-hårede foxterrier hvide med sorte pletter de har haft i deres liv. Jeg har kendt to af slagsen. De var inden de blev for tykke, rene cirkus hunde. Aldrig i mit liv har jeg set noget lignende. Jeg har da tit set hunde der kan sidde pænt på bagbenene. Men disse Kellyer, ja, det hed de alle sammen, de kunne gå på forbenene med hovedet nedad. Og fik de et regnestykkke, hvor der skulle trækkes fra for eksempel 4 – 1 så gøede Kelly tre gange. Og man kunne gøre det så tosset man ville, Kelly gøede rigtigt hver gang. Bedstefar strålede som en sol. Den sidste Kelly jeg kendte, den havde, for det ikke skal være løgn nattøj på hele natten. Bedste havde selv syet det. Og sad den i cykelkurven havde den et fint lille dækken med hætte for ikke at fryse. Det var næsten for galt. Men at hunden kunne li det var der ingen tvivl om. Og når huset var fyldt med gæster, skulle bedstefar altid vise, alt hvad Kelly kunne. Alle vi børn var himmelhenrykte, og det tror jeg såmænd også de voksne var. Men de var alle nogle værre bjælere, men nogle virkelig fine rottehunde. Og gnave hunde var de for resten også, da jeg har arvet et par stole hvor knopperne på stolebenene er gnavet af.

Familien Agnes og Gustav Bergstrøm, som boede skråt over for, kendte jeg, som beskrevet særdeles godt. Onkel Gustav var cementstøber hos Grønbechs. Arbejdet bestod i, at han støbte tegl, rør og fliser. Og mange gange når jeg har været med eftermiddagskaffe til ham, så har han været rød i hovedet som en indianer. Det var farven i teglene, som smittede af. Onkel Gustav var et rart og gemytligt menneske. I mange år sad han i bestyrelsen i socialdemokratisk forening. Ligesom Tante Agnes sad i damernes socialdemokratiske syforening. Det var faktisk hende, der var med til at starte den, sammen med Bedste. Nå, men tilbage til onkel Gustav, som jeg kan huske i  mange sammenhæng. Han hjalp bedstefar med forskellige ting. Men allerbest kan jeg huske onkel Gustav som selskabsmenneske og kortspiller. Han var utrolig morsom.

Der var engang, hvor de alle sammen var blevet enige om at tage på skovtur med madkurv. Turen skulle foregå på cykel til Jons Kapel. Onkel Gustav og bedstefar havde så travlt med at finde lommelærken frem. På sådan en tur skulle der sandelig ikke mangle hverken vådt eller tørt. Tante Agnes og bedste kunne godt blive lidt sammenknebne i munden. Nå , men vi kom da til Jons Kapel. Dugen blev bredt ud i det grønne græs. Og alt det fine smørrebrød blev taget frem. Øllerne og vandet og de klare dråber klarede mændene. Vi havde det så fornøjeligt og sluttede af med pandekager med syltetøj. Da vi havde fortæret det meste, så tog bedstefar sin mundharpe frem og spillede. Vi sang alle med af hjertens lyst. Bagefter skulle bedstefar vise al sin gymnastiske kunnen. Det var kraftspring både forlæns og baglæns. Onkel Gustav, som var en lille tyk prop, kunne ikke strække den længere end til en omgang springen buk, som han så foreslog bedstefar. Jeg stod på afstand og kiggede på. Pludselig kom der et par yngre mænd hen til mig og spurgte, om vi havde en madonna. Nej, sagde jeg, det har vi ikke. Vi har kun tante og Bedste. De kiggede så underligt på mig. Derefter rystede de på hovedet og gik. ”Hvad  skulle de?” spurgte onkel Gustav. Så fortalte jeg, hvad de havde spurgt om. Og ih, hvor der blev grinet. Og bedstefar sagde ”Ja det er nogle fine madonnaer vi har siddende derovre i græsset, ikke også Gustav?” og så morede de sig igen. Jeg kunne slet ikke forstå nogen ting. Tante Agnes og Bedste havde igen fået lidt sammenknebne munde. Bagefter fik jeg at vide, hvor jeg havde dummet mig. Men for søren, hvor skulle jeg dog vide fra, at en madonna var en øloplukker. Tante Agnes var nok et af de mennesker, som jeg i min barndom havde mest respekt for. Det var nok hendes Maria Garland agtige facon. En rank og nydelig dame og retskaffen til det yderste. Hun var ikke en man løb om hjørner med. Og hvis jeg havde lavet noget galt, og prøvede på at slippe uden om ved at snakke mig fra det, så var det, ligesom, at tante Agnes øjne gik lige igennem mig, og ud på den anden side af kroppen.

Der var en middag, hvor vi var i gang med at spise gule ærter. Midt på bordet stod et fad med et stykke fedt flæsk. Jeg kunne ikke fordrage flæsk, men det var bedstefars ynglingsspise. Så gik døren op, og ind kom tante Agnes. ”I får nok gule ærter i dag?” ”Vil du have en tallerken med”, sagde Bedste. ”Nej tak”, svarede tante, ”jeg skal selv hjem og lave mad”. ”Spis nu din mad”, sagde Bedste til mig. ”Jeg er ikke spor sulten”. ”Jamen, du plejer da altid godt at kunne li’ gule ærter”. ”Jamen bare ikke i dag”. ”Sikke noget sludder”, sagde tante Agnes, ”du plejer at være i besiddelse af en bændelorm”. ”Må jeg ikke godt blive fri?” Bedste rystede på hovedet og sagde” men du bliver siddende pænt ved bordet til alle er færdige”. ”Ja, det skal jeg nok”. ”Du bliver aldrig stor og stærk”, sagde bedstefar. ”Det kan godt være”, svarede jeg. ”Man snakker ikke ved bordet”, sagde tante Agnes. Derefter sad jeg som den pæne pige og ventede på, at bedstefar skulle blive færdig. Endelig, langt om længe. Jeg rejste mig fra bordet og sagde tak for mad. Derefter begyndte jeg at bære tallerkenerne ud i køkkenet. I farten hørte jeg lige tante sige ”dine strømper åler”. ”Ja, tante,” sagde jeg og trak dem op. ”Gå bare ud og leg lidt” sagde bedste, ”så vasker vi op om lidt”.

Hver eneste dag kom tante Agnes hen til bedstefar og bedstemor. Hun skulle lige se, hvordan det stod til. Og om bedste og hende skulle følges i byen. Det var det, ejendommelige ved de søskende. De fulgtes altid ad. Pæne og nydelige i tøjet gik de ved hinandens side. Skulle de op til Thomsen og købe garn til en trøje, så købte de garanteret samme farve og brugte samme opskrift. Dygtige til håndarbejde var de begge to. De kunne sy og brodere, så det var en fornøjelse. Egentlig så skulle jeg ikke blande tante Agnes og bedste sammen, men det var svært at undgå, da de var som siamesiske tvillinger. Og dog var de alligevel så forskellige. Agnes og Gustav Bergstrøm fik tre børn. Helene Bergstrøm der er gift og bosat ovre. Heimar Bergstrøm, der er gift med Tove. Heimar Bergstrøm har været formand for DSU. Og desuden har han været medlem af Hasle byråd i 24 år, fra 1946 til 1970. i den sidste tid som viceborgmester efter Carl Jensen. Og igennem flere perioder formand for Hasle socialdemokratisk forening. Tillige var HeimarBergstrøm tilsynsmand for Hasle Lystskov og passede campingpladsen sammen med sin kone Tove. Tove Bergstrøm var kasserer i socialdemokratisk forening i nogle år. Ib Bergstrøm arbejdede i mange år i Hasle Klinker, og bor stadigvæk i Hasle.

Tidligt om morgenen, når fiskekutterne var kommet i havn, måtte bedste og en masse andre stå og pille sild. Sådanne morgener har jeg oplevet masser af gange. Mågerne dykkede ned over hovedet på en. De rigtig skreg. De var sultne. Nu var der også en, der nuppede en ordentlig luns fiskeaffald. Frederik! Dit barnebarn er kommet. Det var Johannes Lind, der snakkede til bedstefar. Bedstefar vendte sig om og vinkede til mig. Jeg vinkede tilbage. Lidt efter var der en der grinende sagde ”Er du ikke bange for at tændstikkerne knækker”? Det var Hans Peter Lind. Han var en værre drillepind. Han skulle altid drille mig med mine tynde ben. Jeg trak strømperne op, det ligesom hjalp lidt på dem. Derefter sagde jeg. ”Du skulle ikke grine ad mig, jeg siger det til bedste”. Og så morede Hans Peter Lind sig over det. De var så drillevorne. Jeg blev så opsat, så jeg næsten fik tårer i øjnene. Så stillede jeg mig op og så på fiskerkonerne. Hvor gik det stærkt med at pille sild. Jeg havde prøvet, men var ikke særlig god til det. Der skulle øvelse til, sagde bedste. Og helt sikkert det skulle der, når jeg så, hvor hurtigt bedstes fingre bevægede sig. ”Gå hjem og varm kaffekanden”, sagde bedste ”i stedet for at stå her og frys. Det varer ikke så længe i dag, som det plejer for der var ikke så mange sild”. Jeg kunne så godt li’ at være på havnen. Det var stemningen og lugten af hav, fisk og tjære. Men alligevel vendte jeg om og gik tilbage mod Vestergade. Det sidste stykke løb jeg, fordi jeg frøs om benene.

Ingen højtid på året kunne overstige 1.juledag, for så samledes hele familien, og der blev udvekslet julegaver. Vi overnattede alle et par dage, og bedste havde så travlt, så hun havde små røde pletter på kinderne. Bedstefar strålede, for nu havde han endelig nogen at spille kort med. Og der blev spillet Whist, og der blev spillet Rommy og Sorteper. Og når det blev kedeligt, så begyndte vi børn at plage om at få juletræet ud i køkkenet. Det fik vi så lov til. Derefter dansede vi om træet og lavede en masse skæg og ballade. Vi havde det virkelig fornøjeligt. Med et siger kusine Sonja ”Jeg har fået læsebog. Og jeg kan hele ABCen. (Og det kunne hun virkelig, da hun var et særdeles velbegavet barn). Jeg kan lære dig det, hvis du altså vil”, sagde hun. ”Nå”, svarede jeg. ”Jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil lære det…” Men det varede nu ikke særlig længe, så havde jeg også en ABC. Min far syntes, at det var ganske tåbeligt, for alt det der skulle jeg nok få lært om et par måneder, når jeg begyndte i skole. Og var der noget, jeg hadede, så var det min ABC. Hver eneste gang nogen læste med mig, så tudbrølede jeg og smed bogen på gulvet. Min stakkels mor var grædefærdig over det umulige barn, som garanteret aldrig kom til at læse, men en dag så tog bedste fusen på mig. Jeg sad og hang i lænestolen. ”Keder du dig”? Sagde bedste. ”Ja lidt”. ”Gå ud i køkkenet og lav lidt melklister”: (Jeg var ekspert i at lave melklister.) Jeg satte koppen på bordet. ”Hvad så bedste”? ”Tag avisen der ligger derovre, og giv mig den”. Hvad ville hun nu? Det øverste, der hvor der stod Socialdemokraten, rev hun af. Det blev så limet over på pap. Derefter blev bogstaverne klippet ud. ”Det er nogle underlige krøllede bogstaver”, sagde jeg. ”Det er lige meget”, svarede bedste. ”Sæt dem nu sammen”. Og jeg satte bogstaverne sammen, og pludselig var det sjovt. Jeg kan tydeligt huske, at det første ord, jeg lærte at stave til, var sol. Og fra den dag fik jeg lyst til at lære alle bogstaverne at kende. Jeg havde nu heller ikke gået forfærdelig længe i skole førend jeg kunne stave mig igennem Bamse og Dukke Lise i Familie Journalen. Der er en ganske bestemt oplevelse fra mine ferier eller overnatninger, som jeg aldrig nogensinde glemmer. Jeg kunne vågne om natten ved at høre støvletramp og bildøre smække. Sådanne gange vækkede jeg altid bedstefar. Bedstefar sagde altid ”Du må ikke tænde lyset”. ”Nej bedstefar, det ved jeg godt:” Bedstemor vågnede også. ”Er der sket noget Frederik”? Sagde hun. Schy…schy.. svarede bedstefar. Lidt efter kunne vi igen høre støvletramp og starten af bilmotorer. Jeg ville også se og sprang ud af sengen. ”Det er alt for koldt med de bare tæer”, sagde bedste. ”Hop i seng med dig”. ”Det er tyskerne”, sagde bedstefar. ”Er du sikker” svarede bedstemor. ”Ja”, sagde bedstefar. ”Helt sikker”! Sådanne øjeblikke var jeg meget bange, fordi jeg kunne mærke at mine bedsteforældre var utrygge. Og det havde de sandelig også god grund til at være, for ikke ret lang tid efter blev der lavet sabotage. Der sprang en bombe på modsat side af gaden. Alle vinduerne i det meste af huset røg. Det var et virvar af glasskår det hele. Og denne søndag eftermiddag samledes hele familien om kaffebordet. De voksne snakkede om krigen. Jeg tænkte kun på bombesplinten, der var gået igennem bedstes klædeskab og ødelagt en del af bedstes tøj.

Den uhyggelige bombesplint sad for enden af klædeskabet. Og der sad den meget, meget længe. Mange gange, når jeg kunne se mit snit til det, så gik jeg ind i værelset og lukkede døren efter mig. Derefter kiggede jeg på enden af klædeskabet. Og der sad splinten. Jeg rørte ganske forsigtigt med fingeren og tænkte. Hvor var det godt, den ikke ramte bedste. Jeg ved ikke, men ganske længe efter havde jeg skrækken i kroppen for hver eneste gang, jeg hørte en bildør smække. Der var noget som kunne virke både skræmmende og morsomt på os børn, og det var fiskernes overtro. En sommer havde vi, kusinerne og jeg, fået lov til at komme en tur med på havet. Vi glædede os, og bedste smurte os nogle kæmpe madpakker. Så kom vi ombord i Alfa og sejlede ud af havnen. Det var en dejlig sommerdag og blikstille. Pludselig begynder kusine Inga at fløjte. En af fiskerne vendte sig om og sagde i ramme alvor. ”Vil du smides i havet?” Inga rystede forskrækket på hovedet og svarede ”Nej”. Sonja og jeg blev også bange. Derefter sagde fiskeren, man fløjter aldrig ombord på en båd. Det viste sig bagefter at det betød uheld. Og sådan var der megen overtro. Hvis nogen af fiskerne mødte et par fiskerkoner, der talte sammen, lige som de skulle til at sejle så, vidste de, at de ingen særlig fangst fik på havet.

Det var nu ikke kun fiskerne, der var overtroiske. Bedste var det også. Der var engang bedste og jeg skulle en tur i byen. Jeg løb foran hende og småhinkede. Lidt længere fremme var der en mand, der stod på en stige og malede vinduer. Bedste kaldte. ”Kirsten, du venter lidt”. Jeg ved ikke hvad der gik ad mig. Jeg tror, jeg fik lyst til at drille hende. Så jeg småhinkede videre. Kirsten! Vil du så høre efter? Nu var bedste sørme gal. Da hun kom hen til mig, så tog hun mig i armen og rystede mig, og alt medens de brune øjne gnistrede, sagde hun, ”Hvorfor hørte du ikke når jeg kaldte?” ”Det ved jeg ikke” svarede jeg. ”Du er uartig,” sagde bedste. Om hun kunne se, jeg blev ked af det, ved jeg ikke. For lidt efter sagde hun ”Du må aldrig mere gå ind under en stige”. Nej, svarede jeg og tænkte, det var da underligt, der var jo masser af plads. Bagefter fandt jeg ud af hvorfor. Det betyder uheld. Og den dag i dag gør jeg det af princip aldrig. Så oplevelsen har altså bidt sig fast.

Og det har denne oplevelse også. Det med at sidde på knæet af bedstefar, var det bedste, jeg viste, og især når han fortalte om Klabautermanden. Klabautermanden var bedre end den bedste gyser. ”Ham Klabautermanden, sagde bedstefar, var altid en der viste sig under storm. Det er en høj sømandsklædt skikkelse med er dødblegt ansigt og vandet drivende af tøj og hår. Som regel kunne han ses på fordækket, eller han klamrede sig fast til lønningen eller tovværket. ”Var det sådant et rigtigt spøgelse bedstefar?” ”Ja, det kan man godt sige,” svarede bedstefar. Og hvad så mere. Ja, svarede bedstefar, det var det allerværste der kunne ske en, for synet af Klabautermanden varslede ondt for den, der havde set ham”: ”Har du set ham bedstefar?” ”Nej, heldigvis aldrig” svarede bedstefar ”jeg har kun hørt snak om ham”. En historie til bedstefar.”Nej,” svarede bedstefar, ”du får ikke flere i dag, for nu skal jeg sove til middag”. Og det vidste jeg, middagssøvnen skulle overholdes. Derefter begravede jeg mig i lænestolen og tænkte videre over Klabautermanden. Det uhyggelige skibsspøgelse…

”Du skal til barber, Frederik” sagde bedste, og tilføjede ”du er langhåret”. ”Ja, ja, svarede bedstefar, så siger vi det. Hvor meget koster det så denne gang?” ”Det kan vi snakke om, svarede bedstemor.” Bedstemor klippede selv bedstefar. Og skulle der være juletræsfest i socialdemokratisk forening eller en anden slags fest, så var bedstemor der med saksen. Det var ikke kun bedstefar der blev fin i håret. Mange andre både fiskere og familiemedlemmer kom under kærlig behandling med saks og klippemaskine. Det var utroligt morsomt, når de forskellige sad i den lille stue, og alle lokkerne røg sig en tur. De stunder står prentet ind i min bevidsthed. De havde da alle råd til at gå til barberen. Det var slet ikke det. Jeg tror lige så meget, at de alle syntes, at det var hyggeligt. De kom hinanden ved, de kunne li’ hinanden disse mennesker. Bedste fik et par kroner, som hun puttede i en lille æske. Når æsken var fuld, så kørte bedste og tante Agnes med bussen til rønne og gik ind til Petrea og drak kaffe.

Juletræsfesterne i socialdemokratisk forening har jeg været med til masser af gange. Jeg glædede mig altid meget til disse fester. Det store flotte juletræ og godteposen. Men da jeg blev lidt større, så fik jeg lov til at komme med til de voksnes fest om aftenen. Så meldte det sig. Hvorfor kunne jeg ikke danse? De havde snakket noget om danseskole, men det ville jeg ikke. De ville bare drille mig med tændstikkerne. Så en aften sagde bedstefar. ”Vi må have det lært. Tænd for radioen, Ellen.” Der var gammel dansemusik på programmet. Der blev skruet meget højt op, og så var det ude på køkkengulvet det hele foregik, en, to, tre. Og en, to, tre. Bedstefar prøvede på at lære mig det. ”Du er alt for stiv i det. Du skal være mere smidig og bøjelig”. ”Ja, bedstefar.” ”Se nu går det meget bedre. ”En, to, tre. Og en, to, tre. Så tog bedstefar fat i bedstemor for at vise, hvordan det skulle være. Og ih, hvor han svingede hende. Hårnålene røg ud, og hun udbrød helt forpustet og rød i kinderne: ”Hun skal da vel ikke lære at danse avet om? ” ”Det er godt at kunne,” svarede bedstefar. Og sandelig om jeg ikke fik det lært. Næste gang der var fest i foreningen, så dansede jeg både med onkel Gustav og bedstefar og alle de andre, jeg kendte. Det varede dog temmelig længe før, jeg kunne finde ud af bedstefars avet om. Det var nogle små fiduser, han drillede damerne med… Men ih, hvor kunne de altså danse, min bedstefar og onkel Gustav. Tante Agnes var helt salig at se på. Og bedste sagde hele tiden ”Ikke så hurtigt Frederik. Ikke så hurtigt Frederik…

Under krigen var det ikke til at få fat på brændsel. Så bedstefar kjæssade som så mange andre kul på Leuka. Denne lørdag morgen kom jeg temmelig tidligt. Bedstefar stod og ordnede noget på sin cykel. ”Vil du hjælpe mig? ” sagde han. ”Med hvad? ” svarede jeg. ” Med kullene på Leuka.” ” Hvad  med mit tøj bedstefar? ” ”Du kan vel låne bedstemors gummistøvler. Så er det godt.” bedstemor rystede på hovedet og sagde, at bedstefar var fuld af narrestreger. Nå, vi kom da af sted. Bedstefar med trækvognen bag cyklen. Jeg kunne godt li’ at være på Leuka, jeg havde været der masser af gange med bedstefar. Der var flere på Leuka, der kjæssade kul. Rundt omkring var der kul, der var samlet i bunker. Herovre, sagde bedstefar ligger min bunke. Så tog bedstefar fat på en af sækkene og viste mig, hvordan jeg skulle holde, så han kunne få kullene skovlet op. Ih, hvor det svinede, jeg var helt sort på hænderne. ”Det kan ikke undgås, at du bliver lidt snavset, sagde bedstefar. Derefter hjalp jeg til med at slæbe sækkene hen til trækvognen. ”Jeg kommer til at køre en gang til,” sagde bedstefar ”men du kan bare blive herude og passe på resten.” bedstefar cyklede af sted, og jeg blev alene tilbage. Først satte jeg mig på en stor sten og ventede, da det blev for kedeligt, begyndte jeg at gå frem og tilbage langs ad stranden. Hvorfor tog det nu så lang tid? Nå, han skulle jo nok have sig en kop kaffe. Og måske var der kommet nogen for at snakke med ham. Så begyndte jeg at samle små sten. Der var en derovre der var lidt finere. Og en der, som havde en meget flot rød farve. Sådan blev jeg ved. Pludselig var der gået lang tid, og jeg var kommet langt væk fra stedet. Jeg skyndte mig at løbe tilbage. Bedstefar stod og pegede. ”Hvor er kullene henne?” ”Kullene” jamen, det ved jeg da ikke. ”Skulle du ikke passe på dem måske? ” ”Jo,” svarede jeg. Bedstefar var gal. Ih, hvor var han splitter tosset. ”Du har for mange abekattestreger i hovedet,” sagde han. Jeg sagde ikke noget, men tudede, og med mine sorte fingre gned jeg alt kulstøvet rundt i ansigtet. Vi cyklede hjem til bedste. Bedstefar sagde ikke et ord på hele turen. Da han så bedste, så fortalte han, at kullene var blevet stjålet. Ombedste kunne se, at jeg var på grådens rand, ved jeg ikke. Men hun sagde bare, ”Kom”. Inde i køkkenet vaskede jeg ansigtet for sorte striber. Hvor var jeg ulykkelig. Bedstefar var hverken til at hugge eller stikke i, ikke engang et slag kort kunne gøre det. Blæs på det sagde bedste, og lad os håbe, at dem der har taget kullene har mere brug for dem end vi har. Kvindfolk! Sagde bedstefar, og slukkede for høreapparatet.

Hver eneste år først på sommeren købte bedstefar sig en lille gris, som han fedede op til sidst i november. Og da bedstefar var en stor dyreven, så kom han til at holde utrolig meget af sin gris. Grisestien havde han selv tømret sammen. Der var pænt rent og ordentligt. Grisen blev pusset og nusset og kløet bag øret mange gange om dagen. Og kom der besøg, så varede det ikke længe før end bedstefar sagde. ”I skal da lige se grisen? ” Bedste syntes nok ind imellem, at det var lidt for meget med den gris. Men så var der en dag, hvor bedstefar kom farende hæsblæsende ind i køkkenet og råbte, ”Ellen, skynd dig lidt og kom. Der er noget i vejen med grisen.” ”Med grisen? ” svarede bedstemor. ”Ja, den er helt tåbelig,” sagde bedstefar. Og ganske rigtigt grisen var fuldstændig kulret. Lige som den lå ned, så rejste den sig op og brasede lige ind i træværket. Den var helt stiv i øjnene, og halen stod lige i vejret. ”Vi må have fat i dyrlægen,” sagde bedstefar. ”Vent nu lige lidt,” svarede bedstemor. Men bedste vidste godt, at grisen var bedstefar meget øm over, så hun gik hen til brødudsalget og lånte telefonen. Jeg og bedstefar blev hos grisen, som dog lidt efter lidt tabte smakket. Efterhånden lå den, lige så lang den var, på siden og pustede og stønnede. Bedstefar pirkede til den med et kosteskaft, men der var intet at stille op. Lidt efter kom bedstemor tilbage og sagde, at dyrlægen ville være der om en times tid. Om en times tid tænkte jeg, så er grisen i hvert fald død. ”Der kommer nogen,” sagde bedste, da vi kunne høre, at Kelly gøede. Og ganske rigtigt, det var Aakerlund. ”Hvad er der på færde? ” sagde han, da han kunne se, at vi var helt opsatte. ”Det er grisen der er dårlig,” svarede bedstefar. ”Dårlig,” sagde Aakerlund, som var et helt spørgsmålstegn. ”Hvordan det.” Så fortalte bedstefar hvordan den havde teet sig. Grisen lå stadigvæk på siden og pustede og stønnede. ”Hvad har du givet den, Frederik? ” spurgte Aakerlund. ”Det sædvanlige køkkenaffald fra Herold,” sagde bedstefar. Bedstefar tog spanden frem, der var stadigvæk lidt tilbage i bunden. Pludselig begyndte Aakerlund at krumme sig sammen af grin. Derefter sagde han. ”Ved du hvad Frederik, det er det mest beduggede svin, jeg har set i mine livsskabte dage.” Så viste det sig, at i køkkenaffaldet var der kommet øl og vinsjatter. Grisen var simpelthen kanonfuld. Dyrlægen indfandt sig til tiden, og hovedrystende kiggede han på grisen og snusede til foderet og sagde. ”Der er intet andet at stille op, end den må sove rusen ud.” Og først dagen efter ved middagstid begyndte den at plirre med øjnene og prøvede på at rejse sig på alle fire. Det lykkedes ikke første gang. Men den overlevede. Og blev som bedstefars alle andre grise, han havde haft i tidens løb, både stor tyk og fed. En ordentlig grissebasse. Da julen nærmede sig, så begyndte bedste at snakke om slagtning og pølsegilde. Bedstefar var grædefærdig. Han brød sig ikke om at høre snak om det. Men det var en kendsgerning, der var intet at stille op. Så bedste bestilte slagtning. Jeg vil nu også godt indrømme, da min mor og jeg lukkede døren op i Vestergade, og så grisen hænge der, så gav det et helt sug i maven på os begge to. Vi vidste med bestemthed, at bedstefar var over alle bredder. Han viste sig slet ikke, før end det hele var overstået. Det varede ikke længe, før end mor og jeg havde forklæde på. Tante Agnes var kommet, og var allerede i fuld sving sammen med bedste. Grisen blev båret ind og parteret i passende stykker og saltet ned i store træbaljer. Der blev skåret, snittet og hakket. Der var ikke tid til at stå og flæbe over, at jeg ikke kunne tåle at se blod. Jeg kan tydeligt huske, at jeg holdt pølsehornene, da alt den blævrede blodmasse skulle hældes ind i tarmene. Jeg kunne næsten ikke klare det. ”Stå ordentligt på benene,” sagde tante Agnes, og tilføjede, ”det halve løber udenfor.” ”Ja, tante” svarede jeg. ”Nu er det fint. Du kan jo godt når du vil.” Men det var sandelig lige før, jeg ikke kunne… Og så mønstrede vi med grisen hele dagen. Da det var aften, så var vi alle dødtrætte, men dagen efter var der budt til pølsegilde. Vi havde da også, bedste og jeg, pudset sølvtøj i flere dage før… Alt var parat, også den fine atten personers dug var taget frem. Endelig stod bordet færdig dækket. Hvor var det flot. Lysene kastede sit skær henover det fine porcelæn. Sølvbestikket og glassene skinnede som bedstefar altid sagde, som katteskidt i måneskin. Nu var der bestemt ikke noget i vejen med bedstefars humør. Han fløjtede og barberede sig, så skummet stod helt om i nakken, lige til han ikke kunne finde sine manchetknapper. Ellen, Ellen! skreg han. Og bedste kom farende med udslået hår. Jeg skal skynde mig Frederik. Gæsterne kommer om en halv time. Og sådan var det hvert eneste år. Et farligt postyr. Men når hele den festklædte familie sad rundt om bordet, og bedste og tante lod fadene gå rundt, så spiste vi, så vi næsten ikke kunne vrikke med ørerne. Bedstefar og onkel Gustav prøvede om de kunne overgå hinanden i sjove historier… Kusinerne, jeg og min lillesøster skålede i rød sodavand. Bedste og tante Agnes havde begge røde pletter på kinderne. Og moster Inger gav sig til at le, så rosen i kjoleudskæringen hoppede op og ned. Så hørte jeg lige, at bedstefar hviskede til onkel Gustav, ”vi snupper os lige en lille en til…”

Dette stod i Bornholmerens tillæg i anledningen af indvielsen af Hasle havn den 30.juli 1988.