Sådan var det da jeg var dreng i Hasle.
Det var tider, siger fhv. avlsbruger Kristian Hansen om dengang, der var mange landbrugere, heste og adskellige småhåndværkere i Hasle by.
Gulerodsgade … Det navn hænger fast, tiltvinger sig uværgerligt en plads i erindringen. Det klinger i ørerne på en sjov måde, og man ringer på hos Kristian Hansen med tanker snurrende i hovedet om, hvad det mon kan komme af.

Kristian Hansen

Gulerødder og Kartofler.
Kristian Hansen kan berette alt om den ting – og meget mere til. Han har boet i Hasle de allerfleste af de 80 år, han nu har levet. I sin barndom og ungdom hjalp han faderen, der var avlsbruger og vognmand på Fælledvej, og senere fik han selv avlsbrug i Grønnegade. Nu bor han sammen med sin søster, tidligere fuldmægtig på dommerkontoret i Rønne, frk. Anna Hansen i Gulerodsgade, og han fortæller, at nutidens Gulerodsgade engang har heddet Torvestræde. Det var den nuværende Fælledvej, der engang bar navnet efter den rodfrugt, der har været med til at slå Hasles navn fast i folks bevisthed. Man syntes imidlertid – og det er mere end 100 år siden – at Fælledvej var et bedre navn. Dermed forsvandt Gulerodsgade-navnet. Men så her for nogle år siden var der nogle, der syntes, det var synd og skam, at Hasle ikke mere havde dette navn – og så blev Torvestræde omdøbt til Gulerodsgade. Men rent historisk vil det altid være hæftet til Fælledvej. Det var nemlig ad denne, Hasle-avlsbrugerne i de tidligere tider kørte til Rønne med deres gulerødder og kartofler. Disse ting var de meget flinke til at dyrke. Kristian Hansens oldefar, Søren Høegh, indførte kartoflen til Bornholm, og han har også givet en klokke til Hasle kirke. Hos viceskoleinspektør Sigurd Koefoed i Tejn står et sølvkrus, som Høegh fik af landhusholdningsselskabet for et godt drevet landbrug.

Vognmand Hansen

17 avlsbrugere i byen.
Kristian Hansen er en rask og munter mand, der er i stand til at fortælle en masse fra sine drengeår omkring århundredskiftet. Avlsbrugerne kørte rundt på hele øen med deres gulerødder og kartofler. Jeg havde en bedstefar, som stod op klokken to om natten og spændte hestene for den faste vogn og fyldte den med sine produkter. Ved fire-tiden kørte han på landet for at sælge dem til bønderne. De avlede nemlig ikke selv den slags i almindelighed, for man mente, det kun kunne lade sig gøre på let, sandet jord. – Hvor langt gik turen så omkring? – Den gik skam helt til Nexø. Der overnattede han, og næste dag kørte han om ad Svaneke og ad en anden vej hjem for at sælge det sidste. Det var tider. – Tror De? – Jae. Det hele er i hvert fald noget forvirret i dag. Men selvfølgelig er det hver sit, dengang og nu. De havde deres besvær på en anden måde, men tingene var ikke så komplicerede. Alene det at der ikke var så mange penge mellem folk, gjorde en stor forskel. Det var slet ikke ensbetydende med, at de altid var fattige. De havde nemlig ofte nogle varer, som de kunne bytte med andre og på den måde få, hvad de havde brug for. Hasle var dengang en ren avlsbrugerby, og man frembragte selv det meste af, hvad man skulle bruge, men gulerødder og kartofler var gode handelsvarer, og betød virkelig noget for byen. Der var 17 avlsbrugere i selve byen, og flere af dem drev også vognmandsforretning. To gange om dagen blev køerne drevet ud og ind af byen. Det meste af jorden lå nemlig i Haslevangen, som vi sagde dengang. Jorden lå også sådan, at den for de fleste af ejendommene strakte sig ind i Rutsker, og da det jo var landområde, måtte der betales skat af den til amtet. Det slap man for i byen.

Hasle Klinker

Hasleværkets forarmede.
Jeg husker mange af de folk, der boede der dengang. De fleste levede af landbrug, og så var der håndværkere og arbejdsfolk. Der var mange, der arbejdede på Hasle-værket, og det var strengt. Om morgenen ved fem-tiden kom de gående forbi mine forældres ejendom på Fælledvej, og så kunne de nå at sidde i fem-ti minutter, før arbejdet begyndte. Om aftenen vendte de tilbage, og jeg husker endnu min mor stå ved vinduet og betragte dem. Hvor ser de dog forarmede ud, sagde hun. De havde det nok ikke for let. Avlsbrugerne og håndværkerne klarede sig bedre. Der var 11 håndværkere i min barndom. De havde også lidt landbrug ved siden af, og deres besætning bestod gerne af en, to eller tre køer foruden forskelligt fjærkræ og somme tider også en hest eller to, hvis der var brug for det til arbejdet. På den måde slap de ret let til føden, og mangt og meget af det kunne bruges til at bytte sig til andre ting. De fleste håndværkere havde kun jord hjemme ved ejendommen. Der var mange løkker i Hasle i den tid, og min far har fortalt, at den, der ikke havde græs nok hjemme, godt kunne finde på at lade koen græsse på grøftekanterne eller på strandmarken, men det har jeg aldrig oplevet.

Sådan fedede man stude op.
Blandt dem jeg kan huske, var bådebygger Andreas Hansen i Korsgade, snedker Jørgen Christoffersen i Nørregade hvor også bødker Sjøgren boede, og en mand der hed Chr. Lind, blev altid kaldt for Jersey-Lind. Han havde i Sverige indkøbt fire Jersey-køer. De malkede jo næsten fløde, og det satte man pris på. Det meste gik til salg. Folk mødte op ved stalddøren og købte af mælken. I tyverne og trediverne har jeg selv været med til at sælge mælk på den måde. Jeg husker også en avlsbruger, der hed Peter Nielsen, og som ved siden af arbejdede i kalkværket og i bryggeriet. Det sidste var samtidig brændevinsbrænderi. Der var også en meget stor studestald. Det var nemlig sådan, at bryggeren rejste til Sverige og købte magre stude. Dem fedede han op derhjemme med drank og bærme – affald fra bryggeri og brænderi – og når de var rigtig godt fede blev de solgt til slagtning. Men brændevinen var en meget vigtig ting dengang. Man brugte den næsten dagligt, og selv om den ikke var så stærk som nu, var den i hvert fald god. Den blev tappet på små og store tønder, og mange anskaffede sig en tønde ad gangen. Da jeg som ung kørte vognmandskørsel for min far, kørte jeg tit ud med brændevin til folk. F.eks. til konsul Jespersen i Rønne eller til købmand Brandt i Gudhjem. De solgte den videre.

Præstegade

Fire travle smede.
Så var der Chr. Hermansen, der havde et avlsbrug på Torvet i bindingsværksejendommen med den høje fodmur, i Præstegade boede gæstgiver og silderøger Chr. Mortensen. Det er det hus, hvor man i dag kan finde en plade, der meddeler, at der er sangeren Vilhelm Herold født. Det er nu ikke det rigtige sted, men lad det nu være. Mortensen havde også landbrug og en enkelt ko. – Men var der i grunden at være gæstgiver for dengang? – Når bønderne kom til byen skulle de jo have noget. Der kom også nogle handelsrejsende og da også en hel del af byens folk. Turister havde man ikke gengang, da slet ikke i Hasle. Der var også fire smedjer i byen dengang, brødrene Christian og Peter Larsen, endnu en Larsen og desuden Bohn og Due. I dag kan man godt få den tanke at det var lidt rigeligt, men de havde nu nok at bestille alle sammen. Det meste af tiden gik med at sko heste. Der var en masse heste i Hasle dengang. De fleste af avlsbrugerne havde gerne hver to. Hertil kom gårdmændene omkring Hasle. Mange af dem havde en halv snes stykker. Og de skulle jo have sko på alle sammen, og man må ikke glemme, at dengang skulle smeden selv fremstille skoene. Desuden skulle han skærpe harvetænder og plovskær, og skulle man bruge et beslag eller et håndtag, var det også smeden, man henvendte sig til. Smed Due var også meget ferm til at skrive. Han havde den fineste og sirligste håndskrift, jeg nogensinde har set. Hans regninger var meget lange, og skriften stod så fint på papiret. Han sendte dem kun ud en gang om året, ved årsskiftet, men det var meget almindeligt i den tid.

Købmændenes underskudsforretning.
Jeg husker også tre store købmænd fra min drengetid. Grønbechs i Storegade, Tranberg der også havde sin gård i Storegade og Munch i Pilestræde. Det var forretninger, der handlede med alt, både det grove og det fine, og deres kundekreds strakte sig langt ud på landet. Helt til Røbro havde Hasle opland dengang. Gamle Jespersen fra Splitsgård, kom kørende hertil for at hente kunstgødning hos Grønbech og Co.

Det var på den tid, han var i gang med at opdyrke Lyngholt. Men disse tre storkøbmænd var ikke alene om handelen. Der var foruden syv mindre kolonialhandlende spredt over byen. Det var som regel konen der passede den slags forretninger, mens manden havde andet arbejde ved siden af. En lavede træsko en brændte kaffe, og så fremdeles. Men bønderne kom først og fremmest hos de store. Der kunne de få anbragt deres vogne og heste, og så kom de også ind i baglokalet og blev beskænkede, mens købmandssvenden sørgede for varerne. Det var en kendsgerning, at disse købmænd altid regnede sådan noget som øl, brændevin og cigarer for en underskudsforretning. Hos Grønbech var indgangen til baglokalet i porten, og lige inden for døren lå de store tønder med eddike og brændevin. Her skete der ikke sjældent, at en forbipasserende stak inden for og tog pottemålet og tappede sig en snaps, som han slog i sig på stedet.

Søndre mølle

Tre pæne møller.
Vi havde også tre pæne møller i Hasle dengang. Den nordre, den østre og den søndre. Den nordre var den flotteste. Det var en murstensmølle med underkørsel, altså med en port under selve møllen, hvor man kunne køre ind og hejse sækkene direkte op til kværnene. Der var altid liv ved disse møller. Nu er der ikke den mindste smule af dem tilbage. Den søndre, der lå på den nuværende Fælledvej, blev senere pillet ned og flyttet til en snedker Kofoed i Østerlars. Han skulle bruge den til drivkraft for sine maskiner. De andre to brændte. Nu er der huse, hvor de har ligget. En af brandene kan jeg huske. Det var den, der ødelagde søndre mølle. Jeg mener, det var i 1916. I stedet blev der opført en jernkonstruktion med mølle på. Den var kedelig. Den brændte for resten også, men den dag, den første brændte var jeg kørende til Rønne med byfogeden, der skulle til middag hos herredsfogeden i Østergade. Jeg havde heste og vogn opstaldet på Dams hotel og skulle vente på byfogeden, til han var færdig med middagen, men pludselig kom der bud om, at møllen brændte, og så skulle byfogeden hurtigst muligt tilbage, for han var højeste myndighed. Da vi nærmede os Hasle, kunne vi se møllen stå i lys lue, og da vi kom til Bukkegård, gik kværnstenene ned, og aldrig nogensinde har jeg set et sådant fyrværkeri.

Chr. Hansen Fælledvej

Barndomshjemmet.
Hvor boede De selv dengang? – På Fælledvej. Min far havde den ejendom, der i dag udgør nr. 26, en lang rød stuelænge – i dag er den gul – med port og stald bagved. Her drev han avlsbrug og vognmandsforretning, og før ham havde hans far haft ejendommen. Det var altså min bedstefar, Peter Mørk, og han havde købt den af Valentin Hansen, der bl.a. havde været kromand i Hasle og også været den, der opførte ejendommen, formentlig i 1850’erne. Jorden gik helt ned til stranden langs anlægsskellet, og Søndergade med alle den huse eksisterede slet ikke. Det var avlsjord alt sammen, og på ejendommens grund nede ved havet blev i min bedstefars tid opført det første silderøgeri i Hasle. Det var min bedstefar sammen med to andre. Desuden havde vi 17 tønder land oppe i Haslevangen. Og vi havde altid fire til seks heste, eftersom vi havde travlt til. Hertil kom forskellige vogne, arbejdsvogne og staldvogne, f.eks. en landauer og en charabanc til brug ved længere ture, når folk skulle på udflugt eller ud til stor fest på en af gårdene. Jeg har kørt mange af den slags ture, og de er gået helt til Nexø og Svaneke. Det kunne være drøje ture, både for heste og kusk. Mange gange var det nattetide og i snestorm, og så kunne det blive sent på natten, før vi var hjemme igen, men det var altid sådan, at vi var oppe igen klokken halv fem for at gøre klar til den nye dag.

Det besværlige bylandbrug.
Så snart jeg voksede op, hjalp jeg til overalt, hvor jeg kunne. Det var vilkårene i de allerfleste hjem. Skolegangen varede hele formiddagen, derefter havde vi en times middagspause, og så tog vi igen et par timer på skolebænken, men derefter gjaldt også om at skynde sig hjem for at komme i gang med arbejdet hos far. Efter konfirmationen blev jeg hjemme og hjalp far, til han holdt i 1918. Han solgte alt og udstykkede jorden, og da der ikke var mere at gøre for mig, tog jeg over og lærte landbrug. Jeg var på landbrugsskole og tjente på en gård, men vendte snart tilbage til Bornholm, hvor jeg jo ganske naturligt hørte til. Her tjente jeg på et par gårde, før jeg slog mig ned i Hasle og kørte som chauffør for forskellige vognmænd.

Vendelbogård Chr. Hansen sidder på trappen.

Men så i 1927 købte jeg et af byens avlsbrug. Det var den nuværende Vendelbogård i Grønnegade, hvor boghandler Søren Andersen har indrettet til turister. Der var 15 tønder land jord til, men de lå uden for byen, og det har jeg mange gange syntes var besværligt. I 1961 solgte jeg til Nygård oppe i landet, og det var vel nærmest for jordens skyld, at han købte, men det var helt umuligt at få jorden skilt fra. Jeg havde søgt flere gange, og køberen prøvede også nogle gange forgæves, men til sidst, da man havde erkendt, at udviklingen helt var løbet fra den slags ejendomme, fik han lov, og da var det, at Søren Andersen købte ejendommen. Et år efter flyttede jeg herned i Gulerodsgade – og her har jeg det godt. Jeg går rundt og snakker med folk. Tager det roligt. Og så har vi jo stor have.

Denne artikel stod i Bornholms Tidende lørdag den 1. marts 1975 og er skrevet af Bøggild.