Port Arthur

Herredsfuldmægtig på Bornholm i 5 år.

Politidirektør Seidenfaden fortæller i Ministeriernes månedsblad sine erindringer og er nået frem til minderne om årene 1908 – 1913 i Hasle.

I februar 1908 fik jeg gennem en gammel klassekammerat fra Schneekloths skole, der da var første fuldmægtig hos by og herredsfogeden i Hasle købstad og Hammershus Birk på Bornholm, tilbud om at overtage hans plads som første fuldmægtig i Hasle og tog straks derover, idet jeg, da jeg ikke havde nogen bopæl i Hasle, måtte efterlade min kone og min søn i Varde. Jeg havde kun med mig min pointer hund ”Whisky”, og med den ankom jeg med damper til Rønne og tog derfra med diligencen ud til Hasle, hvor jeg indlogerede mig på Herolds gamle hotel ved havnen og straks meldte mig til tjeneste.

Embedet, der dengang havde 12.000 indbyggere, var forsynet med ikke mindre end 3 fuldmægtige, idet disse væsentlig ernærede sig ved private juridiske forretninger. Indtægterne var således fordelte, at jeg som første fuldmægtig fik 500 kr. om året, men til gengæld havde eneret til alle juridiske forretninger, derunder navnlig skøder, panteobligationer, testamenter m, v., hvad der snart gav mig en indtægt, der betydeligt oversteg herredsfogedens, som dengang havde 5000 kr. om året. 2. fuldmægtigen levede af at afholde og være inkassator ved auktioner og fik til gengæld 600 kr. om året, hvorimod 3. fuldmægtigen måtte nøjes med, hvad der blev til overs af private forretninger og i den anledning havde den store lønning af 1200 kr. om året. Til trods for, at der var et bornholmsk ordsprog, som sagde: ”Der er 3 ting, man skal vogte sig for, nemlig ”småsyp”, kys i krogene og Hasleboer”, blev jeg snart gode venner med bornholmerne, som er en udmærket, stærkt patriotisk landbefolkning, som er tilbøjelig til at regne Bornholm for det sande Danmark. Hver gang jeg efter et besøg i København kom hjem og stod ud af den gule diligence ved posthuset i Hasle, blev jeg altid mødt af det gamle postbud Malm med: ”Velkommen hjem til Danmark, fuldmægtig”. – Det var jo en stor overgang at komme fra det flade Vestjylland til klippeøen Bornholm, hvorfra navnlig den nordlige del, undtagen lige ved Hasle, udelukkende består af stejle klippekyster med Hammershus tronende på nordsiden. Skønt der som sagt kun var 12.000 indbyggere i jurisdiktionen, bestod den dog af ikke mindre end 3 købstæder, nemlig Hasle, Sandvig og Allinge og 4 kirkesogne. Af auktionerne, som ellers var 2. fuldmægtigs hverv, havde jeg påtaget mig at holde skovauktionerne i den store Rø plantage, idet denne tilhørte staten, hvorfor der ingen indtægter var forbundet med afholdelse af auktionen og jeg, som var den yngste fuldmægtig, skønt den højeste i rangforordningen, måtte derfor af og til vade rundt i høj sne og sælge skoveffekter. Priserne var dengang ikke høje, idet man f. eks. for granstager på ca. 4-5 meters længde fik 5 øre stykket. Til gengæld spiste vi frokost hos skovfogeden, dog med medbragt mad og en god snapseflaske til at stå imod kulden med. Jeg husker et ligsyn, jeg afholdt ved en lille fiskerby nord for Hasle over en gammel kone, der var død ensom i sin hytte. Hun havde kun en eneste stue. Det regnede gennem taget, og hun havde holdt varmen ved at ligge sammen med koen. Over hendes ”sengested” kravlede lusene i et tæt lag på væggen, idet de ligesom rotterne havde forladt det synkende skib. Da konen var død og ikke efterlod sig noget, forsvandt hytten, men blev dog til erindring fotograferet.

Strandingsauktion med ”hajer” fra hele landet.

Jeg havde også strandingsforretninger, og den første juleaften, jeg var i Hasle, blev jeg kaldt bort fra familien, idet der i tågen og pålandsstormen var strandet et svensk skib på klipperne ved Johns Kapel. Da det var umuligt at komme ned til stranden, eftersom der ingen forstrand var, hejsede vi tove med lygter i enden ned ad klipperne og fik halet 4 svenskere levende op. De andre ”fandt vi dagen efter uden hoveder og arme og uden tøj, som søen havde revet af dem, drevet i land lidt nord for Johns Kapel. En anden stranding foregik på østsiden, hvor en stor damper fra Belfast var løbet fast på klipperne. Jeg nåede frem, naturligvis pr. landauer, da der ikke fandtes biler dengang, og kom til strandingsstedet, netop som den sidste mand af besætningen, der alle blev reddet, blev halet i land i redningsstolen, der var skudt ud med en raket, idet skibet kun lå 50 meter fra kysten. I samme øjeblik manden kom i land, gik skibet midt over, og indholdet, der bestod af hørballer fra Riga, væltede ud og drev i land. Jeg holdt derefter strandingsforhør over besætningen, der selvfølgelig kun kunne tale engelsk, og fik dem indlogeret i fiskerlejet, hvorefter jeg med min kone, der også var med, skulle se at komme de 20 km til Hasle. Det var imidlertid blevet stærk snestorm, og da vi skulle passere en dal midt i landet, kørte vognen fast og kunne ikke rokkes af stedet. Vi spændte så hestene fra og kom op til en bondegård i nærheden, hvor vi lånte en slæde, men da vejene til Hasle var ganske tilføgne, måtte vi størstedelen af vejen køre over markerne og nåede så i nattens løb hjem til Hasle, som vi jo vidste, lå mod vest. 8 dage efter strandingen kom Lloyds agent til Hasle og skulle forhandle med mig om salg af ladningen, der næsten alt sammen var bjerget i land, om end i meget våd tilstand. Vi holdt auktion ved strandingsstedet og en flok af de såkaldte ”hajer” var kommet fra forskellige steder i landet i håb om et billigt køb af den kostbare hør. Det viste sig imidlertid, at de havde dannet en ring, så det første bud og det andet bud lød hver gang på 5 shilling pr. balle. Englænderen stod imidlertid urokkelig ved min side, og hver gang, der faldt et bud på 5 shilling, sagde han bare: ”No sale”. Auktionen blev derefter standset, og det blev overdraget mig at forhandle med de tilstedeværende købere, og det endte med, at jeg fik 1 pund pr. balle, hvad englænderen var meget fornøjet med, og da jeg i forvejen havde aftalt med ham, at jeg skulle have 6 pct. af auktionsudbyttet, fik jeg derved det største salær, jeg nogensinde har opnået i mit liv, nemlig 800 kr., hvad der var betydeligt over min faste gage. Denne gage blev dog i årets forløb forøget med 175 kr. om året, idet jeg i byrådet blev valgt til byrådssekretær og havnesekretær.

Kvindelig skibslæge på russisk skib.

En tredje stranding på den flade strand nord for Hasle forløb dog mere fredelig. Det var en russisk emigrantdamper, der var på hjemvejen fra USA. Mandskabet kom let i land, dog med undtagelse af den kvindelige skibslæge, en lille sortsmudset person, der var så udmattet, at jeg måtte bære hende op ad kysten til vognen, hvorpå vi tog hende i logi i 5 dage, indtil vi kunne få hende sendt hjem ved hjælp af konsulatet. Hun viste sig at være en ret civiliseret dame, men noget usoigneret. Hun talte udmærket engelsk, men var til gengæld fuld af lus.

Christian ”Brændevin” og hans barn.

En oplevelse, jeg havde som byrådssekretær, stod i forbindelse med fattigvæsenet. I et lille hus i udkanten af skoven syd for Hasle, der tjente som fattighus (til en familie), boede en person, der hed Christian ”Brændevin”, og da han pryglede konen, som løb sin vej fra ham, måtte jeg anholde ham, hvad der dog skete i al fredsommelighed, eftersom han kun havde en tyk egekæp, og jeg havde en revolver, som jeg holdt frem imod ham, hvorpå vi begge vandrede op i arresten. Barnet – en lille pige på 5 år – var i den usleste tilstand, jeg nogen sinde har set et barn, idet hun ikke alene var fuld af lus og i pjalter, men også fuld af tæger. Da jeg kom hjem med hende til min kone, blev hun jo ikke videre henrykt, men vi fik vandet varmet op i gruekedlen i bryggerset (jeg havde imidlertid købt et hus for 4600 kr.), og der puttede vi så pigebarnet ned og fik vasket hende ren, samtidig med at vi brændte alt hendes tøj under gruekedlen. Vi havde hende så i forplejning i 14 dage, til vi fik hende anbragt hos nogle gode bønderfolk i omegnen. Jeg havde i det hele taget mange bestillinger i Hasle, idet jeg foruden at være herredsfuldmægtig og være byrådssekretær året efter min ankomst blev valgt til formand i banken, dog uden løn, men med en fast tantieme, der i reglen beløb sig til 700 kr. om året, hvilket dog ikke var nettoindtægt, da bankens bestyrelse engang om måneden holdt bespisning på hotellet med påfølgende l’hombre, som jeg spillede med 3 ”professorer” i l’hombre, nemlig 3 umådeligt tykke proprietærer fra omegnen, så resultatet var, at jeg i 5 øres rasle-l’hombre regelmæssigt tabte ca. 15 kr. da 15x 12 er 180, blev min nettoindtægt af banken altså ca. 500 kr. Endvidere var jeg i et år lægdsmand i Hasle, idet på Bornholm i modsætning til det øvrige land politimesteren ikke er lægdsforstander, men alle lægdsmænd på øen hører direkte under udskrivningschefen i Rønne, i reglen en gammel oberst, og grunden til, at jeg blev lægdsmand, var den at vi i et år ikke havde nogen politibetjent i Hasle. Han var nemlig blevet statsbetjent, og stillingen blev altså ikke besat straks. Endvidere var jeg under 3. fuldmægtigs sygdom i et halvt år branddirektør, d.v.s., inkassator af brandpræmier af faste ejendomme, hvilket gav en indtægt af ikke mindre end 100 kr.. fremdeles var jeg med til at starte opførelsen af et Badehotel ved Hasle og fik som salær 3 aktier a 100 kr. da Badehotellet imidlertid gik fallit, og aktierne aldrig havde givet noget udbytte, fik jeg således ikke meget ud af den bestilling.

Denne artikel stod i Bornholmeren den 9. marts 1954.