Eyvind L. Lind skrev i Bornholmeren d. 30. august 1986.

Folkedansen i Hasle i 20’erne.

I midten af 20’erne til begyndelsen af 30’erne var der stor interesse for folkedans i Hasle.

Ganske vist blev der i 1890 dannet en danseklub ”Capriolen” med samme formål at genopleve lysten til at danse de gamle, bornholmske folkedanse (opstæjlledajnsa).

Overlærer Rytsel, Hasle, var klubbens formand og instruktør med Lars Jørgensen, Krusegård, Rutsker, som hjælpeinstruktør, og med min farfar, Anders Lind, Bæla, som spillemand. Men ”Capriolen” fik desværre kun en levetid på knap 4 år, så måtte den opløses på grund af manglende interesse.

Ide-manden.

Drivkraften bag ideen var daværende rentier Anker Skov og spillemanden Anders Lind, begge bosiddende i Hasle. Far havde kendskab til musikken til alle de bornholmske opstæjlledanjsana, og desuden et godt indblik i dansenes udførelse med hensyn til koreografien.

Om indledning til dansenes opflammen og desværre alt for korte levetid – ca. 10 år – husker jeg tydeligt, hvordan aftalen mellem far og Anker Skov udviklede sig.

Det var en mørk efterårsaften i 20’erne, at der blev banket på vor gadedør, og en gråsprængt, lidt foroverbøjet mandsperson, rentier Anker Skov, tidligere Tassen i Rutsker, trådte inden for og spurgte efter far.

Samtalen var meget interessant, idet man netop nu havde ramt en af de strenge, som også var min fars hobby: gamle folkedanse.

 

Anker Skov

Samlet en trup.

Snakken mundede ud i, at Anker Skov havde samlet en halv snes par til opøvelse i disse gamle bornholmske folkedanse, og så spurgte han far, om de i fællesskab skulle oparbejde en lille forening til fremme af det folkloristiske islæt i den til dagligt stille by i Hasle.

Det var samtidig hans tanke, at disse folkedansere skulle udgøre en selskabelig klub, hvor man i de lange aftener i vinterens løb skulle fordrive tiden med disse fornøjelige, men lidt indviklede danse, der efterhånden var ved at uddø.

Opøve i folkedans.

Anker Skov, der havde solgt Tassen og var enkemand, skulle have tiden til at gå med noget og folkedansen var for ham et fornøjeligt tidsfordriv. Han ville gerne selv instruere ved folkedansen og min far skulle spille og hjælpe til.

Far fik nu travlt med at finde de gamle nodebøger frem, og de melodier, han ikke havde noder til, blev skrevet efter hukommelsen. Violinen, der havde sin plads i nærheden af den gamle bornholmer, blev taget ned og stemt og nye strenge sat på, og i de stille aftentimer kunne vi høre far sidde og klimpre de lystige melodier, der nu blev nedprentet på nodepapiret.

Hvad var det nu for nogle gamle melodier, der specielt skulle anvendes til dansene, for at udførelsen kunne blive rigtig?

Overleveringer.

Ved gennemspilningen af de af far afskrevne noder var størsteparten overleveringer fra gamle danse, som er kendt fra forskellige steder i landet eller hentet fra udlandet.

Dog er det sket, at der ved overleveringen fra generation til generation er sket visse afvigelser fra selve melodiens grundtema.

Årsagen skyldes vel direkte det smagsbetonede, idet overleveringen for det meste skete i forsamlingshusene eller på ”Sâlana”, de store stuer på gårdene, hvor flere musikere samledes. Her foregik det gerne sådan, at noder kendte man meget lidt til, og derfor var det ofte hovedinstrumentet: violinen eller fløjten tit klarinetten, der førte an, og så faldt de andre instrumenter ind.

Anker Skov.

Med hvilken iver Anker Skov gik op i sin rolle som instruktør, vidner et typisk eksempel på, når man hører, at han en aften havde kaldt far til sig, fordi der var nogle af trinene i en af dansene, han ikke kunne få til at passe.

Da han ikke havde nogen partner, kunne han aftenen før sådan en øvelse pludselig gå hen til bornholmeruret og bukke, hvorefter far og ham kunne få rettet i inklinationen. Man vil selvfølgelig finde det lidt komisk, da et bornholmer jo er ”en temmelig stillestående meddanser”, men det gjorde ikke så meget, blot hele dansens helhed var i orden.

Aften efter aften kunne han sammen med far indøve de forskellige danse, så alt bare var klappet og klart, når man mødtes til træning. Det viste sig også, når afslutningen nærmede sig, og der skulle være opvisning, at arbejdet ikke var spildt. Hans elever gik op i rollen med liv og sjæl, og deres slid lønnedes.

Opvisning på Dams Hotel.

Jeg husker, at man på Dams Hotel i Rønne til et stort arrangement (vistnok i 1924) benyttede Anker Skovs folkedansere fra Hasle som en afveksling i indslaget. Til lejligheden havde man opbygget en ”stenhøj”, der skulle forestille de underjordiskes tilholdssted. Den blev så i indslaget belyst, og herom dansede de unge, nationalklædte dansere. Arrangementet tiltrak også mange mennesker for at overvære de unge folkedanseres præstationer. Til mange andre stævner blev de flinke Hasle-folkedansere hentet og var i det hele taget med til at gøre underholdningen festlig.

Efter nogle års sammenhold måtte desværre holdet opløses og folkedansen indstilles til stor sorg for Anker Skov, der med dette arbejde ikke alene dyrkede sin hobby, men var med til at skabe afveksling i hans stillestående hverdag.

22 bornholmske folkedanse.

I samarbejde med snedkermester Gelkus Lind, og lærer H. P. Kofoed, begge Allinge, på Gornitzkas Forlag i Allinge i august 1928 en bog indeholdende 22 bornholmske folkedanse.

Bogens inddeling omfatter musikken repriseinddeling, fronten, opstilling, rækkeplaceringer og kvadrille. Trinene dækker gang, løb, polka, hopsa, vals, hoptrin, teeltrin, sideløb, balance, chasse og kedelflikkertrin. Derpå følger: Fatninger, almindelig fatning, enhånds og to-håndsarmkrog, ryggegreb, korsgreb, rygkorsgreb og livfatning.

Dansenes navn er følgende: Sjijnmyravalsen, Ryskjerketurn, Kjællafilkkaraturn, Ajlemans Totur, Tante Let, Skomagaradajnsijn, Stâsturn, Bordajnsijn, Harmen Bosses, Bromlan, Gangsomme Gjarted, La tem pett, Sekstur rundt, Fru Landsommer, Jøde – eller X Tropturn, Kaperollika, Kontra Mollevet, Skotsk Kvadrilja, Kjærlihed foruden Strømper, Ryjggjaturn, Pajernes Fornøjelse og Jysk Kontra.

Udgiverne af denne samling udtrykker, at ”disse bornholmske danse, som må antages at være af ægte bornholmsk oprindelse. Enkelte af dansene, som f.eks. Kedelflikkerdanser, Jøde- eller Tropturen og skomagerdansen er dog stedfæstet henholdsvis i Vendsyssel, Holbækegnen, men er i øvrigt kendt på Bornholm fra ældgammel tid og har vundet borgerret her”.

Folkedansen lever i bedste velgående på Bornholm. Man glæder sig over, når ungdommelig vitalitet med charme og skønhed, som er med til at fremhæve og forene bornholmsk egenart.

Den personlige egnskarakter kommer desuden til udtryk i de smukke nationaldragter, der sammen med dans, musik og tekst, som er med til at berige bornholmsk kultur.

Øverste række fra venstre: nr.12.Svend Boss, nr. 13 Anna Boss, nr. 14 Margrethe Hansen, nr. 15 Kristian Hansen. nr. 16 Gunnar Bech.

Midterste  række: nr.4 Else Sjølander, nr.5 Rikard Nielsen. nr.10 Edel Bech.