Feriedreng i Hasle i 1950’erne.
I årene 1954 til 1960 tilbragte jeg de fleste af mine skoleferier i Hasle. Min far, Louis Johansen, og mor, Anna Johansen født Bech, stammede derfra, og min bedstemor og min mors far og mor boede der. Min bedstefar døde i 1952. min far var enebarn; men min mor havde flere søskende, som boede i byen. Desuden var der familie i Rønne, Nyker, Gudhjem, Allinge og Pedersker, og selv om det ikke var så tit, at vi så nogen fra de sidste tre steder, så var de der, og en gang imellem besøgte vi dem. Men Hasle var centrum i ferierne.

Når jeg skriver 1954-60 er det ikke helt sandt. Jeg har været der før; men indtil 1954 var det sammen med mine forældre. Og jeg har erindringer om min bedstefar, Hans Andreas Johansen. Både han og min far havde sejlet, så havnen var et sikkert omdrejningspunkt i deres tilværelse. Jeg var der sammen med bedstefar, og vi kom hen til ”Salgsen”, hvor de voksne snakkede. Jeg husker replikken: ”E de Lovisa horrâ?” Og det var det jo. Ellers husker jeg kun om ham, at jeg, da jeg var helt lille, sov i en seng i mine bedsteforældres soveværelse, og bedstefar højt bad en lang morgenbøn, inden han stod op.
Jeg husker også en gang, da jeg sammen med min far havde besøgt en af hans barndomskammerater, Henry Andersen, der boede i Vestergade nr. 8 vist nok. Sammen med de to var jeg inde i Grønbechs købmandshandel. De købte en øl hver, og jeg fik en sodavand. Så kikkede de spørgende på kommis’en, der så sig lidt om, hvorefter han sagde ja til, at de kunne stå i baglokalet og drikke øllet. Ulovligt men vist meget almindeligt.

Bedste Jensigne Johansen

Hos Bedste.
Jeg boede altid hos Bedste, Jensine Johansen kaldet Signe. Der var god plads. Hun boede i Vestergade 38, på hjørnet af Havnebakken. Man kom ind i huset ved at gå igennem den grønne havelåge og ind ad døren til køkkenet. Der var godt nok en hoveddør ud til Vestergade; men den var blændet og blev aldrig brugt. Brevsprækken var også blændet, sikkert for at undgå træk. I køkkenet var der et køkkenbord og en vask af træ med afløb gennem væggen ud til en rist på gangen fra havelågen. Der var også et stort køkkenskab eller spisekammer, hvor Bedste opbevarede madvarer selvfølgelig, men også penge og andre interessante ting. I hjørnet var et stort jernkomfur, hvorpå Bedste lavede mad. Hun havde godt nok gas; men det var placeret i vaskehuset, fordi hun var bange for, at det skulle springe i luften. Hun brugte mest komfuret – det var ikke så godt at løbe over i vaskehuset, når det regnede. Ved siden af komfuret stod et bord og nogle stole, og det var her, vi spiste. Så var der døre ind til et soveværelse, en stue, min fars kammer, hvor jeg sov, og en dør ind til trappen op til loftet. Bag denne dør, var der også en lem, der førte ned til en kælder, der stort set ikke var andet end et stort gravet hul. De sagde, at huset havde været hestestald, før mine bedsteforældre købte det, og at kælderen var gravet ud på det tidspunkt. Min far påstod, at kælderen også var blevet brugt, når han ikke havde opført sig ordentligt og skulle straffes. Så blev han sat derned. Det skete aldrig for mig. På loftet opbevarede Bedste det kløvede brænde. Der var også en hængekøje, som Bedstefar vel havde brugt til sin middagslur om sommeren, og henne ved vinduet stod hans gamle skibskiste. Den kunne man sidde på, og ud af vinduet kunne man se ned ad Havnebakken og ud over havet. Der kunne man, når det stormede, sidde i lang tid og se på bølgerne.
Døren fra køkkenet førte ind til dagligstuen, hvor kakkelovnen stod. Ovre ved vinduet havde Bedste en stol foran radioen. Der var et lille knæk på Havnegade ved Vestergade, så Bedste kunne fra stolen se ned ad bakken og holde øje med, hvem der kom og gik der. Hun behøvede altså ikke noget gadespejl. Bag stolen var en kommode. På den stod de ting, som Bedstefar havde haft med hjem, da han sejlede. Bl.a. stod der et flaskeskib, som jeg syntes rigtigt godt om; men det forsvandt sporløst lidt før Bedste døde. Det øvrige møblement bestod af en gammel sofa, foran den et bord og i hjørnet en rokkestol, som jeg har endnu. Inden Bedstefar døde, nåede han at give mit uhæmmede gyngeri på den stol skylden for revner i loftet. Det tror jeg nu ikke på. Derimod tror jeg, at det var den øgede trafik af store lastbiler til og fra havnen, der gav rystelser, der skabte revner i bygningen.
Fra dagligstuen kunne man gå ind i ”den fine stue”, der stort set udmærkede sig ved aldrig at blive brugt. Den kunne ikke varmes op, så det var kun, når der var besøg til Bedstes fødselsdag om sommeren, at den blev brugt. Der stod de fine møbler, bl.a. en sofa, som jeg også har endnu.
Overfor lå ”Den gamle Thestue”, hvor Åkerlund regerede. Bedste omtalte ham altid som ”bødkeren”. Naboen på Havnebakken var fragtmand Larsen. Han var lidt af en original. Han trak sin cykel ud i plantagen syd for byen, hvor han fyldte en sæk med ”grânpærer”. Så trak han cyklen hjem med den fyldte sæk. Jeg har aldrig talt med ham, og jeg tror ikke, at han talte med mange mennesker.

Sankning af granpærer 1957

Hen ad Vestergade boede madam Finne og helt henne på hjørnet af Sildetorvet Thorsens. Jeg kan huske, at jeg var en lille smule bange for madam Finne, jeg syntes, hun lignede en heks; men det var hun nok ikke. Bedste og Thorsens holdt ”blâ” sammen. Postbuddet kom med det sent på eftermiddagen. Han lukkede køkkendøren op og lagde avisen – Bornholmeren selvfølgelig – på køkkenbordet, samtidigt med at han råbte: ”Blâ” eller ”Åvizan”.
Bedste var lige som mange af de ældre hasleboer noget fordømmende. Om Thorsens barnebarn, der studerede, udtalte hun: ”Han hâr alri sjødt anged ejn å gå i skola”. Jeg sagde ikke noget, for det havde jeg heller ikke, og jeg har stort set ikke lavet andet i hele mit liv. Men det oplevede hun heldigvis ikke.
Naturligvis opholdt jeg mig en del hos Bedste i Vestergade nr.38. jeg fik jo mine måltider der, og jeg hjalp da også, hvor jeg kunne. Jeg kløvede brænde og bar bagefter det kløvede op på loftet, hvor det lå til tørre. Koks fik Bedste også; men det lå ude i skuret. Der ude havde for øvrigt været lokum inden Bedste fik indlagt wc. Det fik hun først efter Bedstefars død. Han ville ikke være med til sådan noget pjat. Bad var der selvfølgelig ikke.

Brændekløvning i Vestergade 38

Jeg gik også gerne i byen for Bedste. Det var ikke de store indkøb. Brød købte hun hos ”Midi”, købmandsvarer hos Grønbechs; men jeg kan ikke huske noget om en slagter. Derimod ved jeg, at hun købte mælk hos ”Koffed” med den hestetrukne mælkevogn. Det gjorde hun, fordi hun kun havde én tand og derfor skar skorperne af rugbrødet, og så kunne jeg meget passende fodre hesten med dem. Den anden mælkehandler, Hansen hed han, kørte i bil, og den spiste jo ikke rugbrød. Skraldemanden kørte også i hestevogn; men her fik hestene ikke noget.
Poul Pedersen, der boede i Strandgade, kom ofte forbi hos Bedste om aftenen. Hun kaldte ham Poul Emilie. Hun havde haft Havnekroen, hvor min bedstemor havde tjent, og hvor hun og Bedstefar havde et værelse efter de blev gift. Faktisk er min far født på første sal i Havnekroen, og vi plejede at drille ham med, at de havde muret vinduet til efter den begivenhed. Når man så kom hjem i mørkningen, skete det tit, at Bedste og Poul sad i stuen og holdt mørkning. Nogen gange var lyset slet ikke tændt. De sad der bare, og af og til var der en af dem, der sagde noget. Men det var helt sikkert, at de ofte sukkede dybt. Andre gange var lyset tændt, og så læste Poul Pedersen op af avisen, og det var selvfølgelig alt sammen ulykker.

Bedste – Louis – Nina og Henning Johansen i 1952

Den øvrige familie.
Mormor og morfar boede i Sandløkkegade nr.1 lige bag ved Teknisk Skole. Heller ikke her blev hoveddøren brugt. Man kom ind via gænget mellem Sandløkkegade og Præstegade og haven, og også her var det køkkenet, man mødte først. Ved min morfars død flyttede min mormor sammen med min moster i Rosengade i Rønne.
Min far var enebarn; men min mor havde 6 søskende, hvoraf to stadig boede i Hasle. Den ene, Gunnar Bech, var fragtmand mellem Hasle og Rønne, og foruden det solgte han også flaskegas fra Dalsøgas, og han havde sikkert også mange andre jern i ilden. Han var gift med tante Edel og der var to børn noget ældre end mig, Inger og Frank. Her var en hund, der hed Lucy. Lucy fik altid hvalpe. En gang jeg kom ud til morbror Gunnar, stod han i gården med en spand vand og en gulvskrubbe, som han holdt nede i spanden. Vi snakkede lidt. Så tog han gulvskrubben op, og derefter tog han en sæk op af spanden. Han lukkede den op, kikkede ned i den og udbrød: ”De lever sgu endnu, de hundahelvedarna!”. Så så jeg, at sækken var fyldt med hundehvalpe. Det var for meget for en dreng fra storbyen, så jeg skyndte mig at komme i tanke om noget, jeg havde glemt, og gik.
Den anden var min moster Louise, der var gift med Peter Kruse, og de boede på hjørnet af Kirkegade og Præstegade. De havde to børn, Britta og Gert. Det var ikke så meget, jeg kom der; men fætter Gert havde nogle tinsoldater, som jeg en gang i mellem fik lov at lege med, da jeg var lidt mindre. Der var også en hund, der mærkeligt nok hed Per.
Rejsen til øen.
Kun en enkelt gang har jeg sejlet med østbornholmeren. Jeg kom altid til Rønne med 66, og jeg rejste oftest alene. Man afleverede sin cykel ved båden i Havnegade og fandt så et sted at sove, og det var næsten altid i den underste salon for dæks passagerer agter, hvor man kunne rulle sin sovepose ud på bagagehylden og sove fint om natten.
I Rønne fik man sin cykel, og så kunne man cykle op i Rosengade hos moster Ella og få morgenmad (og måske en enkrone), og når det var gjort, kørte man lige forbi tante Manna i Kajstræde (hvor man måske også fik en krone), og så cyklede jeg ellers mod Hasle. Gennem skoven ad cykelstien ved Sandegård, til højre ved Skovly, så man kom ud på vejen fra Vandmøllen ved Sorthat. (Her husker jeg, at vi, dengang de var ved at bygge den nye vej ned mod Muleby å, kom med rutebilen, som havde meget svært ved at komme over broen ved åen, fordi der på den gamle vej var en stejl bakke ned, et skarpt højresving og en stejl bakke op på den anden side. Men det var vel derfor, de lavede den nye vej). Når man var kommet forbi Værket og vejen til Levka, kunne man tage stien bag om Birkely og komme ud på vejen igen ved Hvide Hus. Så var det lige ud forbi Ørnekullen og Fælleden til Vestergade. Så var ferien begyndt.
Hvad lavede man?
Hvad man lavede afhang selvfølgelig af, om det var sommerferie eller påske – og efterårsferie.
Der skete mest om sommeren, og det var meget vigtigt, at der var nogle lokale drenge at være sammen med. Den dreng, jeg var mest sammen med, var Per Lyster Andersen, hvis forældre drev Hasle Ny Boghandel på Torvet. Vi cyklede rundt i byen og så på det, der nu var at se. Der skete næsten altid noget på havnen. På dampskibsbroen stod det, der skulle sendes med østbornholmeren til København. Det, jeg husker bedst, er kasser med høns til slagteriet. De stank. Hvis vi pillede lidt for meget, kunne dampskibsekspeditør Cokberg godt komme efter os. Når man havde kigget nok på godset, kunne man, hvis man var heldig, se en kutter blive trukket op på beddingen ved siden af, eller bare se på folk, der arbejdede der. Desværre kom jeg også til at overvære, hvordan man bar en lille druknet dreng væk fra bassinet ved slæbestedet. Det var uhyggeligt og manede til eftertanke.
Hvis man havde lidt penge, kunne man købe en is i Ishuset ved begyndelsen af ”Hestastrân”. Det var af Sabbes (jeg fandt aldrig ud af, hvad han rigtigt hed) forældre, og en gang imellem måtte han stå der. Men han gav selvfølgelig ikke noget. Så kunne man køre rundt på havnen, og se de andre aktiviteter. Sildene var pillet ud af garnene længe før, jeg kom ud af sengen; men man kunne stadig se lidt aktiviteter omkring skurene og ”salgsen”.
Der var også alle småskibene, der lastede eller lossede. Vi kunne navnene på dem alle; men lige nu husker jeg kun ”Jonna Wang”, ”Bris” og ”Dannevirke”, som mærkværdigvis havde hjemsted i Lohals. På et tidspunkt blev der bygget en stor silo, så der må have været eksport af korn; men det mest interessante var lastningen af klinker. Det lille tog fra fabrikken kom ind på sporet ved ydermolen. Så satte man en sliske op, og et par mand sendte pakker af klinker ned ad den, mens et par mand stod i lasten og stuvede dem. Når toget kørte tilbage til fabrikken, kunne man måske være heldig og hænge på et stykke.
Der var også eksport af brosten og om efteråret roer, sukkerroer vel. Der var lavet en solid platform, som lastbilerne bakkede op ad, og derfra læssede godset ned i lasten på skibet. Det undrede mig, at bunden af lasten kunne holde til de tunge brosten, der væltede ned fra den højde.
Hvis man kørte længere ud ad molen, kom man helt ud til fyret. Det var smukt ved solnedgang, når lyset ramte kysten nord for byen, hvor der lå et hus, hvor onkel Axel boede. Jeg kendte ham ikke, for det var ikke min onkel; men jeg plejede at fortælle Per, at det var min fars fætters kones onkel, så var han da ligesom lidt i familien. Der var en særlig stemning, når bådene om eftermiddagen sejlede ud i vrag. Lyden af motorerne – duk – duk -, solskin, vindstille. Det var ren romantik. Så var det noget anderledes, når det stormede fra vest. Så løb man fra den ene sten til den anden for at undgå at blive våd, når bølgerne slog ind over molen. Det lykkedes aldrig; men det var spændende.
Når man så havde været på havnen et stykke tid, så kunne man prøve, om man kunne cykle op ad Toldbodbakken. Den var meget stejl, og jeg tror ikke, at det lykkedes. Hvis man skulle til højre ad Vestergade ved Herolds Hotel, var det helt umuligt. Man skulle også passe meget på, når man cyklede ned ad bakken – tænk hvis bremsen svigtede!
Østbornholmeren kom til Hasle Havn om morgenen. Det var så tidligt, at jeg kun har oplevet det én gang, da min mor skulle komme med den. Men efter at den havde sejlet rundt til alle havnene på østkysten, kom den tilbage til Hasle igen om aftenen, hvis vejret altså tillod det. Så var der aktivitet, når alt godset hurtigt skulle lastes, så båden kunne komme af sted til den rigtige tid.

Henning Bech Johansen på Hestestranden

Badning.
Sommerens vigtigste aktivitet var badning. Hvis det var godt vejr, var vi på stranden både formiddag og eftermiddag. Vi badede altid på ”Hestastrân” eller fra molen mod nord, hvor der var badebroer og vipper. Jeg badede aldrig syd for byen. Det måtte jeg ikke for Bedste. Hun kunne nogle forfærdelige historier om drukneulykker der. Det var noget med hestehuller, der trak folk ned, og den slags. Men ”Hestastrân” var god, især hvis man havde mindre børn med. Det havde vi ofte, for Per måtte tage sig af sin lillebror Jens. Jeg syntes en gang imellem dengang. At det var meget irriterende; men nu må jeg indrømme, at det var for selvisk at mene det. Når man ikke blev på det første stykke af stranden, kunne man cykle ad stien oppe i klinten. Den var meget smal, og det var vel ikke helt sikkert; men man kom hurtigt ud til omklædningsskuret, hvis man da ville bruge det. Ud ad molen var der først en platform, hvor det ikke var så dybt, og da jeg ikke var nogen særlig god svømmer, foretrak jeg denne. Længere ude var der en vippe i niveau med molens overkant. Her har jeg prøvet at springe i på hovedet. Men kun én gang. Jeg strøg lige ned og slog hovedet mod bunden. Så skulle jeg ikke prøve det mere. Endnu længere ude var endnu en platform og yderst en høj vippe. Her badede de modige, og nogen af dem svømmede endog over gattet. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Der lå også en stor sten midt ude i bassinet, hvortil nogle af drengene svømmede ud, hvis de kunne finde den. Det har jeg heller ikke prøvet.

Nina og Henning i Vestergade i 1960

Fodbold.
En gang imellem spillede vi fodbold på Fælleden. Vi var nogle stykker, der tog derud, og så kom der for det meste nogle flere, når de så, vi var der. Banen var ikke noget at råbe hurra for. Der var dybe huller foran målet. Det var der også på det rigtige stadion. Jeg kan ikke huske, hvem vi spillede med; men mon ikke Anders Bendtsen, Jens og Per Arnoldus, ovennævnte Sabbe og måske Poul Markmann var med. Måske også Arnt, der havde gruppen Arnts Trio, hvor der mærkværdigvis var fire medlemmer. Der var nogle gange sommerkampe på stadion. Jeg kan huske, at HIF spillede mod Tølløse. Tølløse vandt. Et par dage efter kørte jeg fragt til Rønne med morbror Gunnar, og ude ved slagteriet holdt der en varevogn fra Tølløse Margarinefabrik. Den fik følgende salut med på vejen: ”Der e de, de hundans margarinarna!” Måske var det samme kamp, som Hans Colberg, der havde været professionel i Italien, spillede med i.
Andre aktiviteter og begivenheder.
Som nævnt måtte Per tage sig af sin lillebror; men han havde også andre pligter. Hans mormor og morfar havde Lysters viktualieforretning i Storegade. Ofte hentede han fra et af røgerierne i Søndre Bæk en kasse røgede sild til forretningen. Jeg var selvfølgelig med flere gange. Nogen gange var vi ude at grave kartofler op på et stykke sandjord ude ved Fælleden.
Om sommeren kom der et tivoli til byen. Det slog sig ned på et stykke jord i Søndergade over for Vestergades udmunding. Der kunne man så spille på spilleautomater eller prøve luftgynger. Her prøvede jeg også for første gang rouletten, selv om jeg nok ikke havde alderen til det. Men manden tog mine 25-ører alligevel. En gang var der en udstilling af model af en kulmine. Det foregik på stadion, og det var så spændende, at jeg måtte hjem og hente nogle flere penge, så jeg kunne se det flere gange. Jeg har senere set modellen i Brede, og den var da flot; men at jeg kunne blive så optaget af den, forstod jeg ikke.
Der var også en biograf i byen; men det var sjældent, vi var der. Derimod besøgte jeg ofte pølsevognen på torvet. Her regerede Tykke-Børge. Han havde gået i skole med min far, så han fortalte historier, jeg ikke hørte hjemme. Min faste menu var en hotdog med sennep og ketchup og rå løg og dertil en chokolademælk. Nogen gange passede hans kone biksen, og enkelte gange var det datteren. Børge var ikke den eneste, som havde gået i skole med min far. Bageren på hjørnet af Fælledvej og Grønnegade havde også. Og han hed også Louis. Faktisk var der 3 personer født i Hasle i 1912, der hed Louis. Jeg har ofte spekuleret over, hvad der var årsag til det. Lidt slik blev det også til. Så gik man hen til Petra Fragtmand i begyndelsen af Sandløkkegade og købte en is til 10 ører eller 25 ører og et stykke chokolade til de samme priser. Lige i nærheden, på hjørnet af Storegade og Fælledvej over for Grønbechs, sad der en mand i en kælder og snittede figurer. Hvis det var varmt, var hans vindue åbent, og man kunne stå og se, hvordan han gjorde. Vi talte også sammen; men jeg havde ikke råd til at købe en figur. Det har ærgret mig i mange år.
En af de aktiviteter, jeg satte mest pris på, var at køre fragt til Rønne med morbror Gunnar. Om morgenen gik jeg ud til Storegade 7 eller var det 9, og så kørte vi rundt i Hasle og samlede fragt eller opgaver. På den måde kom man ind mange steder. Så kørte vi mod Rønne, og der var ofte noget at samle op på vejen. En gang hentede vi en kalv hos en bonde. Kalven var puttet ned i en sæk, og kun hovedet stak op. Det syntes sådan en ”Kjøwenhavnere” som mig var synd, og da kalven var lidt urolig, hvad man vel godt kan forstå, blev jeg bedt om at sidde på ladet og berolige dyret indtil vi nåede Slagtehuset i Rønne. Det gjorde jeg så; men jeg kan stadig huske kalvens øjne. I Rønne kørte vi rundt til mange forskellige virksomheder og afleverede og hentede gods. Vaskeriet, kafferisteriet, godsekspeditionen ved 66, bilhandlere, slagteriet og private. Så kørte vi tilbage til Hasle og afleverede varerne hos mekanikere og forretninger.
En gang om året i juli arrangerede Hasle kommune en udflugt for kommunens ældre. Man måtte tage en ledsager med, så jeg var med et par gange. Vi var bl.a. ved Helligdommen og på Bolsterbjerg. Jeg kan specielt huske en tur, hvor jeg, da Bedste ikke gik så godt, fulgtes med en mandlig pensionist ned til Helligdomsklipperne. Det var meget hyggeligt; men da jeg kom tilbage, sagde Bedste, at hun ikke ville have, at jeg fulgtes så meget med ham der. Hvorfor sagde hun ikke; men der har sikkert været allehånde rygter og historier i en lille by som Hasle.
Poul Pedersen, som jeg har nævnt, kunne låne havnefogedens robåd. Den denne brugte, når han roede trossen fra østbornholmeren over havnen. Så roede vi lidt rundt. Her var det mest Poul Markmann, der var med, bl.a. fordi Poul Pedersen var på kost hos Markmanns. Jeg kan huske, at Poul Pedersen ikke ville have drenge fra Sildetorvet med ud at ro. Det var åbenbart efter hans mening ikke det fineste kvarter i byen.
Der skete ikke så meget i Hasle om aftenen; men en aften, da jeg sammen med min fætter fik en pølse på torvet, foreslog han, at vi cyklede til Rønne for at se ”Peters Baby” med Ebbe Langberg og Ghita Nørby. Det gjorde vi så; men jeg havde glemt, at få cykellygten med, og det er altså meget mørkt i Blykobbe Plantage sent om aftenen, så det gjorde jeg kun den ene gang.
Der var dog nogle dage, hvor der var gang i den. Det var de dage, der var sildefest. Jeg tror, jeg var med til den første. Jeg kan huske, at Pers far med til at arrangere festen, og jeg kan også huske, da talen var på kåringen af miss sild, at han på det bestemteste havde sat sig imod, at kandidaterne optrådte i badedragt. Hvad det blev til, kan jeg ikke huske. Der var også gøgl, skydetelte og en revy. Et af numrene var det klassiske med en mand, der har taget pigen med til fodboldkamp. Hun forstår ingenting – der er jo så meget, kvinder ikke forstår. Men til den sketch skal der være noget baggrundslyd fra de mange tusind tilskuere. Og den lyd var jeg med til at lave. Forfatteren Henning Ipsen var med i det, og han var med, da lyden blev optaget i et rum øverst på Teknisk Skole. Vi var en del børn, der skulle mumle som en folkemængde, og så blev det optaget på bånd og spillet ved opførelsen. Vi fik en is for det.
I forbindelse med sildefesten skulle man også kunne købe bornholmske specialiteter. En af dem er ”krakket sild”. Hertil skal man bruge en grill, og sådan en var der en murer, der byggede på området syd for havnen. Vi var mange børn, der fulgte med i det; men da det jo var en rigtig murer, blev en af drengene en gang imellem sendt af sted efter øl. Til sidst var grillen færdig, og mureren var sulten. Han fik øje på en græshoppe, som han sagde, han ville spise; men den hoppede hele tiden fra ham. En af de uartige drenge fangede så græshoppen, og så var mureren nødt til at spise den. Det, syntes jeg, var lidt frækt af drengen.
En anden slags underholdning var de friluftsmøder, som pinsemenigheden afholdt på havnen neden for Havnebakken. På skråningen ned mod mødepladsen sad mange af byens indbyggere for at overvære mødet. Ikke fordi jeg tror, at de alle sammen var medlemmer af menigheden; men det var da en slags underholdning, især når man tænker på, at et af menighedens medlemmer skulle stå frem og bekende nogle synder. Forventningerne var store, men resultatet skuffende. Familien Kruse var i pinsemenigheden, og en aften var det min fætters tur til at bekende. Han havde ikke hjulpet sin mor med opvasken, og han havde beholdt en 10-øre, som han havde fået tilbage, da han gik i byen for hende. Det skuffede mig lidt, at han ikke havde større synder på samvittigheden.
Måske skal man også regne Tromme – Larsen med til underholdningen. Han gik en gang imellem rundt i byen og annoncerede om begivenhed. Han gik i en hvid jakke, som var lidt nusset. Da jeg selv var begyndt at slå på tromme i FDF, var jeg ikke imponeret; men det var alligevel lidt interessant, at man på det tidspunkt stadig benyttede trommen som reklame. I øvrigt kunne jeg godt huske ham, der var trommeslager før. Han rystede så meget på hovedet og hænderne, at jeg ikke kunne forstå, hvordan han kunne traktere trommen.
Påske – og efterårsferie.
De to ferier kunne godt være lidt langtrukne. Dels var vejret ikke altid godt, og dels var de lokale drenge i hvert fald i påsken optaget af familiesammenkomster. De var selvfølgelig også nogen gange selv på ferie.
Især påsken kunne være kedelig. Hvis det stormede, var der ikke meget ved at opholde sig udendørs, så man skulle altid have noget at læse i. hvis men kunne lokke et par kroner ud af Bedste – og det kunne man, så gik man op i Markmanns kiosk og fandt nogle tegneserier. Helst nogle af de Illustrerede Klassikere; men hvis det var umuligt, så nogle Wild-West-hæfter om Kaptajn Mickey fra Nevada Rangers. Et hæfte kostede 35 øre, måske fik man 3 for en krone. De var hurtigt læst, så man måtte op i kiosken igen, for at se om man kunne finde fortsættelsen til dem, man lige havde købt. Det var ikke altid muligt. En tur på havnen skulle der altid til; men ellers måtte man sidde ved vinduet på loftet og se ud på bølgerne. Der kunne godt både forår og efterår være koldt i værelset, hvor jeg sov; men så fik man en varm mursten lagt i sengen, eller også blev der sat en kedel med kogende vand under dynen, inden man gik i seng.
Hvis vejret var nogenlunde, kunne jeg cykle en tur til Pilegård i Nyker, hvor min morbror og tante og deres børn boede. Man kunne også tage en sæk og køre ud i Lystskoven og samle granpærer, som Bedste brugte til at tænde op i komfuret med.
Hvis man var meget heldig, var Per hjemme, og da hans far – som for øvrigt blev kaldt ”Søren Finland”, fordi han ligesom min morbror fra Pilegård havde været i Finland i Vinterkrigen 1939 -40 var i hjemmeværnet, tog han os med på skydebanen ved Simblegård i Klemensker, hvor vi fik lov til at skyde med salonrifler. Her kan jeg specielt huske efterårsferien 1957, hvor vi på vej hjem stoppede bilen og så Sputnik bevæge sig hen over nattehimlen. Det var spændende.
I begyndelsen af 60’erne var der mange andre ting, der trak. Jeg var på sommerlejr med FDF, og i 1962 i Spanien medskolen, og i 1963 på cykeltur øen rundt med en kammerat, så det blev ikke til så meget i Hasle i de år. Bedste var også begyndt at blive svageligere. I den sidste tid blev hun passet et andet sted, og i slutningen af 1963 døde hun. Så var der ikke så meget at komme efter i Hasle mere, og selv om jeg var soldat på Almegårds Kaserne fra 1965-66, var det meget lidt, jeg kom til byen. Og efter den tid, har jeg kun været der et par gange; men jeg har dog prøvet at følge med i byens udvikling, og jeg håber da, at det skal lykkes at komme dertil igen.

Henning Bech Johansen. Nakskov.