Glimt fra min barndomsgade.
At Fælledvej står for mig som noget særligt, er nok ikke alene fordi jeg er opvokset her, men måske mere fordi Fælledvej ligger i nærheden af både skov og strand og fodboldbane, og senere vandrerhjem og campingplads. Et sted hvor der virkelig skete noget. Fælledvej er derfor for mig blevet, uden at fornærme nogen, næsten som byens navle.
Især var sommeraftenerne på Fælledvej og Fælleden befolket af mange børn. Her foregik megen leg til langt ud på aftenen indtil det hele blev slået i stykker af en mor eller far, der råbte ud fra et oplukket vindue: ”Nu er det sengetid!”. Både piger og drenge var optaget af den tids udendørssysler, som bestod af sjipning, boldspil, hinke paradis, spille klink og ikke mindst spille snurretop. Hvor kunne man unde nutidens digitaliserede børn noget af den atmosfære der var forbundet med en sådan herlig og lun sommeraften med gadeleg og hvor man glædede sig til næste dags oprindelse.
Legetøjet var i mange tilfælde hjemmelavet eller blev etableret spontant efter behov. Dog blev snurretoppe fremstillet hos snedker Carl Lind inde i byen for en femogtyveøre, ofte med en flot farve i toppen, som kom til veje ved at holde en farveblyant i toppen under fremstillingen i drejebænken.
Fodboldspil, som foregik på selve Fælleden, var en beskæftigelse der aldrig slog fejl. Og selv om bane og klubhus var af primitiv art, set med nutidens øjne, var der spillere som fik en slags stjernestatus for os drenge. Bare for at nævne nogle få: Knud Jensen, Svend Aage Jensen, Hans Chr. Koefoed (Gokke).
Sankt Hans var en aften, som satte sit præg på næsten hele byen. Det var før bålarrangementet blev organiseret og sat i faste rammer. Vi drenge lånte flere gange en trækvogn hos købmand Tranberg og kørte rundt i byen og samlede effekter til bålet. Jeg husker, at vi en gang kom op til Marie Pedersen i det hus, som nu ejes af bankdirektør Schroll og her fik vi i sandhed GUF til et Sankt Hansbål. Gamle aviser og regninger i mængde, også fra hendes forældres tid. Og da bålet blev tændt om aftenen i en stærk vestenstorm, blev telefon- og el-ledninger og de to udsatte bungalower på Fælledvej, garneret med Marie Pedersens gamle regninger. Bålet blev altid tændt af lærer Jørgensen og man var aldrig helt sikker, på hvilket tidspunkt, han arriverede på sin cykel. Men tændt blev det hvert år. Før den store begivenhed, der også den gang samlede mange mennesker på Fælleden, havde vi drenge tændt vore egne små bål i nærheden af anlægget. Vi kunne ikke vente til aften og ingen antastede os i vort forehavende. Små Sankt Hansbål skød op i hele den søndre del af anlægget til stor fornøjelse for os børn, men næppe den store begejstring for vore forældre da vi senere kom hjem og lugtede langt væk som et røgeri. Men sjov var det.
Lige overfor kirkegården lå fragtmand Nielsens sommerhus. At dette hus senere skulle blive Irenes og mit første hjem, som ægtefolk, var langt fra i mine tanker i barndommens leg på Fælledvej. I flere somre lejede en familie fra København sommerhuset. Det var en ekspeditionssekretær i Finansministeriet, Johansen og frue. De kom fra Søborg og boede i Søborg Hovedgade nr. 69, så vidt jeg husker. De havde en dreng på vores alder, som hed Erik. Ham legede vi meget med og fik en god kontakt til familien. Så skete der det fantastiske for et par Hasle-børn, at min bror og jeg blev inviteret til at besøge dem i København. Da vi aldrig før havde været udenfor øen blev det til en begivenhed af de store. Vi rejste med Østbornholmske dampskib fra Hasle til København. Hvor længe vi opholdt os i det for os, fantastiske København, husker jeg ikke, men perioden vi var der, gik ikke helt stille af sig. Familien Johansen tog sig nemlig kærligt af os og vi besøgte mange af storbyens seværdigheder. Så alt i alt blev det en uforglemmelig oplevelse.
På et tidspunkt etablerede fru fragtmand Nielsen (Petra) en kiosk i haven ved sommerhuset. Noget af hækken blev fjernet og i stedet kom en kiosk til veje med is og slik. Det er ikke helt få is-muslinger, til vel en 25 øre, som blev købt i denne kiosk af Fælledvejs beboere og legende børn og unge.
En af vore naboer var Hans Andersen. Han blev kaldt Noah, sikkert fordi han så meget gammel ud og havde skæg. Ham hentede vi avis til i mange år. Avisen blev delt ud på posthuset til os ”avisleverandører”. Post Hansen og post Mortensen havde en eminent evne til at dele aviserne ud til os. Der var tre udgaver: Socialdemokraten, Tidende og Bornholms Avis, som blev kaldt ”gamle tante”. De holdt aviserne mellem fingrene og var klar over hvor mange vi drenge skulle have af hver slags med os, til udlevering. Vi fik 25 øre om ugen af modtagerne. Pengene lå på køkkenbordet ved ugens afslutning.
Da Hans Andersen døde og skulle køres hen på kirkegården, kom maler Jartoft gående fra Rønne. Jartoft var også en speciel person og da han standsede op ved Hans Andersens hus og folk samledes om rustvognen udbrød Jartoft: ”Ja, det er ligeså godt vejr at dø i, i dag, som en anden dag.” Og så fulgte maler Jartoft Hans Andersen hen på kirkegården.
Rustvognen i Hasle bestod i min barndom af en hestetrukket ligvogn. Chr. Hansen var en af kuskene på denne vogn. Han havde en helt speciel måde at køre hestene på, som virkede meget anstrengende. Helt anderledes og roligt blev de kørt af Ejner Hansen, som var den anden kusk. Hans rolige væsen var nok medvirkende til at smitte af på hestene. Så var det altid tankevækkende for os børn at være vidne til et ligtog hvor det også var ganske almindeligt og vel også naturligt, at forbipasserende køretøjer holdt stille, stod af cyklen og gående stod helt stille, til ligtoget havde passeret.
Kørte man sydpå ad Fælledvej kom man hurtigt til Klinkerfabrikken. Når det var fyraften blev Fælledvej omdannet til en sand strøm af cyklister. Da var de mange arbejdere på vej til deres hjem efter en hård dag. At dette sted også havde en særlig betydning for mig var forbundet med, at min far opnåede en ansættelse på mere end 50 år, og jeg selv næsten 25 år. Da jeg blev ansat der i 1966, var kontoret bemandet af John Sørensen og Clara Larsen. Hvor har jeg mange gange siddet sammen med fru Larsen og talt penge op i poser. Og det med både 1 og 2 ører. Når vi så var færdige og det ikke stemte, ja, da måtte alle poser gennemgås til stor ærgrelse for os. Jeg blev ansat samtidig med en ny administrerende direktør, nemlig Ib Henriksen. I administrationen var der flere som var bange for ham. Når han kom på det ugentlige besøg til Bornholm fra København vidste man aldrig hvad der kunne ske. Somme tider blev funktionærer fyret på stribe. Og så havde han en forkærlighed for strømbesparelse. Han kom altid først til Rabækkeværket. Derefter skulle han ud til os på Klinkerfabrikken. Så snart han var kørt, blev der ringet fra Rønne med besked om, at nu var Ib H. på vej. Og det var ensbetydende med, at så skulle så mange lys som muligt slukkes på fabrikken.
Ellers var Hasle Klinker i mange år en god arbejdsplads. Det var eftertragtet at blive ansat som funktionær dér. Det blev sagt til mig da jeg kom til Hasle Klinker, at blive ansat i dette firma var bedre end at blive ansat i en bank. Men nu er det sådan at tider forandrer sig og det gjorde banker og Hasle Klinker også. Sørgeligt er det i dag at tage en tur ud til området hvor Klinkerfabrikken lå og bare må konstatere, at den tid er forbi, hvor et par hundrede mand fra Hasle fik deres levebrød. En epoke er forbi hvor hovedkontoret på Oslo Plads i København husede mange kontorfolk og ligeledes konsulenter i både England, Sverige, Norge og flere andre steder.
Men nu er Fælledvej stadig Fælledvej. Nu, på en anden måde, end før. Sådan går det med alle veje og gader og ind i mellem kalder det altså nogle minder frem.
Asger Jensen