Orgelmusik i natten.

Historien om en usædvanlig skikkelse, der var postbud om dagen, musiker om aftenen og orgelbygger i nattetimerne samt endda nåede at give 12 børn et hjem.

Her i huset var der altid musik, fortæller den 72-årige rentier, tidligere snedker, Christian Lind, Hasle. Han er et af de få tilbageværende børn af den længst afdøde orgelbygger, musiker, landmand, stenhygger og postbud Janus Lind, der bl.a. byggede Ruts kirkes orgel, som nu tages ned, fordi det ikke kan mere, og måske ender sine dage på museet i Rønne som udtryk for en jævn, ulært mands snilde og hans udnyttelse af musikalske evner.

Chr. Lind fortæller videre, at der var 12 børn i hjemmet. Allerede i 1894 var der kun syv tilbage, og i dag er vi kun tre. Jeg er den yngste, og jeg var ikke mere end 11 år, da far døde i 1904, 57 år gammel. Det var bogstaveligt hans interesse for orgler, der gav ham den sygdom, som førte ham i graven. Han måtte benytte nattetimerne til orgelstudierne, og en november nat i 1904 gik han til Rutsker for at foretage en reparation af orglet, men kulden var for hård ved ham, og et par dage efter ramtes han af en voldsom lungebetændelse, der lagde ham i graven på mindre end en uge.

Værksted på det bare loft.

Til at begynde med havde far og mor en lille ejendom oppe ved Trekanten. De havde købt fire tønder land fra Frigård, og de byggede selv hus og stald. Ved siden af arbejdede han som stenhugger. De var to brødre, der var stenhuggere, og de ”satte” stenene til granitkirkerne i Østermarie og Vestermarie. De kom derfra og til ved at gå. Når de var hjemme en søndag startede de turen til Østermarie sent om aftenen for at kunne nå frem til arbejdstids begyndelse.

Men før jeg blev født, flyttede de til Hasle og boede i det selvsamme hus, som jeg har nu, og selv om jeg jo ikke var så gammel, da far døde, har jeg alligevel nogle erindringer om ham. Jeg kan huske, at han havde indrettet sig et meget primitivt værksted oppe på det bare loft. Der havde nogle af os også vores værelse, og jeg har mange gange hørt ham stå ude på loftet og stemme sine orgelpiber. For at lette arbejdet med stemningen af de større piber, havde han lavet sig et træstempel, som han kunne sætte i piberne og så pumpe frem og tilbage. – Kunne børnene sove for det tuderi? – Ja, det kunne de. Det skulle de simpelthen. Han ville ikke forstyrres. Han kunne selvfølgelig heller ikke få så meget tid til at tage sig af os, men han holdt meget af, at der skulle spilles i hjemmet. Selv gik jeg hos lærer Ryssel for at lære at spille orgel, og en dag kom far hjem med en lille blikfløjte, som han havde købt til mig. Det gik også meget godt, selv om det var begrænset, hvad man i det hele taget kunne få ud af et så billigt instrument, men det næste blev en klarinet – det instrument, som han også selv spillede og satte megen pris på. Jeg lærte at håndtere klarinetten så nogenlunde, og når far spillede på sit stueorgel, spillede jeg dertil på klarinetten. Der var også andre af mine søskende, der spillede, men det hørte op for os alle sammen, da far døde, og der blev så meget andet at tage vare på. – Hvordan kunne han klare opdragelsen af sine 12 børn ved siden af? – Det kunne han heller ikke. Der blev i hvert fald ikke meget tid til det, men han havde en dygtig kone, som forstod at klare de ting ved siden af alt det andet, og når aftenen kom og der var faldet ro over foretagendet, startede hun symaskinen, mens far spillede.

Musik på den lange posttur.

Men den musik, vi selv leverede her i huset, var kun småting. Far var dirigent for et par sangkor og med i et orkester, som øvede sig meget i stuerne her. Desuden havde han et familieorkester, om jeg må sige det sådan. Det var sådan, at han havde en forfærdelig masse brødre. Otte af dem dannede et orkester, som drog ud på gårdene og spillede til gilderne og sådan. Det var de melodier, der gik fra mand til mand dengang, men far lavede også nogle selv, og det var oftest på postturene, han gik og fandt ud af den slags. Ruten gik her fra Hasle, gik over Torpebakkerne, videre til Splidsgård i Klemensker og Spellingemosen i Rø. Der vendte han om og gik samme vej tilbage, men der var jo tid nok til at gå og fundere over de musikalske problemer, og derfor havde han altid klarinetten med sig. – Der går en historie om, at brødrene engang skal have hørt Trandberg tale og under påvirkning af hans ord have lagt spillet til side. Er det rigtigt? – Det var vist i Ols kirke. Brødrene var på vej til Allinge for at spille til et gilde, men de nåede aldrig frem. Om det er helt rigtigt, ved jeg ikke, men det blev i hvert fald ikke til mere med, at de tog ud sammen og spillede.

Det blev til 13 orgler.

Men, hvor mange orgler lavede deres far i grunden? – Jeg mener, det skulle være 13 – stueorgler og kirkeorgler, og det var udelukkende i aften og nattetimerne, det foregik. Han spillede også orgel i et par kirker, og da han havde lavet orglet til Ruts kirke, var det en betingelse, at han skulle spille gratis på orglet det første år, men jeg tror såmænd, han spillede gratis hele tiden. – Hvor meget fik han for orglet til Ruts kirke? – 500 kr. Men dengang havde han været i Svaneke og to nætter arbejdet med reparation af orglet der. Da han var færdig, sagde han, at han skulle have tre kroner for arbejdet. Det syntes de var meget. Så vil jeg slet ikke have noget, sagde han, og derved blev det.

Natlig sult.

En anden historie, som er kommet til os via tidligere graver ved Ruts kirke, nu sygekassekasserer Emil Hansen, skal slutte disse spredte træk om Janus Lind: kirkeværge Claus Klo kom en nat mellem kl. 1 og kl. 2 gående forbi Ruts kirke. Han så, der var lys og undrede sig. Som kirkeværge havde han pligt til at se efter, hvad det kunne være, og oppe ved orglet fandt han Janus Lind. – Hvor kommer du fra? spurgte Lind. – Jeg har været til selskab, men skal du ikke hjem? – havde du bare stukket lidt i lommen, for jeg er både sulten og tørstig!

Denne artikel stod i Bornholms Tidende den 23. september 1966, skrevet af B-d.