Frede Engell-Hansen.
Mit manuskript i forbindelse med mit foredrag ved Hasle – Egnens Lokalhistoriske Forenings medlemsmøde lørdag den 30. oktober 2004!
En foredragsholder taler ved et møde om spiritussens skadelige virkning, for at demonstrere det, tager han et glas med sprit frem og lægger en levende orm i det, ormen dør øjeblikkelig.
Foredragsholderen ser så ud over forsamlingen og spørger: ”Nå, hvad kan man så lære af det? ”
Efter en tids dyb stilhed, er der en ældre dame som er meget imponeret, der svarer. Jo, har man orm i maven, så vil det være godt at drikke spiritus!
Har det noget med kommunal politik at gøre ? ?
Rutsker sogneråd de fik den 1. april 1966 deres første kvindelige medlem af sognerådet, det var Martha Sonne. Henning Westh bød hende velkommen og sagde blandt andet: hvis du skal kunne begå dig blandt os mænd så skal du kunne drikke snaps, ryge cigarer og kunne tåle vovede historier. Jeg kan sige, at det ikke var noget problem for hende. Hun blev i øvrigt både det første og sidste medlem af Rutsker sogneråd.

Tak for velkomsten!
Da Cai Kruse spurgte mig om jeg ville fortælle lidt om sogneråd og byråd i tidligere tider, var jeg lidt forbeholden, for jeg har aldrig skrevet noget ned om de ting. Men efter et stykke tid, så sagde jeg til Cai at det ville jeg gerne. Der er jo ikke mange tilbage af de der sad i de kommunale for 40 år siden, så hvis jeg husker lidt forkert er der ikke mange der ved det. Fra Hasle byråd er der Henry Holm og fra Rutsker sogneråd Henning Westh og mig. Jeg tror ikke der er nogen tilbage fra Klemensker og Nyker sogneråd.

Når Socialdemokratiet i Rutsker lavede en liste til sognerådsvalget, så skulle vi sørge for at kandidaterne var nogen der var kendt af folk i sognet. Personerne skulle bo fordelt i sognet, de skulle helst repræsentere forskellige arbejdsområder f. eks. Håndværkere, stenhuggere / stenarbejdere , husmænd og fiskere. Var der en, der var godt kendt i idrætsforeningen Standard, så var det også et godt emne. Der var nedsat et kandidatudvalg der lavede listen. Om det var demokratisk kan diskuteres, men det var taktisk udmærket. Dengang var det en stor ære at komme med på kandidatlisten, det var heller ikke svært at finde egnede og villige kandidater. Den første gang jeg var på kandidatlisten, var til sognerådsvalget i 1962. valget blev afholdt først i marts måned og det nyvalgte sogneråds funktionsperiode begyndte 1. april. Jeg var placeret langt nede på listen, der blev sagt at jeg var så ung, så jeg kunne godt vente nogle år med at komme i sognerådet. Valgdagen holdt jeg fri fra arbejde for at være med til at køre folk frem til afstemningsstedet, som var Rutsker Forsamlingshus. Jeg fik overladt sognerådsformand Harald Hansens bil, som jeg så hele dagen efter en tilrettelagt plan kørte folk til afstemningsstedet. Det var jo utrolig spændende, dels om vi beholdt flertallet, så Harald Hansen kunne fortsætte som formand og for mig om jeg fik så mange personlige stemmer så jeg kom med. Afstemningen sluttede som nu kl. 20.00. Men optællingen af stemmerne foregik anderledes end nu. Når afstemningen var slut, blev alle stemmesedlerne tømt ud på bordet og Harald Hansen tog nu hver enkelt stemmeseddel og læste højt hvilket parti der var stemt på. Der var mange mennesker i salen der var mødt op for at høre resultatet. De sad så med papir og blyant og skrev ned efterhånden som stemmesedlerne blev læst op. Det tog jo nogen tid og man fornemmer spændingen i salen. Resultatet blev at Socialdemokratiet fik 4 og Venstre 3 mandater der skulle vælges i alt 7 medlemmer. Efterfølgende blev de personlige stemmer optalt, jeg havde fået så mange personlige stemmer at jeg var valgt. De øvrige var fra Socialdemokratiet Harald Hansen, Villiam Stub Holm og Gustav Jensen. Fra Venstre Henning Westh, Jens Otto Marker og Holger Boesen.
Den 1. april 1962 indtrådte jeg så i Rutsker sogneråd. Der var sognerådsmøder en gang om måneden. Møderne blev holdt i Rutsker forsamlingshus, kl. 18.00. der var et lokale der blev kaldt sognerådsstuen, hvor der stod et stort bord med grøn filtdug på. Det er svært at beskrive de følelser man havde første gang sad ved bordet med sognerådsformanden for bordenden og vi andre ned ad siderne. Sognerådsformanden ikke alene ledede mødet, han førte også protokollen, der var ikke andre til det. Sognerådet var også socialudvalg og møderne i dette udvalg blev holdt efter sognerådsmødet. Det var også sognerådsformanden der lavede dagsordenen til sognerådsmøderne. Vi havde ingen kopimaskine så dagsordenen blev skrevet på skrivemaskine på tyndt papir med kalkerpapir i mellem, man kunne så have gennemslag på 3-4 papir og derved nøjes med at skrive det samme 2 gange. Der var forskellige uskrevne regler man blev belært om fra starten, bl. a., at man ikke kom forsendt til et møde. Sognerådsmødet startede kl. 18.00 præcis, hvis et medlem ikke var mødt til tiden, så kostede det en omgang øl, der fandtes ingen undskyldning der fritog pågældende for at give omgangen, så det var bare om at ringe til købmand Henning Jørgensen, som boede lige overfor, så kom øllet. Der var også tradition for, at man havde madpakke med til mødet, som blev spist efter mødet. Endvidere var der tradition for at der skulle snaps til maden, men det var ikke på kommunens regning. I den måned man havde fødselsdag, skulle man give en flaske snaps, når vi så nøjes med at drikke det halve efter hvert møde, så havde vi nok til alle møderne. Der skete så det, at vi efter nogle møder kom til at hygge os lidt for længe og flasken blev tom, så var der ikke andet at gøre end at klunse om hvem der skulle være den glade giver næste gang. Socialudvalgsmøderne var som regel ret korte, det var mest efterretningssager der var på dagsordenen, de få sager der havde været i løbet af måneden, havde formanden som regel klaret. Udvalgsmøder blev der ikke holdt så mange i de år, det meste blev klaret af det samlede sogneråd. Efter at kommunen sidst i halvtredserne havde overtaget og moderniseret Rutsker forsamlingshus, blev der også bygget til så der blev plads til kommunekontor, som bestod af et kontor, hvor der var 2 arbejdspladser, samt plads til ekspedition, derudover var der et lille kontor til samtaler, endvidere var der en boks. Udover en gammel skrivemaskine og en regnemaskine, samt en duplikator var der ingen tekniske hjælpemidler. I 1956 havde man et stort stormfald i kommunens skov, Rutsker plantage, det var pengene fra ekstra store træ salg der finansierede moderniseringen af forsamlingshuset, samt bygning af kommunekontoret. Der blev også i den forbindelse indrettet lejlighed på loftet til pedellen.
Kommunens veje havde en høj prioritet, målet var at alle sogneveje skulle asfalteres, men skatte evnen var jo ikke så stor i sognet, så vi nåede ikke altid så meget som vi kunne ønske. En gang om året var sogneråd på heldags vej tur. Vi startede ved nitiden om formiddagen med at køre rundt og besigtige vores egne sogneveje og drøfte hvad arbejde der skulle gøres, efterhånden som der blev økonomisk mulighed for det. Hen imod middag var vi så hjemme og hente vores koner, som havde madkurven tillavet, de havde haft en travl formiddag, for vi skulle have mad med til både frokost og aften. Drikkevarerne var den dag på kommunens regning. Vi kørte så rundt på øen og så på de andre kommuners vej og hvad der kunne være af interesse. Vi hyggede også os med vores medbragte mad. Det blev som regel lidt hen på aftenen inden vi kom hjem.
Rutsker centralskole var blevet bygget i årene 1959 /61 og blev indviet i sommeren 1961 med en stor frokost for alle håndværkerne og andre der havde medvirket ved byggeriet. Man havde dengang den opfattelse at de små børn i 1. og 2. klasse havde bedst af at gå i en mindre forskole, så de blev i de gamle skoler og kom først i centralskolen fra 3. til 7. klasse. Men efter få år blev forskolerne nedlagt og centralskolen udbygget til alle elever fra 1. til 7. klasse. Hvis man var medlem af skolekommissionen, havde man forpligtigelse til at overvære årsprøverne i de enkelte klasser. Det med at lære salmevers udenad, var heller ikke helt afskaffet i de år. I Rutsker havde vi ikke 8. – 9. klasser eller realklasser, men vi havde en aftale med Hasle skole, at mod betaling kunne Rutsker sende børnene til overbygningsklasserne i Hasle skole.
Efter aftale mellem de bornholmske kommuner udenfor Rønne, blev der i 1967 / 68 bygget 2 fælles forbrændingsanlæg, samt indført renovation i landkommunernes byområder, byerne havde det i forvejen, det blev besluttet at affaldet skulle samles i papirsække, byens skrællespande blev derved afskaffet. I Rutsker var det Vang og Kirkebyen der blev omfattet af ordningen. Det blev ikke lige godt modtaget overalt. Vi var et par sognerådsmedlemmer, Holger Boesen og mig der skulle rundt og orientere beboerne i de berørte områder om ordningen. Nogle beboere mente at det var helt unødvendigt, at pålægge dem den ekstra udgift, for de havde ingen problemer med affaldet. Der blev sagt til os, at vi kunne blive stoppet i et par affaldssække og sejlet ud og sænket i haver. Men når man så hvad der blev smidt i skoven og på stranden, så var det nok alligevel en god ordning der blev indført. Forbrændingsselskabets repræsentantskab holdt møde en gang om året. Det blev besluttet, at så længe selskabet havde gæld fik repræsentantskabet kun kaffe ved repræsentantskabsmøderne. Men da gælden var betalt blev der serveret middag efter møderne.
Skatteligning var også sognerådets opgave. Når sognerådet startede på opgaven, havde sognerådsformanden på forhånd åbnet og gennemgået alle selvangivelserne. Ligningsarbejdet foregik om dagen og der gik ca. en uge med den opgave. Efterfølgende gik der også et par dage med opkaldelser(torskegilde). Vi fik næsten ingen økonomisk dækning for deltagelse i møderne, så det kunne let koste en ugeløn og det var faktisk meget belastende dengang. Selve ligningen foregik på den måde, at formanden gennemgik hver enkelt selvangivelse og så havde vi andre som opgave at indføre tallene i skatte bøgerne. Efterfølgende blev der så taget stilling til om selvangivelsen kunne godkendes. De fleste skatteydere var landmænd, fiskere og lønmodtagere. De små erhvervsdrivende havde ikke regnskabspligt. Ofte stod der kun 3 tal på deres selvangivelse, Indtægt – Udgift – Formue, de fleste havde på fornemmelsen hvad der ville blive godkendt. Det vi gjorde var at sige, hvis en skatteyder oplyste at han havde tjent 9.000 og havde haft 3.000 i udgift og formuen var uændret, så havde de haft 6.000 til deres privatforbrug. Men hvis formuen havde steget, så måtte de have brugt noget af indkomsten til at sætte i banken og derved havde der været mindre til privatforbrug, modsat hvis de havde fået mere gæld. Det var så os der vurderede om der var plads i deres indkomst til et rimeligt privatforbrug. I sådant et lille lokalsamfund kendte man jo de fleste og havde også kendskab til om der havde været en større familiebegivenhed, f. eks. en rund fødselsdag, som var blevet fejret på behørig vis, ja så skulle der også være plads til den udgift i privatforbruget. For at der ikke skulle være nogen der sagde, at det ikke gik ordentligt til, så startede vi altid med sognerådsmedlemmer, det niveau vi lagde der, var så udgangspunktet for efterfølgende ligning. De selvangivelser som ikke kunne godkendes blev lagt på en bunke og deres ejere blev så senere indkaldt for at give nærmere forklaring. Der var også skatteydere der vedlagde forskellige skriverier, mere eller mindre venlige. Der kunne også være humoristiske. Jeg har et lille digt, som en lille husmand havde medsendt, det var nogle år før jeg kom med. Digtet har været optrykt i daværende Bornholms Avis og lyder sådan.
Et fæzeligt nâgt Bryderi livæl ed,
Når Skattasjemaen hon ska skrives.
Dær ska ju mæijles, va nâu sæl enj ved,
va Ægj enj hâ brygt, å va Koen har gjed.
Dær inter æt majed må lives.

Met Regenskav ded e vel mæn så som så,
der rapt kaijn forgjæddes så maijed,
Men livæl jâ troer, ded passar pånå.
Ijntægtarna hâr vad så arbarmelia små,
sâ nâuehen sæl ja torr sajed.
Enj Krødda pjuskua Høns – en haldan Ko,
gjer inte stort te Skattaæuna.

Ded grâned, jâ tjænte forudan, kaijntro
(å som Ni nok har set, dær på Sjemad sto)
e vel nâuhen vært å næuna.

Jâ hâr kansje drevved mijn Ajendom lort,
skulle tâd nogged mera udåd,
men ded e levæl lættere sajt ijn gjort,
for lided å sjided bler alri te stort,
vor majedeijn så jøssar op’d.

Vis a te næsta År jâ får i Grân mer,
skad skrives på Sjeman – jâ lâuer.
Å så vil jâ ønska – va nâue væl sjer –
a Soggena – Kassajn helt fuijler Ni ser,
å e le ver å løvva âuer.
O. L.
Indtil 1. april 1970 havde vi på Bornholm 6 købstæder og 15 sognekommuner. Købstæderne var medlem af Købstadsforeningen og hørte under indenrigsministeriet. Sognekommunerne var medlem af sognerådsforeningen og hørte under amtsrådet, hvor amtmanden dengang var formand. Et af de store arrangementer sognerådsforeningen holdt, var den årlige generalforsamling med efterfølgende spisning. Generalforsamlingen blev holdt på Dams Hotel i Rønne, det blev dengang betragtet som det fineste sted på Bornholm. For mig var det dengang meget overvældende, at deltage i så stort arrangement, med samtlige sognerådsmedlemmer på Bornholm + mange gæster, som f. eks. politimester, Bornholms kommandant. Den efterfølgende spisning var nok det mest overvældende madbord, jeg på det tidspunkt havde oplevet. Der blev serveret det helt store kolde bord, inkl. En række varme retter. Øl og snaps var heller ikke nogen mangelvare. Den store cigarkasse var der også og dengang røg næsten alle cigarer, så der blev efterhånden noget tæt i salen. Ved generalforsamlingen var alt meget sagligt, der blev drøftet bornholmske problemer, opgaver og sognerådsforeningens indsats. Ved spisningen var det kun tilladt at holde sjove og muntre taler, det var der en del der mestrede dengang. Efter maden var der kaffe, cognac, likør og senere sjusser. Aftenen / natten sluttede som regel med en pølsemad. Sognerådsforening blev bestyret af sognerådsformændene på Bornholm, kæmner Georg Kofoed Hansen var sekretær. Ved deres bestyrelsesmøder drøftede de og kom med indstillinger til de enkelte sogneråd i sager som kunne have fælles interesse. Da Harald Hansen blev alvorlig syg i perioden, blev jeg som yngste medlem bedt om at overtage pladsen som sognerådsformand. Da jeg første gang skulle til møde sammen med de andre sognerådsformænd, var jeg noget usikker og beklemt over hvordan det skulle gå. For at være lidt forberedt på situationen, spurgte jeg sognerådsformand Hans Svendsen, Nyker til råds. Hans’s svar var, ”du ska bâra sætta dej ner å taja, for de fosta året e dær eijning dær forvænter a du sajer nâd”. Hans havde sin egen tørre humoristiske måde at sige tingene på, man skulle kende ham for helt at forstå hans lune og humor. At jeg bare skulle tie stille, var nu ikke min stærke side. Når jeg mindes de forskellige sognerådsformænd, husker jeg dem som nogle gode kollegaer, uanset hvilket parti de tilhørte. Jeg mindes dem også som nogle meget stoutte personer. Sognerådsformændene blev ofte kaldt sognekonger, det var vel egentligt ikke så mærkeligt, for deres arbejde var jo ikke kun det politiske, det daglige administrative arbejde påhvilede også ham. Derved blev han den person hvor de fleste sager centraliserede sig om og den person borgerne ofte henvendte sig til. De traf selvfølgelig også nogle beslutninger, som måske ikke altid havde været behandlet i sognerådet.
Fra at man udstykkede de større gårde til mindre ejendomme, så begyndte der i tresserne at komme sager om sammenlægning af landbrugsejendomme på dagsordenen, en sammenlægning af ejendomme skulle dengang godkendes af sogneråd. I vores gruppe havde vi på det tidspunkt den opfattelse, at man var med til at affolke landområderne, hvis man gav tilladelse til at nedlægge og sammenlægge landbrugsejendomme. Der var meget sjovt, at Marker, Skovgård valgt af venstre havde samme holdning, han sagde, efter hans opfattelse var en ejendom på 20 – 25 tdr. land stor nok til at en familie kunne eksistere på den.
I 1967 kom der en lov der pålagde kommunalreformkommissionen at komme med et oplæg til at løse købstædernes udvidelses og oplandsproblemer. På Bornholm var det kun Rønne, Nexø og Aakirkeby der havde disse problemer. Det var dengang ikke en lov om kommunesammenlægninger, men det medførte alligevel, at det blev til kommunesammenlægninger i hele landet. På Bornholm var der enighed om at det var nødvendigt at lægge kommuner sammen, men der var langtfra der var enighed om at det var nødvendigt at lægge kommuner sammen, men der var langtfra enighed om hvor mange kommuner der skulle være. Et stort flertal af sogne – og byrådsmedlemmer var stemt for at vi skulle sammenlægges til en kommune, som skulle magistrat styres. Men Rønne og Nexø ville ikke være med. Borgmester Hans Pihl, Nexø sagde at Bornholm var en landsdel og en landsdel burde have mere end en kommune. I årene 1967 – 68 – 69 var der flere forslag til hvorledes kommunestrukturen på Bornholm kunne blive. Der blev også holdt mange møder, hvor man prøvede at opnå enighed om hvem der ville sammenlægges med hvem. I løbet af 1968 – 69 blev der enighed mellem byrådene i Rønne Aakirkeby og Nexø og sognerådene i de omliggende sognekommuner om at danne 3 kommuner med byerne som kommunecenter. Sogne – og byrådsmedlemmerne i den resterende del af Bornholm havde svært ved at finde en løsning. I maj 1969 indbyder borgmester Otto Hansen sogne – og byrådsmedlemmerne fra Hasle – Klemensker – Nyker og Rutsker til et fællesmøde på Hotel Herold i Hasle. Aksel Pedersen, Klemensker vælges til mødeleder. Da det var et uformeldt møde uden dagsorden, mente han ikke der kunne besluttes noget, der var også meget uklarhed om hvad Nyker ville, der havde været tale om at de skulle sammenlægges med Rønne. Som mødet skred frem, viste det sig, at der var stor enighed om at det var en god løsning, at lægge disse 4 kommuner sammen. Resultatet af mødet blev at vi skulle arbejde hen imod en sammenlægning af disse 4 kommuner og at der skulle nedsættes et sammenlægningsudvalg med 3 repræsentanter fra hver kommune. Af de 12 personer der dengang blev udpeget af deres respektive kommune, er der kun Henning Westh og mig tilbage. Kort efter blev sammenlægningsudvalget indkaldt. Der var 2 forslag til formand for udvalget, Hans Svendsen og Aksel Pedersen, efter lodtrækning blev Aksel Pedersen formand. Derefter kom der hurtigt gang i arbejdet, der blev også nedsat underudvalg til at udarbejde forslag. Der var ikke mange administrative medarbejdere, så det var i høj grad politikere der selv måtte gøre arbejdet. Der var enighed om, at det var nødvendigt at bygge nyt kommunekontor, men der var langtfra enighed om hvor kommunecentret skulle være og hvor kommunekontoret skulle bygges. Klemenskers repr. Mente at da Klemensker by lå midt i den nye kommune og var langt den største af de 4, så var det naturligt at kommunecentret blev der. Ved en afstemning var der flertal for, at Hasle by skulle være det nye kommunecenter, hvilket Rutskers repr. Også stemte for. Klemenskers repr. Ønskede sagen forlagt indenrigsministeriet, de ville ikke acceptere at Rutskers repr. Stemme vægtede ligeså meget som Klemenskers da de repræsenterede 3 – 4 gange så mange indbyggere som vi i Rutsker. Indenrigsministeriet afgjorde sagen med at udtale, at det var naturligt, at det kommende kommunecenter blev i tilknytning til Hasle by. Klemensker blev dog senere lidt imødekommet, idet den jord kommunekontoret er bygget på ligger i Klemensker sogn. I øvrigt blev alle de mange andre sager afgjort i god fordragelighed, selvom de politiske drillerier florerede i fuldt omfang dengang. Selvom der var mange store opgaver og holdningerne forskellige, så opstod der aldrig tegn på uvenskab i sammenlægningsudvalget. Sammenlægningsudvalget havde besluttet at den nye kommunalbestyrelse skulle bestå af 17 medlemmer. Det var også blevet besluttet at det nye råd skulle have betegnelsen kommunalbestyrelse og ikke byråd.
Den 3.marts 1970 var der valg til kommunalbestyrelse, efter at vi havde talt op på vores respektive afstemningssteder, var der nogle af os der mødtes på Klemensker kommunekontor, sammen med politikere fra de andre kommuner på øen. Efter at valget var opgjort for den nye Hasle storkommune, var resultatet at socialdemokratiet fik 9 mandater, venstre 6 og konservative 2. Det konstituerende i den nye kommunalbestyrelse var berammet til den 31. marts på Hotel Herold. Her blev Else Larsen, Nyker valgt som borgmester. Da vi på aftenen kørte hjem fra mødet var det begyndt at sne og den 1. april som var kommunens første dag, var det snestorm. Det blev en ilddåb for den nyvalgte for teknisk udvalg, Henning Larsen. En dag som han aldrig glemte.
Den nyvalgte kommunalbestyrelse som tiltrådte 1. april 1970 havde mødested på Hasle Rådhus i Tingsalen, det nye kommunekontor var endnu ikke bygget. De administrative medarbejdere blev også samlet i Hasle by, nogle i Rådhusets kontorer, andre i rutebilsstationen med lejlighed. Der var vel ikke mere end 12 – 15 medarbejdere på det tidspunkt. For den nye kommunalbestyrelse var og blev der mange sager der skulle tages stilling til. En af de første var om vi skulle have en teknisk forvaltning og ansætte en kommuneingeniør, der var nogen der ikke mente det var nødvendigt, vi kunne som hidtil købe den tekniske bistand ved et privat ingeniør firma, men flertallet besluttede at vi skulle have teknisk forvaltning og kommuneingeniør. På ældreområdet manglede der meget, Hasle by havde overhoved ingen plejehjemspladser, Klemensker havde 22, Nyker og Rutsker havde alderdomshjemmet Blykobbe, hvor der var 20 utidssvarende pladser. Der blev diskuteret meget om vi skulle have et nyt plejehjem i Hasle by, men det blev så besluttet, men der var stor uenighed om det skulle være til 26 eller 52 beboere. Klemenskers medlemmer mente ikke at det burde være større end det de havde i Klemensker. Flertallet besluttede dog at der skulle bygges et nyt plejehjem til 52 beboere, 2 aflastningspladser. Da kommunen ikke havde penge til at bygge for, blev det besluttet at plejehjemmet som senere fik navnet Toftegården, skulle etableres som en selvejende institution i samarbejde med EGV (Ensomme Gamles Værn). Toftegården blev indviet 1. april 1975. den første leder af Toftegården blev Esper Madsen. Der blev nedsat en bestyrelse med 5 medlemmer fra kommunen og 2 fra EGV. EGV var også sekretariat for Toftegården. Hans Svendsen blev på et tidspunkt medlem af den bestyrelse. Da EGV indkaldte til det første bestyrelsesmøde han deltog i, havde de skrevet mødested Hasle Rådhus, de mente jo at kommunekontoret var rådhuset, de kendte ikke rådhuset nede på torvet. Da mødet skulle begynde var Hans Svendsen ikke mødt, efter 20 min. Dukkede han op. Direktør Theisler fra EGV undskyldte meget at de havde skrevet forkert mødested, men Hans Svendsen affærdigede ham hurtigt med,: Det nytter ikke noget med de undskyldninger, jeg har haft ulejligheden med at cykle helt ned på torvet. Toftegården er senere blevet ombygget flere gange. Bl. a. nyt tag, der var oprindelig fladt tag på bygningerne. Der blev også i de efterfølgende år bygget kollektivboliger, i tilknytning til Toftegården 24 og 9 ved Hjemmet i Klemensker. Hjemmehjælp var ukendt ved kommunesammenlægningerne, men det viste sig at der var et meget stort behov for hjælp indenfor ældreområdet og ordningen på det nærmeste eksploderede i kommunens første leveår.
Folkeskolen har i alle år siden kommunesammenlægningen været et meget følelsesladet område. Skoledistrikter, udbygningsplaner, nedlæggelse af skoler har igennem årene givet anledning til mange hårde diskussioner, både i kommunalbestyrelsen og ude blandt borgerne. Især mellem Hasle og Klemensker har man fornemmet et skarpt skel ved Knækkebakken. Først i halvfjerdserne blev det besluttet at det ville være hensigtsmæssigt at flytte Sorthat – Muleby børnene fra Nyker skoledistrikt til Rutsker, det ville give en bedre fordeling på skolerne. Daværende formand for skolekommissionen Knud Olsen og mig fik som opgave at tale med forældrene i Sorthat – Muleby og få dem overbevidst om, at det var en god ordning, børnene ville blive kørt til skole i alle klasser og Rutsker skole havde også et godt ry. Bølgerne gik lidt højt et stykke tid, men børnene kom til Rutsker. Efterfølgende har Sorthat – Muleby forældrene udtrykt meget stor tilfredshed og glæde ved at have deres børn i Rutsker skole og ikke mindst derfra beklagede man meget at skolen blev nedlagt i 1991.
Da Else Larsen var borgmester, blev telefonomstillingen passet af en lidt ældre mand der hed Torp. Han var en meget jævn og ligefrem mand, der sagde tingene som de var. En gang jeg ringede til kommunekontoret for at tale med Else sagde Torp,: nu skal jeg se om hun er der, et øjeblik efter kom han tilbage og sagde, du må vente et øjeblik for hun er lige gået på VC. På et tidspunkt da Elna Dam Kofoed var formand for socialudvalget, havde vi en snak om hvad man kunne tilbyde folk at bo i, Elna som havde en stor social forståelse sagde,: vi skal ikke tilbyde andre noget som vi ikke selv vil bo i.
Efter Kommunesammenlægningen har der været mange store projekter i kommunen. Nyt kommunekontor, plejehjem, skolebyggeri, børnehaver, Klemensker Fjernvarme, Hasle havn, udlejningsboliger, ungdomsboliger, der kunne sikkert nævnes mange andre ting. De største samlede investeringer var i perioden 1986 – 90, hvor der blev brugt op i mod 70 millioner på Hasle havn. 10 millioner på nybygning ved Hasle skole og 20 – 22 millioner til fjernvarmen i Klemensker. Selvom det meste blev låne financeret, så var det alligevel med til at slå bunden ud af kommunens pengekasse. 1. januar 1990 havde kommunen minus kassebeholdning. Men set i bakspejlet så blev Hasle by meget mere attraktiv. Silderøgerierne blev også realiseret ved et samarbejde mellem kommunen og Turistforeningen. Det nordre røgeri var ejet af ”Knaggana” som havde klubhus, da det var en uheldig beliggenhed for en rockerklub, hvis der også skulle være en turist i området, så købte kommunen røgeriet. Det midterste røgeri var købt af foreningen Bornholm og efter at de havde forestået en restaurering, overtog kommunen også dette, formelt ved at købe det for 3 kr. Det sydligste røgeri var og er privatejet, Turistforeningen fik efterfølgende en lejeaftale med ejerne af det sydlige røgeri. Brugsretten til de 2 røgerier som kommunen ejer, blev gratis overladt til Turistforeningen mod at de skulle holde hele området hvor røgerierne ligger på. Efterfølgende kan man glæde sig over at det er blevet så stor en attraktion. Da Dronningen og Prinsen var på Bornholm i 1992 besøgte de også Hasle, hvor de var i Nyker kirke, derefter var Dronningen på Toftegården og Prinsen på Hasle havn. Besøget sluttede med at Dronningen og Prinsen + deres følge, sammen med kommunalbestyrelsen spiste røgede sild m. øl og snaps. Det var på forhånd aftalt med amtmanden at sildene skulle serveres på samme måde som andre fik dem. Det vil sige hele med ben i. dronningen havde tilsyneladende ikke tidligere fået røgede sild som ikke var pillede, så efter at hun havde siddet og set lidt på silden, spurgte jeg hende om hun ville have lidt vejledning hvordan man pillede røgede sild og det ville hun gerne og det medførte da også at hun skulle have en mere. Jeg måtte selvfølgelig også holde en lille tale for de kongelige. Dronningen holdt også en fuldstændig improviseret tale for os, efterfølgende fortalte hendes ceremonimester at det aldrig var sket før, så hun måtte have været meget tilfreds med besøget og den afslappede måde vi havde afviklet røgeribesøget på.
Diskussionen om vi skulle være en kommune på Bornholm, jævnligt diskuteret og flertallet af borgerne på Bornholm var vist nok også af den opfattelse at det havde været bedre om vi havde blevet en kommune i 1970. når det for alvor blev taget op i begyndelsen af halvfemserne, så var borgmestrene og kommunalbestyrelserne i Allinge – Gudhjem og Aakirkeby indædt modstandere af tanken. Men efter at 2 kommuner var ved at gå fallit, så blev der enighed om at afholde en folkeafstemning den 29. maj 2001, der var stort set også enighed om at anbefale at stemme ja til at de 5 kommuner og amtskommunen blev sammenlagt til en enhed. Efter afstemning viste det sig, at der var et stort flertal for sammenlægningen, 70 % stemte ja.
Set i bakspejlets ulidelige klare lys, så var sammenlægningen både 1970 og 2003 nødvendige. Det praktiske arbejde i forbindelse med sammenlægningerne i 1970 og 2003 var meget forskelligt. Arbejdet op til sammenlægningen i 1970 foretoges i høj grad af de folkevalgte. Hvorimod arbejdet op til sammenlægningen i 2003 i de væsentligste foretoges af embedsmændene, med efterfølgende politisk godkendelse. Det hele var også blevet meget mere komplekst og uoverskueligt.
I 1970 kunne de små kommuner ikke klare hele den tekniske udvikling der pressede sig på, samtidig med, at der var en afvandring fra landkommunerne.
I 2003 var det i høj grad det økonomiske der spillede ind. De store udfordringer med følgende udgifter, medførte at de bornholmske kommuner ikke længere kunne leve op til de krav lovgiverne og dermed også borgerne stillede, udviklingen fortsætter om man kan lide det eller ej. Men jeg syntes at vi på nogle områder har mistet meget, i Rutsker kontaktede folk ofte en af sognerådsmedlemmerne og var vi ikke hjemme så talte de med vores koner og fortalte om deres problemer, der var ingen socialrådgivere dengang, men det sociale netværk var meget større, det nærdemokrati har vi mistet, men på de økonomiske område, får folk en helt anden bistand i dag, end i tresserne, men trives vi bedre ? ? Tidligere kunne kommunalpolitikere være uenige når der skulle afgøres en sag i kommunalbestyrelsen, men det var sagen man behandlede, efterfølgende var man lige gode venner. I de senere år er tonen blevet mere ubehagelig, til tider ondskabsfuld og med personlige angreb, sådan burde det ikke være, det gavner på ingen måde borgerne.
Det er ikke længere tillokkende at være kommunalpolitikere. For 25 år siden var det en ære at være kandidat og blive valgt og der var konkurrence om at komme med. Hver liste må opstille 5 mere end der skal vælges i alt, dengang var der ikke mange der havde problemer med det. Ved de seneste valg har man været rundt og spørge folk om de vil opstille, det var ikke spørgsmålet om man havde gjort sig fortjent til at være med, alligevel har det ikke været muligt at få kandidatlisterne fyldt mere end halvt op, listerne er heller ikke så bredt repræsentative som tidligere.
Men bare vi ikke har for mange personlige problemer så har vi det jo godt ?
Rutsker den 6. januar 2005.
Frede Engell-Hansen.