Anna Margrethe Johansen f. Bech.
Ofte når min søster og jeg besøgte vores mor I Brønshøj, faldt talen på hendes unge år på Bornholm. Vi bad hende selvfølgelig om at skrive ned, så det ikke helt forsvandt, og det lykkedes hende da også at skrive nedenstående. Da hun sidste år kom på plejehjem, overtog jeg hendes fotoalbum, og deri var en del billeder fra hendes tid som ung pige i huset i Grønbechs købmandsgård i Hasle. Det kan være, der er nogen, der har interesse i at se disse. Desværre er der ikke efternavne på alle, lige som årstallene skal tages med et gran salt. De er dog alle taget mellem 1936 og 1939.
Men først er det nok nødvendigt med en kort oversigt over familien. I mellem 1904 og 1921 fødte min mormor Anna Margrethe Bech 12 børn, hvoraf 7 blev voksne. Min morfar, Hans Peter Bech, der var husmand og arbejdsmand, flyttede meget; men de endte i Sandløkkegade 1 i Hasle. Min mor er den yngste og den eneste nulevende af børnene. Der var 3 kvindelige søskende, Louise, Ella og Hanny, og 3 mandlige, Gunnar, Anker og Villy.
Dalshøj i Rø.
Når høsten er i gang, kommer jeg altid til at tænke på en sensommeraften i Rø. Min mor og jeg gik oppe på en mark i nærheden af Rø Plantage og samlede neg sammen og satte dem i stakke. Jeg har været ca. 5-6 år, så jeg var kun hjælper; men det står for mig som et tydeligt billede. Mor sætter det sidste neg op ad de andre, og så siger hun: ”Så Søster (det blev jeg kaldt), det var det sidste, så går vi hjem”. Vi boede på en rigtig dejlig ejendom, der blev kaldt ”Dalshøj”. Jeg har nogle tydelige erindringer derfra. Blandt andet en vinter, hvor en mose i nærheden var frosset helt til. Så havde mine brødre noget, der kaldtes for en kattesnurre. En tyk kæp var sat ned i mosen om efteråret. Den frøs så fast. Det var meget koldt, og så var der vistnok en eller anden kæp, tror jeg det var, som kunne drejes rundt, en kælk blev bundet til, og den kunne så få vældig fart på, når den blev drejet rundt (ca. 1925-26). Jeg kan huske broder Gunnar, han var en rigtig spasmager, han sad og råbte: ”Standser ikke før Roskilde”, og i det samme røg han af kælken og hen ad isen. Det blev der grinet meget af.
Det har sikkert været ved juletid. Louise, Gunnar, Hanny, Anker, Ella var hjemme. De har haft fri. De havde plads ude. Villy og jeg var små. Jeg havde fået et par gummistøvler i julegave af mine ældre søskende, jeg var så glad for dem, det var det første par, jeg havde ejet, vi gik jo i træsko. Desværre var de for små; men det ville jeg selvfølgelig ikke sige, for så kunne jeg jo ikke få dem på næste dag. Jeg har glemt, hvor meget det klemte tæerne. Jeg kan huske, at jeg stod uden for porten ved 15-tiden juleaftens eftermiddag. Far og Villy gik til kirke, det var frost og sne og stjerneklart. Jeg skulle blive hjemme og hjælpe mor, jeg var også for lille til at gå den lange vej i frost og sne. Vi boede i Rø, men 4-5 km fra kirken.
En anden ting husker jeg meget tydeligt, fordi det var den eneste gang far ”slog” mig. Det drejede sig om, at nogle smågrise var smuttet ud, og de skulle gennes ind, og jeg, der har været 5-6 år, kunne selvfølgelig intet gøre. Så kom min mor med en spand, som hun raslede med. Jeg ved, det var nok ikke så slemt, men jeg følte mig uretfærdig behandlet.
Jeg var den mindste, og Villy og jeg har nok haft en særstilling med hensyn til tæsk. Villy var en god broder, han var utrolig sød imod mig. Jeg var Lillesøster. Det sagde han for resten stadig, når jeg var ”hjemme” og han præsenterede mig for nogen, som ikke vidste, hvem jeg var. Far var noget af en hidsig karl. Mine ældre søskende fortalte om, hvor far blev rasende og vistnok tabte besindelsen, når han kom træt hjem om aftenen. Jeg mener, han arbejdede, som det der på bornholmsk hedder håndlanger eller slynger. Det er vel en murerarbejdsmand i dag, hvis der er det arbejde mere. Han har sikkert været træt, og når så mor beklagede sig over, at børnene ikke har villet hjælpe til med det ene og andet, så faldt der brænde ned. Det var nu nok Gunnar, det gik mest udover, han var nok frisk og måske lidt fræk og svarede igen. Anker var mere rolig. Det er ikke noget jeg har oplevet, men har fået det fortalt af mine ældre søskende. At far var træt er selvfølgelig ingen undskyldning for at tæske ungerne, men dengang var det nok helt almindeligt. De sad også hårdt i det, far og mor, så det var absolut nødvendigt, at far gik på arbejde. Hvad han fik ud af det pengemæssigt, aner jeg ikke. Min far troede han ejede en million, hvis han havde en krone på lommen. De var også uheldige. Jeg mindes, der var en hest, der døde, og helt ærligt tror jeg ikke, der var en forsikring. Så kom der noget med, at køerne blev undersøgt for ”tuberkler”, og hvis de havde det, så skulle de slås ned. Der var noget med, at der ikke kunne leveres mælk til mejeriet af de køer, som var smittet; men far var altså lidt stor i ”slavet”, så jeg mener, at han gjorde det mere drastisk end nødvendigt, og så kom der noget med, at der kunne leveres til et andet mejeri.
Fra Dalshøj har jeg dejlige minder, når mine store søskende havde fri fra deres pladser forskellige steder, hver anden søndag. De kom altid hjem; men de skulle tilbage samme dag, ja det blev jo aften og dødmørkt på landet. De havde noget, der hed karbidcykellygter. De lugtede fælt, og har sikkert ikke lyst meget op, og det skete da også flere gange, at en af dem havnede i en grøft. Hvor Villy og jeg nød, når de voksne søskende kom hjem. Mærkeligt nok at min gigtplagede mor altid havde mad i huset. Det fortsatte først på Tofte og senere Åhytten; men så havde nogle af dem fået mand eller kone og eget hjem, og så kom de ikke så tit.
Vi boede på Dalshøj indtil jeg var 7-8 år. jeg mener det endte med, at far gik fallit. Det hele kørte på veksler. Jeg husker tydeligt, at far kom hjem fra Rønne og stolt fortalte mor, at købmand Svendsen, en stor købmand og tøjforretningsmand, havde slået en streg over et beløb, stort eller lille? Jeg mener det var dengang, at mor fik en plydskåbe?

Rø skole ca 1928. Anna Margrethe nr. 2 i øverste række

Tofte i Klemensker.
De fik måske lidt penge, da ejendommen blev overtaget af en mand fra Tofte. Vi flyttede til Tofte. Det var et tofamilieshus, men ikke med megen plads. I den ene lejlighed boede først Valborg og Anker, senere Gunnar. Han fik noget, der hed køb på huset, første pant. Det endte desværre med, at han næsten smed os ud. I fars galskab flyttede vi så og fik en lejlighed på Klemens Kro. Jeg var så forinden begyndt i Klemens Vestre Skole hos lærer Hjalmar Sommer. Jeg kom i 2. klasse, men havde haft 1 år i Rø Skole. Der var kun fire klasser. Jeg bilder mig ind, at jeg gik fire år i sidste klasse. Det er måske ikke helt rigtigt, men den historie og bibelhistorie, vi havde år efter år, kunne jeg udenad, og når vi to-og-to skulle rejse os op og fortælle, var det som en grammofon. ”Sæt dig ned Anna”, fik jeg besked på. Vi flyttede nogle gange, men endte i Åhytten i Nyker. Villy var blevet voksen og ude at tjene bønder.

Klemensker vestre skole 1934. Anna Margrethe nr.2 i midterste række

Brogård i Klemensker.
Da jeg var 12 år blev jeg lillepige på Brogård i Klemensker, hvor søster Hanny var tjenestepige. Hanny var 11 år ældre end jeg. Jeg gik kun i skole hver anden dag, det gjorde man. På Brogård skete der mere end hjemme. Der var tre karle. Jeg skulle holde karlenes værelser. Forkarlen boede for sig selv, de to andre lå i et værelse, hvor der om vinteren ikke kunne fyres. Der var halm i sengen i stedet for madrasser hos dem; men der var også mus. Jeg var dødbange for mus, og jeg skulle ruske op i halmen.

Brogård 1934

Der køres imellem roerne

Karlene rendte og bankede på pigernes vinduer om natten. Hanny lukkede en ind, som hun godt kunne lide; men andre var hun bange for, fordi de var fulde. Hun og jeg havde værelse væg mod væg, så vi trak en snor gennem en sprække eller et musehul. Snoren skulle jeg have om hånden, og Hanny skulle trække i den, hvis hun havde brug for hjælp. Men jeg måtte ikke komme råbende. Det gjorde jeg selvfølgelig – dum og uvidende som jeg var.
Grønbechs i Hasle.
Min historie på Brogård endte, da jeg blev 14 år og kom ud af skolen. Konfirmeret blev jeg ikke, far og mor var blevet grebet af Pinsemenigheden, og der brugte man ikke konfirmationen men i stedet voksendåb. Det blev jeg nu ikke, for jeg var døbt som lille og kunne godt være blevet konfirmeret; men det var så lige meget. Den første maj 1935 var jeg blevet fæstet i privaten hos Grønbech & Co.

Jeg skulle tage mig af Birte på to år og hjælpe med forefaldende arbejde. Jeg fik 25 kr. pr. måned i starten. Ester var kokkepige. Der var tre-fire fra forretningen, som boede der og var på kost, så der skete meget. Lørdag var der åbent i forretningen til kl. 20.00. Den sidste kom ind og skulle have aftenkaffe. Det var hyggeligt; men var lige ved at blive det for meget!

Grønbechs

En aften var en af de ansatte i butikken der. Jeg var 16, og havde ikke drømt om, at den gamle mand (35-40 år) kunne finde på noget. Det var meget pinligt, og der skete heller ikke noget; men at han overhovedet kunne gøre sig tanker… Det var alligevel spændende, og jeg fortalte det jo til Else (en veninde) og snakke, snakke …
Efter to år blev kokkepigen Ester forlovet med den ene kommis og flyttede på grund af giftermål (ca.1938), så blev jeg forfremmet til kokkepige med hjælp af en af døtrene fra et tidligere ægteskab. Hun var så eddike morgensur, det glemmer jeg ikke.

I den tid var der en marinesoldat, som hed Louis Johansen. Han og flere andre fyre opholdt sig en del i porten ind til købmandsgården. Der var en del, der var arbejdsløse, så det var stedet, hvor de ”stod”. Louis havde været i marinen, det var han vel allerede i 1935. jeg kom i tanker om, når vi senere snakkede om Louis tid i marinen, ville han gerne prale med, at han havde været med i Stockholm, da Frederik den 9. hentede sin prinsesse Ingrid. De blev gift i Stockholm og hjem til fest i København med stor modtagelse. Nå men marinesoldat Louis var desværre ikke med kongeskibet, men kun på de ledsagende skibe som matros. Jeg skulle hente lul ovre i kullegården, og turen gik forbi portåbningen. De gange, det slog til, at ham marinesoldaten stod der, så var han rigtig vaks til at springe til og øse kul op i kullespanden. Men så gik den sommer, det blev ikke til meget andet. Han kom vel ud at sejle, og jeg flyttede til andre pladser, henholdsvis hos en bager i Rønne og senere i Nyker. Vi sås ikke i den tid, han har ikke været ihærdig nok.
I huset i København.
I sommeren 1940 var jeg i huset i Gudhjem hos nogle københavnere, der havde et sommerhus der. Jeg rejste så med dem til København og var der til oktober. Det var på Suomisvej 3. krigen var begyndt, og det var småt med opvarmningen. Det var jeg klar over; men jeg fik en fin anbefaling af fru ingeniør Fisher, og den 1. november 1940 begyndte jeg hos ingeniør Møllerhøj og frue på Mosehøjvej 35 i Charlottenlund. Det var dengang, hvor man tiltalte dem, der var mere end en selv ”Fruen” og ”Herren”. De sagde De og Anna til mig, men jeg vidste skam godt, hvad klasse jeg hørte til. Så jeg sagde: ”Vil Fruen dit eller dat”, og skulle jeg spørge om noget angående herren i huset: ”Skal overingeniøren have havregrød eller andet til morgenmad? Det var bare sådan, og de var flinke nok. Juleaften serverede jeg middag for herskabet, og når det var slut, og det praktiske var overstået (jeg spiste min middag i køkkenet) fik jeg fri og cyklede til Vangede. Der boede min søster Hanny og Poul. Det var hyggeligt. Jeg mener at kunne huske, at jeg havde fri næste dag og sov på gulvet i stuen hos dem.
Jeg gik på min fridag til engelsk inde ved Kongens Nytorv. På min tur på cykel derind, ser jeg pludselig førnævnte Louis inde på fortovet. Jeg stoppede ved det røde lys, og Louis fik det kolde gys, som min søster Ella digtede i bryllupssangen. Han gik på styrmandsskole i nærheden, og vi fik en god snak. Jeg kan ikke huske, om vi havde mødt hinanden siden Grønbechs; men han havde ikke glemt mig. Så besøgte jeg ham, og jeg mener, at han boede på sømandshjemmet ”Bethel” i Nyhavn. Der måtte der ikke være damer om natten, så jeg skulle være ude inden kl. 24. Så traf det sig, at der blev luftalarm, og jeg husker, at ham, der havde stedet, gik rundt på gangene og slog på et grydelåg og forkyndte, at vi skulle gå i beskyttelseskælderen. Jeg kan ikke huske, om vi gjorde det; men jeg husker tydeligt sporvognsturene i den mørklagte sporvogn til Femvejen, og der var heller ikke lys på gaderne pga. eventuelle luftangreb. For at gøre en lang historie kort, så blev vi det, man kalder kærester og den 27. december 1943 blev vi viet i Ordrup Kirke. Louis havde efter styrmands- og skibsførereksamen søgt ind ved toldvæsenet og fået ansættelse. Det var jo under krigen, og der var ikke megen søfart, men miner og alt muligt, så det var bedst at blive på landjorden.
Efter at Louis var blevet færdig med skolen og fik ansættelse i toldvæsenet, kunne han ikke blive boende på sømandshjemmet. Han fandt et værelse i Willemoesgade. Det var ikke til at få en lejlighed, så jeg rendte rundt til forskellige viceværter og ville skrives op. Jeg endte på Frimestervej 22. de hed for resten også Johansen. De havde 2 børn – en på 4 og en på knapt 2 år. det var kun en toværelseslejlighed; men de brugte kun stuen, så vi fik lov til at leje soveværelset og adgang til køkken og badeværelse. Der var badekar; men ikke noget varmt vand. Alt var rationeret. Vi skulle holde regnskab med gas og alting. Johansens gik begge med morgenaviser, så det passede dem godt, at vi tog os af børnene, som ofte kom ind og fik havregrød om morgenen. Det kunne de godt lide. Konen, jeg mener, hun hed Lis, gik ikke så meget op i madlavningen, tit bestod middagen af pandekager; men vi lavede rigtig mad og kogte suppe. Lis syntes det lugtede dejligt, og hun smagte også lidt. Vi boede i det soveværelse fra december 1943 til april 1945, hvor viceværten, vi boede hos, skaffede en lejlighed på 4. sal på Landsdommervej 21

Henning Bech Johansen, Nakskov..