Bornholmer – amerikanere på besøg efter mange år.

Drog fra Bornholm i 1909 og 1920 – og er nu hjemme for at møde familie og gamle venner.

Hasle: To bornholmske søskende, der emigrerede til USA i henholdsvis 1909 og 1920 er for tiden hjemme på besøg hos deres søskende, det er fru Alma Kofoed og Ove Johansen. Fru Alma Kofoed, der den 30.juli 1966 fylder 75 år, er den ældste af en søskendeflok på 9, hvoraf de 7 er i live. Deres far, Per Johansen, var brænder på Hasleværket og boede i Tofte, hvor 3 af de 7 søskende stadig bor, nemlig Viktor Johansen, Ester Persson og Gerda Andersen, dog ingen af dem i deres barndomshjem, der beboes af Viktor Johansens søn, Børge. De to sidste søstre, Olga Jensen og Hilda Kohring bor henholdsvis i Rønne og Sorthat.

Til USA – trods advarsler – i 1909.

Trods de mange år i USA taler fru Kofoed bornholmsk helt uden accent og kun, når hun bliver meget ivrig, kommer der nu og da en amerikansk glose imellem. Mundret og levende fortæller hun om sit liv, både om barndommen i Tofte og årene i USA, som havde det været én lang festdag. Hun fortæller om barndomsvennen Th. Kofoed, der i 1908 rejste til Iowa for at skabe sig en tilværelse der. – Vi gik i skole sammen i Klemensker, fortæller hun, og det gjorde vi alligevel ikke, for der var kun skolegang hver anden dag, og han var fire år ældre end jeg. Han hørte til de store, da jeg hørte til de små, så vi var i skole hver sin dag. I 1909 sendte han bud efter hende, og trods advarsler rejste hun alene til Iowa, kun 18 år gammel.

En løbskkørsel.

De giftede sig dog ikke straks, hun tog en tid plads i huset hos en familie for at lære sproget, hvad de regnede med kunne være svært, når hun blev farmerkone og kom mindre ud blandt andre. I en lang årrække havde parret en farm i nærheden af Lake-Clear i Iowa, hvor der efterhånden voksede fire børn op, to sønner og to døtre. Alma Kofoed er som soluret, hun tæller kun det lyse, kun den lyse side af hendes oplevelser får vi at høre om. Det fremgår dog, at amerikansk landbrug ikke altid har været gennemmekaniseret, vi får bl.a. at vide, at hun håndmalkede køerne, medens hun anbragte børnene, da de var mindre, i en kasse placeret i kostalden. Så vidste hun, hvor de var. Vi hører også om, at hun engang høstede med fire heste for selvbinderen. Hestene blev skræmt af et forbi kørende tog og løb løbsk. Jeg måtte klamre mig fast for ikke at falde af, og hestene standsede først, da binderen stødte mod en stor sten og blev delvis ødelagt, så kunne vi ikke høste mere den dag. Allerede før Thor Kofoeds død i 1961, havde parret solgt farmen og var flyttet til byen, hvor fru Kofoed nu nyder sit otium, omgivet af fire børn, syv børnebørn og fire oldebørn.

Var hjemme 1920.

I 1920 var hun hjemme på besøg med mand og børn, i øvrigt den eneste gang i de mange år, hun har været hjemme hidtil. Da familien Kofoed vendte tilbage til Iowa fulgte hendes bror, Ove og to af hans kammerater med, Jens Pihl og Karl Andersen. Ove Johansen var dengang, som søsteren var, da hun rejste, kun 18 år. Jens Pihl, bor stadig i nærheden af fru Kofoed i Iowa, hvor han er ansat ved jernbanen. Karl Andersen blev fire år i Iowa, hvorpå han flyttede til Michigan, hvor han senere omkom ved et ulykkestilfælde. Ove Johansen slog sig først ned i nærheden af søsteren. Han måtte til at begynde med tage arbejde til halv betaling, fordi han ikke kunne sproget, men det bedredes jo efterhånden. I 1925 flyttede han til San Francisco, hvor han arbejdede som formand på havnen, til han blev pensioneret for ca. et halvt år siden. Der mødte han sin danskfødte hustru, som han havde den sorg at miste for et års tid siden. Også ægteparret Johansen har været hjemme på besøg. De var her i 1958 med deres eneste barn, en datter.

Bornholmsk smør – og spegepølse.

Vi spurgte begge søskende, hvad de syntes om at være i Danmark igen, navnlig for fru Kofoed må forholdene jo være ændret væsentligt, siden det forrige besøg. – Hun siger, at hun synes, det bornholmske smør er noget at det bedste, hun nogensinde har smagt, og rullepølse har hun kastet sin kærlighed på, den vil hun have noget af med hjem – og så ville hun gerne have en tønde bornholmske spegesild med sig, men mener det bliver umuligt, der er jo ret snævre grænser for flyvebagagens vægt. Ove Johansen deler sin søsters interesse for sildene, men er mere interesseret i at fortælle om en stor skuffelse, han har haft, det er, at pensionsalderen er sat op fra 65 til 67 år. da hans far i sin tid var med ved fagforeningens stiftelse, samledes arbejderne om kravet om en 48 timers arbejdsuge og ret for alle til pension fra det fyldte 65. år, og disse krav blev opfyldt, at pensionsalderen nu var sat op, fandt han, var et tilbageskridt.

Søger gamle venner.

Og de havde begge et meget stort ønske at træffe nogle af deres bekendte fra de unge år på Bornholm. Så skulle en eller anden, der læser dette, kende de to søskende, kunne vedkommende glæde dm meget ved at sætte sig i forbindelse med dem. Ferien i Danmark var ellers nær blevet forpurret af SAS-piloternes strejke, men det lykkedes efter mange besværligheder at komme til København via Paris med Air-France. Så var der kun turen København – Rønne, der måtte tages med båd. Det var imidlertid ved at få Alma Kofoed til omgående at vende tilbage til USA. Hun var på sin sidste tur til USA så søsyg, at hun ikke siden har haft mod på at sejle. Rønne blev dog nået uden søsyge.

Denne artikel stod i Bornholmeren den 28. juni 1966 skrevet af ES.