Det er en fornøjelse for mig at genlæse og ”nyskrive” min morfars erindringer. Jeg vil selvfølgelig ikke ændre på noget, men dog gå over til den ændrede danske retskrivning fra omkring år 1950.

Hans erindringer:

Kom hjerte tag dit regnebræt, skriv op dit livets dage. Se til at du kan sanse ret, og tænke lidt tilbage.                Hvad har du gjort de mange år, du her i verden levet? Tænk trygge sjæl, at alting står, i herrens bog opskrevet.   Brorson

Oplevelser og livserindringer.

Jeg er født 19. jan. 1864 i Allinge på Bornholms østkyst, hvor mine forældre boede og ernærede sig ved landbrug. Min far, Hans Tofte Holm var ellers sømand og havde i 20 år faret på det nordlige Ishav og deltaget i robbefangst. Min moder, Martine Engeline Marker var gårdmandsdatter fra 8. selvejergård Bukkegård i Rubo sogn (det må være Rutsker sogn, for der findes 8. selvejergård Bukkegård. (E.A`s kommentar))og var af slægten Lund, Lundegård i Olsker sogn.

Da jeg var hen ved 4 år købte mine forældre 6. Selvejergård Høgegård i Klemensker sogn, hvor vi boede i hen ved 5 år. At opholdet på landet ikke blev af  længere varighed skyldes for en stor del faders ukendskab til landvæsen. Sømand som han var, forstod han ikke at drive en stor landejendom. Han solgte derfor gården og flyttede i 1893 atter til Allinge, hvor han købte en gammel gård uden jord. Denne gård var beliggende tæt ved havet og var til dels en ruin, idet stormfloden fr. år havde raseret østre længe og en del af stuehuset. Gården blev dog snart istandsat og indrettet til beboelse for flere familier og den indbragte en god årlig indtægt i husleje. Af denne indtægt og af Faders arbejde om bord på skibene kunne mine forældre leve og havde et et ret godt udkomme. Vi var 4 søskende; jeg var den ældste, dernæst søster Anna, senere lærerinde i Allinge og Esbjerg. En broder, Julius Theodor Vilhelm Holm, der senere som ung styrmand faldt ned fra rigningen af et Fanø skib og druknede i Atlanterhavet. Endvidere en broder, Emil Frederik Johan Holm, der senere overtog gården og drev brændehandel.

En hyrdedreng.

Under opholdet på landet fik jeg en lille forsmag på, at livet ikke er det bare solskin. Fader var en meget arbejdsom og streng mand, der forlangte meget af både børn og tjenestefolk. Allerede i 7-års alderen begyndte jeg min løbebane som vogterdreng, hvilket vedvarede hver sommer til jeg blev konfirmand. Jeg var i den tid kun i skole om vinterhalvåret, om sommeren stadig på marken med kvæget. Dette liv bevirker ofte en i psykologisk henseende uheldig indvirkning på et menneskes hele liv.

Derude på fælandet i selskab med kvæget byder tilværelsen ikke en stor glæde. Man begyndte dagens arbejde kl. 6 morgen, og først kl. 8 aften var man fri. En sådan vogterdreng er afskåret fra de glæder, som de fleste andre børn kan deltage i. Hvor kunne man misunde sine kammerater, der gik i skole og på legepladser fordrev tiden med leg og lyst. Ja, selv mine forældre var genstand for min harme, idet jeg havde forståelse af, at det ikke var af trang, at de sendte mig ud, thi der var mange langt dårligere stillede forældre, der holdt deres børn fri fra fæmarken og lod dem gå i skole hele året.

Man gik derude og blev bitter i sind, bitter fordi man følte sig så ussel og ringe i forhold til andre. Alle dage er ens, søndag eller sommerferie kendtes ikke, kort sagt en ussel tilværelse. En trøst i ensomheden var for mit vedkommende, at fæmarken som regel lå i nærheden af kysten, ja, grænsede undertiden helt ud til havet. Her var altid noget for øje. Datidens store flotte sejlere holdt ofte for modvind gående eller ankrede op tæt inde ved kysten, og det gav noget at tænke på. Jeg havde ved flere lejligheder fået tilladelse af et bådlag, der drev kadrejeri, at følge med ud til skibe, og jeg kunne af de forskellige skibstyper og af deres rigning og konstruktion danne mig en mening om, hvilken nation de tilhørte. En dag kom et stort flot barkskib og ankrede op tæt inde ved land, det lå ret udfor min fæmark.

Jeg kunne ikke få øjet fra dette skib, og da det havde en fra andre afvigende konstruktion, spekulerede jeg over, hvor dette dejlige skib hørte hjemme. En kadrejerbåd kom snart derud, og jeg var ikke længe om, da jeg om aftenen kom til byen, at indhente oplysning om det smukke skib. Det var en amerikaner på rejse fra Riga til Australien. ”Det er noget for dig lille Tofte”, sagde kadrejer Kofoed, ”der er 2 danske matroser ombord, en kineserkok og en del skrab af alle nationer”.

Næste dag var det søndag, og atter sad jeg på fæmarken og så ud på skibet, jeg kom til at tænke over kadrejer Kofoeds ord om skibet, og at det var noget for mig, og nu faldt den tanke mig ind at svømme ind til sejleren og bede om tilladelse til at blive optaget som skibsdreng. Skulle de nægte det, da var man klar til atter at svømme i land. Nede ved havet var en smal kløft, derind drev jeg de 10 køer. Søen lukkede for den ene ende af kløften, og fra landsiden spærrede jeg med et par stykker vraggods, der var drevet i land på kysten, hvorefter alt mit tøj kastedes på klippen, og jeg selv på hovedet i havet.

Det var ikke første gang, at jeg havde spærret kvæget i kløften for at få en svømmetur, men det var aldrig hændt at jeg gik ret langt ud. Nu satte jeg kursen mod amerikaneren i ungdommeligt overmod i håb om, at man om bord i skibet kunne blive antaget som skibsdreng. Barken lå tilsyneladende tæt på kysten, men der var dog en lang distance at svømme, men efterhånden som jeg nærmede mig skibet, var det, som en stemme mindede mig om den uret jeg gjorde, jeg tænkte på min moder, der syg og nedtrykt som hun var, yderligere ved min adfærd ville sørge over sin uartige dreng.

Da jeg var omtrent ude ved skibet, vendte jeg om og satte kursen ind mod land. Da jeg om aftenen drev kvæget ind til byen, lettede amerikanerskibet og stod nord over.

Solen var ved at gå ned bag bakkerne i vest, den ligesom kastede et refleks farveskær over klipper og kløfter, men en vogterdreng har ikke stor sans eller forstand på en søndag aftens stilhed og skønhed, der ofte på Bornholms østkyst kan indvirke på sindet som en skønheds åbenbaring. I min ensomhed og triste sindsstemning mindedes jeg det lille salmevers:   Du soles sol fra Betlehem  hav tak og lov og pris  for hvert et glimt fra lysets kyst og fra dit paradis.    Ja, jeg mindedes det ganske vist, men den rette forståelse deraf fik jeg først mange år senere.

Skoletiden.

Da vi flyttede fra Høgegården til Allinge, var jeg 9 år, og med hensyn til boglig viden omtrent ganske blank, dog kunne jeg lidt læsning, men udover det næsten intet.

Jeg blev derfor sat på nederste bænks nederste ende. Jeg begyndte skolen i vinterhalvåret 1873. Hver sommer blev jeg udskrevet, man var hyrdedreng, og en sådan skabning kunne efter den tids begreb lære tilstrækkeligt med halvårlig skoletid. Denne mening havde både lærer og forældre. De anede næppe den skade, de forvoldte ved sådan handling.

Mit første skolehalvår var nærmest en tortur. Det er en kendsgerning, i hvert fald var det i min barndom således, at de drenge, der kom fra landet til en byskole, blev underkastet en streng prøve af de andre drenge. Hvis en dreng, der kom fra landet, var tilstrækkelig smidig og durkdreven og forstod at lempe sig efter forholdene, ja, da kunne han ret hurtigt blive anerkendt iblandt dem. Desværre for mig var jeg ikke i besiddelse af disse egenskaber og kom derfor til at være syndebuk for anførerne for den bande, der øver justits på legeplads og gadesjov. Ville man ikke i et og alt underkaste sig høvdingen, da fik man af det grove skyts. Jeg var kommen fra Høgegård og blev derfor, så snart uenighed opstod, kaldt ”høgeungen” eller ”høgen”, et navn jeg hadede at høre.

Imidlertid gik vinterhalvåret. I skolen havde jeg gjort et lille fremskridt i enkelte fag. Jeg var lærenem og havde en god hukommelse, hvilket lettede mig meget. Var jeg i kirke og hørte salmesang, da kunne jeg næsten den salme ordret. Jeg blev opflyttet i ældste klasse (der var kun 2 klasser, ældste og yngste) efter ½ års forløb, men nu var tiden inde, til at man atter skulle på fæmarken, det var jeg ikke begejstret for, men også den tid fik ende. Jeg kom i tjeneste et andet sted end fr. år, og desværre havde min nye husbond ingen fæmark, der grænsede ud til havet. Jeg var derfor afskåren fra de dejlige svømmeture; men skibe og både, som kom langs kysten kunne jeg se, hvilket lettede mig tilværelsen i høj grad. Havde jeg ikke haft dette herlige udsyn over det store fri hav, da var man vel endt på en galeanstalt.

Mig synes den havde så vel fortjent  For sin troskab et hædrende gravmonument.

Disse tvende linier er citat af en af vore gamle digtere. Jeg husker endnu fra skoletiden alle versene, derimod erindrer jeg ikke forfatterens navn. Han har sikkert været en stor dyreven, thi den han omtaler, der havde fortjent det hædrende monument, er en skibshund, som da hans herre blev begravet, nægtede at modtage føde, men lagde sig på sin herres grav og døde.

Hvad enten det er digt eller virkelighed, da er det en skøn illustration om et dyrs hengivenhed og troskab.

Jeg har fra min første færd holdt af hunde, og da jeg som hyrdedreng (ved list) fik mig en sådan ven, var jeg glad i hu. Det var en stor køter, der tilhørte en fattig familie i udkanten af byen. Første gang kom den til mig, da jeg drev kvæget ud på marken, jeg kælede for den, og den slog følge med ud på fæmarken. Der delte jeg min mellemmad, en rundtenom fedtebrød med hunden. Den havde gerne taget det firdobbelte, så sulten var den. Hen på dagen blev det knugende varmt. Hunden gispede, så tungen hængte den ud af gabet, jeg var mindst lige så tørstig, nogen bæk eller vandkilde var der ikke i nærheden, og at sørge for at en vogterdreng fik en flaske vand med ud, det tænkte hverken husbond eller madmor på. I nøden bliver man opfindsom, og jeg indlod mig på et eksperiment, som jeg senere kom til at angre.

Som regel løb man barbenet over både stub og stenmark. Ens fødder var hærdet og indstillet til at tåle en hel del. Træskoene havde man dog med for alle tilfælde, og de stod gemt under en tjørn; de blev nu afhentet og brugt som mælkespande. Jeg malkede en træsko fuld til hunden og en til mig selv, det var ganske vist ikke isafkølet, men smagte fortræffeligt. Denne trafik gik en lille tid. Hunden svigtede ikke, den indfandt sig hver dag og fik sin halve rundtenom og mælk i træskoen, men så endte idyllen med forskrækkelse. Det var nu min egen dumhed, der var skyld i at denne ”malkning” blev opdaget, idet jeg til en dreng, der vogtede i nærheden, fortalte, at den fulgte mig, fordi jeg gav den mælk fra køerne. Denne dreng fortalte historien til sin husbond, og denne atter til min, der blev gram i hu. Da jeg en aften fik kvæget i hus, måtte jeg stille til forhør i husbonds storstue, hvor han truede med al landsens ulykke, dersom jeg en eneste gang malkede køerne og at det var hans gode hjerte, der afholdt ham fra at anmelde sagen for politiet, for hvis han gjorde dette, ville jeg øjeblikkelig blive sat i hullet m. m.. Jeg var lidt belavet på dette og vidste også min brøde, men at den var så stor, at det blev så hårdt straffet, fordi jeg i nødsfald havde slukket min tørst ved mælk fra de køer, man passede, det troede jeg ikke, hvorfor jeg svarede, at jeg intet ville love, dersom jeg ikke fik drikke eller mælk med ud på fæmarken. Den næste dag fik jeg en flaske drikke tyndt hjemmebrygget øl udleveret. Desværre kunne min firbenede ven ikke lide dette fluidum, den tørstede længe, men opad middag labbede den drikke af træskoen.

En løbskørsel

Hunden blev mig en god hjælper. Den var lærevillig og forstod hurtigt at holde kvæget indenfor markskellet. Jeg kunne derfor ofre den meste tid til andet arbejde, bl. a. lavede jeg piske. Om bord i skibene havde jeg lært at lave platting, som det hedder i søsproget, det er en slags fletværk af kabelgarn eller tyndt linegods. En sådan fletning kan blive flad, rund eller firkantet, som man ønsker den, og forstår man først kunsten, kan der laves de dejligste piskesnerter, der kan give et smæld som et bøsseskud.

En dag i høstens tid vogtede jeg kvæget ved en meget befærdet markvej, den såkaldte Brinkevej. Denne vej ligger dybere end fæmarken, hvorfor der var kedelig udsigt over vejen, og hvad der passerede. Deroppe på brinken stod man som på en dampers kommandobro og så ned på vejen.

Da observerede jeg fra mit ophøjede stade en vogn med to personer, der skulle ud for at køre sæd hjem. Hestene gik og ludede så søvnigt i varmen. Ejeren holdt selv tømmerne, der hængte slapt ned. Det var opad bakke og de gik i skridtgang. Ingen af mændene så mig. De sad i ro og mag og talte sammen. Da køretøjet kom lige under brinken, hvor jeg stod, slog jeg et stort knald med min pisk. Det virkede mere, end jeg ønskede, idet hestene gav et voldsomt ryk, hvilket gjorde til, at både ejeren og hans medhjælper gik bagover og lå og sprællede på bunden af vognen med benene op over agebrædtet. Nu for hestene uden styre i fuld fart hen ad vejen og var på et øjeblik ude af syne bag bakken. Jeg stod som forstenet af skræk. Tænk, om vognen i den rasende fart væltede, og mennesker og heste blev slået ihjel. Nu vågnede samvittigheden. Jeg tænkte, at  nu kom nok straffen over mig både for malkning og andre galskaber man havde begået. Nu gik jeg og ventede på at få at se, om køretøjet snart kom tilbage, for skete det, da var historien ikke færdig. Jeg vidste, at der ikke gik lang tidvist alt var gået godt, før de ville være tilbage, men jeg måtte vente længe og jeg kunne stadig ikke se noget køretøj. Denne ventetid var skrækkelig, jeg tænkte det bedste og frygtede det værste. Da sås endelig et stort høstlæs, som jeg med længsel ventede på.- Der var heldigvis ingen ulykke sket. Ejeren stod oprejst på læsset og med stramme tøjler. Han var lige så højt til vejrs, som kammen af brinken, hvor jeg stod bag en busk og så lammefrom og uskyldig ud som en ræveunge. Da manden så mig truede han ad mig med pisken og sagde at jeg var en satans unge, og at han ved første lejlighed skulle varme mine rygstykker. Jeg var godt tilfreds med dette udfald, og min firbenede ven fik ved den lejlighed ekstra forplejning: En halv træsko fuld af mælk fra den brogede.

Høgeungen slår ned.

I skolen var der af og til revolution. En ny overlærer var blevet ansat, en god og dygtig mand, der havde gjort langt bedre fyldest på en læreanstalt for voksne mennesker, men som lærer for børn var han meget uheldigt stillet, idet han ikke forstod at sætte sig i respekt overfor børnene.

Han kunne aldeles ikke styre de store uartige drenge, og når det mislykkedes for ham, da kunne han oparbejde sig til raserianfald, hvorefter han stønnende faldt i afmagt på kateteret. Jeg skal anføre et par eksempler, der står i frisk erindring:

Overlæreren var en lille foroverbøjet mand. Når han skulle tugte drengene, havde han den skik at trække dem ud på gulvet, hvorefter han bøjede drengens hoved ind i sit skridt og med en tamp foretog executionen. Denne måde at straffe på gik en kort tid, men tog så en ende med forskrækkelse. Det var en dag, da jeg for en eller anden forseelse blev halet fra bænken ud på gulvet for at få mine tamp. Læreren bøjede mit hoved ind imellem sine magre lår, hvor jeg sad som i klemme, og nu svingedes tampen på min ikke videre faste ende. Det gjorde bitterligt ondt, men jeg havde besluttet at gøre mig hård og gav ikke et kny, hvilket jeg også gennemførte; men formentlig har dette irriteret læreren for med en gang fik jeg et slag over det ene smalben. Jeg var barbenet og havde ondt på dette ben i forvejen, og da jeg fik dette slag, hvinede jeg af smerte og rejste mig op, medens læreren, der fik sine ben i luften, slog en kolbøtte hen ad skolens gulv. Han rejste sig dog hurtigt, men da han så at nogle af drengene fniste, blev han ude af sig selv og for rundt i lokalet og brugte tampen både på skyldige og uskyldige, ja, en af pigerne fik et slag i ansigtet. Den, der klarede sig bedst var mig. Jeg stod på gulvet og iagttog slagets gang, der endte med at læreren faldt sammen på kateteret.

En holmgang.

Foranstående episode foregik om formiddagen, men den affødte en tvekamp ved middagstid mellem to af drengene, den ene kaldet ”stærke Jul”, der var i  konfirmationsalderen. Den anden part var mig, der på det tidspunkt var 12 år. Jeg var en lang opløben, grim, men senestærk unge, men at binde an med ”Stærke Jul” eller Julius, som han hed, var der ingen af drengene, der turde indlade sig på. Derfor var han i kraft af sin overlegenhed en tyran mod alle, der ikke ville underordne sig ham.

”Stærke jul” var anfører for hele den bande drenge, der var værst til at lave sjov, og nu havde han sat sig for, at jeg skulle have en opstramning, jeg var jo bare et sølle kræ, der for kort tid siden kom fra fæmarken, og nu havde han grund til at yppe strid, for han fik et slag tamp i ansigtet under revolutionen, da læreren fægtede vildt. Da vi gik hjem til middag bandede ”Jul” over den medfart, og at det var min skyld da jeg havde afstedkommet det hele postyr. Da jeg lo ad ham, blev han hidsig og gav mig et bokse stød i brystet, så jeg glemte at le mere. ”Jeg skal nok ordne en lille høgeunge”, skreg han. ”Stærke jul ” var i fuld krigsmaling, og i bevidstheden om sin overlegenhed, aned han ikke at jeg kunne finde på at gå til modangreb; derfor blev han og hele flokken målløs, da jeg gav ham et velrettet næveslag. Nu blev han rasende og sprang ind på livet af mig for at kaste mig på gaden, hvilket mislykkedes for ham. Jeg havde lange arme og kunne let holde ham fra livet. Jeg mærkede hurtigt, at han knap var en jævnbyrdig modstander. Han trak sig ud af kampen med blødende næse og et forrevet ansigt. Han forsøgte aldrig mere at fortrædige mig, og efter dette hørte jeg sjældent nogen råbe ”Høgeunge” efter mig. Der var ligesom en vis respekt. Tænk, at man på samme dag havde væltet læreren og banket ”Stærke Jul”. Javist havde ”Høgeungen fået både næb og kløer”.

Det sidste skoleår oprandt.  Nu skulle man gå til præst, som det hed, 1 gang ugentlig og i kirke hver søndag. Dette medførte, at tjenesten på fæmarken ophørte. En hyrdedreng er afskåren fra at gå i kirke. For ham er alle dage ens. Jeg blev dog atter udskreven fra skolen, til trods for at jeg som før nævnt stod langt tilbage i de vigtigste fag.

Denne sommer blev jeg beskæftiget med hæderligt arbejde. Jeg fik plads i en dæksbåd, hvis tvende ejere var dykkere, som var kommet for at optage og bortsprænge vraget af en engelsk damper, der var strandet ved Næs. Min bestilling var, at jeg skulle dreje luftpumpen for dykkeren, når han var nede på bunden, samt gå ham til hånde, når han kom op. Dette arbejde var meget interessant for en dreng. Sejlads med båden morgen og aften til og fra strandingsstedet. Interessant var det at se, når dykkeren havde været nede og lagt sprængstof i vraget for at sprænge plader i stykker. Når dykkeren havde anbragt sin sprængladning, kom han op, og båden haledes et godt stykke væk før minen bragtes til at eksplodere. En sådan minesprængning kunne undertiden sende en vandsøjle på ca. 100  fod over vandfladen, og var der ål eller andre fisk i nærheden, da kom de ved lufttrykket op og lå og flød på overfladen med bugen opad. Dykkerne fik på den måde mange ål. Begge var meget flinke og behagelige at være sammen med, især den ene. De var begge gamle sømænd, der var præget af sydens sol og passatens vind. De kunne fortælle derom, og dykker Lausen forstod at give sine historier et skær af komik, de var altid morsomme, men bar ikke altid sandhedens præg.  .

Ja, Særlig var jeg fremmelig i at lave mange slags galskaber, men med at gøre fremskridt i skolen var det kun småt bevendt. Således fik jeg i 13-års alderen karakteren tg i skrivning og regning, altså i hovedfagene temmelig slet.

Derimod var jeg fremmelig i danmarkshistorie, geografi og religion, i hvilke fag jeg af og til fik ug. Særlig interessant for mig var danmarkshistorie. Jeg havde tiltusket mig en udvidet danmarkshistorie, hvor alt var udførligere omtalt og illustreret end i den lille fædrelandshistorie, som benyttedes i skolen; dette i forbindelse med, at jeg af en ven havde lånt et par af Ingemanns historiske romaner: ”Kong Erik og de fredløse”, ”Valdemar Sejer og hans mænd”, Bevirkede at jeg ved eksamen trods kun halv skoletid, kunne fortælle kommission og censorer en hel del af fædrelandshistorien, som flere af disse ikke tidligere havde hørt, men som jeg takket være min firbenede ven, hunden havde fået tid til at studere derude på fæmarken.

”Høgen” eller ”Lærken”..

Denne sommer, tjente jeg 100 kr. ved at være medhjælper for dykkerne. Jeg fik af min fader allernådigst tilladelse til at købe en lille sejlbåd kaldet ”Lærken”, der kostede 50 kr. og var en ny dejlig båd, hvori jeg tilbragte mange herlige timer. Arbejdet med dykkerne kunne nemlig ikke foregå med urolig sø og vindforhold, og da satte jeg sejl på ”Lærken”, der af misundelige kammerater blandt drengene blev kaldt ”Høgen”, men det anfægtede mig ikke. De var dog yderst beskedne og tiggede ofte om at få lov til at følge med ud på en fisketur eller sejltur, der ofte varede en hel dag, når vi bare havde mad med. Her kærte man fra barn lidt af den kunst, der er ved at sejle en båd, en lærdom, der mange år senere blev mig til stor gavn. En sømand kan nemlig hele sin levetid sejle til søs med store skibe, men der får han ikke det mindste begreb om at tumle en båd under sejl i uroligt og stormende vejr. At føre en båd i magsvejr kan mange, men i storm og høj sø udkræves både omløb og rutine.

Denne sommer, fri for skolebånd og tvang, var den herligste, jeg havde oplevet. Livet på fæmarken, det ensformige, dræbende og åndsfortærende var som et overstået martyrium. Nu kunne man ligesom se land forude, man fik udlængsel og ønskede sig vinger, der kunne bære ud over det store fri hav til fremmede ukendte kyster.

I kirsebærtræet.

En aften, det var i den såkaldte kirsebærtid, da disse var modne og fristede enhver gane, stod to drenge ved hjørnet af skolepladsen. Den ene var mig, den anden, min gode ven, senere overlærer ved Allinge skole. Vi havde observeret, at der i overlærerens have var et stort dejligt kirsebærtræ, der bugnede af modne moreller. Vi blev enige om, at disse moreller ville være en herlig spise, og vi besluttede at kravle over gærdet og op i træet. Det blæste hin aften, og skyerne jog i fart forbi månen, hvorfor det af og til var helt mørkt. Vi kom op i træet, jeg sad ovenover min kammerat og vi begyndte at tage for os af retterne. Da hørte vi pludselig at havelågen åbnedes og så, at lærerens tjenestepige kom ud i haven, hvor hun begyndte at tage vasketøj ned fra en tøjsnor, der var spændt mellem træet og plankeværket. Som vi sad der med en ond samvittighed ganske musestille dækket af løv og grene, lagde vi mærke til, at nogle ildgnister føg forbi skolens vinduer, men jeg vidste, at disse gnister hidrørte fra en eller anden person, der blæste i sin cigar eller tobakspibe, en sport jeg godt kendte fra landet, hvor dette trick anvendtes for at skræmme mennesker, der ikke tidligere havde set eksperimentet.

Da pigen kom tæt ved træet for at tage tøj af snoren, lod min kammerat, der blev bange, sig dumpe ned fra træet. Han slap godt fra faldet og rendte sin vej, men den stakkels pige udstødte et skrig og faldt besvimet om på græsplænen. Hun blev rædelsslagen ved at se et menneske komme dumpende med bump og brag af knækkede grene og kviste. Jeg hoppede straks ned og ud på gaden, hvor jeg fandt min kammerat et lille stykke derfra. Han rystede af skræk, og da jeg spurgte ham om, hvorfor han lod sig falde, svarede han og spurgte om jeg ikke så ilden. Jo, vist, jeg så ligesom han disse ildgnister, men overtroisk som han var, mente han, at det var fanden, der var ude med ildvognen, og derfor lod sig falde. Jeg beroligede ham med at gnisterne kom fra en pibe eller cigar, og at faren ikke var overhængene.

Min gamle ven pædagogen og jeg taler af og til sammen om gamle dage, men eventyret i kirsebærtræet ønsker han gerne at gå let hen over, så det bliver ikke udførligt uddybet.

Jeg var som et lille ondsindet træ, der løb med panden mod træerne, thi livet på fælandet ude hos fæ.         Det sætter ej frugt eller kærne. Jeg var en uvorn forsoren dreng,  ej vant til sollyse dage,  men inde hjertet gud lagde en streng, der bar over vanrøgt og plage.

Til konfirmationsforberedelse

gik man på hin tid et helt år. Den gamle herlige pastor Møller forstod i alle måder at varetage sin gerning overfor sine konfirmander. Han vidste godt, at skoleundervisningen var højst mangelfuld og søgte at råde bod derpå ved at bibringe sine lærlinge noget af det, der var forsømt i skolen. Han forlangte, at vi skulle gå i kirke hver søndag og kunne spørge en og anden, om vedkommende kunne huske noget af det, der blev talt på prædikestolen. Takket være mon gode hukommelse kom jeg til at stå som den bedste af børnene i at give en lille oversigt eller resume af talens indhold. Endvidere var jeg flink og havde let ved at lære de givne lektier i salmerne og det ny testamente. Særlig salmerne kunne jeg remse en masse udenad, og da pastor Møller engang spurgte mig, hvor mange salmer jeg huskede, svarede jeg, at jeg kunne 104, hvortil præsten sagde: ”Bevares, det er vist flere, end hvad jeg kan”. I skolen var jeg den mest uartige og dovne af samtlige drenge, hos præsten den flinkeste. Således blev jeg af samtlige konfirmander nr. 1 og stod øverst ved konfirmationen i min fødebys kirke. Senere blev konfirmanderne sat på plads efter alder, hvilket er det bedste, da det ikke giver anledning til misundelse hos konfirmander eller deres forældre

Til søs- min første sørejse.

Der siges, at der på en eneste sørejse foregår så meget, at der kan være stof til en hel roman. Dette kan være rigtig nok, men da jeg ikke er romanforfatter, skal jeg ikke forsøge at afvige fra sandhed og virkelighed. Mange lever i den vildfarelse, at søvæsenet er underordnet alle andre væsener, ja, selv skrædder og skomager tror at stå langt højere end en matros. Jeg vover den påstand, at søvæsenet håndværksmæssig set står fuldt på højde, ja, endog kræver en større alsidig uddannelse end flere andre håndværk, og jeg skal her redegøre for min påstand:

Det første, en vordende sømand bliver, er skibsdreng. Når han har forrettet denne tjeneste 1 år, avancerer han en grad højere til jungmand, som han er et par år til han kan påtage sig stillingen som letmatros, hvorefter han efter et par års tjeneste kan blive matros. Meget sjældent vovede en sømand at give sig ud som matros før efter 20-års alderen. Heraf vil man forstå, at medens læretiden i almindelige håndværksfag er 4 år, er det for en sømand 5-6 år før han kan blive matros, hvilket svarer til den stilling, der i håndværksfaget hedder svend.

Som man vil se, kræves der en langvarig uddannelse. For at blive styrmand skal man yderligere have sejlet som matros i to år på oversøiske farvande d.v.s. Island,Grønland, Amerika eller Middelhavet, samt have teoretisk uddannelse i navigation. Disse strenge bestemmelser overvåges meget nøjagtigt, hvilket er af det gode. ”Den der ikke har lært at lyde, han lærer heller aldrig at byde,” og en officer om bord i et skib, det være sig stort eller lille, til orlogs eller koffardis, har ansvar for skib, gods og menneskeliv.

Det første sejlskib, jeg kom om bord i, var et barkskib ved navn ”Elisabeth”, der ibefattet min ringhed havde 10 mands besætning, som her nævnes efter den til søs gældende rangforordning: Kaptajn, førstestyrmand, andenstyrmand, 1 matros, 2 letmatroser, 1 stevard, 1 jungmand, 1 tømmermand og 1 skibsdreng. Når tømmermanden er anført som næstringest i rangen, er det fordi det var hans første rejse til søs. Ellers bliver en fuldbefaren tømmermand altid lidt mere end en matros og får også højere hyre end matrosen.

”Elisabeth” var en stor gammel kasse, der sejlede i tømmerfart på Nordbotten og engelske havne. Dette skib var både gammelt og drikfældigt, d. v. s., at det undertiden var meget læk. Af den grund fandtes der foran agterdækket en vindmølle, der drev en stor pumpe, som ved normale forhold kunde holde skibet læns, men når det var kuling eller hård sø, da vred den gamle skude sig i sine sammenføjninger og lækkede langt mere, end møllen kunne overkomme, og da var der arbejde til alle mand med at trække de 2 svinghjulspumper, som skibet var forsynet med. Jeg fik foruden forskelligt andet arbejde, som der altid er nok af på et skib, den bestilling at passe møllen d. v. s. passe dens sejl, sætte den til træk og passe den med smørelse i gangtøj og lejer. Dette kursus måtte andenstyrmanden sætte mig ind i, hvorefter jeg højtideligt af samtlige mine overordnede blev udnævnt til privilegeret møllersvend om bord på det gode danske skib ”Elisabeth” på rejse fra Rønne til Hernøsand.

Tømmermanden, almindelig kaldet tømmer, og jeg var begge nye og ukendte med det arbejde, der forekommer på et skib under sejl, derfor måtte vi daglig foretage øvelser ved at gå op i rigning og ud på ræerne for at klare et eller andet. Jeg havde ganske vist øvet mig i at gå til tops på skibe i havn, men disse lå stødt. En anden ting er at gå op, når skibet arbejder og ruller i søen, så er det en ubehagelig fornemmelse, især hvis man mærker søsygens kvaler, og mange har i en sådan situation lovet aldrig at sætte sin fod på et skib, der er under sejl når bare han slap helskindet fra det, han nu var ude for.

Tømmer og jeg var rekrutter og blev holdt godt til vinden. En af de første dage i søen, da skibet lå i vindstille, men rullede dygtigt i den høje dønning, blev jeg beordret op for at gøre store røjl fast. (Røjlerne er det øverste af alle råsejlene). Jeg kom godt op, men det tog (forsigtig som jeg var) lang tid, før jeg fik det arbejde udført og jeg syntes, det var en nederdrægtig stor bue, man beskrev i luften, da skuden slingrede fra den ene side til den anden, og da jeg ville have sejlet godt fast, tog det lang tid. Dette fik 2.- styrmand til at råbe op til mig om jeg snart kom ned, eller om han skulle komme op til mig med middagsmad. Ak nej, jeg trængte på det tidspunkt ikke til middagsmaden, jeg lå på maven over råen og ofrede hele frokosten, hvoraf enkelte klatter faldt ned på dækket til den kære styrmand, medens det øvrige ved skibets slingren gik klar af skibets sider. Samme dag henad aften havde dønningen lagt sig, og skibet gik støt. Da blev tømmer beordret op for at gøre røjlen los. Han entrede vantet og kom op over merset, men da han var kommet op til bramsalingen, stod han fast. Han så opad, han så nedad på dækket, hvor 18 øjne havde lagt mærke til hans adfærd. Omsider råbte styrmanden til ham: ”Der er langt op endnu, tømmer, kil du bare på”, men tømmer svarede: ”Ja, jeg kan godt prøve, men jeg kommer fanden tage mig aldrig derop”. Der lød en lattersalve fra gutterne på dækket, og måske var det skyld i, at tømmer tog sig sammen og svang sig op over bramsalingen og videre til røjlen, men styrmanden sagde ligesom for sig selv: ”Den karl er kommet for sent til søs, han bliver aldrig sømand”. Styrmanden fik ret: Tømmer fandt sin grav ude i Nordsøen et par år senere. Han var en skikkelig og brav kammerat.

Efter 14 dages fin sejlads ankom vi til Hernøsand, hvor ladningen, der bestod af planker, indtoges. Det var et anstrengende og besværligt arbejde at slæbe disse planker på plads i lastrummet i krumbøjet stilling. Den gang var arbejdstiden fra kl. 6 morgen til kl. 7 aften. Disse plankeskuder, hvor mange unge søfolk ofte arbejdede sig en pukkel til, er heldigvis snart en saga, og arbejdstiden er forkortet.

Hin tid var god på mange måder, men mennesker kommer dog betydeligt lettere frem, og livet om bord eller i land former sig bedre og lysere for de fleste end i gamle dage.

Efter endt indladning afsejlede vi fra Hernøsand bestemt til Grimsby i England. Det var i sommerens bedste tid, men inde i Nordsøen hengav den gamle dame Elisabeth sig til sin gamle drikfældighed. Jeg måtte som møllersvend erklære, at der var mere arbejde, end møllen kunne magte, og nu måtte alle gutterne til at dreje svingpumperne, og takket være et godt pumpemateriel bar vi det gode skib ”Elisabeth”, som vi nu var klar over var en svømmende ligkiste, der med kort varsel kunde forsvinde i dybet med sine 10 indvånere.

En kollision

Imidlertid kravlede vi os over til England, hvor vi efter endt udlosning indtog en ladning kul til Rønne, og nu var alle mand glade for, at vi nu snart kunne blive permitteret. Hjemrejsen over Nordsøen blev fin. Arbejdet bestod væsentligst i at pumpe, pumpe og atter pumpe. Jeg kunne som møllersvend intet udrette, da der sjældent var vind nok til at drive møllen. En smuk september morgen stod vi ind forbi Kronborg sammen med en mængde andre sejlere. Jeg har mange gange senere passeret Kronborg, men aldrig set så mange sejlere i Sundet, som ved denne lejlighed. Der var skibe af alle størrelser og typer, fragtskibe, barkskibe, brigger, tremastskonnerter, skonnerter og jagter. Af dampskibe sås på den tid ikke mange, men nu har disse og motorskibe for længst fortrængt de hvide svaner, der på hin tid satte sit præg i bælter og sunde. Det var et smukt syn, når man en sommerdag  med frisk brise så en sådan flåde sejlere med skum for boven hilsende med flaget stryge forbi Kronborgs gamle fæstningsværker. Man fristes ligesom den dødssyge matros til at spørge:

Hvor er I henne I store og små?  I havets mægtige svaner,  som smykkede her i Dammen lå, med Dannebrogs røde faner?

Henad aften blev det helt stille, og vi lod ankeret falde ud for Dragør. Alle mand på nær vagtmanden fik lov til at gå til køjs, og de fleste af os lå i tryg søvn, da vi blev vækket ved at høre vagtmanden råbe af fuld kraft, og næsten samtidig mærkedes et stød og et brag, der rystede den gamle kasse. Vi styrtede alle mand ud af køjerne og ud på dækket, hvor vi så omridset af en stor damper, der efter at have tørnet Elisabeth var ved at bakke sig klar af os.

Vor styrmand råbte, at alle mand skulle løbe forefter, da alle tre master var ved at falde agter over. Vor kaptajn kom løbende i bar skjorte op på bakken. Han var ikke herre over sig selv eller den situation, vi var kommet i, skønt der ikke var nogen overhængende fare. Det viste sig, at kollisionen ikke var så alvorlig, som vi mente, idet skaden var oven for vandlinien, men der havde engelskmanden raseret både spryd og klyverbom samt skanseklædning, lønning og lønningstøtter helt hen til fokkervantet, men mærkelig nok faldt masterne ikke, hvilket vi alle troede da forgrejerne var skåret over. Damperen ankrede tæt ved os; den havde lods om bord, og både lodsen og kaptajnen kom roende over til os. De havde tilsyneladende nippet rigelig til Whiskyflasken.

Efter at have forhandlet  om erstatningsspørgsmål og andet med vor Kaptajn, der nu mødte i standsmæssig påklædning og drukket et par Whiskyer til afsked gik de atter om bord i damperen og fortsatte den afbrudte rejse.

Den næste dag blev Elisabeth indslæbt til København, hvor der foretoges en midlertidig reparation, hvorefter vi afsejlede til Rønne, hvor mandskabet blev afmøstret. Et par år senere endte Elisabeth sin tilværelse. Den sank i Nordsøen, men mandskabet blev bjerget om bord i et forbisejlende skib. Resten af året sejlede jeg som kokkedreng med et lille skib, men kogekunsten har jeg aldrig egnet mig for. Nej, hellere gå til tops i en kuling end at sidde i mados i en kabys. Der oppe er frisk luft og et herligt udsyn.

Til eskimoernes lande.

Året efter (i 1880) tog jeg hyre med et barkskib ved navn ”Alba”. Dette var et stort prægtigt skib, der havde sin rute på Grønland, Nordamerika og Europa. Besætningen var i alt 15 mand, hvoraf de fleste var fuldbefarne matroser, der havde faret med dette skib i flere år. Barkens fører, kaptajn Toxværd, var en ældre mand. Han havde fra sin ungdom befaret ishavslandene. Han var, som det senere ved mange lejligheder viste sig i besiddelse af mod og dygtighed, hvilket er nødvendigt for den, der fører skib i disse vanskelige farvande. En af de farligste og uhyggeligste ruter på hele kloden er fra Grønland over Davidsstrædet og Newfoundlandsbanker til Amerika, og det var denne rute, vi skulle besejle hele året.

Vi var, som før beskrevet, med undtagelse af min ringhed, en udsøgt besætning. Det var store, stærke, vejrbidte, prøvede mænd, der var fortrolige med fare og livet om bord i de skibe, der besejler Ishavets kyster.

Da vi nærmede os Grønland, blev en skibets både svinget ud til siden og forsynet med vand og proviant. Da jeg undrende spurgte en af matroserne, hvad det skulle betyde, svarede han, at det var, for at vi skulle være klar til hurtig udrykning, så vi straks kunne forlade skibet ved eventuelt sammenstød med et isbjerg, eller hvis skibet blev skruet i sænk af isen. ”Vor gamle prøvede fører har nemlig sørgelig erfaring for, at sådant kan indtræffe”, sagde matrosen. Kaptajn Toxværd havde nogle år tidligere, da han førte briggen ”Oda” af  København kollideret med et isbjerg. ”isbjerget tog ingen skade” sagde matrosen, ”men ”Oda sank straks, og kaptajn Toxværd og hans mænd reddede sig i land på Grønlands sydkyst efter store anstrengelser”.

”Alba” var efter datidens forhold et ret stort skib, meget for stort til at foretage de hurtige drejninger, der skal finde sted, når et skib skal manøvrere i ismasserne, hvor renderne ofte er meget små og svinger i alle retninger.

Da vi fik isen i sigte, blev der rigget en tønde op i forbramsaling. I den tønde tog kaptajnen plads for at have overblik over terrainet og lede skibets bevægelser.

Dette år lå isen langt ud fra Grønlands kysten, og det blev et besværligt og anstrengende arbejde at manøvrere det store skib rundt i alle krinkelkroge, hvor der var render mellem isstykkerne. Vor gamle prøvede fører stod deroppe på fortoppen i sin tønde. Han stod der troligt i samfulde 16 timer. Hans mad blev bragt derop, men om den blev nydt i velvære, tror jeg næppe. På dækket sled vi hårdt med braser og sejl. Det blæste en frisk brise, og skibet skulle hvert øjeblik forandre kurs for at komme mellem isflagerne. En enkelt gang kunne det ikke undgås at skibet tørnede en tilsyneladende lille isskosse. Sammenstødet mærkedes i hele skibet, så alle 3 master rystede. Skibet kunne derved tabe farten, men borede sig dog frem.

Datidens grønlandsfarere var træskibe. De var alle forsynede med et egepanser på stævnen. Over dette egepanser var en jernbeklædning. Skibene kunne derfor tåle et hårdt stød uden at tage skade, og vi slap også denne gang og flere gange senere godt fra disse farer, men det var kun en lille forsmag på, hvad der senere skulle komme.         Det var i de tider, man hejsed et flag  Og sømænd entrede vantet,  Før røgen sværtede havets spejl  Helt op på nord atlanten.

Ja, nutidens sømænd lader maskinen eller motoren gøre det arbejde, der skal til, for at manøvrere skibet.

Vi kom lykkelig ind til vort bestemmelsessted, Ivigtut på Grønlands sydvest kyst, hvor ladningen, der bestod af  stykgods, lossedes. Hertil benyttedes kun skibets mandskab og nogle få danske arbejdere fra kryolitminen. Eskimoerne så man aldrig udføre et sådant arbejde. Disse mennesker fører en fri og ubunden tilværelse. Deres føde får de ved jagt og fiskeri. En stor del fortæres i rå tilstand. Jeg så en dag, at en af fangerne kom padlende i sin kajak. Han havde harpuneret en stor sælhund, som slæbte efter kajakken. Da han kom ind til skærene var et par mænd og kvinder ham behjælpelig med at hale dyret op samt at flå og partere sælen. Af og til puttede de et stykke spæk i munden. Den ene kvinde havde en pose på ryggen med en lille eskimounge, der stak hovedet op af og til og fik sin del af et stykke råt sælspæk, så transovsen glinsede i alle ansigter. Eskimoerne er efter vore begreber ikke smukke, hverken mænd eller kvinder, hvilket hidrører fra, at deres hovedernæring er råt kød. Dette bevirker, at disse mennesker har deres særegne præg, pluskæbede med runde tykke hoveder. Eskimopræget er ikke smukt, men det er karakteristisk for den hårdføre stamme, der bebor de arktiske kyster.

Over Davidsstrædet til Amerika.

Efter endt udlosning indtog vi en ladning kryolit til Filadelfia, U.S.A.. Rejsen over Davidsstrædet på den tidlige årstid frembød både på vanskeligheder og overraskelser for en vordende sømand. Davidsstrædet er som før nævnt et uhyggeligt og farefuldt farvand med den fremherskende tåge og de drivende isbjerge. Har man passeret det nogle gange takker man gud for livet og går nødig ud på de strabadser, som aldrig undgås om bord på et sejlskib på denne del af kloden. Drachmann siger et sted:  At styre sit skib og at styre sit sind,  Den kunst får man lært men ej banket sig ind.

I farezonen.

Påskemorgen i året 1880 stod vi for små sejl sydvest over ned gennem Davidsstrædet. Grønlandsisen var vi for få dage siden passeret. Nu var havet åbent, men hin påskemorgen oprandt med et modbydeligt vejr.

Det var frosttåge og stormende kuling. Sejlende blev stive som plankeværk, og skibets tovværk og rigning så ud som massive jernstøtter, men vinden var god, og den skulle benyttes, selv om det var forbundet med stor risiko. Kaptajn Toxværd var ikke den mand, der misbrugte en chance. Derfor styrede vi vor kurs, og hele sejlføringen var begge undermerssejl. Der blev holdt skarpt udkig, idet vi alle var på det rene med, at hvis vi kolliderede med et drivende isbjerg, da ville det være ensbetydende med død og undergang. Henad middag råbtes fra udkigsmanden på bakken, at der var brænding og isbjerg ret forude. Da blev roret lagt hårdt bagbord, men inden skibet fik drejet til vinden, var vi tæt på luvside af isbjerget, hvor søen brød flere favne højt op mod fjeldsiden og kastede genvandet ud mod skibssiden. Skibet lå nu og slingrede i en ganske uhyggelig grad, idet vinden ligesom brød sig mod isbjergets side, mærkedes ikke stormen; det var blevet helt stille, hvilket tilsyneladende forværrede situationen, idet sejlene ikke gjorde gavn for at få skibet til at glide. Jeg blev tilligemed 2 andre beordret op på fokkerråen for at gøre fokken løs, hvilket viste sig at være umuligt, idet både rå og sejl var en fast isblok. Deroppe på råen så jeg først rigtig, hvor stort dette bjerg var, som truede os med undergang. Jeg så ned på dækket, hvor søen brød over dæk og luger. Dernede var man klar over, at her stod man magtesløs, nu gav man sig skæbnen i vold,- at forsøge at sætte en båd ud var umuligt, idet søen brød over skibets begge sider, som om det var et blindt skær.

Det var som 2 usynlige kræfter spillede bold med skibet. Det ene øjeblik så det ud til, at vi blev kastet ind mod bjergsiden for at knuses. Straks efter kastede genvandet eller suget os lige så langt tilbage. Efter en times forløb mærkedes, at strømmen i dybet, der bevæger isfjeldene, og strømmen i overfladen gik i modsat retning. Skibet drev øst over, og vort ubehagelige naboskab med denne kolos fik et lykkeligt udfald, langt bedre end nogen af Albas mænd havde ventet, men kaptajn Toxværd var blevet betænkelig ved at trodse storm og tåge. Skibet drejedes til for at afvente klart vejr.

Stå fast på overskyllet dæk  Med sikker fod.  En trofast hånd hinanden ræk. Lad stads og fjas kun væk. Kast overbord din pengesæk,  men ej dit mod. Husk på, du er af viking æt, som ej man blive ræd og træt,  mens end tilbage er et bræt  af skuden god.         C. Ploug.

Vi var nu frelst som ved et mirakel. Ingen af os havde tænkt på et lykkeligt udfald, vi var forberedt på, at skibet ville blive knust mod isbjergets side. Ingen af os forstod de kræfter, der brødes i dybet. Selv vor gamle prøvede fører forstod ikke det fænomen, men jeg er senere kommet til klarhed derover, Thi det er en kendsgerning, at på disse steder, hvor golfstrømmen har stor indflydelse på mange områder, kan vandets egenbevægelse i havets overflade gå i vestlig retning, mens den nogle få favne dybere går stik modsat. Det var en sådan strømkæntring, der befriede os fra undergang, men himlens herre hersker også i dybet og bestemmer, hvor lang livsrejsen skal være. Han rører himlens og dybets kræfter, men det er ikke alle givet at forstå det.               Hvo kan mod dig vel stande, som slynger livets pil. Hvem vover at forbande, Når du velsigne vil.    T. Gerhardt.

Det blev ikke i Davidsstrædet, at kaptajn Toxværd og hans mænd mistede livet. Katastrofen indtraf 3 år senere på Shetlandsøerne, hvor skibet knustes mod klipperne, og 15 mænd forsvandt i dybet. Flere af disse mænd var mine gamle venner, som jeg havde været sammen med, men blev ved et mærkeligt tilfælde fritaget for at dele skæbne med de ulykkelige.     Guds fred kammerater fra hin dravat, Hans fred i hver synkende sejler. Vi er vel ej altid til mønstring parat,  Men evighedspynten vi pejler. Did sætter vi kursen med sikkert bestik, når chefen os stævner til møde   Vort liv er dog kun et øjeblik af evigheds morgenrøde

En orkan.

Det år, jeg var med ”Alba”, anløb vi Filadelfia 2 gange og Grønland 2 gange. Henad efteråret ankom vi til en lille plads på Delavara floden (Point Brice) hvor vi indtog en ladning petroleum. Da vi kom ud der fra, fik vi på højden af Bormudas øerne en orkan. Jeg havde af en ældre sømand hørt om orkanen, og nu havde jeg i snart 2 år sejlet til søs, men ikke oplevet en sådan, hvorfor jeg i mit stille sind og ungdommeligt overmod ønskede at være med til at erfare noget angående orkanen. Mit ønske blev imødekommet og betog mig lysten til at opleve flere af den slags. En orkans virkning på et skib i rum sø er vidt forskellig, alt efter skibets belastning, dets konstruktion og soliditet. Jeg kan ikke beskrive den kamp et sejlskib og dens mandskab ofte deltager i. Det må opleves. Et sådant af storm og sø omtumlet fartøj ville give interessante filmsbilleder, men filmens helte skal nok hytte sig for en slig medfart, så de kommer der ikke. Vi slap forholdsvis godt ud af orkanens favntag. Den hele ravage var et par knuste både og tab af merssejl og lidt overbords skade. Hen imod jul ankom vi til Tuborg, hvor ladningen lossedes. Jeg rejste hjem og holdt jul sammen med forældre og søskende.

Guds ærinde går hver storm, og den er nok så vild, og i hvor gal den bryder løs,  ham tjener dog hver ild. Grundtvig

Til sagaøen.

Efter den strenge færd på Grønland og Nordamerikas kyster, mente jeg at være dygtig nok til at tjenstgøre som letmatros. Jeg var kun 17 år, men stærk og kunne måle mig med de fleste i almindeligt sømands arbejde. Ude på fæmarken havde jeg læst en del af Islands historie samt Njals Saga m.m., som jeg fandt interessant og mærkelig. Jeg havde den gang tænkt mig og besluttet, hvis det var mig muligt at se det land og efterkommerne af de slægter, hvorom historien beretter.

Jeg tog hyre om bord i en lille skonnert hjemmehørende i København. Den ejedes af en islandsk grosserer og var i stadig fart på Island, hvortil vi ankom efter en fin og behagelig rejse. Vi gjorde i 1881 flere rejser derop og tilbage til København. Da vi i august måned var klar til hjemrejse kom en ung mand om bord og som passager skulle til København for at søge læge. Den unge mand, hvis navn var John Gislason, var præstesøn. Han blev ledsaget om bord af sin søster, men udtalte til hende da hun tog afsked med ham, at han aldrig kom til Danmark. Vi lå med skibet for anker ude på fjorden, hvorfor hun anmodede mig om at sætte hende i land, hvilket jeg gjorde med skibets båd.

Kaptajn og styrmand var i land på fakteriet, og kokken og den anden mand (vi var kun 5 i alt) var gået en tur til fjelds. Jeg var derfor den eneste af mandskabet om bord. Efter at jeg havde bragt Gislasons søster i land og atter kom tilbage til skibet, sad den unge mand på agterdækket. Jeg forsøgte at indlede en samtale, men han svarede mig ikke, hvorfor jeg forføjede mig hen i lukafet, tændte min pibe og gik atter op på skibet. Jeg skulle høre efter, når mine to kammerater samt skipper og styrmand skulle om bord. Det var søndag aften og et herligt vejr, ikke en vind rørte sig. Papos fjorden lå blank som et spejl, luften var ren og klar, som den kan være på de steder, hvor dampere og fabriksskorstene ikke udsender røg og sværte. John Gislason og jeg sad i hver sin ende af skibet, ingen af os havde sans for aftenens stilhed og skønhed. Vi var begge unge. Jeg var ved livsmod og elskede min gerning, medens den ulykkelige islænder sad og rugede over selvmordsplaner. Jeg gik atter ned i lukafet, men hørte straks efter, at kaptajnen prajede for at komme om bord. Jeg gik i jollen, men lagde mærke til. at Gislason da ikke var på dækket, men jeg troede, at han var gået ned i kahytten for at sove. Da jeg tillige med styrmand og kaptajn efter 5 minutter kom til skibet, var islænderen, som vi troede sov i sin køje, ikke til at finde. Der blev søgt overalt, men han var og blev borte.

Sagen blev anmeldt, og forhør blev optaget af sysselmanden. Gislasons søster var noget bedrøvet. Hun huskede broderens ord, at han aldrig kom til Danmark. Hun angrede, at hun ikke blev hos broderen til skibets afgang.

Nu skibet stævnede mod København  Og fjernede sig fra Islands barske strande. Der lå han manden, glemt er nu hans navn  Et vandkoldt lig skjult af de mørke vande.

I slutningen af september måned efter en fin rejse frem og tilbage fra Danmark genså vi atter Paposfjordens munding. Vi håbede at være inde på vor gamle ankerplads inden nattens frembrud, men det mislykkedes, idet det viste sig, at være for høj sø i fjordmundingen. Vi måtte gå til søs igen. Der fik vi et modbydeligt vejr med pålands storm i mange dage. Af og til når det blev roligere vejrforhold, nærmede vi os fjorden, men så snart vi kom i dens nærhed, rejste brændingen sig, eller det blev pålandsstorm. Dette gentog sig gang på gang, men hver gang forsøget mislykkedes, gik det altid ud over den stakkels præstesøn. Vor skipper var en dygtig mand, men jovial og godmodig, som han var, kunne han til tider udtale sig ret frit, og da der var gjort flere mislykkede forsøg på at komme ind, sagde skipper, at det naturligvis var det afskum til præstesøn, der spærrede for fjorden. Det blev vel sagt i spøg, men det, der skete samme dag, vi kom ind, bestyrkede mange særlig af islænderne, i, at skibets fører havde ret i sin påstand.

Efter at have holdt søen i 48 etmål fik vi endelig en chance for at slippe ind. Da vi kom ind mod de yderste skær, så vi en mængde mennesker i nærheden. Vi fandt det lidt mærkeligt, idet ingen menneskelig bolig fandtes derude; men da vi var kommet ind på vores ankerplads, kom 2 mand ud i en båd, og meldte, at en time før vores ankomst, havde de fundet John Gislasons lig ude på det yderste skær. Det var i den anledning, at islænderne havde samlingssted derude. Da vor skipper hørte dette, overraskede det ham ikke. ”Det er hvad jeg har sagt hele for længe”, sagde han. ”Det er det afskum, der har spærret fjorden, så ingen kunne komme ind, før han var kommet op.”

Så mange sagn på øen går  langt flere vel end i land.  Den mand som godt en spøg forstår, om bord en stille mand.         Drachmann

Om denne rejse skrev jeg mange år senere en beretning, der stod i Bornholms Tidendes Juleavis; jeg nedskriver her artiklen, som den står i bladet:

En hård jul på Ishavet af en gammel sømand

Ishavet og polarlandene har en mærkelig tillokkelse for mange søfolk. Til trods for at disse farvande er så farefulde, har de skibe, der befarer disse egne, ingen vanskelighed ved at få mandskab. Den gamle frase der hedder ”Se Neapel og dø” er så forslidt. Ganske vist er det et henrivende dejligt syn, når man en aften inde fra den blå golf skuer ind over staden og Vesuv, der sender sin røgsøjle mod himlen, men dette billede er altid ens, og den der har sagt de bevingede ord:” Se Neapel og dø” har sikkert ikke set polarlandenes vidunderlige fremtoninger. Han har sikkert ikke set de svømmende bjerge, der lig krystalpaladser driver i hobetal ved dets kyster, ej heller hørt naturkræfterne brydes, medens nordlyset flimrede i polarnattens stilhed. Eller mon han har set disse landes beboere, dette urfolk, eskimoerne, der har trodset tidernes ugunst og kæmpet mangen fortvivlet kamp for tilværelsen, Grønlands arme søn, om hvem digteren siger, at han ikke vil bytte sit golde fjeld med kornrig vang.    Et marmorslot det er hans hytte  Og fjeldet er hans Kanan.

Nej eskimoen har selv skrevet sin egen lov og bytter ikke sit frie liv bort for at gå i civilisationens trædemølle. Der hviler et eget præg over disse egne, hvor naturen taler sit alvorsord og minder os om vor ringhed og afmagt.

På disse have og kyster falder det ofte i sømands lod at komme i en eller anden farefuld situation, der til tider kan være så kritisk, at de synes, som død og undergang kun venter for at give et øjebliks frist før den store evighedsrejse skal tiltrædes. Har man oplevet og været med til sådanne hændelser, hvad enten det er om bord i en moderne emigrantdamper, hvor enhver befaling om ro og orden overdøvedes af hysteriske kvinders skrig, eller om bord i en lille synkende sejler, der af stormen tumledes på det oprørske hav lig en kvæstet søfugl, eller kæmper den sidste strid, før den forsvinder fra havets overflade. -, ja, den sømand, der er blevet frelst under så farefulde forhold, glemmer det ikke. Han er, som man ofte ser, en mærket mand, hvis ryg er bøjet i kampen. Han smiler lidt skeptisk til ungdommelige kollegers pral og skipperhistorier. Han ved, det også kan falde i andres lod at komme til at stå ansigt til ansigt med hændelser, som ingen menneskelig magt kan afværge, og han har set, at gæve pralere på nødens dag har bøjet knæ og ihukommet det gamle ord: ”Herre, frels os, vi forgå.”

Den der skriver disse linier hørte engang på en juledag for mange år siden et sådant udråb. Det fæstede sig i min erindring, og det er den tildragelse, jeg her vil berette om.

Det skete på Ishavet om bord i en lille skonnert med 5 mands besætning. ”Anna” af  København, ført af kaptajn Pihl fra Rønne, var på rejse fra Island til Danmark, men blev af hårde storme og modvind drevet langt mod nord. Det var triste dage, vi oplevede. Provianten formindskedes dag for dag i en uhyggelig grad, og at stormen hylede og sneen føg, bidrog ikke til at gøre tilværelsen behageligere eller humøret lysere. Efter at have drevet for stormen i 6 døgn oprandt juleaften også for os, men i barskhed afveg den ikke for fra de foregående nætter og dage. Stormen rasede lige vildt, men vort lille fartøj, der var let lastet, klarede sig fint, det vippede over de vældige søer som en måge. Da julemorgen gryede, var det som elementerne blev trætte af at spille bold med os, og der sporedes et svagt tegn til bedring i vejrforholdene, men det blev kun et par timers hvil, hvorefter stormen atter rasede i al sin vælde.

Klokken 2 om eftermiddagen fik styrmanden og jeg, der havde vagt, noget at se til luvart, som vi antog for at være et isbjerg. Men da det hurtigt nærmede sig, blev vi klar over, at det ikke var et isbjerg, men en flodbølge, der væltede sig mod os. Den var uhyggelig imponerende at skue. Den sås i lang afstand rulle sin hvide kam højt i vejret. Toppen af dette uhyre lignede en mægtig rovfugleklo, der krummer sig for at gribe sit bytte.

Vi blev hurtigt på det rene med, at denne julegæst muligvis nok ville besørge vor begravelse. Men for at blive ved vort gode skib, såfremt der blev noget tilbage af det, tog vi reb om livet og bandt os fast og afventede vor skæbne. Flodbølgen kom nu brasende mod os. Den skjulte fuldstændig skibet, der blev kastet fuldstændig om på siden, så masterne var langs vandet. Da vi atter kom til syne på overfladen, var skibet hårdt medtaget. Kogehus, båd og vandfade var knust, skanseklædning og storbom brækket i stykker, og ladningen havde grundet på skibets overhaling forskudt sig, så skibet blev liggende halv kæntret og kunne ikke rejse sig, Det lignede et hårdt såret dyr, der afventer dødsstødet, hvilket vi mente snart ville komme. Vi kunne intet udrette for at forbedre den næsten håbløse stilling, vi var kommet i, og da natten kom, surredes roret fast, og alle 5 mand tog ophold i kahytten, hvor vi spiste vor beskedne julenadver, der bestod af lidt skimlet brød, hvortil vi ikke kunne tillade os den luksus at få en rigtig drik vand, thi det havde flodbølgen annammet. Men der var sne nok, så tørst led vi ikke. Time efter time henrandt fulde af kval og ængstelse. Selv en julenat er hård, når man afventer dødsdommens fuldbyrdelse, og hvad andet havde vi vel i udsigt! Derfor gjorde vi vort regnskab til det store rederi, og i julenattens timer afsendtes mangen trådløs depeche til ham, hvem storm og sø er lydige.

Endnu 2 dage og nætter rasede stormen og uvejret. Det var som elementet spottede os i vor elendighed. Dog alt i verden får en ende, selv om håbet er ved at briste, og der oprandt roligt vejr, så vi fik skibet lempet på ret køl, og vi med god vind kunne glide mod de hjemlige kyster, dem, vi ikke havde turdet håbe på at gense.

Når nu vinterstormen hyler, og klokkerne ringer jul over land og by, lad os da mindes dem på den våde valplads. Lad os mindes ham, der i nattens lange timer står på sin udkigspost eller ved ror og rat. Lad os at julestjernen må smile ned til ham og bringe ham en lysere julefest end den, der er skildret i foranstående beretning.

Kæreste ven, lad kun være at grue,  tvivlende sjæl, hvorfor er du forsagt? Der er dog en, som kan vejrene true.  Han har og stormens vold i sin magt.  Søg ham, mens hjertet så lystelig banker:  Verden omskifter, han bliver forsand,  Svigter i natten dit ror og dit anker, kald på din frelser, da svigter ej han,  stjernens ild tænder han mild  aldrig kan himlens håb føre vild.          Kingo.

På navigationsskole.

Efter denne islandsfærd, som sluttede i januar måned 1882, tog jeg hyre i et barkskib og var der til hen imod juletid, da jeg rejste til Bogø navigationsskole for at søge teoretisk uddannelse i søvæsen.

Hvad er navigation? Dette spørgsmål bliver af og til fremført af en og anden, og det kan besvares ganske kort. Navigation er den videnskab, der lærer at finde vej over havet, og til enhver tid at kunne afsætte skibets sted i kortet, hvilket sker ved hjælp af nautiske instrumenter: kompas, log og lod, samt kronometerure, sekstant m. m., og ved sidstnævnte at foretage målinger af himmellegemer, som solen, polarstjernen m. m.. Man kan sige, at navigation er en lære i regning. Regning, regning og atter regning. Og da mine forkundskaber i dette fag var yderst ringe, måtte jeg begynde der, hvor børn i yngste klasse i en borgerskole lærer at kende forskel på positive og negative tal. Det kneb derfor i begyndelsen med at følge med. Jeg forstod ikke dette regnevæsen. Jeg havde hørt om noget, der hed decimalbrøk, men var ganske blank med hensyn til forståelse deraf.

De geometriske opgaver fandt jeg ikke så svære. Derimod var de trigonometriske størrelser mig en stor gåde i lang tid. Da jeg havde været på skolen i 3 måneder, blev jeg led og ked af det hele og ville rejse bort. Jeg talte med en af lærerne derom, men han frarådede det meget og trøstede mig med, at jeg kunne få en fin eksamen o. s. v . Efter ½ års forløb var det som om det hele klaredes. Jeg fik indblik i sagerne, og jeg blev af en af lærerne tilrådet til at læse til den udvidede styrmandseksamen, eller som det nu hedder kaptajnseksamen. Jeg fulgte rådet og kastede mig med iver over den nye opgave.

Ved skolen var 3 lærere. De var alle dygtige og agtpågivende overfor unge sømænd. Foruden undervisning i navigationens forskellige fag: regning, måling, højdeobservationer m. m., fik vi også undervisning i at behandle de om bord på et skib hyppigst forekommende sygdomme.

En gang hver fjortende dag kom dr. Møller fra Stubbekøbing. Doktoren medbragte en stor kasse med forskellige sager. Denne kasses indhold var genstand for stor interesse. I den fandtes et helt skelet af et menneske. Denne benrad blev under doktorens foredrag taget ud og sat sammen. Der var alt, hvad der af ben findes i et menneske lige fra hovedisse til fodblad. Lægen indprentede os særlig kendskab til behandling af benbrud. Ved det fik jeg praktisk erfaring, idet en af skolens elever brækkede sin ene overarm. Jeg var lægen behjælpelig med at bringe benpiberne i den rette stilling og at omlægge den sædvanlige bandage.

Nogle år senere, da jeg var styrmand med en islandsskonnert, fik jeg god brug for min lægekunst, idet en mand faldt ned fra rigningen og brækkede benet. Jeg forbandt ham, og da vi efter 14 dages forløb kom i havn, blev han undersøgt af en læge, der erklærede, at alt var i bedste orden.

Kongen af Bogø.

I juli måned ankom til Bogø Chr. Berg, kaldet ”Bogø kongen” med familie m. fl.. Der var Berg og hans hustru, deres søn Sigurd Berg, senere indenrigsminister. Han var på det tidspunkt student. Søsteren frøken Hanna Berg, senere gift med folketingsmand højesteretssagfører Høgsbro.Blandt Bergs gæster bemærkedes biskop Monrad. Berg var dengang formand i folketinget. Han var en velset gæst på den lille ø. Han ejede og drev Navigationsskolen og var meget interesseret i de unge sømænds ve og vel. Det år var der 48 sømænd på skolen. Over halvdelen af disse er, da dette skrives, landet hinsides, men vi, der er tilbage mindes med glæde den tid, da hr. Berg og fru Maren ferierede blandt os. De stræbte alle på at glæde os. Berg arrangerede udflugter, sammenkomster og skovballer, hvor dansen gik lystigt til den lyse morgen

At høre Berg holde en tale til ungdommen var en nydelse og berigelse. Berg forstod som få at dirigere sine ord, og mangen gammel skibsfører vil mindes den gamle kæmpe, når han talte for flaget og lagde os på sinde, at vi som vordende skibsofficerer havde forpligtelse til, så vidt det stod til os, at vort gamle flag kunne vises med ære i fremmede lande.

Berg var idealist og frihedsmand. Han og den gamle hvidhårede bisp Monrad, grundlovens fader og ministerchef, var intime venner. Det var som om den ene ikke kunne undvære den anden. Man så dem altid sammen, når de hver morgen og aften foretog fodture over øen.

Ja, det var en herlig sommer. Det var, som man efter strabadserne oppe i Ishavet var omplantet til en ny tilværelse.

Vel hårde timer i land og om bord  har vendt mit sind og min trøje.  Dog hang jeg på råen, og stod jeg ved ror, der svævet et syn for mit øje. Den skolegangs tid da i kærligheds navn jeg lærte at styre til søs og i havn.  Drachmann.

I december måned efter at have gået på skolen i 1 år, blev jeg indstillet til at gå op til eksamen. Det gik som den gamle lærer havde sagt. Til den almindelige eksamen opnåede jeg en god middelkarakter, og i den udvidede, det der nu hedder kaptajnseksamen, erholdt jeg endnu bedre bevis.

Atter til søs.

Nu var man færdig med den teoretiske Uddannelse, men jeg var kun 19 år gammel og havde ikke den lovbefalede praktiske erfaring. Jeg havde ikke sejlet som matros, hvilket forlanges for at få certifikat som styrmand. Jeg aftalte da med min tidligere chef, kaptajn Toxværd, om at gøre min første matrosrejse med ham til Grønland og Amerika. Jeg var hjemme i Allinge, da jeg modtog hans ordre om at indfinde mig, og var klar til at afgå med Østbornholmeren til København for at gå om bord i Alba.

Da damperen kom ud for Allinge, rejste sig en østlig snestorm, så skibet ikke kom ind. Jeg kom derfor ikke tids nok til København og mistede derfor min plads. Jeg fik dog set Alba, da de lettede anker på Københavns red og afsejlede på den sidste skæbnessvangre rejse, der kostede kaptajn Toxværd og hans brave mænd livet.           Det gamle ord, der hedder   ”Den herren vil bevare er udenfor fare. Står ved magt både på land og sø.”

En kapsejlads med den sorte mand.

Da nu grønlandsfærden blev afbrudt, tog jeg hyre med en skonnertbrig fra Svendborg. Da vi 5 sømænd afrejste pr. bane fra København til Svendborg for at komme om bord i skibet, var 2 af dem, en letmatros og stevarden i løftet stemning. De havde smagt rigeligt på de våde varer. De sang og holdt kommers og vi blev snart alene i kupeen. Ved en af stationerne på Sjælland kom en ældre sortskægget velklædt herre ind i samme kupe. Han satte sig ved vinduet og var tilsyneladende i trist stemning. Han værdigede os ikke et blik. Først da letmatrosen begyndte at fortælle om et Svendborg skib, han havde sejlet med, og som efter hans udsagn var en ren slavekasse, vendte den sorte ved vinduet sig og så på fortælleren, der, bedugget som han var, lod munden løbe og trøstede os med, at alle Svendborg skibe var slavekasser. Hårdt arbejde og dårlig kost var fælles kendemærke for dem alle. Letmatrosen havde en flaske kognac i lommen. Han lod den gå rundt til hver af os og fik flasken tom tilbage. Han gik hen til den sorte ved vinduet, skubbede lidt til ham og kastede flasken ud gennem lemmen, medens han sang en forslidt sømandsvise, hvis omkvæg lød:

Se kokken og kaptajnen  Det var en sveden hund  Fra Svendborgegnen.

Det var henad aften, da vi kom til Svendborg, Vi gik om bord og meldte os til styrmanden. Den næste dag kom kaptajnen. Der blev stor overraskelse, da det viste sig at være vor rejsefælle, den sorte herre, der sad ved kupevinduet og hørte den smukke sang m.m.. Der var sære rygter i omløb angående dette skib og dets fører. Det fortaltes at 13 mand var sejlet over bord og omkommet. Jeg spurgte sømanden, om det var sandt. Han ville dog ikke udtale sig derom, men bekræftede, at skibet året før var kommet ind til Frederikshavn, efter at 6 af mandskabet var slået over bord af en styrtsø. Der var kun den sorte og en dreng tilbage af skibets 8 mands besætning.

”Her sejles hårdt”, sagde styrmanden, og det var ikke praleri, hvilket vi alle måtte erkende. Forholdene om bord var dog ret gode. Skibet var næsten nyt og i udmærket stand. Kost og forplejning var, i modsætning til mange andre steder, fortrinlig. Man kunne haft det behageligt og godt i dette nye og gode skib, hvis der bare ikke havde hvilet denne triste stemning, der ligesom lagde en klam hånd over alt og alle. Den Sorte, som vi altid sagde, når vi talte om skipperen, sagde aldrig et ord uden i nødsfald. Han nedskrev sine ordrer til styrmanden på en i kahytsnedgangen hængende tavle. Jeg hørte aldrig, at skipper og styrmand talte til hinanden. Dette forhold satte et trist præg. Styrmanden, der var en flink mand, sagde, at den sorte rugede over mørke tanker og en snavs samvittighed, hvilket kunne være årsag til hans tavshed.

Henad efteråret ankom vi til Charlestown i Skotland for at laste kul til Svendborg. Der lå 2 andre skibe af samme type og størrelse. Vi blev alle tre færdige samtidig og skulle alle til Svendborg. Nu vidste vi besked med, hvad der skulle ske. Svendborg skipperne var hårde halse. Den ene lod sig ikke gerne sakke agter ud for den anden. Nu ville der blive kapsejlads over Nordsøen og Kattegat. De andre skibes mandskab havde stor respekt for den Sorte og hans skib: ”Han er djævel og bliver altid den første, det betyder mindre for ham, om det halve af mandskabet bliver skyllet over bord”, sagde en ældre sømand. Vi slap dog let over Nordsøen, men i Skagerak fik vi storm og modvind, og her var det, at styrkeprøven kom til at foregå. Vi sejlede hårdt. Den Sorte gav ikke ordre til at bjerge sejl, før den hårde nødvendighed bød det. Vi førte svære sejl, og skuden arbejdede hårdt og væltede en masse vand ind over dæk og luger.Vi passerede flere skibe, der lå underdrejet for et lille sejl og drev for vind og vove, medens vi førte undermerssejl, rebet overmerssejl, stagfork, stagsejl, klyver, 2 mellemstagsejl og dobbeltrebet storsejl. Omsider blev det for meget. Søen tiltog. Skibet var som et trækdyr, der er blevet pisket til den højeste kraftudfoldelse. Det fik med kort mellemrum et par brådsøer over, der lavede en del ravage. Da dette var sket, blev der givet ordre til at bjerge klyveren. Det havde jeg forudset og taget min beslutning. Vi fik klyveren halet ned, og da styrmanden beordrede 2 mand ud for at beslå sejlet, advarede jeg mine kammerater og nægtede selv at gå der ud.

At gå ud på spryd og klyverbom, når skibet puttede hele snuden ned under vand, var et meningsløst vovestykke. Jeg henstillede dog til styrmanden, at hvis han selv eller den Sorte turde vove det, da var jeg villig til at slå følge. Da styrmand varskoede skipper, at mandskabet alle som en nægtede at gøre klyveren fast, blev jeg som opmand til oprøret kaldt agter ned i chefens kahyt, og her tordnede den Sorte mig i møde. Nu havde han fået sit mæle. Han rasede og spurgte om jeg vidste, hvad jeg udsatte mig for ved at nægte lydighed. Han spurgte om jeg kendte noget der hed søret og sølov, hvorefter jeg ville blive tiltalt og straffet med tab af hyre samt erstatning for klyveren, der var pisket i stykker. Jeg svarede ham, at jeg kendte både til søret og sølov, der også fastsatte, at en skipper havde pligter overfor sine folk, og han måtte ikke ved utidige narrestreger udsætte sit mandskab for skade på liv og helse. Dermed var audiensen forbi. Jeg gik op på ruftaget og stod klar af brådsøerne, som gang på gang væltede ind over skibet. Disciplinen var brudt .

Vi kom til Svendborg 8 dage før de andre skibe.

15 År senere, da jeg som ung skibsføer kom til Svendborg, mødte jeg min gamle sorte kaptajn. Han kendte mig ikke, da jeg hilste på ham, og sagde, at det glædede mig at hilse på min gamle chef. Han havde for 10 år siden forlist sit skib og var nu knuget af sorg og modgang blevet på landjorden. Da jeg hentydede til kapsejladsen i Skagerak, var det først, at han erindrede den unge matros, der havde optrådt respektstridigt. Jeg tog det derfor som en indrømmelse og kompliment, da han sagde, at bravere sømand havde han aldrig haft på sit skib. Vi drak et bæger sammen på mit skib og skiltes som de bedste venner.

Der jog et minde fra gammel tid  Som et lyn over gamlingens træk. Han kendte matrosen, der voldte en strid  da søen rejste sig skummende hvid  og brød over ræling og dæk.

På de lange rejser.

Indtil året 1889 sejlede jeg som styrmand med forskellige skibe, deraf 2 år på Island, derefter på Middelhavet, Amerika o.s.v.. På hine tider blev man ikke velhavende ved at sejle. Styrmandslønnen var kun 65-68 kr. pr måned. Enhver vil forstå, at med en så lille fortjeneste, var der lange udsigter til at få fod under eget bord, og dog var der mange sømænd, der sejlede som matros for en hyre af 38-40 kr. pr. måned, som var familieforsørgere. Det var små kår og små forhold, at mennesker dengang levede under. Der sattes heller ikke store krav. Man var nøjsom, hvilket var en nødvendig dyd, thi en sømands kone havde som regel en trækseddel på 30 kr. pr. måned, d.v.s. 1 kr. pr. dag. Deraf skulle hun betale husleje og sørge for klæder og mad til sig og rollingerne. Dengang fandtes ikke hjælpekasser, arbejdsløshedskasser eller lignende humane foranstaltninger, men derfor fandtes heller ikke mange snyltere, som der senere er blevet, og hvoraf mange forsøger at leve på understøttelse uden at ville arbejde. Jeg tabte lyst til at fare på de lange rejser, hvor man månedsvis lå og dinglede ude på havet. Kosten om bord var mangelfuld og drikkevandet ofte til at blive syg af at nyde. Jeg havde nu lært sømandshåndværk og besluttede ved første lejlighed at forsøge med mindre skibe på Øster- og Nordsøen

I året 1889 blev jeg fører af en lille skonnert, som jeg førte i 8 år i fart på østersøiske havne. I 1898 overtog jeg et nyt og større skib, hvori jeg købte en fjerdepart. Dette skib førte jeg på England og Skotland og Østersøen. Min hustru og vore 2 sønner, Hagbarth på 4 år og Herluf på 2 år var med om bord og fik en forsmag på, at livet på søen ikke altid er rart.

En af de sidste rejser med dette skib foregik i oktober 1899. Vi var på rejse fra Lemvig til Vest Wenys Firth of  Forth  Skotland. Denne rejse blev både streng og lang. Vi kæmpede med hårde vestlige storme i 26-27 døgn. Af og til når vejret bedredes, krydsede vi os over mod den engelske kyst, men blev atter af storm og sø kastet tilbage. Efter 26 døgns forløb skiftede vinden. Den blev nordøst med regntåge og orkanagtig storm.

Vi var på det tidspunkt tæt over Firth of Forth`s munding, men da jeg de sidste 2 døgn ikke kunne få nogen solobservation og tvivlede på, at bestikket var rigtigt, var jeg ikke glad for den situation, vi var stedt i, thi skulle ulykken ske, at vi kom på en læger med ballastet skib, da ville vi være redningsløs fortabt.

Jeg drøftede sagen med min styrmand, der tidligere havde ført skib. Vi blev enige om at holde ind. At dreje til for at afvente bedring i vejrforholdene turde vi ikke indlade os på med ballastet skib i pålands storm tæt ved land, det ville være ensbetydende med undergang. Jeg trøstede mig til, at fortets munding var bred og håbede, at bestikket ville passe.

Kl. 12 middag den 30.oktober kom vi i nærheden af et stort skib, der viste sig at være ”Elise” af Esbjerg styrende tilsyneladende samme kurs som vi. Vi forsøgte at komme på prajehold, men det mislykkedes. Elise holdt nu en lidt sydligere kurs, og min styrmand tilrådede at følge efter, hvilket jeg ikke ville indlade mig på. Vi tabte hinanden af syne. Den fremmede sejler forsvandt i tågen. Den styrede, som det senere viste sig, sin undergang i møde. Jeg gik ned til min hustru og bad hende stå op og klæde sig og drengene på. Jeg satte hende så skånsomt som muligt ind i situationen og gik atter op på dækket, hvor jeg bemærkede at søen, der hidtil var normal, pludselig toppede og brød, så det hele var som en skummende heksegryde. Dette var en beroligelse, thi jeg vidste, at søen, der hidtil var normal, pludselig toppede og brød, så det hele var som en skummende heksegryde. Dette var mig til stor beroligelse, thi jeg vidste, at det var tidevandet fra Firth af Forth, der ebbede, og at dette kan bevirke, at havets overflade får et gnistrende udseende, når strømmen er på vinden. Jeg stod og stirrede ud i regntågen. Vi læssede for den bare rig. Jeg ønskede, at min hustru og begge drenge var i behold på det faste land. Nu var det vor skæbnetime. Nu skulle det afgøres, om vi kom godt fra denne færd, eller om vi alle skulle følges ad på den sidste store rejse. Vi forsøgte at tage lodskud. Det blev på grund af skibets store afdrift ikke nøjagtigt og havde nær endt med kæntring. Jeg turde derfor ikke dreje til mere, men styrede kurs som før, indtil ved kl. 2, da vi pludselig kom omtrent lige på en sort bøje. Det var sømærket ud for Isle of  Hayn på nordsiden af Firth of Forth`s munding. Nu blev der glæde om bord, da man fik kending og stedsbestemmelse. Vi styrede op på Leith`s red, hvor begge ankre og al kæde måtte benyttes, Thi stormen rasede lige vildt. Da vi næste dag ankom til Wenyes, modtog vi det sørgelige budskab, at barkskibet Elise var strandet og sønderslået ude på skærene mellem Bas Rock og Leith. Hele skibets besætning, i alt 11 mand druknede. Da jeg viste min styrmand avisernes beretning om Elises og dets mandskabs ulykkelige skæbne, da indrømmede han, at det var godt, at vi holdt vor egen kurs og ikke holdt Elises kurs.

Ja, da jeg så i mulmet ud  og øjned lutter tåger, jeg lærte, at der er en gud, som over mulmet våger,  som styrer gennem røg og brand  sin tugts, sin nådes tvillingspand. Mod målet i det høje,  han salved mig mit øje.  At tjene ham er idel fred       Endog ved afgrundsranden,  og just fordi så vidt jeg ved,  at Han og ingen anden  er kærlighed og sandheds sol  og har en evig kongestol:  Derfor til korset svor jeg;  derfor på Kristus tror jeg.

Chr. Richard.

Desværre slutter morfars erindringer her. Jeg kunne godt have ønsket mig noget mere at vide om resten af hans liv. Jeg ved, at han på et tidspunkt blev værtshusholder på hotel Erna, det senere hotel Herold. Hans to sønner Hagbarth og Herluf har jeg begge mødt. Herluf var maskinmester, der sejlede under krigen, blev minesprængt, og derved fik ødelagt sine nerver og blev tårnkranfører på Svendborg skibsværft. Herluf, udlært maler, udvandrede til Amerika som 19-årig, men kom som 77-årig en tur til Danmark for at se det gamle land igen (uden at nogen havde hørt fra ham i mange år). Ud over de to sønner var der fra et tidligere ægteskab, en datter, Karla, hvis mor døde i barselssengen. Hun boede ovre og havde ikke megen kontakt med familien her. Jeg har dog truffet hende. Senere kom der en datter mere, nemlig min mor, Herta, der døde som 34-årig, da jeg var 4 år.

Morfar blev lods i Hasle samtidig med, at han var arrestforvarer og en slags pedel ved rådhuset i Hasle, hvor han boede ind til sit otium Han var også referent til Bornholms Tidende. Men hvorfor han holdt op med at sejle, er jeg ikke klar over. Jeg kan gætte på, at familien syntes, at han skulle foretage sig noget mindre farligt. Han døde efter en blodprop, som han fik, da han var ude i en båd for at fiske.

Erik Anker