”Min mors og fars liv” 

Min far, Niels Marius Mortensen, var født i Snogebæk den 4. oktober 1886. Hans mor var Kirstine Marie Bohn, og hans far var Niels Mårtensson fra Töre lidt nord for Ystad. Faderens første arbejde på Bornholm var som kusk hos Johnson, Kannikegård, Bodilsker. Far var den yngste af en søskendeflok på 7. da far blev født, var den ældste en bror på 20 år.

I årene omkring 1890 var der i Snogebæk en koloni for kirtelsvage børn fra København. En lille dreng, Max Andersen, var særlig svag, så ham fik min farmor lov til at beholde i nogle vintre, så han kunne få havluft hele året. De 2 drenge, min far og Max, der var lige gamle, blev meget fine venner og holdt forbindelsen med hinanden. Max blev gift og fik en lille dreng, Tage, men Max døde tidligt af tuberkulose, derfor var Tage alle sine skoleferier i Sorthat. Da far var ca. 7 år flyttede familien til smedjen i Kannikegærdet i Bodilsker. De boede også en tid på en lille ejendom ved siden af smedjen. Her gik far i skole hos lærer Harild på den skole, der dengang lå i Kannikegærdet. I fritiden var han vogterdreng på den Stensebygård, der nu ejes af Poul Anker Hansen, Landøkonomisk Forening, dengang hed det Jens Hâns. Far kunne fortælle levende, hvor frygteligt det var, når køerne løb ind i hvedemarken, hvis han havde ligget og tænkt på noget andet. 

Min mor, Alma Oline Jensine Bidstrup, var født i Sorthat den 22. august 1885. hendes mor var Anine Margrethe Ancher, og hendes far var Jens Christian Bidstrup. Min mor blev født hjemme i mormors hjem, nu Højegårdsvej 3. de unge havde endnu ikke fundet et sted at bo. Hendes far sejlede meget på Island. De flyttede meget rundt. På deres 4 års bryllupsdag i 1889 fik de tvillinger, så havde de 4 børn, men tvillingerne døde. I 1890 prøvede de at have værtshus i Stampen, her fik de en dreng Ole, men det gik slet ikke. Så flyttede de til Storegade i Hasle, her passede min mor en lille dreng, der hed Sekstus, medens deres mor gik på arbejde, han døde også. I 1893 boede de på Levka hos familien Engel, her fik de en pige. I sommeren 1895 boede de i stenhuset på Sorthat Strand. Stenhuset lå inde i skanserne, men forsvandt i 1950’erne. Den sommer fik de huset på Nyker Strandvej 57 bygget. Tømmeret var genbrug fra et hus på Skajlamark. Her blev den sidste, en dreng, født i november 1895, og her blev de boende næsten til de døde. Da mor var 10 -12 år kom hun op til sin moster og onkel på Vestermarie Præstegård som barnepige, men det var ikke en familiær stilling. Hun skulle sige De til sin onkel. Mor blev konfirmeret fra Vestermarie Kirke. Hendes mor kom gående fra Sorthat med den mindste i en trækvogn. Om eftermiddagen gik mor og datter tur med de små på kirkegården. Moster og onkel gik til gilde på nabogården, der blev ingen middag og ingen gaver. 

Da far var 17 og mor var 18 mødtes de hos bagermester Julius Jensen på det sydlige hjørne af Fælledvej og Sandløkkegade i Hasle. Julius Jensen var gift med fars 5 år ældre søster. Far skulle hjælpe i bageriet og mor skulle passe børn. Senere lærte mor at sy på systue i Aakirkeby, og far lærte som smed hjemme i Kannikegærdet hos sin bror Carl, der dengang havde smedjen. Far fik aldrig noget svendebrev, for Carl var selvlært, så han kunne ikke have lærlinge, men far havde aldrig noget problem med at få arbejde, han sagde bare, at han var smed.

Far var soldat der, hvor ”Christiania” nu ligger. På den tid skulle soldaterne selv sørge for mad, så far fik sendt spegesild. Nogle byttede han med en jyde, så fik han fårekød i stedet for. Efter den tid arbejdede far en tid som smed i Kalundborg, og ca. 1910 var far 1 år i Hamburg sammen med sin gode ven Ludvig Stenby, Rønne. De boede hos en enke i Altona og sejlede sammen med andre arbejdere hver dag over floden ud til et skibsværft, hvor de arbejdede som smede på nybygninger til amerikafarten.

1911 døde farmor ca. 65 år gammel, min mor var nede i Snogebæk og passede hende, hun lå i sengen hjemme med kræft. De var flyttet tilbage til Snogebæk på deres gamle dage. Farfar døde 1912, han havde ikke lyst til at leve mere. Han sagde, at han havde skaffet sig en ung kone, så han ikke skulle gå alene, farmor var 10 år yngre. 

22. december 1913 blev far og mor gift, og deres første hjem var smedjen i Kannikegærdet. De blev gift i Ny Kirke. Mors kusine Bertha Ancher på Højegårdsvej sagde, at hvis de havde holdt et gilde, havde de fået en gave, men der var ikke noget gilde, og der blev ingen gaver. Dagen efter, da de kom ned til deres hjem i Kannikegærdet, kom naboerne med både kopper og viskestykker. Her blev min ældste bror Ernst født den 3. december 1914. efter godt et år måtte de flytte, fordi far ikke kunne få noget lån i smedjen. De flyttede til en lejlighed i Voldgade i Rønne, og far fik arbejde på Østre Jernstøberi. Her betalte de 25,-kr. om måneden i husleje og far tjente 24,-kr.om ugen. Men de kunne ikke trives i byen, så far købte Kyndegårdssmedien i Nyker. Den ligger lige nedenfor Vintrægård. Men stuehuset kunne mor ikke lide, der var åben rendesten under vasken og lige ud i gården. Mor sagde altid, at far kun havde set på smedjen, ikke på stuehuset. Her var far lidt af en opfindertype lige som sin bror Carl på smedjen i Kannikegærdet. Han lavede en jernkonstruktion sammen med avlsbruger Hans Kristiansen, Vallemark, – jeg ved ikke, hvad den skulle bruges til, og de fik den aldrig til at virke. Den stod uden for smedjen og som tiden gik, hentede far jernstykker fra den til andet brug. Far var god til at sko heste. Hvis der var en urolig hest eller en hest, der ikke havde haft sko før, blev der sendt bud efter far. Her boede de i nogle år. Her blev Povl født 22.november 1916 og Inger den 27. april 1918, men efterhånden fik mor en masse gigt, hun var på sygehuset nogen tid. Da der var smede på kost, og der ikke var råd til ung pige i huset, kunne de ikke blive boende. Far kunne ikke have lærlinge på grund af det manglende svendebrev, men Henrik Kohring fra Sorthat var alligevel i lære, og han fik senere arbejde som smed på Hasle Klinker. 

Dampskibet ”Luba” af Lübeck strandede 20. marts 1915 syd for Vang i orkan og snetykning på rejse fra Lübeck til Königsberg med forsyninger til de tyske tropper ved østfronten. Der blev holdt auktion over ladningen i Vang og Rønne. Hans Kristiansen, Vallemark var til auktion i Rønne og købte en kasse abrikoser. Da han kom hjem, var det hesteskosøm. Sømmene fik far, men efterhånden blev de rustne, så de ikke kunne bruges, derfor fik bror Ernst dem at lege med ude i smedjen. Han slog så mange søm i den træklods, ambolten skulle stå på, så træklodsen flækkede, i mange år talte man meget om Hâns Krisjans abrikoser. 

Ca. 1924 solgte far smedjen til en af smedesvendene, Axel Falck, og han drev smedjen i flere år. Til sidst lukkede han den og fik arbejde på Hasle Klinker, men blev boende på smedjen. Mor og far fik lejlighed i Nørregade i Hasle, og far fik arbejde i Østerlars. Så far boede hos smeden i Østerlars og kørte på motorcykel hjem til Hasle lørdag aften og tilbage igen mandag morgen. Mor havde mange gange besøg af politiet, fordi beboerne i Hasle klagede over fars kørsel gennem gaderne. Han kørte alt for hurtigt og larmede alt for meget. Allerede som ung mand i Kannikegærdet var der ballade med hans kørsel. Når han kom kørende ad vejen, for konerne ned i grøften eller ud på marken med deres barnevogne. Efter et par år fik far arbejde på Nordre Jernstøberi, og far kunne købe huset Mulebyvej 31, som Henrik Kohring senere købte. Men mor var ikke sunket så dybt, så hun ville bo på Skajlamark. Dengang boede der nogle mærkelige mennesker, så ville hun hellere flytte hjem til Sorthat til sin mor og far og sådan blev det, selvom det ikke blev let med 2 store drenge. Far cyklede altid til arbejde i Rønne, motorcyklen blev sat ind i huggehuset, og der stod den i ganske mange år. Jeg kan huske, at der kom nogle mennesker og hentede den en søndag formiddag. Far sagde altid, at han var den eneste der kunne starte den, men min bror Poul kunne godt starte den, når far var på arbejde og køre rundt på marken.

Efter et par år blev bedstefars jord delt i 2 lige store dele og mors bror Ole, der var ungkarl og sejlede som hovmester hos ”Norden” op og ned ad USA´s østkyst, købte den sydlige del. Den blev dog lidt smallere, fordi man havde glemt at der skulle være en vej op til avlsbruger Andreas Sode, nu Holmegårdsvej 2. han må jo bare have kørt op langs skelet, op til sin egen jord. Onkel Ole fik snedker Chr. Pelle, Nyker til at bygge et lille hus med stue og soveværelse til sin mor og far, så skulle mor lave mad til dem, men bedstefar ville have mad til middag, og far kom først hjem på cykel fra Rønne til aften, så skulle han have sin varme mad. Da bedstemor og bedstefar flyttede i deres nye hus, købte far huset. 

1.marts 1930, fastelavnslørdag, blev jeg født. Min mor har senere fortalt, at hun ikke kunne få Inger til at lave noget den dag, men hun har da kun været 11 år dengang. Bedstemor var meget vred på, at det barn skulle komme, hvem skulle hjælpe med at passe det barn, når hun ikke kunne. 

Om sommeren ca.1930 boede 2 missionærer Prip og Haimdal i bedstefars skur på Sorthat Strand.

De holdt deres møder på mor og fars brændeplads, Nyker Strandvej 55. ved disse friluftsmøder brugte de et stueorgel.

Først i 1940’erne havde Det Danske Missionsforbund fra Rønne en sommer telt på brændepladsen. De holdt møder flere gange om ugen, ofte var deres sangkor med. Alle medvirkende kom på cykel fra Rønne.

I 1931 giftede onkel Ole sig 40 år gammel i USA med en svanekepige, Agda, der var 19 år yngre. Hun var meget med ude at sejle, men når hun var hjemme boede hun sammen med bedstefar, der blev alene i 1932, så kunne mor nøjes med at lave varm mad en gang om dagen. Da de kom hjem på ferie i 1932, blev der bygget en stue, et soveværelse, en mellemgang med brønd, flueskab og knagerække og med udgang til både for – og baghave og et køkken længst mod nord. Der var også udhus og hønsehus. På hønsehuset sad et navnebrædt fra et strandet skib ”Signe” af Aalborg, der strandede på Hvide Odde Rev 6. december 1919 og blev slået til vrag. Bedstefar fandt begge navnebrædder og satte det andet på sit skur på Sorthat strand.

Far var meget glad for sit arbejde, og han kunne lave mange forskellige beregninger og det skete, at direktør Bidstrup, Nordre Jernstøberi, talte med far om et arbejde. De regnede på hver sin måde, men kom altid til samme resultat. Det var især, da de skulle lægge centralvarme ind i Hafniahus, der blev bygget 1934 til 1937. hvis der var nogen af kunderne ude i byen, der syntes at fars arbejde tog for lang tid, blev han meget sur og kunne tale om det i flere år. Han blev især sur på den gamle Sillehoved, så vi måtte ikke handle i den forretning. I 1944, da jeg skulle konfirmeres, var der kun kjoler hos Sillehoved, så Inger var med mig om foråret og købte kjole. Da jeg kun skulle bruge den om efteråret, var den blevet for kort. Om foråret fik vi telegram fra Sillehoved, det gemte vi i dragkisten, gad vide, hvorfor vi ikke brændte det?

Hvis der gik hul på en vandkedel eller en gryde, loddede far hullet, ikke noget med at købe nyt. Der  var håndpumpe over vasken i køkkenet, men jeg kan ikke huske at den virkede, andre havde pumpe i gården over brønden, det havde vi ikke, vi havde en brøndkrog, der hang på en stolpe ved halvtaget over brønden. Der skulle øvelse til at få vand i spanden og til ikke at tabe spanden, for så blev vandet mudret og skulle stå stille en tid, før det blev klart igen. Om foråret var der så meget vand i brønden, så den var lige ved at løbe over, men da Sorthat blev kloakeret, var der kun en vandpyt på bunden af brønden. Vores WC var også noget for sig, andre havde en spand, der kunne løftes op og tømmes, vi havde en stor trækasse, hvori far havde et langt reb. Ud mod hønsegården var der en stor lem, så kassen kunne trækkes ud den vej og ud i haven, hvor indholdet blev brugt til gødning. Lemmen sluttede ikke altid lige tæt, så alt det flydende løb ud af kassen og ud i hønsegården, der blev nogle flotte ribs på de nærmeste buske. Hvis lemmen ikke blev lukket tæt og det sneede og blæste fra øst, kunne det godt være koldt om rumpen.

Først på året i 1936 var far på socialdemokratisk højskole i Roskilde sammen med Hans Svendsen

(”Kong Hans”). Fra Roskilde rejste far til Nyborg for at besøge onkel Otto og tante Sine, de var flyttet i nybygget hus i 1935.

Bedstefar lå syg af kræft hjemme hele sommeren 1936, og mor passede ham. Moster kom hjem fra København og tante Sine fra Nyborg på skift for at hjælpe mor. Da han var død og skulle køres ud på kirkegården, holdt ligvognen ude på vejen i lang tid. Jeg måtte ikke komme med ind, så jeg husker tydeligt de flotte sorte heste og kusken i det fine sorte tøj. Senere har jeg fået at vide, at det var Martin Ancher, mors fætter, med sine flotte heste. Det tog lang tid, for de kunne ikke få kisten ud, så til sidst måtte de slå et vindue ud. Da det var september med masser af blomster i haverne, havde naboerne og vi selv strøet blomsterhoveder, hvor ligvognen skulle køre, – helt hen forbi Havvej.

Efter bedstefars død passede mor og far huset og haven til onkel Ole og tante Agda kom hjem fra USA lige til krigen begyndte. Hvis far og mor havde sommergæster i de år, boede de altid oppe i huset. Moster og onkel Hans, der var enkemand, kom hvert år. 

På det østligste stykke jord var der altid kartofler, de 2 stykker blev altid dyrket sammen, Andreas Sode kom med hest og plov. Når vi satte kartofler var der en, der lagde kartoflerne ned i furen og en, der gik bagefter med en haverive og rev tang (ædia) ned over kartoflerne, tangen var blevet spredt ud over hele marken i forvejen. Når vi tog kartoflerne op, var vi ofte tre par, vi kravlede langs kartoffelrækkerne med en småhalmskurv imellem os og samlede kartoflerne op efterhånden. Andreas Sodes søster Marie og hans søn Hermann var ofte det ene par. Marie Sode boede hos sin bror og svigerinde. Hun hjalp ofte mor i huset og med storvasken, da mor havde fået dårligt hjerte. 

Om sommeren i 1937 var mor sammen med bror Ernst i Nyborg for at besøge onkel og tante, det var en stor oplevelse for hende, hun havde været i lidt dårligt humør efter bedstefars død.

12. marts 1938 blev Inger og Hans gift på Rønne Rådhus. Hans´ mor og far og 2 yngste søstre var ude og spise om aftenen, og vi fik citronfromage.

22. december 1938 havde mor og far sølvbryllup. Dagen begyndte med fint vejr, til aften skulle der komme gæster. Vi spiste i begge stuer, men ved spisetid begyndte en snestorm, så fars bror Hans og tante Petra fra Kannikegærdet kørte hjem midt i maden, tante Petra ville hjem til sin ko, for den var bange for andre mennesker. Mors kusine Astrid og hendes mand kørte lidt senere. De boede oppe i Højlyngen i Bodilsker på en avlsbrugerejendom, der hedder Højsted. Mor sagde altid, at Astrid måtte gå fra Skovgård i Bodilsker og op i Højlyngen med små sko.

Når man dengang havde gæster, blev vognmanden altid og var med til gildet. Ingen i vores familie havde bil dengang.

Far var blevet medlem af sognerådet ved sidste valg som socialdemokrat, så fra sognerådet var der kaffekande og bakke med sukker- og flødeskål i sølv. På bakken stod ”Fra Nyker Sogneråd”. Dette sæt stod på buffeten i mange år. Fra direktør Bidstrup, Nordre Jernstøberi, var der 6 teskeer i 3- tårn sølv, så han må jo have respekteret far. 

Foruden at far var med i sognerådet, var han også med i sygekassens bestyrelse, og da Nyker fik hjemmesygeplejerske, kom han også med i den bestyrelse foruden at han var med i partiets bestyrelse. Far arbejdede dengang til kl. 16.30, så på cyklen hjem og spise, og hvis han så skulle til møde i Nyker, så på cyklen derop. Dengang var han jo over 50 år, så han må have haft en masse energi. Men det var noget for sig, når far skulle af sted. Først skulle han barberes, det skete med barberkniv. Den var købt i Hamburg. Først skulle den skærpes, det skete på en særlig rem også fra Hamburg, den blev sat fast i køkkenvinduet, remmen havde en metalring i begge ender. Sæbeskummet skulle tørres af på en gammel avis, men den skulle først læses endnu engang, så skulle far vaskes. Han tog aldrig skjorten helt af, men foldede flippen rundt på en særlig måde. Badet foregik med et vandfad i vasken i køkkenet. Vi havde ikke indlagt strøm, så far rendte med selerne ned bag på fra soveværelset med en petroliumshåndlampe gennem køkken og stue ind i bedststuen, her stod klædeskabet. Der var ikke plads i soveværelset, der var nok også for fugtigt. Jeg kan endnu se, hvordan lampen osede, når han rendte rundt med den. 

Det med avisen var noget for sig. Socialdemokraten blev læst fra a til z. Hvis vi havde været ude på besøg, stod far ved spisebordet og læste avisen med hat og frakke på, der var ikke tid at lægge tøjet. Om søndagen fik vi den fra København, den var stor, så den tog meget af søndagen. Det blev mor engang sur på, for der blev jo næsten ikke lavet andet om søndagen. Far lagde slet ikke mærke til, hvad der skete rundt om ham. Jeg kunne stå længe om søndagen og spørge om 10 øre til en rund ispind i Skovly, far hørte mig slet ikke, og mor påstod, at det skulle far ordne. Mor afbestilte engang søndagsavisen, men uha hvor blev far sur, den fik vi hurtigt igen. Far gik meget op i sit sognerådsarbejde. Han kendte hvert hus og hvem der boede, og hvis der var nogen han ikke kendte, holdt han ikke op, før han vidste det. Han kendte proprietærgårdene, selvejergårdene og vornedgårdene. Han vidste, hvilket nummer de havde. Far kom i sognerådet sidst i 1930´erne, og da der ikke var valg under krigen, kom far ud igen ved valget efter krigen. Da far var i sognerådet og også senere kom folk for at få selvangivelse skrevet. En bestemt mand vidste vi altid kom 31. januar hvert år, sidste dag var dengang 1. februar. Der kom også nogle og afleverede selvangivelsen, så far kunne tage den med til Nyker, så blev de lagt ind på skrivebordet i den bedste stue under en grøn keramiksten.

Hele tiden, mens mor og far boede i Sorthat, måske lidt mindre da vi havde mærker på mel, især de sidste krigsår, bagte mor hver søndag formiddag – enten en stor kringle med rosiner og sukat eller et stort stegefad boller med sukker og kanel. Før min tid kom der ofte til søndag middag en særling de kaldte ”Potta Hâns”, han arbejdede på en keramikfabrik, der lå i Østergade i Rønne. Han havde et værelse med middagsmad et sted i Rønne, men han fik ikke middagsmad om søndagen, derfor kom han ofte gående til Sorthat for at se, om der var lidt til ham også. Han havde næsten altid en vase eller et askebæger i lommen. Senere kom Frederik Stenberg, en nydelig ældre velklædt herre, han havde sejlet som maskinmester under 1. verdenskrig, var blevet minesprængt, og derfor virkede han lidt mærkelig og stiv i det. Han var fraskilt og havde en søn, nu boede han hos søster Olga i Rønne. Om sommeren gik han til Skovly hver anden søndag eftermiddag og nød sin eftermiddagskaffe. Den anden søndag kom han op til mor og far til eftermiddagskaffe. Mors onkel Laurits, der var bror til bedstemor, kom også ofte søndag eftermiddag. Han havde som ung og nygift ejet en af Duebjerggårdene, men fruen ville helst køre i stadsvogn, så det gik ikke, og de blev skilt og flyttede fra gården begge. Som gammel mand boede han i Maria Kofoeds Stiftelsen i Rønne. Han kom på cykel, og hvis det var mørkt, når han skulle hjem, skulle han have vand, når han skulle tænde sin karbidcykellygte. Under krigen kom en gammel svensker Axel Alm, han havde været på Holmegård engang, men boede som gammel mand i Nørrebakke i Rønne. Han havde ofte en flaske petroleum med, han sagde han havde ”en tjella i Nordskågen”. Før, under og efter krigen var moster kokkepige hos tømmerhandler Louis Thomsen, der om vinteren boede i lejlighed på Strandvejen i Hellerup og om sommeren i sommervilla i Espergærde. Stuepigen Grethe Smidth havde plejeforældre i København, det syntes moster ikke var et sted at holde ferie, så hun kom med til Sorthat i mange år. 

Kartoffelstykket var til alle sider omgivet af gule blommetræer, sure kirsebærtræer og ribsbuske. I skellet mod øst midt på vores stykke stod et stort gammelt kirsebærtræ med gule bær. Vi børn måtte ikke løbe gennem kartoffelstykket, men skulle udenom op til kirsebærrene, og far kunne altid se, om vi havde snydt. De sure kirsebær rørte mor med sukker og rom i en krukke. Mor havde en kusine i Rønne, tante Tilde, hun havde vin – og cigarforretningen H. H. Lau, St. Torvegade i Rønne. Hun kom på besøg nogle gange om sommeren, og hun havde ofte en flaske rom med, så fik hun kirsebær og blomster med hjem. Kirsebærsyltetøjet fik vi til et stykke rugbrød søndag aften, ih hvor det smagte godt. Resten af haven var delt i mindre stykker med 3 rækker ribsbuske og æble og blommetræer. Ribsene solgte Andreas Sode på Torvet i Rønne. Mor og vi børn plukkede ribs, aldrig far. Senere fik mor fru Agregård fra Kaptajnahuset til hjælp. Hun var meget god til det, så fik hun blommer og æbler, der var jo ingenting dernede. Vi havde en stor rød trækasse med red som håndtag i begge ender, ih, du milde så mange ribs, der kunne være i. mor solgte også gule blommer, de blev rystet ned i et lagen, en rystede træet, og to holdt et lagen.

Fars havearbejde var noget for sig, han dyrkede både salat, spinat, grønkål og rosenkål, og vi spiste selv det hele. I urtehaven var der også store bede med hyacinter og tulipaner (rød kardinal).

Blomsterne måtte ikke røres, de fik en masse gødning og hvor var de flotte. Havearbejdet foregik meget søndag formiddag, og far havde næsten altid en cerut i munden, han havde aldrig æsken med ud, men løb ind efter en ny, når den anden var færdig. Mor syntes, det var et værre renderi, især hvis vi skulle skure køkkengulv. 

Bedststuen var en stue, hvor der ikke kunne fyres, så hvis man skulle have gæster til jul og påske, lukkede man døren op dagen før til den stue, hvor kakkelovnen stod, – denne stue blev kaldt hverdagsstuen. Når døren mellem stuerne blev åbnet, var der koldt over det hele, og alting i bedststuen duggede. I vores bedststue var gulvet malet gråt, dragkisten stod ved øst væggen og ovenpå den stod i midten en kæmpestor vase og ellers en hel masse billeder. På væggen over hængte 2 store porcelænsplatter med udsmykket kant og romantiske billeder. Dragkisten kom fra fars hjem, og nu står den hos Jens i Helligpeder. På nord væggen hængte 2 store billeder af fars mor og far. Her stod en sofa og foran et ovalt bord med spisestuestole. Det var noget moster havde sendt hjem fra et sted, hvor hun var kokkepige, og hvor hjemmet var opløst på grund af dødsfald. På vest væggen stod klædeskabet, og her var også døren ud til verandaen, der dengang havde væggene mod syd og nord lavet som fletværk af træ øverst og nederst tæt af træ. Mod vest i midten døråbning, men ingen dør. Ved siderne tætte sider nederst og ellers åbent. På sydsiden mellem vinduerne i bedststuen stod skrivebordet, i skufferne lå regnskabsbøgerne fra Kyndegårdssmedjen. Her kunne man se, hvor meget de forskellige bønder stadig restede. Her var også en masse værktøj og mange nye ting, mange vandhaner. Skrivebordet blev købt, da mor og far flyttede ind på smedjen i Kannikegærdet. Nu står det hos Birgit i Ruds-Vedby, Sjælland. Mellem vinduerne i hverdagsstuen stod en buffet, som mor og far havde arvet efter bedstemor og bedstefar. Denne buffet havde ingen opsats, som de senere havde. Den var med bedstemor og bedstefar, da de boede på Stampen og faldt af flyttelæsset da de flyttede til Hasle. Der faldt et lille stykke af pladen, snedker Christian Pelle i Nyker satte senere et stykke på, men det kunne tydeligt ses. Lågerne gik helt let, så da børnebørnene kom på besøg, blev der sat et stykke pap imellem. Øverst var 2 skuffer, mor sagde altid østre og vestre buffetskuffe, og det er der ingen, der kan forstå, men mor havde altså også verdenshjørner inde i huset. På øst væggen stod en chaiselong med spisebord og stole foran. Bordet var ikke stort, det var købt til en lille stue i Kannikegærdet. Mor og far fik nye stole i sølvbryllupsgave af børnene, – de andre var udslidt. Bordet står hos Marie-Louise på Frederiksberg.

I krogen ind mod bedststuen stod symaskinen, en trædemaskine. Understellet var af jern i et kunstfærdigt mønster, godt til at samle støv. Derfor kom den ud i gården en gang om sommeren og blev vasket i sæbevand med en børste. Symaskinen er blevet oppudset og står nu hos Jørn i Oppesundby. I det sydøstre hjørne stod et gammelt sybord, der var lavet om til skab, der havde jeg mine skolebøger. Skabet står nu hos Inger i Rønne.

Vi havde altid radioen stående ovenpå skabet, først havde Poul en med batteri på gulvet under skabet og med høretelefoner og løs højtaler. Den kunne hyle forfærdeligt, så sagde Poul, at det var Knud Larsen, der skruede på sin radio. Knud var bror til Doris. Senere fik Poul en radio med batteri men uden telefoner. Da Poul var flyttet hjemmefra, købte jeg lidt senere, da vi havde fået strøm, en radio af Frede Vang Hansen, Nyker Strandvej, han var soldat og manglede penge.

På den anden side af bordet stod uret. På væggen mellem østre kammer og køkkenet stod først en kommode, så købte Ernst en bogreol og satte der, så kom kommoden ind i kammeret. Kammeret var meget lille, ellers var der kun en seng. Først var det Ingers, senere blev det mit og til sidst sov moster der, når hun var i Sorthat. I den sidste krog stod en bornholmerkakkelovn.

På syd væggen i køkkenet stod et gammelt fløjbord, et bord med 2 klaffer til at slå ned. I bordskuffen lå en lygte, den brugte vi om vinteren, når vi skulle på WC om aftenen. Så lagde vi lygten på bænken ved siden af os. På spisekammerdøren hængte den stortrøje, mor havde på, når hun gik på WC om vinteren. Den kaldte vi lokumstrøjen.

Over bordet oppe langs væggen lå et tykt rør fra kakkelovnen i stuen og hen til skorstenen ved brændekomfuret på vest væggen ind til soveværelset. Der hvor røret kom inde fra stuen gennem væggen og lavede en bøjning, var der en klaf, der kunne tages af. Hvis det ikke ville brænde rigtigt i kakkelovnen, tog mor denne klaf ud og tændte ild til en avis og puttede den ind i røret, så for den af sted ind til skorstenen. På grund af det lange rør kunne man ikke tænde op i kakkelovnen men måtte bære gløder fra komfuret ind i kakkelovnen på kulleskovlen. Det var nok ikke helt rigtigt.

Trappen op til loftet var langs øst væggen i køkkenet, der var en lem i loftet. Den løftede man med ryggen og lagde den mod en skibskiste, der stod på loftet. Lemmen havde bedstefar flyttet mange gange, så var der sat brede lister over revnerne, derfor var det et mærkeligt loft.

Ud mod gården var der vask og køkkenbord med skabe. Ved vasken stod en træskrik med vandspanden. Under vasken var der i gamle dage åbent rum til fødderne. Her var et dejligt WC til vores kat Snorris inde i køkkenet, så løb Inger efter ham med gulvskrubben. Han for op på lofttrappen og var lige ved at springe på hende. Så hun fik hurtigt døren op og ud med katten.

Ved siden af komfuret var døren til soveværelset. 2 senge, en servante og en kommode, rummet var meget lille.

Spisekammerdøren var mellem yderdøren og lofttrappen. Hvis yderdøren blev åbnet, skulle spisekammerdøren være lukket, ellers gik det ikke.

Køkkengulvet i min barndom var noget for sig. Under lofttrappen lå der mursten, der var brændt forkert, der var store blærer på, og nogle blærer var der gået hul på. Resten af gulvet var nogenlunde sten, men foran komfuret var der en fordybning, og her rendte vandet altid tilbage til, her havde bedstemor kløvet brænde. Spisekammergulvet var noget for sig, det var direkte hentet fra skrotbunken på Hasle Klinker. Omkring 1950 blev der lagt nye stengulve begge steder.

Oppe på loftet havde Poul lavet et værelse af appelsinkassebrædder, som han fik hos gartner Christian Kyhn, Rønne, hvor han arbejdede. De var meget tynde og efterhånden gik de fra hinanden. Dette værelse havde vindue mod vest, her sov begge drengene, så længe de boede hjemme. Mod øst havde bedstefar lavet en lem, der sad fast med en træklods i en marne.

Da bedstefar var strandfoged, fik han en gang imellem fat i tømmer på stranden. Det kom op gennem lemmen og op på hanebjælkerne. Engang sidst i 1960érne knækkede bjælkerne, og både nyt og gammelt faldt på gulvet med et brag.

Mor havde altid syltetøjet oppe på loftet. Når det blev frostvejr, måtte vi dække det med gamle dyner og tæpper.

På den anden side af gårdspladsen var først brønden, bag brønden var et åbent rum, over det hele var et halvtag, og på væggen ud mod hønsegården hængte et flueskab, – det var den tids køleskab. Så var der en bygning med vaskehus og huggehus og derefter lidt mere tilbagetrukket en bygning med WC og brændehus.

Lidt nordøst for huset stod et hønsehus, og der var hønsegård bag vaskerhusbygningen. Hønsehuset blev mere og mere skrøbeligt, til sidst var det utæt, det regnede ned i rederne. Mor lavede en rede til hønsene under halvtaget henne ved flueskabet, så stod hønsene ved brønden og ventede pænt til det blev deres tur. Der var nok 5-6 høns til sidst, men det så meget morsomt ud. Der blev lavet grundmur til et nyt hønsehus oppe i nøddebuskene, men mere blev det ikke til, så var hønsene slagtede.

Under krigen havde vi rationering på brænde til kakkelovn og komfur, så købte far tørv, men de bornholmske var ikke gode, de smuldrede. Vi havde nogle stående i en tønde, der voksede et hyldebærtræ op midt i. For at spare på brændet var der altid en kedel med vand i kakkelovnen. Der var også altid vand i baggryden, et rum med låg på bag ildstederne på komfuret. Når der var ild på komfuret, skulle der være vand i baggryden, ellers revnede den. Hvis vi havde en rest mad, kunne vi også varme den i kakkelovnen, og vi lavede ringevarme kartofler i kakkelovnen, det var kogte kartofler med skræl, som blev lagt ind på ringene, så blev de varme og nogle steder brændt fast, så der blev en hård plet. De smagte herligt.

Mor lagde altid spegesild. Sildene blev renset ved en brønd oppe i haven, den blev senere tørlagt. Det vand blev også brugt til at vande have. Senere rensede vi silden nede i gården. Mors mening var, at man var et fattigt menneske, hvis man ikke havde spegesild i tønden.

Mor sagde altid, at den bedste julegave hun havde fået, var en varmedunk, før varmede vi dynerne inde i stuen, før vi skulle i seng.

Det bedste mor og hendes søskende vidste, var kogt ørred i gelé. Hvert år til jul, hvis mor var heldig og få fat på nogle ørreder, kogte hun dem i gelé i en krukke. De blev lagt ned i krukken med benene i, også hovedet. Når det hele var stift, blev der hældt smeltet fedt over. Når fedtet var stivnet, kunne fisken holde sig i lange tider. Hvis onkel Ole kom juledag til frokost og ikke fik kogt ørred, – vi kaldte det krukkefisk, han skulle helst have hovedet, truede han med at køre igen. Der var noget særligt ved ørred dengang. Den blev fredet 1. november, og ingen havde råd til eller tænkte på at spise den før fredningstiden, så skulle den sælges, men efter 1. november var det til eget forbrug.

Det var forbudt, man skulle passe på fiskeribetjenten, og den gamle Hansen kom på cykel. Han kunne komme både dag og nat. I gamle dage trak man ”O” efter ørred, så kunne man ikke sådan slippe det hele og forsvinde i mørket. Nu sætter man garn efter ørred, nu synes vi ikke, at de fredede ørreder, der er slimede og fulde af rogn, smager godt, så nu spiser vi ørred før fredningstiden. Mor var meget bange for, om der var nogen der så, at hun havde fredet ørred i huset. I gamle dage var der mange, der fik bøder for ørredfiskeri.

En aften havde Poul hængt en ørred på stolpen ved brønden, så lavede mor kogt ørred med citronsauce til mortensaften i stedet for andesteg. Det var der ikke mange, der forstod.

Bedstemor og bedstefar havde sølvbryllup 27.marts 1910, og de fik kogt ørred til middagen, det har nok været krukkefisk, men før festen var slut, kom nogle af Kohrings drenge og sagde: ”Nu skal du komme Madam Bidstrup, for nu skal barnet komme”. Så skyndte bedstemor sig ned til formandshuset på Havvej, og gæsterne måtte feste videre alene. Efter midnat blev der født en dreng, og det var Kaj Tolvmand, han blev nr. 12.

En gang i fredningstiden trak bedstefar og børnene ”O” efter ørred en mørk aften. Så syntes de, at det puslede i skovkanten. Derfor turde de ikke tage ørreden med hjem men gravede den ned på stranden. Dagen efter ville de hente ørreden, men de fandt den aldrig. Bedstemor hjalp også ofte med at trække ”O”.

Når moster kom hjem på sommerferie, skulle der ske en masse, hun havde meget lyst til at rydde op på loftet. Der stod en trækasse med kort og breve, mange med udenlandske frimærker, som bedstemor og bedstefar havde fået fra mors og hendes 3 brødre, da de i deres ungdom sejlede udenlands. Alle kort og breve blev brændt. Far blev meget sur, alting skulle hun rode i, han skældte ud og gik op i haven, og mor blev meget ked af det, – stakkels mor. Da moster var flyttet hjem til Bornholm, fandt hun igen på, at vi skulle rydde op på loftet, der lå en stor stak med halve cykler og cykeldele. Dem bar vi ned, og jeg havde bestilt glaser Larsen, Hasle til at hente det midt på dagen, for far måtte ikke se det, men Larsen kom ved 9 – tiden om formiddagen, så far var ikke kørt på arbejde endnu. Larsen blev sendt af sted uden cykler, og far bar det hele op under nøddebuskene, og der blev de liggende, det måtte være fornøjelse nok for os at bære dem ned. Hos far smed man ikke noget væk, det kunne måske bruges engang.

Far slog aldrig, men han så på os over avisen med nogle sorte øjne, og så var det nok. Så mors søskende sagde, at han havde smedeøjne, mor lavede ikke særlig stærk the, så det kaldte de smedethe. De sidste år mor levede, drak hun hverken kaffe eller the, men kogt vand med sukker og fløde. Mor ville gerne til havet om sommeren, men far havde ikke lyst og ikke tid. Et par søndage i løbet af sommeren pakkede vi en taske med kopper, kage og Madam Blå. Der var låg til kaffekanden, og i tuden satte vi en prop, og så vandrede vi alle 3 til havet. Mor kunne ikke tænke sig at cykle til havet, cyklerne ville blive ødelagte i solen. Hvis der var bølger på havet, drak vi kaffen i bedstefars skur. Det havde Poul overtaget. Da Jørn var en stor dreng på 10 – 12 år elskede han at være i Sorthat. Han var ofte herude hele påsken, så hjalp han sin morfar med at kløve brænde, men mormor var meget imod, at han arbejdede med brændet Langfredag, det kunne Jørn ikke forstå, så han prøvede at snyde sig ud på brændepladsen, men mormor holdt øje med ham og kom efter ham, især om eftermiddagen. 

Birgit blev født den 26. april 1940, og dagen efter var det Ingers fødselsdag, så var mor med rutebilen, og jeg på cykel ude i Storegade i Rønne. Ernst’s Inger var der og passede Inger og huset. Jørn var 2 år, og han fik vidst alt, hvad han kunne og lidt mere, så mor besluttede, at vi skulle have ham med hjem. Dengang gik rutebilen oppe på landevejen, så mor og Jørn skulle gå fra Aaby Posthus. Jeg var oppe og skulle hente dem, det blæste meget fra vest, så Emma Larsen, der var postdame, sagde: ”I må låne min barnevogn og lade cyklen stå”. Det ville jeg ikke, men mor og Jørn kunne ikke få vejret, så efter nogle få meter, måtte jeg tilbage efter barnevognen. Da vi kom hjem, var jeg nødt til at hente min cykel, jeg skulle i skole dagen efter.

Mor var altid så god til at sige: ”De kan bare komme herud”, men det var mig, der skulle passe dem og mig, der skulle have dem hos i sengen. Men så har Jørn også oplevet meget sammen med mig, som Inger og mor ikke fik at vide. Vi kørte på min cykel, han sad på sadelen, og jeg bagpå, så kørte vi af vejen ud over skrænten og ned i den dybe grøft oppe ved Højegård, og jeg bar ham under armen, når vi sammen med de andre skulle over det store asketræ, der lå i åen nede i Møllerehaven. Jørn var også ofte med mig i søndagsskole oppe hos Harald Nexø på Højegårdsvej.

Efterhånden blev mor mere og mere nervøs, hun havde fået dårlige nerver, og det var galt med hjertet. Derfor fik mor medicin, det var brun væske, der lugtede af kamfer. Det skulle dråbes op på en ske med en dråbetæller, et glasrør, der var bøjet og kunne stikkes ned i flasken. 20 dråber, ikke 19 og ikke 21, mor kunne ikke selv dråbe dem op, men hun kunne tælle, og hun var meget kritisk. Mor skulle have dråberne, når hun skulle noget særligt – med rutebilen eller til fest.

Engang havde jeg købt dråber, jeg skulle lige ind til Inger på Allévej. Mens jeg var derinde, havde Ole fået fat i grøn maling. Det malede han min cykel med, han brugte sin vante. Jeg havde lige fået ny cykel, så jeg blev gal. Jeg smed min taske på trappen for at få fat i ham, jeg glemte, at jeg havde medicin i tasken. Flasken gik itu, det hele flød ud i tasken. Pengepungen var fra krigens tid og af pap, den blev opløst, og jeg måtte køre hjem uden nervedråber. Senere blev der opfundet piller, – ”Det bliver bedre for jer”, sagde doktor Schou.

Midt i 1930’erne var moster kokkepige hos direktør Voss, firmaet med elkomfurer m.m., der var en skotsk svigerdatter med 2 drenge, Erneste og Fritz. En sommer holdt hun sommerferie på Hasle Badehotel, så kom hun på cykel ud til moster, men hun var for fin til at komme igennem køkkenet. Hun skulle ind gennem verandaen og ind i den bedste stue. Der sad hun i sofaen og drak the. Fritz og jeg var lige gamle, Erneste var nogle år ældre, han cyklede selv. Engang tog han mig med på cyklen, vi endte oppe i en rugmark, men de måtte lede længe, før de fandt os.

Efter at moster var kommet hjem til Bornholm, boede hun meget ude i Sorthat. Pludselig fandt hun på, at madrasserne i soveværelset var for gamle og umoderne. Det var de også, de var af hessian med træuldsfyld. De var jo fra 1913, og nu var det 1950érne, men sengene havde helt andre mål, og måske havde hun målt forkert, alt skulle gå så hurtigt, de blev for korte, så de gamle fodmadresser måtte blive i sengene. Så blev far igen sur og gik op i haven.

På den tid skulle jeg skure gulv i stuen til fernisering. Det tog lang tid, alle møbler var ryddet ud, ikke fars klokke, den måtte vi ikke røre. Man havde 2 spande, 1 med sæbevand og børste og 1 med rent vand, men det tog alt for lang tid for moster, så da jeg gik hjem til middag, ordnede hun det sidste stykke med gulvskrubben. Da det blev tørt, så det jo anderledes gråt ud, så hun blev sur, og jeg måtte lave det hele om. 

Sidst i 1940érne fik Inger og Hans lystbåd, så skulle de sejle til Sverige på sommerferie, men Ole var for lille, han kom ikke med, han skulle ud til Sorthat. En søndag eftermiddag skulle jeg vaske loft i stuen. Ernst kom op til mig, men jeg havde jo ikke fri, så tog han Ole med sig til havet. De blev enige om, at de skulle stange ål, men hver gang båden lå på skrå i vandet, skreg drengen helt vildt, så de fik ingen ål men sejlede hjem, og Ernst kom ind med ham og sagde: ”Pas jeres unge selv, han er jo helt umulig”. Han var 5 år.

Da Birgit og Laila var 10 – 12 år, var det spændende at være på sommerferie i Sorthat, de var også meget oppe i Hyttefadet hos Vita og Eli, og de elskede at sidde i det gule kirsebærtræ, der stod for enden af kartoffelmarken. En nat havde det regnet, derfor fik de besked på at blive væk fra kirsebærtræet, men nej og Laila faldt ned og havde ondt i armen. Vita måtte med hende til lægen, hun havde brækket armen, så var den ferie slut.

En dag skulle jeg have Jørn og Birgit med hjem. Jørn cyklede selv, jeg havde Birgit på Ingers cykel. Ude i skoven på cykelstien mødte vi en pige fra Nyker, Karen Schou. Da vi kom til Rævebroen, fandt Jørn på, at han ville cykle inde på cykelstien og ikke ude på vejen, som vi altid gjorde. Nede på broen stødte han på en ung mand, der kom fra Hasle. Så faldt han med hovedet ned i vejen, det var blod det hele, han skreg og kunne ikke få luft. Karen matte tage sig af Birgit, og jeg fik Jørn på cyklen og kørte hjem til mor med ham, hvor vi fik ham ind på sofaen. Så tilbage efter Birgit. Da jeg kom hjem, cyklede mor hen til Anchers på Højegårdsvej og ringede efter doktor Schou og Hans. De kom næsten samtidig, Hans på cykel. Jørn blev renset og efterset. 

Da Lars var lille, havde han fundet ud af, at morfar havde en pakke med papsøm oppe på en hylde i huggehuset. Han skulle kravle op på en træplade, der var stillet ved bordet, fordi der lå koks under bordet. Så op på bordet og derfra var det let at få lidt søm i lommen. Hjemme havde han fået fat i en hammer, så slog han søm i taget på vores kyllingehus. Det havde han set, at far gjorde, men efterhånden som morfars søm pakke blev tom, blev huset også utæt af de mange søm. Da Lars blev ældre, skulle han ofte save brænde for far søndag formiddag, men hvis han så eller hørte morfar komme, forsvandt han hurtigt, han gjorde det aldrig rigtigt.

Birte kom også ofte hen til sin farmor. Engang kom hun selv på trehjulet cykel henne fra ”Høje Bøge”, Nyker Strandvej 4. så sagde farmor: ”Hvor har du mor?” ”Hun kommer nok snart”, sagde Birte, det gjorde hun også, for pigen var jo kørt uden at mor vidste det. Hvis Birte skulle være hos sin farmor alene, låste farmor altid køkkendøren, men hvis hun glemte det, låste Birte selv døren og lagde nøglen op på plads. Farmor kunne ikke løbe efter hende, hvis hun fandt på at løbe ud, derfor blev døren låst. 

Da Inger og Hans var flyttet i nyt hus i Byledsgade i Rønne, skulle mor ud og se det, så kom Ole hen til hende, tog hende i hånden og sagde: ”Mormor, må jeg komme med dig hjem, her er ikke blæsen værdt at være, man må ikke klatre i træerne, og sandkassen er der bund i”. Det var inde i haven ved Hafniahus, han var vant til skoven ude på Allévej, så han kom med mormor hjem nogle dage.

Mens mor levede, var vi næsten altid alle sammen hjemme til frokost juledag, så dansede vi om juletræet og sang julesange.

Når moster var hjemme om sommeren, samlede hun alle mulige sammen, så sad vi tæt sammen både på stole, skrikke og sofalæn. Der var plads til mange, og vi fik en masse mad. 

Når onkel Hans kom om sommeren, købte han altid en kasse øl – 50 stk. – og satte den i gården henne under flueskabet. Engang havde han krakkegilde sammen med moster, de krakkede silden på en greb over gløderne under murgryden (gruekedel). Der blev en masse fest og grin, bageretøserne var der også, de var hjemme på ferie (Ellen og Anna Bager fra Skovly). De havde været legekammerater med moster og onkel Hans. Moster samlede også fars familie fra Nexø, Snogebæk og Bodilsker, ofte 10 – 15 ad gangen, hun elskede at lave mad, men det var altid om sommeren.

Grete og Lars ville gerne have nogle af fars sommeræbler med i skole, men de måtte kun tage de, der lå på jorden. De var melede og ikke særlig spændende, så om morgenen, før de skulle i skole, listede de ind og tog nogle æbler fra træet. På den tid kunne man komme bag om husene, men de skulle jo begge se ned, om far kom ud, og en morgen var de uheldige, de stødte ind i hinanden, og det gjorde de ikke stille, så var det ødelagt.

En søndag vi var samlet hjemme, var Per blevet snavset om munden. Laila blev bedt om at vaske ham om munden. Hun fik hurtigt fat i vaskekluden og dyppede den i vandspanden, så skreg vi alle op, det måtte hun ikke, det vand skulle jo bruges til mad og kaffe og til opvask. Det tænkte hun ikke på, i Rønne havde de vand i vandhanen.

Jens havde ikke så mange oplevelser med mormor, de gik meget stille og roligt med hinanden i hånden. Han var kun 2 år, da mormor døde. Senere gik han tur med morfar og så på kloakarbejde først i 1960érne. Lars kørte og handlede for morfar, da han ikke kunne selv, til sidst overtog Jens det arbejde.

Efter at vi var blevet gift, skulle vi med mor og far ned til tante Petra i Kannikegærdet, vi skulle køre med langsomme Jens, en vognmand fra Sigurdsgade i Rønne, Jens Hansen. Vi kom ud på vejen samtidig med, at bilen kom. Da kom far ud til brønden efter vand, han skulle vaskes, og han havde selerne hængende efter sig. Sådan løb han altid, der har sikkert været noget spændende i den avis, han skulle bruge til barbersæbeskummet. På vejen derned kørte vi ikke over40 kmi timen. Når der var nedad, bremsede han. Mor turde ikke køre hurtigere, og det vidste han.

Far havde også sin egen havesprøjte, det var en, han bar på ryggen, når han sprøjtede æble – og blommetræer. Det var kun træerne inde i haven, der blev sprøjtet, ikke de træer og buske, der voksede rundt om haven. 

Lige efter nytår i juleferien 1940, da vi alle var på kælkebakken, fik jeg en kælk i hovedet, fordi jeg lå på maven og skulle trækkes op ad bakken af et par store drenge. Jeg fik en flænge lige under det ene øje. De store drenge kørte mig hjem på kælken og nabokonen, Ellen Nielsen, cyklede hen til Anchers og ringede efter lægen, men han kom ikke, lægefruen havde glemt det. Da far kom hjem kl. 17.00 og hørte det, fór han hen og ringede, og da lægen kom, fik han en ordentlig omgang, far var med i sygekassens bestyrelse, så han vidste, at lægerne fik et bestemt beløb mod at de før fik penge, hver gang de kørte ud.

27.januar 1940 blev Inger og Ernst gift. Det havde været snevejr med mange snestorme hele januar, så alt var lukket. De skulle have været gift i Knudsker Kirke hos pastor Mathisen, han var mine søskende så glade for, han havde været præst i Nyker. De måtte nøjes med Mathisen i Rønne Kirke, til Knudsker kunne man slet ikke komme. Inger blev kørt i kane sammen med sin bror Niels af Hansen, Søndregård, Nyker. Far, Ernst og Poul tog de store gummistøvler på og en sko i hver frakkelomme, og så gik de fra Sorthat ud til Inger og Hans, der boede i Carlsberggården, Storegade 15 i Rønne. Her tog de skoene på, og alle 5 gik hen til kirken og giftede Inger og Ernst. Brudeparret kørte i kanen tilbage til Nyker i sne til halsen for at spise bryllupsmiddag. Fra Blykobbegård til Nyker gik de oppe ved telefontrådene. Jeg lå stadig syg, og mor kunne slet ikke gå sådan rundt i sneen, så Marie Sode kom ned og var sammen med os.

Da mor og far havde sølvbryllup, lavede Ernst megen ballade ud af, at de kunne finde på at gifte sig på den tid af året, det måtte han sandelig høre meget for senere. 

I 1940, da der var megen arbejdsløshed og mangel på brændsel, fik far den idé, at man kunne prøve kulbrydning på havet, ligesom bedstefar under første verdenskrig. Han købte en 26 fods båd med maskine og dykkerudstyr. Grejerne til kulbrydningen lavede han selv, både spid, ”tjässer”, dragge og tænger. Det var nok med lidt hjælp fra Hans Svendsen, ”Kong Hans”.

Båden hed ”Ti brødre”, og dykkeren var min bror Poul. Den øvrige besætning var min onkel Ole Bidstrup, Holger Kohring og Kaj Nielsen. Det varede kun til sommeren 1941, så gik de over til at fiske torsk, da det gav flere penge, men jeg kan huske, at dykkerdragten hængte oppe på loftet i lange tider. Der kom breve til far, hvor der stod reder Niels Mortensen, nogle med rationeringsmærker. Vores nabokone Ellen Nielsen begyndte at blive syg i foråret 1940. hun havde ellers været så rask, og hun havde ofte ærinde med til Rønne for mor. Hun cyklede som bare pokker. Men i september døde hun på sygehuset af knuder under armene. Der var tre børn på min alder, tvillingerne Ebba og Vita var ½ år yngre end mig og John 2 år yngre. Den sidste dag, hun levede, var hendes mand ude hos hende, og børnene var hos os. Han skulle komme og hente dem til natten, men det blev meget sent før han kom grædende ind gennem køkkenet, og så vidste vi, hvad der var sket og alle græd. Ved begravelsen var vi børn hos søster Inger og til kaffen, der blev drukket hos Ellen Nielsens søster og bror, familierne boede ved siden af hinanden i Vimmelskaftet i Rønne, kom en kusine og hentede de tre børn. Den første vinter var børnene meget hos os, deres far var på arbejde, de skulle selv finde mad og fyre. Pigerne var ikke altid lige enige. Engang de brugte brødmaskinen, gik det galt. Den ene fik skåret en finger, den skulle bages i sæbevand. Jeg kom hen og så, at de hældte koldt vand i sæbevandet. Det fortalte jeg mor, så gav hun besked på, at de skulle møde hos hende, så bestemte hun, hvor varmt vandet skulle være. De har mange gange senere talt om, hvor dejligt der var hos Alma og om hendes dejlige kringle. Et par år efter kulbrydningen havde Brødrene Anker, Hasle noget beddingsarbejde på Christiansø, og Karl Anker var ude på cykel og talte med far. Han ville gerne låne Poul som dykker, så Poul kom til at dykke på Christiansø. Han havde Holger Kohring med til at passe luftpumpen.

Begge vintre 1942 og 1943 fik far meget stærk lungebetændelse. Da var de nye sulfa – piller kommet frem, ellers havde far ikke overlevet, men han var hjemme i flere måneder og måtte have andre piller for at komme til kræfter. Jeg kan huske, at præsten kom ned og prædikede og sang for far. Så troede jeg bestemt, at far skulle dø, det var ikke rart.

Nyker havde lige fået hjemmesygeplejerske. Det var Kirsten Juhl, gift med Johan Kofoed, vores postbud. Hun sad flere nætter hjemme hos os for at passe far, så mor kunne sove lidt. Hun kom på cykel oppe fra Nyker – byen, altid i et forfærdeligt snevejr. Så stod hun først længe ved kakkelovnen for at blive varm.

Under krigen havde vi gris i flere år. Den var i brændeskuret i samme bygning som vores WC. Et efterår gik grisen pludselig amok en lørdag nat. Søndag morgen, da vi kom ud på WC, var det halve gulvet væk, og inde hos grisen var der et kæmpestort hul, – jord og sten var ét rod. Far og Poul fik et stort arbejde med at få huset i orden igen. Far havde en slagterstok, den blev lånt ud ved juletid. Næsten alle havde gris under krigen. Man kunne ikke købe meget kød. Vi havde et kort, slagteren skulle skrive på som kontrol. Slagterstokken var en slags bænk. Den var lavet af træ med en svag hulning, temmelig bred og i grisens længde. Her blev grisen slæbt op på, når den skulle slagtes. To mand holdt den, slagteren stak den i halsen. Blodet skulle løbe ud i en spand. En mand skulle røre i blodet hele tiden, ellers klumpede det. Blodet skulle bruges til sorte pølse (blodpølse).

Doris og Poul blev gift 5.november 1943 i Knudsker Kirke af pastor Mathisen. Der var bryllupsmiddag hos Doris’ forældre Esther og Viggo Larsen, Lynghøjen i Sahara. Gæsterne blev sluppet af bilerne nede på Nyker Strandvej, men brudeparret skulle køres til døren. Det blev de ikke, bilen satte sig fast på Sanddriven. Der var ingen ordentlig vej dengang, det var kun løs sand. Derfor måtte de gå det sidste stykke. Efter maden fik de rigtig kaffe, det var noget, der var gemt i flere år, men de påstod, at det smagte herligt.

I 1942 solgte onkel Ole bedstefars hus ”Solhytten” og købte Hotel Herold. Så var det slut med at komme i den have.

Far var med i socialdemokratisk forenings bestyrelse og efter 1945, da der igen blev valg, var det fars opgave at cykle rundt og give besked om, når man blev hentet. Alle der den gang var medlemmer af partiet, og det var næsten hele Sorthat – Muleby, blev kørt gratis til valg. Vi blev så hentet på et bestemt tidspunkt fordelt over hele dagen. De, der var på arbejde, blev hentet om aftenen. Far snakkede alt for meget, så det tog alt for lang tid for ham. En gang havde han kun nået til Kaptajnahuset på en søndag formiddag. Det syntes mor alligevel, at det var for galt.

Ca. 1930 købte Manfred Kohring byggegrund på Nyker Strandvej ud for Havvej af købmand og avlsbruger Jørgensen, Højegårdsvej. Der blev udstukket 3 grunde mere mod syd. Moster købte den sydligste ca. 1932. så blev der et stykke jord tilbage på kun14 mud mod Nyker Strandvej. Den købte far samtidig til brændeplads, – den havde vi før haft ude i skoven på den anden side af vejen. Mor var bange for at få helt fremmede mennesker til nabo, det var der nemlig tale om. Mosters grund blev nogle år dyrket med kartofler og gulerødder, men ikke altid. Nogle meter nordligst blev brugt sammen med stenbanen, der var på nabogrunden lige før krigen.

Far købte grunden for kr. 600, – og mosters grund blev i 1926 omvurderet til kr. 600, – Mosters grund købte Ernst for kr. 1.000, – i 1949, og vi byggede hus 1950. brændepladsen købte Doris og Poul ca. 1959 og byggede hus 1960. far havde så brændeplads oppe på kartoffelmarken. Der var også blevet plantet frugttræer. Han dyrkede ikke så mange kartofler mere.

Om vinteren, når vi skulle vaske storvask ude i vasker huset, var tøjet somme tider frosset til is i baljen, så måtte vi varme vand i murgryden (gruekedelen), før vi kunne gå i gang med vaskebrættet. Når vi skulle skylle tøjet, tog vi varmt vand imellem, ellers var vandet isnende koldt. Der var ikke altid lige meget vand i brønden, så måtte vi køre med trillebør op til brønden ved Vita og Eli Reimers sommerhus, Nyker Strandvej 51 for at skylle tøjet. Tørresnoren havde vi østligst på brændepladsen. Der kørte vi også tøjet med trillebør. Hvis vi havde rulletøj, kørte mor og en af os med trillebør op til Andreas Sode. De havde en stor stenrulle i vognporten. Vi skulle være to til at trække rullen, en i hver ende. Der var en masse sten i den øverste del af rullen. Denne del skulle vi trække frem og tilbage. Tøjet blev rullet på stokke, der lå på den nederste del af rullen. Mor var for svagelig til at vaske storvask, det var først søster Inger. Da hun blev gift, var det Marie Sode, senere da Marie Sode flyttede til skovløber Jørgensen på Allévej, kom forskellige indtil jeg blev gammel nok til at overtage storvasken.

Vi havde aldrig yderdøren låst, før russerne kom. Døren var en gammel ladedør med haspe på døren og en marne på dørkarmen. Når haspen blev sat ind i marnen, stak vi et stykke træ imellem. Udvendig var der en krog. Denne dør blev udskiftet i 1950 samtidig med, at der kom nye køkkenskabe, et nyt klinkegulv og et stort vindue i stedet for de 2 halvvinduer, der var før. Spisekammeret og østre kammer havde altid halvvindue.

Ved krigens begyndelse, da der blev indført mørklægning, lavede far skodder til alle vinduer, kun ikke til soveværelset. Der kom mørklægningsgardin, da vinduet var for stort til skodder. Skodderne var malet mørkerøde. 

I 1948 syntes Inger og jeg, at det var synd for mor, at hun stadig skulle have arbejde med at fylde petroleum på lamperne og pudse lampeglassene hver dag, så vi fik indlagt strøm, men ikke i spisekammeret og ikke udenfor. Det mente mor ikke, at det var nødvendigt. Nogen tid efter kom Børge fra B. M. Kofoed i Hasle med familie ud og besøgte mor og far en søndag eftermiddag. De blev til aftensmad, og så opdagede Børge, at der ikke var lys i spisekammeret. ”Det er for dårligt”, sagde Børge, ”jeg sender en mand herud i morgen”, og sådan blev det, og jeg husker ikke, at der kom en regning. Børge havde været gift med vores kusine Eva, men hun var død, så han var blevet gift med Evas veninde Bodil.

Under bomberne i 1945 boede Doris og Poul i Julegade i Hasle. Tirsdag morgen 8. maj var Poul på havnen i Hasle og så, at der lå flere tyske skibe og tænkte straks, dette er farligt, så han tog barnevognen efter cyklen, og så kom de hjem til mor og far. Midt på formiddagen kom russerne og bombede igen. Oppe hos Andreas Sode var der kommet mange ud fra Rønne. Sodes søster Laura med mand og søn. Inger Sode var ung pige i huset hos konsul, kongelig vejer og måler Alfred Bidstrup. Han var gået under jorden, men fruen og de to børn var taget med Inger hjem. Men damerne kunne jo ikke blive inde, de var gået en tur, men pludselig kom russerne, og de skød på alt, der bevægede sig, så de flygtede ind i stuen til os. Far var selvfølgelig ude og snakke med, hvad der kom. Lige da russerne kom, snakkede han med Gudrun Hansens, Nyker Strandvej 43. hendes far Olsen boede i Stormgade, Rønne. De nåede ikke i hus, men måtte på maven ned i grøften. Mor var meget bekymret for Inger. Ole var kun ½ år, og hvor var Inger? Om eftermiddagen så Poul, at der var en masse mennesker samlet henne ved Højegårdsvej. Han gik derhen, det var frihedskæmpere fra Rønne. Der var alt for farligt inde i Rønne, og de havde glemt at give os besked på, at vi ikke måtte være så nær byen. Hans var frihedskæmper, så han vidste det, og derfor var Inger på Blemmelyng med børnene. Over middag var det solskin, så vi sad ude i grøften. Så kom Doris´ søster Inge farende på cykel, hun skulle til købmanden efter rugbrød. Bageren fra Nyker skulle komme ved middagstid, og de havde huset fuldt af mennesker. Russerne havde givet besked på, at de kom igen om eftermiddagen. Om søndagen 6. maj var Kirsten Svendsen, min veninde og jeg gået til Rønne for at modtage englændere. Vi gik, for tyskerne tog alle de cykler, de kunne få fat på. Hele torvet var fuldt med mennesker, et par gange kom en herre ud på rådhus trappen og sagde, at de var på vej, men der kom ingen og til sidst efter et par timer gik vi hjem igen. Vi kunne jo ikke vide, at englænderne og russerne var blevet enige om, at russerne skulle tage sig af Bornholm, og at von Kamp på Galløkken ikke ville overgive sig til ruserne.

28.november 1945 fyldte onkel Otto i Nyborg 50 år. Hele familien fra Sorthat spekulerede længe på, hvad vi skulle finde på som gave. Vi blev enige om, at Hans skulle tage nogle billeder fra Sorthat Strand. Vi skulle så vælge et og få kunstmaler Nis Staugård til at lave et maleri. Sorthat havde altid været onkel Ottos legeplads som barn. Gaven blev han meget overrasket over og glad for. Maleriet arvede Ernst og jeg i 1986, da tante Sine døde, og vi har det hængende i stuen. Mor og far rejste til fødselsdag, der var stor frokost hjemme på dagen. Mor havde sin bror, fødselsdagsbarnet, til bords. Der blev skænket snaps og skålet flere gange, men mor fik kun løftet glasset, ikke drukket noget. Til sidst sagde onkel Otto: ”Nu løber det snart over med spyt, nu må jeg hellere tømme det”. Dagene efter var mor og far ude og se Sydfyn. Onkel Otto var aldrig bange for at leje en taxa en halv dag. Onkel Otto sejlede næsten hele sit liv som kok og hovmester hos selskabet ”Esso” med skibene først ”Petrolia” og senere ”Hermod”. Når hans skib kom til Rønne en gang imellem, kom han altid i taxa til Sorthat for at se sit gamle barndomshjem. Han havde altid en plade Tommelise chokolade med, og ofte fik jeg også en 10 kr. seddel stukket i hånden. Vi var også altid velkomne ombord på skibet.

Hele min barndom og mange år senere samlede vi fyrrekogler (grânepærer) rundt om i Hasle Klinkerskoven. Vi brugte dem til at tænde op i. Vi havde spånkurv og sæk med på cykel eller trillebør. På disse ture var mor nogle gange med og moster altid, når hun var hjemme på ferie. De havde samlet kogler hele deres barndom, men ikke grankogler. Dem er der for mange fluer i. Tvillingerne Ebba og Vita var også ofte med på disse ture. Vi samlede koglerne i kurven og tømte den fyldte kurv i sækken.

Sidst i 1940érne blev det vedtaget, at man skulle holde fri lørdag eftermiddag. Det blev far meget vred over, nu havde man arbejdet på at få 8 timers arbejdsdag, og så ville man pludselig arbejde mere end 8 timer bare for at få lørdag eftermiddag fri. Det var ikke ham. 

Omkring 1940 kom der drivtømmer ind på Sorthat Strand. Her fik Poul nogle planker og også nogle stave, som han skjulte i brønden oppe i haven. Brønden var dengang tom. Plankerne blev brugt som gulvbrædder langs væggen ud mod haven. De, der lå, var rådne, så roserne og ”agersnerlerne” voksede ind i stuerne, især i den bedste stue. Brædderne lå direkte på sandet.

Ca. 1946 blev Blykobbe Sanatorium, nu Blykobbe Efterskole, taget i brug som alderdomshjem. Flere sogne havde slået sig sammen om at drive det og havde et forskelligt antal pladser. Stedet havde været brugt af tyskerne og russerne under krigen og var nu istandsat. Nyker Sogn og Hans Svendsen var en slags ledelse. Hans Svendsen og far blev enige om, at stillingen som en slags pedel på hjemmet lige var noget for far. Han skulle fyre og ellers holde alt med vand og sanitet i orden. Der var ikke så langt fra Sorthat på cykel. Far sagde op på Nordre Jernstøberi, men hjemmet blev hurtigere færdigt end de havde regnet med, så Poul var der et stykke tid til at begynde med. Men det med at fyre var ikke så nemt på den tid. Der var kun tørv og Haslekul at fyre med, og det var et kæmpe arbejde at holde ild. Der skulle fyres mange gange i døgnet, og der blev næsten lige så meget aske at bære ud som tørv og kul, man skovlede ind. 

Vinteren 1947 var meget streng med masser af snestorme, og der blev ikke ryddet sne, før det blev stille, så ryddede man med skovl. Der var ikke benzin til snerydning. Far måtte flere gange i døgnet cykle eller gå rundt om Højegårdsvej for at komme frem. Cykelstien ryddede Sandegård med heste, men der var ikke altid lige godt at cykle, og Vandmøllevejen, nu Nyker Strandvej, blev aldrig ryddet dengang.

Her blev far til han fik pension. Han ventede så længe som muligt, så kunne man dengang få flere penge. Jeg tror, han ventede til han blev ca. 70 år.

18.juli 1949 havde farmor og farfar, Ellen og Frede Knudsen, nu Nyker Strandvej 95, sølvbryllup. Poul hjalp Ernst med at lave æresport i kælderen på Høje Bøge. Der boede Doris og Poul dengang. Æresporten var lavet med en stor bue over selve porten, det var meget flot. Den var lavet af egeløv, og blomsterne var jasmin fra mors og fars have. Porten blev båret af flere mænd, – først hen til mor og far. Her fik hjælperne aftenkaffe, som moster lavede, før den blev båret det sidste stykke og sat op helt ude mellem hønsehuset og brændehuset. Det var moster også med til. Om lørdagen 22.juli blev festen holdt på Rønne Theater, der dengang havde selskabslokaler. Da festen var forbi, skulle alt væk samme nat, både mad, drikkevarer og gaver. Der blev lejet en lastbil, og der blev kørt flere gange. Vi blev færdige hen på morgenen, så fik vi morgenkaffe, og Ernst fulgte mig hjem. Da vi kom ind i gården, var mor ved at trække vand op. Hun skulle lige til at skælde ud over, at jeg ikke var kommet hjem. Jeg vidste godt, at det var ganske forfærdeligt, men Ernst sagde ganske roligt til hende: ”Hvordan er det, du ser ud”? Hun havde ingen tænder i munden, og det var det værste, man kunne sige til hende, så der blev ikke talt mere om det. Mor forsvandt hurtigt ind efter sine tænder. Mor var helt hysterisk, hvis vi piger ikke var hjemme om natten. 

Lørdag den 21. oktober 1950 blev jeg gift med Ernst i Ny Kirke. Der var middag hos Doris og Poul på Høje Bøge. Da kirkeklokkerne var næsten færdige med at ringe, kom præsten hen til os i våbenhuset og spurgte, om alle gæsterne var kommet. Det var de ikke. Så spurgte han, om vi havde noget sted at bo. Det havde vi ikke, så gik han rundt om mig, så nøje på mig og spurgte, hvorfor vi så skulle giftes. Det skulle vi bare, vi havde jo regnet med, at huset var færdigt, men det blev det kun midt i februar året efter. Præsten gik så ind sammen med os to, og lidt senere kom tante Sine med mine tre onkler. Det var min mors brødre. Tante Agda kom ikke med, hun fik gæster på hotellet. Tante Sine sagde senere: ”Der kom jeg med tre store halvfulde mandfolk”.

Far var kommet ud af sognerådet efter krigen, men fulgte levende med i alt, hvad der skete i sognet. Vi havde til hvert valg et kæmpe ”A” på vores store egetræ, der dengang stod uden for vores hjem. Men omkring 1953 skete der pludselig noget. Der havde længe været utilfredshed indenfor partiet med det arbejde, der blev lavet i sognerådet. Der var også meget tale om, at der var blevet holdt fin middag på Bolsterbjerg med masser af rødvin. Derfor skulle Knud Pelle, Ndr. Mulebygård prøve at komme ind i sognerådet, men det fik Hans Svendsen forpurret. Det blev Knud Pelle så vred over, så han fik samlet et par af de gamle, snedker Andreas Hansen, Nyker, – fars gode ven fra tiden i sognerådet, og min far samt flere yngre mennesker. De dannede så et protestparti. Det hele foregik en søndag hos Knud Pelle på Ndr. Mulebygård, hvor man snakkede hele dagen og også fik en dejlig frokost. Knud Pelle kørte rundt og samlede stillere. Partiet blev opstillet som liste ”F”. Derfor kaldte vi det frihedskæmperpartiet. De fik et medlem i sognerådet, det var stationsforstander Johs. Nielsen, Nyker. Senere flyttede Nielsen til Rønne, og Carl Attle, Sorthat kom ind i stedet for. Det hele varede i to valgperioder. I sidste periode fik Hans Svendsen overtalt Carl Attle til at stemme sammen med socialdemokraterne. Det kom Carl Attle hen og fortalte far, og uha hvor blev far gal. Det var jo ikke meningen, så var det slut. Da dette parti var dannet, skulle alle, der havde været med, smides ud af socialdemokratiet. Det skete ved en ekstraordinær generalforsamling på Forsamlingshuset i Nyker. Der kom en masse mennesker. Det havde man ikke regnet med. Der var skuret gulv til fernisering i den store sal, så den stue, vi kaldte sognerådsstuen, havde man regnet med var stor nok. Der måtte sættes bænke op i den store sal, så der kunne blive plads til alle. Der var megen snak og til sidst afstemning, hvor de indblandede blev smidt ud af partiet. Ernst og jeg blev sendt derop af far. Han ville gerne have at vide, hvad der foregik. Da det hele var forbi, og der kun var bestyrelsen tilbage, listede nogle stykker sig op på loftet. Derfra kunne man dengang se ned i den store sal. Nu var der stor diskussion, om man måtte smide et æresmedlem ud. Far var blevet æresmedlem nogle år før, men far hørte aldrig noget om det. Da der var gået nogle år, kom flere af bestyrelsen hen til far og ville have ham med i partiet igen. Men far sagde: ”Nej, aldrig i livet”. Far havde meldt mig ind i partiet, da jeg fyldte 18 år, og nu betalte han for mig i flere år, så jeg kunne holde øje med, om der skete noget særligt. Siden den dag kørte far alene til valg i Vagn Johansens taxa fra Rønne.

Der var dannet et nyt, meget lille parti på Helsingør Skibsværft, der senere tilsluttede sig SF. Nogle stykker tilsluttede sig dette parti, bl.a. Andreas Hansen og Knud Pelle. Jeg ved ikke, om far var med.

Mor havde i nogle år haft gigt i nerverne omkring hjertet. Når hun fik sådan et anfald, hjalp det, når vi varmede en ulden klud på den nederste del på kakkelovnen. Der sad vi på hug i kakkelovnskrogen, og når kluden var varm nok, råbte vi: ”Nu kommer vi”, og så skulle mor, der lå inde i sengen, trække tøjet til side. Sidste gang far gjorde dette, sukkede mor og døde. Det var den 29. november 1960, og det var selvfølgelig et stort chok for far. Inde i stuen i det nordøstre hjørne stod altid et grønt standur med motiv af en kirke på døren ind til lodderne. Det havde far foræret mor i forlovelsestiden. Det var købt hos cykelsmeden i Aakirkeby. Samtidig med at mor døde, standsede uret, og der skulle det så stå, for nu var tiden gået i stå for far. Bror Ernst prøvede mange gange, når han var hjemme hos far, at sætte uret i gang, men når han var ude af døren, stoppede far uret og satte det tilbage til det rette tidspunkt. Ernst sagde altid, at han skulle arve uret, for han var den førstefødte, og sådan blev det. 

Moster var flyttet hjem til Bornholm og boede i Rønne. Efter mors død kom hun ud og ville ordne tingene, men de var ikke altid enige, så efter nogle år fik far hjemmehjælp. Der ville han til at begynde med heller ikke have, men efterhånden blev han meget glad for sin hjemmehjælp. Det var Ulla Marcher fra Høje Bøge, Nyker Strandvej 4. Til sidst kaldte far hende ”min Ulla”.

Far var stadig meget glad for at snakke, og da han var holdt op på Alderdomshjemmet, stod han ofte under egetræet og så, om der var nogen, der ville standse og snakke med ham.

Lige efter nytår 1973 fandt vi far i sengen med en hjerneblødning, og efter at lægen havde set på far, kørte jeg med ham på sygehuset. Efter den tid var far skiftevis på sygehuset, på Blykobbe Alderdomshjem og på Allinge Sygehus. 29. april 1976 døde far på Allinge Sygehus.

Da far var død, ryddede Poul og Ernst loftet. På hanebjælkerne var der 14 nye asketræs trillebørskagler, mange skabsdøre fra Blykobbe Alderdomshjem, mange gamle senge og andet ragelse. De kørte det hele hjem til os, og vi brændte det i fyret. 

Hans og Inger købte huset og fik det sat i stand og bygget til, så der kun var ydermurene, vinduer, lofttrappe og komfur tilbage af det gamle. I september 1998 flyttede de til Rønne, og huset blev solgt, så nu er det slut med vores familie dér.