“Strøtanker”

Ca. 1938 – 1952

Formanden for  Hasle-Egnens  Lokalhistorie, Richardt Vang-Olsen, har bedt mig skrive lidt om hvad jeg husker fra min barndom i Hasle. Det bliver nok lidt springende tidsmæssigt, men jeg forsøger.

Min  plejemor  Jensine Nikoline Kristine Kjøller ( (23.12.1891 – 12.07-1979) fremover benævnt som mor)), der var distriktsjordemoder i Hasle, læste i efteråret 1933 en annonce i jordemodertidende hvor en ung dame søgte et sted  hun kunne  bo og føde et barn, da hun var kommet i “ulykkelige omstændigheder”. Hun var ugift og på den tid var det så sandelig ikke særlig velset at skulle have et “uægte” barn.

Min mor boede sammen min sin  handikappede søster Betty Johanne Elisabeth Kjøller i  Storegade 31 og “moster Betty” havde “Haandkøbsudslalg fra Allinge Apotek. Mor og moster Betty blev enige om at de da sagtens kunne have den unge dame boende  i nogle måneder indtil hun havde født. Beslutningen blev taget og det var så mit held.

Jeg blev født den 26. april 1934. Det tidligste  jeg husker fra min barndom er en trehjulet cykel  med bredt træsæde, hvorpå der kunne sidde to børn. Mor og moster holdt høns og hvert år købte de 10 ællinger, som så blev slagtet til jul og lagt på frost i Rønne. Jeg fik lov til at få “mine egne” høns og det var dværghøns. Hanen var meget flot, men den blev jeg lidt uvenner med. Jeg var jo ikke ret gammel. Fire-fem år måske og rendte om sommeren rundt i haven i det bare ingenting.  Det kunne hanen ikke stå for. Den hoppede op bed sig fast  i det den åbenbart troede  var en regnorm. Da dette var sket et par gange  og førte til stort skrål, tabte jeg interessen for hønsene og de blev slagtet.

Der var ikke mange, der på det tidspunkt havde WC. Det var lokum i gården, hvilket også var tilfældet i Storegade 31. Før jeg selv lærte at klare mig efter “lokumsbesøg” råbte jeg altid til mor eller moster “jeg er færdig”. Det fandt vor nabo Kruse i nr. 29 ud af hvad betød og så kom det fra ham” Naa, e du færdi mæ aa sjida”. Det brød min mor sig ikke om og vi ændrede det til at jeg i stedet råbte duuuut. Der gik dog ikke lang tid før Kruse igen fandt ud af hvad det betød og igen kom med sin bemærkning.

I den ene udlænge var der vaskehus med stor “murgryde“. .Her blev der vasket “storvask” et par gange om året. Frederik Pedersens hustru kom og vaskede. Jeg husker ikke hendes fornavn, da hun aldrig blev kaldt andet end  “ fru Freek”. Det var også derude vi fik bad. Vi havde et kæmpe zinkbadekar og vandet blev varmet op i “murgryden”.

Årstallet husker jeg ikke, men det var under krigen, vi fik lavet en tilbygning hvor der blev grovkøkken og rigtigt badeværelse med koldt og varmt vand (Gasvandvarmer). Det var bare lækkert.

Jeg fik lov at hjælpe moster med ekspeditionerne i håndkøbsudsalget. Det var helt vildt sjov. Det var  dengang , der var kobber en-, to- og femører. Disse blev så i 1941 skiftet ud med zinkmønter. Apotekervarerne kom med rutebilen fra Allinge og dem hentede jeg på rutebilstationen nede på torvet. Jeg havde fået en stor legevogn, som karatmager Andersen havde lavet. Den var med træhjul med jernringe.

Den samme legevogn blev også brugt til at samle grankogler i om efteråret. De var gode at fyre med i murgryden. Ligeledes samlede vi “skryner“ (trærødder/-stubbe))

I min barndom var der to mælkeudsalg i Hasle. Derudover to mælkevogne, der hver dag kørte fra hus til hus. Mælkemanden ringede med en klokke og så kom kunderne ud med deres skåle og kander. Mælk og fløde stod inde i den lukkede vogn og taphanerne stak udenfor.. En dag var jeg nok lidt for pilfingret. Jeg prøvede at dreje på en af hanerne og mælken strømmede ud på gaden. Jeg skyndte mig at løbe ind , men det kostede en “endefuld”.

Der var mange jordbrugere i Hasle, da jeg var barn. De trak deres kreaturer på græs om sommeren og det resulterede jo i end del hestemøg og kolort på gaden. Det var nu ikke så dårligt endda, for det var god gødning til haven. Især rabarberne nød godt af det. Der var ligefrem kamp om at komme først ud for at samle op. Det var jo gratis gødning.

Lige overfor mit barndomshjem lå en bondegård. Ejeren hed Jacobsen og  han handlede også  med øl og så vidt jeg husker med heste. Der tilbragte jeg meget tid og hjalp med  at malke og muge ud . Det var ikke særlig populært hjemme hos mor når jeg havde hjulpet til med at køre ajla (gylle) ud. Ajlan blev pumpet op i en hestetrukket “tankvogn”. Tanken var lavet af træ, som en meget lang tønde der lå ned.

Når så ajlen skulle køres ud,  sad vi overskrævs  på tønden og det skete jo at det skvulpede over og buksebagen blev gennemblødt. Det synes mor ikke lugtede særlig godt.

Det var vældig “stort”, når jeg fik lov til alene, at køre til bryggeriet efter mask, som er affaldsproduktet efter ølbrygningen. Det blev brugt til svinefoder. Hesten hed Lise og var min favorithest.

Fra besættelsestiden husker jeg blandt andet hvordan soldaterne konfiskerede alle brugbare cykler.  Mange  hasleboer arbejdede jo på Klinkerfabrikken og brugte deres cykler for at komme på arbejde. Blandt dem Peter Lind, der boede Storegade 13 og ligesom min moster havde en rigtig god cykel. Jeg mener den var tysk og af mærket “Gritzner”. Da min legekammerat Richard  (søn af Peter Lind) og jeg så hvordan de stjal cyklerne  fra folk, besluttede vi at løbe Richards far i møde. Soldaterne stod bl. a. for enden af Købmand Tranbergs have og ved “Anlægget”. Folk var på vej hjem fra “Klinkan” og da vi fortalte hvad der skete tog Richards far cyklen på nakken og gik bag om Godthard  Jensens hus over markerne og hjem. Han fik cyklen hjem og gemt af vejen. Cyklerne var jo stadig  monteret med rigtige dæk, men da disse var slidt op blev de erstattet af  opskårede strimler fra kasserede bildæk. Rigtige dæk kunne man heller få .

Der kom jo rationering på næsten alt og det var svært at få næsten alle slags madvarer. Der var vi jo, på gr. af mors arbejde som jordemoder, nok ret priviligerede. Næsten alle varer var jo blevet markant dyrere og mange sad jo i små kår. Dette medførte at mor fik mange især kafferationeringsmærker forærende, da kaffe var ekstra dyrt. Der var jo noget man kaldte jordemoderkaffe, og det resulterede faktisk i at kaffekanden næsten var varm hele tiden. Alle damerne kom “lige forbi” til en kop jordemoderkaffe.  .Kristine Jensen, der drev købmandsbutik i den anden ende af byen (det var laaangt væk) mente det var ret og rimeligt at alle, der kom til kontrol hos jordemoderen også skulle ha’ en kop ordentlig kaffe. Hun sagde altid når jeg var sendt derop efter varer: Frk. Kjøller kan vist godt bruge et halv pund ekstra. Så det fik vi. Tobaksrationeringen mærkede mor og moster heller ikke rigtig noget til da de handlende var flinke til at slippe en ekstra pakke cerutter til eftermiddagskaffen.

Mit konfirmationsstøj  blev syet nede hos skrædder Kruse i 1948. Mor havde i begyndelsen af krigen hamstret en kupon stof nede hos Manufakturhuset  (Jansson). Det lå på torvet, på hjørnet af Storegade og  Rådhusgade. Det havde ligget godt gæmt en en skyffe og lugtede fælt af Naftalin.

Urmager West anbefalede i begyndelsen af krigen min mor at købe et ur til mig. Man jo aldrig kunne vide om og hvornår man kunne få et godt  ur igen. Det var et godt ur og holdt til 1960

Engelske kul blev også hamstret. De blev under krigen kun brugt  når vi skulle have gæster. Så blev der fyret op i kaminen i den “store” trefagsstue. De engelske kul gav noget mere varme end de koks og cinders vi ellers brugte sammen med brunkul ude fra det er i dag hedder Rubinsøen.

Når kunderne kom for at købe medicin havde de altid  tomme flasker med, da de kostede  nogle få øre ekstra dersom dette ikke var tilfældet. Korkpropperne sad i mange af disse flasker og dem samlede jeg tillige med alle salvetuberne. Dem kunne jeg sælge i Tatol for, jeg tror det var to eller fem øre. Det var en rigtig fin forretning. Der måtte jo ikke være noget materialespild, da alt skulle bruges til fremstilling af krigsmateriel.

Jeg gik også “til spejder”. Jeg  var ulveunge sammen med  Louis Rasmussen og vi kappedes om hvem der kunne få flest  duelighedsmærker. Spejderfører var Carlo Henning Ipsen (senere forfatter). Som spejder får man jo noget feltudstyr  og  bl.a. en økse. Den blev dog også brugt til andet end spejderopgaver.. Jeg havde mange gange hørt hvordan mor og moster, når de havde gæster, skældte og smælte over tyskerne og hvordan de frydede sig når noget gik galt for dem. Derfor besluttede jeg sammen med en kammerat (jeg husker ikke hvem) at vi godt kunne hjælpe med at genere de modbydelige tyskere. Vores have gik jo ud til markerne (i dag Møllehaven) og der havde tyskerne lagt et tykt  telefonkabel. Det gik nogenlunde nemt at kappe det over med øksen. Vi tog et stykke med hjem og aldrig havde jeg dog set min mors ansigt  med det udtryk. Vi fik skæld ud og mor gemte kabelet og om aftenen tog hun sin jordemodertaske, lagde kabelet i, og gik ned til havnen og smed det i vandet.

Kort tid efter vor “udåd” kom to tyske soldater gående langs med kabelet og fik dette repareret. Mere skete ikke, og mor slappede efter nogle dage af igen.

Da russerne startede bombeangrebet på Rønne og Nexø blev alle bedt om at forlade byen. Vi fik besked på at åbne alle vinduer på klem for at undgå knuste ruder fra lufttrykket fra bomberne. Mor satte korkpropper i klemme mellem karm og vinduesramme og bandt hasperne stramt til med en snor.

Derefter samlede mor og moster alle vigtige papir, så som forsikringspolicer, skøde m.m. og cyklerne blev pakket med lidt fornødenheder samt sengetøj. Cyklerne var fuldt læsset, så vi trak af sted med dem og endte op hos Svendsen på Tassevej. Her så vi hvordan formationer af bombefly kastede deres bomber over Rønne. De kæmpe brag de gav, kunne høres helt til Tassevej og vi så store sorte røgskyer vælte op. Jeg glemmer aldrig det syn.

Da tyskerne omsider overgav sig, kom der lange karavaner af russiske solder. De kom i hestetrukne vogne fyldt med krigsbytte fra Tyskland. En af vognene havde defekt baghjul og kørte på navet. Der var alt muligt lige fra store møbler, klaver, malerier og ikke at forglemme kikkerter. Især kikkerter var jeg interesseret i og  jeg byttede mig til en stor  Zeissskikkert for en sodavandsflaske med 45 % denatureret kogesprit. Den kostede 45 øre og dem fik jeg ved at tigge penge til en is af mor. Glæden var da kort, for da mor så kikkerten og fik at vide hvor den kom fra måtte jeg pænt aflevere den igen. “Vi køber ikke tyvekoster “ sagde mor. Soldaterne drak spritten. De havde en pose æg,. Æggene knækkede de og slugte rå, hvorefter de skyllede efter med ren sprit. De russiske officerer (i hvert fald en af dem) flyttede ind på Hotel Hasle. Der var nogle damer med og en  var gravid. En dag fandt officererne på at den gravide kvinde skulle lære at ride. Hesten blev bundet til en lysmast lige ud for porten til Jacobsens bondegård (på  hjørnet af Julegade og Storegade) Den gravide kvinde blev sat op på hesten  og benene bundet sammen under bugen  for at hun ikke skulle falde af. Hesten fik et klask bag i, men inden den havde løbet nogle få meter hang den gravide under hesten med hovedet nedad.

Det var altså ikke nogen succes, så i stedet skulle hun lære at cykle. Det gik ikke bedre hun endte på hovedet i avlsbruger Christian  Hansens hæk.

Klokken ca. 2 om natten ringede vores telefon. Mor blev kaldt til Hotel Hasle. Der var en russisk kvinde, der skulle føde. Mor talte ikke russisk, så der blev sendt budt efter en fra vistnok Sorthat, der hed  Prytz (???). Jeg mener han jeg var Polak, og han skulle være tolk. Det gik slet ikke, så i stedet for fik man fat i Torben Jensen (strandfogedens søn). Han boede lige overfor “Anlægget” og havde på et par måneder lært sig så meget russisk, at han klarede det bedre en polakken. Der var en vagtpost  ved “Anlægget”, en ved  enden af Købmand Tranbergs have og en oppe i den nordlige ende af byen. Jeg ved /husker ikke hvor. Jeg kom ikke så ofte derop. Der var jo langt at gå.

Om formiddagen ved titiden gik mor igen ned på Hotellet. Jordemoderen kom dengang altid dagen efter for at “pusle” (se til mor og barn). Barnet lå trygt og sov i en kommodeskuffe, som blev brugt som barneseng, men moderen var der ikke. Efter nogen søgen fandt mor hende liggende på knæ og skure gulv i den anden ende af Hotellet. Det var jo lidt uhørt dengang, hvor  man efter en fødsel normalt skulle bli’ i sengen en lille uges tid.  Mor blev meget vred og skældte ud så Hotellet var ved t falde sammen.

Jo, jordemoderen kunne skam godt sætte sig i respekt. Det oplevede jeg mange gange, når jeg var med ude dagen efter for at “pusle“.  “Jensen mere varmt vand”, “fjern den ble” og således faldt kommandoerne nogle gange som fra et maskingevær.

En aften lige efter vi var gået i seng ringede det på døren. Jeg spænede ned af trappen, lukkede op og udenfor stod to russiske soldater. Snaaaps, vodka forlangte de. Jeg blev lidt bange, men løb ned i kælderen og hentede tre øl. Det var hvad der var. Dem fik de, men var ikke tilfreds. Jeg løb i pyjamas ud på gaden og viste dem hen til Borgmester Regnersen.  Han havde, så vidt jeg husker, også købmandsbutik. Han inviterede dem indenfor og det skulle han ikke have gjort. De kom igen flere aftener i træk indtil officererne fik det stoppet.

Om aftenen viste russerne film ude i skoven. Der blev jeg engang hentet hjem kl. 22:30. Jeg fik en ordentlig skideballe, jeg var jo kun 11 år og skulle have været hjem for længe siden, men det var jo spændende. Jeg fik lært første vers af  en russisk sang, der blev sunget hver aften. Den optrådte jeg med, når jeg var på besøg  hos familien i København.

Der var jo mange ting man ikke kunne få under og  efter krigen, så når der kom “Amerikapakker” fra onkel i USA, var der stor glæde. Posten kom med en seddel at der lå en pakke på toldkammeret. Der gik ikke mange minutter før den blev hentet. Der var tøj, kaffe , chokolade, tyggegummi  m.m.. Især tyggegummiet var jeg glad for. Det var pladetyggegummi med forskellig frugtsmag. Hold da op hvor jeg gik og blærede mig. Jeg trak det ud så langt min arm var og  “rullede” det tilbage munden.  Alle ville have et stykke. Når jeg havde tygget så længe på det, at det meste af smagen var væk, solgte jeg det for 25 øre. Velbekomme.

Som børn fordrev vi meget af tiden om sommeren med at spille “TOP”. Snurretoppen, der var af træ drejede snedker Lind adskillige hundrede af. De blev malet i forskellige farver/mønstre, så det så flot ud når de snurrede. De blev sat i gang ved hjælp af en kæp med snor på. Nærmest en slags pisk. Snoren blev viklet om toppen som så blev sendt hen af gaden og holdt i gang ved at man  piskede løs på den .

Det minder mig om gadebelægningen. Da jeg var helt lille var den af brosten, men blev på et tidspunkt belagt med asfalt. Det gav jo et perfekt underlag for at spille TOP.

Om vinteren spillede vi meget kort. Det var mest Rommy og Halv Tolv. Vi spillede  “enøres” og det kunne skabe voldsomme diskussioner, dersom en følte sig snydt for en øre. Matador og Ludo hørte også til blandt favoritterne. Vi legede med tinsoldater, Teknobiler (af blik), byggeklodser af træ, der var malet så de lignede mursten. Vi spillede “klink” med øl- og sodavandskapsler og når det var frost, løb vi på skøjter oppe på “Engen”. Det var en mark, der lå bag husene overfor bryggeriet. Vi dæmmede et lille vandløb op således at hele engen blev oversvømmet og fik derved en fin skøjtebane.

Jeg husker tydeligt hvordan sneen blev skovlet fra gaderne med håndkraft. Jeg har billede af mig selv stående i Østergade i driver, der var så høje, at vi kunne røre ved el-ledningerne.  Snesevis af mænd ryddede gaderne så  de få biler, der var dengang, kunne komme frem. Bønderne kom til byen for at handle og det var i kane (det fine køretøj) eller med slæde, dersom man skulle have f.eks. korn, kul, koks eller lignende med hjem. Hos Grønbechs var der hestestald så bønderne kunne stalde op, mens fruerne gik på indkøb i andre af byens forretninger.

Jordemoderen havde en hård tid om vinteren. 98 % af fødslerne foregik jo hjemme. Når vejene var ufremkommelige på grund af sne måtte turen tilbagelægges i kane. I Østergade var der en avlsbruger, der hed Anker Hansen. Han kørte for mor om vinteren, når hun skulle på landet. Nogle gange/steder lå sneen  så højt at hestene sank i til bugen. De arme dyr blev pisket frem og  mor kunne i flere dage efter sådan en tur få tårer i øjnene, når hun talte om det. Mor havde en stor tyk køre kappe med en stor bjørneskindskrave.

Når kraven var slet op og hægtet sammen var det  faktisk kun næsetippen, der stak frem. Mor havde altid to varmedunke med. En oval flad zinkdunk til at sætte fødderne på og en rød gummidunk på skødet  til hænderne. Det var for ikke at have kolde hænder, når hun kom frem til patienten.

Der var to steder i byen  som blev meget  brugt som kælkebakker. Det var Toldbodgade og Gasværksvej. “Gasværksbakkanj” var den mindst farlige. “Havnabakkanj” var værst, for der risikerede man at ryge i havnebassinet, dersom man ikke fik drejet af. Vi kunne være snesevis af børn og  der blev nogle gange råbt “af vejen, der kommer bil”. Det var nu sjældent, for biler var der ikke så mange af den gang  og bakkerne blev efter kort tids brug så glatte at ingen kunne køre på dem. Der blev ikke saltet dengang.

Det var en yndet sport at “hægte sig på” når rutebilen kørte mod Rønne. Snoren fra kælken blev trukket rundt om et trin på stigen bag på rutebilen.( Stigen blev brugt,  når rutebilchaufføren skulle op på taget med passagerernes bagage). Vi “hang på” indtil der kom en kane, der kørte mod Hasle. Så slap vi snoren og kanen  kørte jo aldrig hurtigere end vi kunne løbe den op og  hægte os på den.

Vi skød meget  slangebøsse. Den lavede vi af en “tvegren”. Det var en Y-formet gren hvorpå vi bandt et par strimler gummi lavet af en gammel cykelslange. Så gjaldt det om at finde nogle sten, der var fine runde. Det var jo ikke altid lige let, men så var der en, der fik en god ide. Hos Brdr. Anker lavede Ole nogle fine “Y-grene” af rundjern og i stedet for sten brugte vi kasserede kuglelejer. Se det var lige sagen. Nu kunne vi pludselig (engang imellem) ramme en solsort.

Vi fik også lavet “Lommepufferter”. De bestod af  et stk. sekskantet stål ca. 30 cm langt og 3 cm tykt. Det blev bøjet så det fik et håndtag og lignede en pistol. Der blev boret et ca. 8-10 mm hul i løbet og foroven et lille fænghul. Fuldstændig som på de gamle kanoner. Vi ladede med sortkrudt og  fik alle tiders legetøj til nytårsaften. Utroligt ingen af os kom til skade. Den var livsfarlig.

I foråret 1946 købte  mor bil. Det var en Ford Anglia,  den fik reg nr. J 951. Den kostede 7.200 da mor p.ga sit arbejde kunne få indkøbstilladelse. Uden den ville den ha’ kostet 11.000. Den blev for øvrigt solgt i 1954 for 9.000 kroner. God forretning. Den går ikke 2007. For et par uger siden  sad jeg og  læste i nogle gamle breve jeg havde skrevet til en tante i København . Brevet var dateret nov. 1946. Jeg har altså været 12 år. Jeg skrev: Du kan tro jeg er stolt, nu kan jeg selv køre bilen ind og ud af garagen.

Da jeg var ca. 14 år fik jeg på afsides veje lov at køre bilen. Cykelhandler Erik Larsen havde lært mig at køre. Det gik meget godt indtil der flyttede en ny overbetjent, Gaalaas-Hansen, ind i huset ved siden af “Anlægget“.  Naboen ville gerne i kontakt med ham og gik ind og fortalte at jordemoderens dreng kører bil og han er kun 16 år.

                                                                                                                                                                                                                                                                                Edgar Jensen, som jeg arbejdede sammen med hos Grønbechs (hvor jeg var kommet i lære), kom en morgen og spurgte om ikke politiet havde ringet efter mig, for naboen havde pralet af at hun havde anmeldt mig. Jeg havde ikke hørt noget, men der gik kun en times tid så  kom disponent Knud Pedersen og sagde jeg skulle tage ned på politistationen, da de ville tale med mig. Det endte med at mor og jeg fik en bøde på henholdsvis 100,00 kroner og 60,00 kroner. Det var mange penge dengang, men trods alt vel ikke mere end ti øre pr. kilometer jeg havde kørt.

Apropos 10 øre pr. kilometer. (Ja, tankerne springer lidt rundt). Det var hvad Jacob Funch på Sildetorvet tog for at “leje“ sin nye motorcykel ud. Det var en Puch Maxi. Og vognmand Olsen (LY) på Fælledvej havde en ny Lillebil, en Vauxhall. Den kunne vi “låne” for 20 øre pr. kilometer. Det var jo helt vildt at få lov at køre sådan et dollargrin.

Anmeldelsen  til politiet resulterede i en stort opsat artikel i avisen næste dag. Overskrift: UNG MAND FRA HASLE KØRER BIL SÅ FOLK MÅ FLYGTE OP PÅ FORTOVET. Bare opdigtet. Der var ingen mennesker på gaden. Jeg kørte kun om aftenen, når det var mørkt, men for det ikke skal være løgn blev artiklen gentaget i 1975 under “Det stod i avisen for 25 år siden”. Ak, ja, der skulle ikke ske meget dengang for det var sensationelt.

Tilbage til Grønbechs. Dengang omkring 1950 blev varerne ikke leveret klar til at sætte på hylderne. Vi tappede selv sprit, eddike, salmiakspiritus, akkumulatorsyre, blegvand m.m.. Alle de dampe det afgav gjorde at vi ofte skulle op fra kælderen for at få frisk luft. Flaskerne vi tappede i var returnerede vinflasker, som vi vaskede i en stor muregryde. Mel, sukker, salt m.m. skulle vejes af. Saltet i 50 kg. sække blev båret tværs over gården fra “Salthuset”og stødt mels i 100 kilos sække skulle bæres ned fra loftet. Det var hårdt for en 15 års drengs ryg. Der var ikke noget arbejdstilsyn dengang. Ej heller nogen fødevarestyrelse. Vi havde en del vilde katte, som primært levede af at fange mus på lofterne. De åbne sukkersække blev i stedet for sandkasser ofte brugt som kattetoilet. Vi tog bare en øse og smed det våde gule sukker i affaldsspanden.

Kattene fik mange killinger. De kunne være en stor plage grundet deres svineri, så dem forsøgte vi nogle gange at fange eller skyde med salonriffel. Valdemar Ipsen, som var bydreng dengang fik mange forrevne arme af at fange disse vilde bæster. Det kunne nemt give grimme infektioner. For at undgå dem stak Valdemar bare armen under  sprithanen  nede i kælderen. Av, min arm. Han var en hård banan.

Valdemar kom nogle gange farende ind i forretningen og spurgte om jeg ikke kunne holde frokost nu, da der lå 2 gaddis (havlit) nede ved bryggerierne. Han havde været nede med salt til sildene. Jeg skyndte mig hjem efter et sortkrudtsgevær som Bidstrup, Herolds Hotel, havde lånt mig. Vi styrtede ned for at skyde de stakkels ænder, men jeg ramte ikke. Dengang var der fri jagtret på kommunens strandarealer. Der var heller ikke noget der hed våbentilladelse, men jagttegn skulle man dog have. Hvem som helst uanset alder kunne erhverve sig  jagtgevær og salonriffel.

Hos Grønbechs var  der lokum i gården. Dette blev også  brugt som ”læsestue”  især om tirsdagen. Den dag stod vi tidligt nede i Marckmanns Kiosk og  ventede på  Skipper Skræk og Tempo skulle komme. Disse blade blev ofte læst på lokummet, hvilket resulterede i at tirsdag skulle man ikke være for trængende. Der var optaget.

Grønbechs var jo både Købmands- og  Foderstofforretning og  Skibsproviantering. Vi forhandlede trælast og  isenkram og  Hjalmar Bergstrøm støbte cementrør og tagsten. Arbejdet med cement og korn støvede jo ganske meget, så gårdskarlene blev lidt tørre i halsen. Det klarede vi lærlinge ved indenfor kitlen mellem livrem og maveskind at transportere øller ned på kornloftet til dem. Lokumstønden skulle jo også tømmes engang  imellem. Dette var gårdskarlenes job, men nogle gange  var der top på og det var ikke til at få fat på  en eneste gårdskarl før der stod tre øller på det sædvanlige sted..

Da de første bananer kom efter krigen fik fragtmanden penge (en hel krone) med til Rønne. Vi glædede os til at skulle smage bananer. Da han om eftermiddagen kom tilbage med dem smagte de ganske enkelt rædselsfuldt. De var helt mørkegrønne og vi vidste ikke bedre, så dem forsøgte vi at spise. Der røg den krone.

I bagbutikken stod  en stor kakkelovn, der varmede butik og kontorer op. Hver dag kom landposten  for at få sine daglige øller. Om vinteren skulle disse være tempereret og der skulle altid stå 2 hof ved kakkelovnen. Den første blev drukket i et drag, den anden blev nydt i et mere adstadigt tempo. Der var ikke andet der duede end HOF. Vi forsøgte at sælge ham Grøn Tuborg i stedet, da vi bedre kunne lide “Tuborgmanden” end  “Carlsbergmanden”, men det kunne ikke lade sig gøre. Posten sagde der var stor forskel på de to øl. Han kunne ikke fordrage Tuborg. MEN, vi lurede ham. Vi lagde to af hver i blød og byttede om på etiketterne. Han sagde ikke en lyd, men nød bare sin Hof  (Grøn Tuborg).

Vi lavede mange drengestreger. Det var vældig morsomt at liste et æg i kittellommen på en kollega og derefter trykke på lommen. Ansigtsudtrykket, på ham det gik udover, var helt forkert når han stak hånden i lommen for at tage sin saks frem. Især når det var under en ekspedition.

Jeg husker engang hvor jeg havde gjort det på Henrik Ipsen. Han blev stiktosset  og smed et æg efter mig. Det ramte isenkramskufferne,  der var på den sydlige væg i butikken. Alle skuffer havde skilt med indholdsfortegnelse og  en krog til at trække dem ud med. Ægget hang og dryppede fra krog til krog og ned over alle skiltene. Henrik var godt sur da Knud Pedersen satte ham til at tørre op. Han gav mig en på lampen.

Vi havde  et stort kasseapparat med  6 skuffer. Hver dag, når omsætningen blev gjort op, var det næsten altid  disponenten , der havde størst omsætning. til trods for han næsten ikke ekspederede. Når de “store” kunder  (Lind  Simblegård, Rømer Møllegård, Hjort Tornegård m.fl.) kom sagde han altid: “Ekspeder du bare fru ????, så tager jeg mig af det her. Det gav lidt større omsætning, da  gårdejerne jo ikke kom hver dag og som fru  ??? kun købte 1/8 kg. kaffe og en Richs (35 øre).

Apropos Richs. Når der var en pakke, der var gået i stykker, tømte vi den op i kaffemøllen. Den blev så blandet med rigtig kaffe og det vat der såmænd ingen der lod mærke til.

Vi fik ud over vor løn  (ca. 150 kr. om måneden) en konto med 25,00 kr. som vi kunne trække på til slik, cigaretter m.m.. Havde vi købt for mere blev det trukket i lønnen. Jeg kommer til at tænke på “sort arbejde”, for de 25 kr. blev da ikke opgivet til skattevæsenet. Tiderne har åbenbart ikke ændret sig på alle områder.

Bolcher og små stykker chokolade måtte vi godt bare spise. Så i stedet for en plade chokolade til to kroner spiste vi bare 4 stykker Pernille til 50 øre stykket. Bolcheglassene stod i to lag i den ene ende af forretningen. Lageret var på loftet lige ovenfor trappen. Jeg husker ikke hvor mange slags der var, men vi fik nogle gange en slags bolcher, der ikke var i glassene. En gang husker jeg, var det TOMs flødetabletter. Uhm, de var rigtig lækre. Da så nogle dage senere et af glassene var tomt bad Knud Pedersen os om at fylde det op med disse. Men ak, der var kun et par hundrede gram tilbage i 5 kg’s dåsen. Resten havde vi gået og spist. Da blev han sandelig sur.

I kælderen havde vi alle hver sin plads til de sodavand vi tog en sluk af  i ny og næ. Normalt drak vi alle sodavand  , men en gang imellem foretrak Svend Anker “Hvidtøl fra Hasle Bryggeri”. I sjov og  for at provokere lidt tog han en gang  en femlitters ( dem i træstativ).Det tog ham et par dage at få den tømt og det så drabeligt ud når han satte den store flaske for munden.

Svend var nu også lidt speciel. Om lørdagen efter lukketid slentrede vi op til bager Kragh. Vi studerede vinduet  og der kunne nogle gange være fade med 15 til 20 flødekager. Vi spurgte fru Kragh hvad hele fadet kostede og da det var tæt på lukketid fik vi dem alle for én krone. Normalt 15 øre stykket. Svend spiste de ti af dem og bagefter kunne han gå ind og købe den halve lagkage, der også stod der.

Den spiste han også. Om aftenen skulle vi i biografen og se “Barken Margrethe af Danmark“. Da jeg kom op i Østergade for at hente ham sagde hans mor han skulle spise først. Jeg ventede på ham og sandelig om ikke han spiste en stor hakkebøf og flere kartofler  en time efter han havde sat alle flødekagerne til livs.

Biografen ??? Ja, det var i Forsamlingshuset, hvor der var faste sidebænke og så blev løse stole og bænke sat op.  Det var også her vi gik til dans som helt små.

Vi gik til svømning om sommeren ned på “Hestestranden “. Det er hvor der i dag er lystbådehavn. Fru Holm underviste. Ved ydermolen var der to badebroer  med 50 meter imellem. Ved den inderste bro kunne de fleste af os bunde og her gik fru Holm så frem og tilbage med en lang stang med en bøjle. Bøjlen kunne vi så holde i eller ligge i, så fru Holm kunne holde os oppe til vi fik lært at svømme. Der var to vipper. En på 11/2 meter og helt ude ved havneindsejlingen  en på 3 meter.

Svømmehal???? Hvad var det???

Da jeg var dreng bestod gadebelysningen  af gaslygter. De blev tændt hver dag af en mand der kørte rundt på cykel med et langt kosteskaft hvorpå der var en krog. Krogen stak han ind i en ring oppe under lygten (der havde vågeblus) og så var der lys i gaden. Når lygterne skulle slukkes kørte han igen rundt og trak i ringen ved siden af.

Vi havde to aviser på Bornholm. De kom hver dag med rutebilen fra Rønne ved sekstiden. De blev læsset af ved posthuset.  Porten blev åbnet og åbningen  spærret med en lægte bag hvilken postbudene stod og delte aviserne ud.

Jeg ved ikke om “drengestregerne“ er værre i dag end da jeg var barn, men vi var jo ikke altid de rene engle. En dag kørte vi mors bil op på Brdr, Ankers Maskinfabrik. Ole Anker, som jo havde forstand på at svejse, hjalp mig med at fjerne indmaden i lydpotten på bilen. Så synes vi den lød meget bedre.

Vi satte “hundepropper“ på det store tandhjul på lærer Jørgensens cykel. Han havde en ”pind” på baghjulsakselen han trådte på når han skulle op på cyklen. Når han så var kommet op og trådte på pedalen kom hundeproppen jo i klemme mellem hjul og kæde hvorved den  gav et lille knald. Jørgensen stod så af igen, da han troede cyklen var punkteret.

Vi “lånte” skabsnøglerne hjemme hos vore forældre. Vi bandt en snor i, fyldte dem med svovl fra tændstikker, stak et søm i og svingede så nøglen ind mod en væg. Når sømmet ramte vægen og trykkede svovlet lød der et dejligt knald.

Politibilen blev en nytårsaften sat ud af spillet. Vi havde presset rå kartofler i udstødningsrøret så bilen ikke kunne starte.

En Galease fra Hasle hed Prøven. P’et  blev malet over og så hed den R….

Vi købte sortkrudt hos isenkræmmer Larsen og lavede selv nytårsbomber eller også tog vi en tom malerbøtte, lavede hul i bunden, kom karbid og lidt vand i . Bøtten blev lagt på siden og så  en fod på for at holde den fast. Når vi så tændte en tændstik og holdt den ned til hullet røg låget af med et brag. Dejligt billigt fyrværkeri.

Doktor Rasmussen gav os  fem kroner for at gå op og stjæle/hente Konsul Plesners havelåge. Han boede  i “Lysvang”, som vi stavede bagfra. Da vi havde hentet lågen ringede  doktor Rasmussen til Plesner og sagde han kunne komme ned  og se om det ikke var hans havelåge, der stod foran hans garageport. Det var det jo, og så foreslog doktor Rasmussen vi fik fem kroner for at bære den tilbage.

En aften hvor mor og moster var i byen og spille kort fandt Leif Ipsen og jeg på at tage en tur i mors bil. Jeg havde jo endnu ikke kørekort, så vi skulle bare en lille tur op ad Tassevejen til Trekanten og hjem igen. For at camouflere det lidt, tog jeg mors hat og briller på. Det var heldigt, for lige da bilen stak næsen frem fra indkørslen kom politibetjent Olsen  på cykel på vej hjem. Jeg bukkede hovedet som for pænt at hilse og Olsen gjorde pænt honnør. Et minut efter overhalede vi ham og han opdagede intet.

Vi havde intet “Ungdomshus” dengang, men de gamle tyskerbarakker var jo flyttet til Fælleden nede ved røgerierne lige op til Anlægget. De blev brugt som vandrehjem.  Der kom mange skoleklasser og det var jo spændende med alle de fremmede piger. Jeg ved ikke om pigerne jagtede drengene,  men vi drenge løb ned i Anlægget og smed småsten på vinduerne for at komme i kontakt med pigerne. Det blev Boss , bestyreren af vandrehjemmet lidt træt af, så i stedet blev vi budt indenfor  så vi kunne danse til hans harmonikaspil.

Vi havde heller ikke mobiltelefoner dengang, så vi måtte nøjes med mindre. Orla Regnersen var radioamatør og han lærte mig at lave et krystalapparat og en telefon. Det havde Leif Ipsen og jeg lidt glæde af. Vi trak en ledning tværs over vores fælles indkørsel og så kunne vi på den måde ringe til hinanden.

Vi gik i “Søndagsskole” hver søndag formiddag oppe i Julegade 14 eller Baptistmenighedens Søndagsskole i Grønnegade. En gang om året var vi på “Søndagsskoleudflugt”. Det kunne f. eks. være til Hammershus eller til Almindingen. Det foregik i hestevogn og  tog hele dagen. Et år (1946 ell. 1947) skulle vi sælge lodsedler . Det var et landsdækkende lotteri og lodsedlerne kostede ti øre stykket.  Jeg havde ikke fået solgt alle sedlerne ej heller afleveret de overskydende til tiden. Jeg havde fjorten femten stykker, der ikke var solgt. Dem fik jeg så mor til at købe og tro det om ikke jeg vandt førstepræmien. Det var en 8 dages tur til Samsø på lejerskole med alt betalt. Jeg vandt også en fodbold, men den sagde mor jeg skulle give til min  kammerat Leif Ipsen, for det var ham, der havde fået mig med til træsløjd i den søndagsskole hvor han gik..

Der var flere slagter- og viktualiebutikker i byen  dengang. Mor handlede altid hos Hamfeldt Pedersen, der havde forretning  på hjørnet af Julegade og Præstegade. Der var slagtehus og nogle gange, når jeg fik at vide der skulle slagtes, spænede jeg hjem efter en spand  og op til slagteren og fik fyldt op med blod. Moster Betty lavede en fantastisk blodpølse med STORE rosiner i. Den blev lavet i henkogningsglas og så havde vi til et stykke tid.

I Storegade 53 eller 55 lå telefoncentralen lige før Irma. Centralbestyrerinden hed Ragnhild Andersen og der var jeg ofte nede og “hjælpe”. Dengang skulle der jo sættes en “prop” i ved det nummer der skulle ringes til og så drejede man på et håndsving for at ringe op. Det var jeg rigtig god til. Der var et højt tårn i haven vor alle ledninger var samlet, da det jo dengang var luftledninger. Der var jeg mange gange oppe. Der var en fin udsigt over byen.

De fleste, der ringede op,  bad bare centralen om at få Grønbech, Bager Krag, Pedersen Gasværket eller hvem, de nu skulle have forbindelse til.

En dag da der var “kontrol” fra hovedkontoret skulle mor ringe til bager Kragh. Hun bad om at få bager Kragh, men den gik ikke. Kontrollen, der passede centralen, bad om at få nummeret. Nummeret??? sagde mor. Jeg skal bare ha’ bager Kragh. “Jeg må bede dem om nummeret” gentog centraldamen. : “Åhr, sådan noget pjat, så kan jeg sør’me gå derhen” svarede mor.

Bager Kragh var en herlig humørfyldt mand. Hans kone fødte tvillinger ( Kaj og Erik). Da jeg om morgenen  ca. fire timer efter de var født skulle hen efter morgenbrød fik jeg besked på at sige tillykke og spørge hvordan tvillingerne havde det. Kragh svarede: “De har det fint. De er i fuld sving ude i bageriet”

Jeg hjalp nogle gange til i bageriet med at skrabe plader. En dag skulle jeg flytte to store/lange sandkager og en kransekage. Begge dele var bestilt til en fest hos Rømer Møllegård. Sandkagerne var endnu varme og da jeg tager under dem, midt på, knækker de begge og falder på gulvet. Der lød et brøl fra Kragh: “Hva fajnkin laver du horra.” hvorefter kagerne skulle samles op. På bordet stod kransekagen  på et fad og da jeg skulle flytte den gled den af fadet og røg samme vej som sandkagerne. Kragh råbte endnu højere:  “Du ka fajnkemaj inte stikke i pijn i en lort uden å ødelægge begge dele”.

Stavningen på bornholmsk må i tilgive mig.

Konfirmationsønsker dengang var for drengenes vedkommende cykel, rejseetui, ur o.lignende dyre ting. “Andendagsgilde” for alle kammeraterne og veninderne så vi alle frem til. Det helt vilde var at lege “mørkelæg”. Alle pigerne fik et nummer. Drengene kendte det ikke. Lyset blev slukket og  drengene råbte så et nummer og pigen, der havde det pågældende nummer, fandt så frem til ham der havde råbt det. Så sad man der i mørke og var spændt på hvem det var man kyssede.. Jeg glemmer aldrig da Ulla Aakerlund sagde til mig: “Hvem pokker har lært dig at kysse?? Nej, nu skal jeg lære dig det.” Uha,Uha.

Der var ingen diskoteker dengang. Skulle man ud og danse måtte man enten tage til Rønne til “Vestermariebal” på “Industrien”, på Fredensborg eller til Palmehaven (Hotel Sandvig). Det helt fine var Strandhotellet. Der kom man ikke ind uden slips.

Jeg fik som regel lov at låne mors bil, efter jeg havde fået kørekort, for jeg drak aldrig spiritus.. Man kunne dog ikke nøjes med at købe en sodavand, så jeg var nødt til at bestille en “flyversjus”. Når tjeneren var gået, hældte jeg snapsen  i en potteplante og drak sodavanden ren. Da vi skulle køre hjem sidst på aftenen holdt politiet nede på parkeringspladsen.  Vi ville lave lidt sjov og jeg lod som om jeg havde drukket. Dinglede hen til bilen og talte snøvlet.  Betjenten kom hen og sagde det vist var bedst jeg  undlod at køre. “Jeg  ka’  sagtens køre” snøvlede jeg. Du kører ingen steder sagde han. Du kommer med på stationen. Så holdt jeg op med at spille komedie, men det ville han ikke godtage. Jeg  fik først lov at gå kl. 5 om morgenen med besked på ikke en anden gang at forsøge at lave sjov med ordensmagten.

Dette er  i store træk hvad jeg husker fra min barne- og ungdomstid i Hasle. Jeg springer nok lidt rundt tidsmæssigt, men  håber det kan give et billede af tiden dengang. Det har været morsomt for mig at skrive dette og  det har fået minderne til at vælte frem.

Jeg forlod Bornholm, da jeg i nov, 1954 skulle ind som soldat og er i dag ikke bosiddende på Bornholm

Venligst

Kjeld Kjøller