Dette er efter Ancher Hansens beretning.

Ancher begyndte at fortælle om Jacob Mogensen som er født i Nylars, der efter at han er blevet udlært som stenhygger opretter en lille virksomhed, med hugning af gravsten på sine forældres ejendom. Efter et stykke tid køber han eller starter et stenhuggeri i nærheden af arresten i Rønne. Dette stenhuggeri gav arbejde til 50 stenhuggere.

Dette stenhuggeri sælger han til ”De forenede granitbrud” for 70.000 kr., det var mange penge sidst i 1880érne.

I 1896 køber Jacob Mogensen en parcel bag Hullegård i Rutsker. Ancher Hansens far får arbejde på dette stenhuggeri, Anchers forældre bliver gift den 23- 05- 1898. I 1905 køber de 4 tdl. land jord, det er farens agt at drive husmandsbrug. På jorden bygger han et hus der får navnet ”Krakdal”, her bliver Ancher født den 23 – 08 – 1905.

I 1905 får stenhuggeriet arbejde med at hugge sten til Københavns rådhus, trapper, gelænder og støtter. Trappen bliver hygget i paradisgranit. I mellemtiden har Jacob Mogensen lavet et spor hen til et sted de kalder for ”Klondyke” det var et område der også var omfattet i parcellen. ”Klondyke” ligger syd for Vang og nord for ”Blåskinsdalen”. Der skulle være bedre sten på dette område.

Sporene blev ødelagt ved en stormflod i 1905, de bliver repareret, men bliver igen ødelagt ved en ny stormflod i 1906.

Jacob Mogensen gik så i samarbejde med ”Københavns mekaniske stenhuggeri”. Det ”Københavnske stenhuggeri” kommer i vanskeligheder, det og ødelæggelsen af sporet gør, at Jacob Mogensen gik fallit. Efter at Mogensen er gået fallit, køber hans kone ”Enesgård”. Efter som han er gået fallit, kan han ikke købe gården.

På denne gård har der været udskænkning af øl, sodavand og der kunne også købes kaffe. I den ene ende af en bygning laver Mogensen værelser, dem lejer de ud til turister, senere byggede de ”Hotel Jons Kapel, de lå lige nedenfor hotellet. I 1908 kostede det 3 ½ kr. for fuld pension.

Ancher og hans bror Harald arbejdede på hotellet i den tid de havde fri fra skolen. Deres arbejde bestod blandt andet i, at feje hestepærer op, mens gæsterne sov til middag, der hørte et lille landbrug med til gården, der var også køer. Ancher syntes at Mogensen var lidt grådig, han og broderen blev tørstige under arbejdet, de købte en sodavand, den måtte de betale fuld pris for, samme pris som gæsterne betalte.

Begge brødrene kom i lære i Vang stenhuggeri, på det tidspunkt ejedes det af et københavnsk firma. Bestyreren i vang granit hed Olaf Olsen, men havde også et bornholmsk øgenavn, han blev kaldt ”Vongakongen”. På den tid fandtes der ikke lærekontrakt, der skulle kun en attest på at de var sunde og raske. Det første arbejde lærlingene blev sat til var at hugge trappesten, det gjaldt om at hugge den ud af en rå sten. Ancher fortæller hvordan de bar sig ad, måden han fortæller det på, giver os kendskab til, at det var en vanskelig opgave for et par unge drenge. Den første trappesten Ancher huggede ud købte hans far 5 -6 år senere, den blev brugt i trappen på ”Krakdal” og findes der endnu i 1991, hvor Ancher fortæller dette.

Der blev hugget sten til Christiansborg Slot, stenene der gik i stykker kan ses endnu ved Vang havn. Betaling for deres arbejde fik de ved opmåling, der blev benyttet forskellige satser efter for hvor fin hugningen var.

I begyndelsen stod huggerne ude i det fri (tænk blot på sangen om Jens Vejmand) senere fik de skure at stå i, disse skure kom fra Sverige. Der var en utrolig masse støv i disse skure, det var noget der gik ud over lungerne.

I 1924 fik Anker Hansen arbejde i Nexø, i ”Frederiks stenbrud” det havde i sin tid tilhørt kongen. Til dette brud, hørte et meget stort hus ”Stenbrudsgården”, der var 5 lejligheder, der boede de folk der stod for forvaltningen af bruddet. Denne gård eller hus ligger der stadig, men er meget forfalden. Ejeren bor i Amerika.

I dette brud huggede de sten der blev brugt ved byggeriet af Andelsbanken i Århus, ligeledes blev der hugget lygtepæle til Frederiksborg Slot, (her er lidt tvivl) det kan have været Fredensborg Slot, hvem ved? (På denne tid af året hvor dette renskrives er Ancher Hansen lige død, og vi kan desværre ikke få det oplyst).

På nordlandet fandtes der mange stenbrud, der var Hammerværket, Moseløkken, Storedal, Daleværket, ligesom det værk hvor dyreparken ligger i dag. Hammerværket, der ejedes af tyskere, blev overtaget af danskere i 1898. omkring dette tidspunkt kommer der 100 svenskere til værket for at arbejde, svenskerne skulle have et sted at bo, der bliver så bygget det der kaldes ”Langelinie” i Sandvig. Svenskerne får mulighed for at handle i Vang, der oprettes en købmandsforretning, men derom i en anden beretning.

Ancher indføjer, at der i 1890 blev indført spidsmejsler fra Tyskland, det var en stor lettelse i arbejdet.

Det første sted der brydes sten er lige syd for Vang havn, men det bliver forladt, stenene er ikke gode. Der bliver derefter brudt sten i Tværdalen, det er det sted hvor Superfos bryder sten i 1900,hvor mange år det vil vare ved ingen på det tidspunkt.

Ancher fortsætter sin beretning, han bliver inviteret til Le Port i Vang, hvor der bliver vist billeder fra gamle dage, fra stedet, og Ancher fortæller hvad han ved om stenbruddet. Fru Randslet fra Bukkegård kommer hen til Ancher og spørger om, hvilken vej de kørte med stenene, når de skulle fragtes fra øen. Randslet lå i krig med Superfos, der havde købt Vang granit og Almeløkken for 31 millioner kroner. Granitbruddet Almeløkken havde betalt vejret mens Gert Westh boede på Bukkegård, vejen fra Almeløkken går over Bukkegårds arealer til landevejen. Denne vej var kun en smal vej, den blev benyttet af Ringegård, Almegård og Bukkegård, der kørte mælkevognen også, endvidere blev den benyttet når de skulle til Hasle, det var deres hovedvej, men den var smal.

Vejen er 3 meter, men de vil have den udvidet til 6 meter, men uden at betale mere end 25.000 kr. for det. Dette rækker kun til betaling til Randslets advokat og opmåling af arealet. Derfor spørger Fru Randslet, Ancher Hansen om, at han vil møde i retten og fortælle om det han havde kendskab til fra sin tid som bestyrer af Vang granit.

Ancher fortæller i retten om, hvordan han er kommet til Vang som bestyrer, og om sit arbejde andre steder, det er for at de ikke skal tro hans hukommelse ikke er god mere. De giver Ancher tilladelse til at fortælle hvad han ved angående kørselen af stenene, og om den vej de benyttede.

Dommeren spørger Ancher om, hvad han kender til Klondyke og Ancher svarer, at det kender jeg lige så godt som min egen lomme. Der bliver spurgt om hvilken vej stenene blev kørt ned til havnen. Ancher svarer at eftersom stenene skulle afskibes fra Vang, kørte vi hen forbi Ringegård, de 2 huse og Vandmøllen til havnen, der var aldrig kommet kørsel den anden vej forbi Almeløkken.

Det var dommerne og Randslet godt tilfreds med, især Randslet. Men de ligger stadigvæk i krig, Hasle kommune har betalt Vang granit 25.000 kr. og Amtet 100.000 kr. for ikke at benytte vejen der går forbi Rømerdal til Vangevejen. Den vej blev benyttet når stenene skulle afskibes fra Hasle. Det var en bedre vej og de havde lov til at benytte den. Vang granit er ikke meget for at betale erstatning til Bukkegård, når de nu har fået støtte fra Hasle og Amtet.

Superfos vil lave skærvefabrik, stenene skal afskibes over Hasle og Rønne. Der skal måske også afskibes sten over rampen, der er lavet syd for Vang, men det bliver et mindre parti. De kører lige forbi Bukkegård hvor Randslet har sit billedhuggerværksted, han er meget generet af trafikken.

Der bliver kørt en masse sten forbi Bukkegård, dengang de byggede Hasle havn. Superfos vil lave en bred asfalteret vej, foreløbig er det bare en pusvej, kaldet støvvej på bornholmsk. Sagen gik til fogedretten, hvad det ender med ved jeg ikke, men jeg syntes jeg vil fortælle, at jeg gamle mand kom i landsretten. Angående brydningen ved Klondyke, det areal der ligger nord for Blåskinsdalen (det var Jacob Mogensen der gav den navnet) han regnede med at de skulle hente ”guldet” derude, for det var gode sten. Der blev lagt et spor derud fra havnen, der var bremse på sporet før det nåede Klondyke, men der var kun en smal repos før bremsen nåede op. En dag de havde en meget fin stenblok, røg den ud over og faldt i vandet, man kan se den i havet endnu. Stenene blev ringere og ringere ved bruddet, derefter begyndte de ved Klondyke, der er senere blevet fredet 100 meter fra havet, der må ikke brydes sten mere. Klondyke blev lukket, efter at sporene blev ødelagt ved stormfloden. Efter at Ancher er blevet bestyrer begynder de på arealet igen.

Jeg vil nu lade Ancher Hansen fortælle hvordan hans vej fører ham til Vang som bestyrer. Først fortæller Ancher, det var fædrene der oplærte sønnerne i stenhugning. Anchers far holdt op som stenhugger, han havde efterhånden fået mange tillidshverv, som regnskabsfører i Vang brugs, på mejeriet og andre steder. Ancher måtte så klare sig med en han kalder ”en anden makker”, det må være under hans læreperiode. Efter 3 år var han udlært man lavede ikke et svendestykke, men af en meget fin sten lavede han en trappesten, det blev kaldt for et svendestykke, det blev ikke bedømt af en svendekomite, han var blot udlært. Der var 3 slags stenhuggere, finstenshuggere, kantstenshuggere og roshuggere. Roshuggerne var arbejdsfolk de skulle rigtig mase på, de skulle lave 14 læs om dagen, som var akkorden.” Men det kom vel an på hvor meget der blev sprængt om dagen”, siger Holger Hansen.” Ja det var en fordel at der blev sprængt ret godt”, svarede Ancher.

Ancher rejste til Fredericia det år han blev 20, han rejste sammen med Hans Peter Sonne. Manden der ejede stenhuggeriet hvor de fik arbejde var broder til Ludvig Rask, der var brugsuddeler i Vang, i en sidebemærkning bliver der fortalt at Ludvig Rask flyttede til Rønne brugs, men der gik han fallit. Ejeren i Fredericia hed Thorvald Rask, han var i kompagni med en anden mand i Kolding. Disse 2 stenhuggerier havde meget arbejde både med monumenter og ved bygningsarbejde. Dengang de unge mennesker kom dertil, havde han en bestilling på arbejdet på et mejeri ved Hillerød, det var et forsøgsmejeri. Der skulle leveres indfatningssten ”paronsten” trappesten. Det gik de i gang med i starten, senere lavede de indfatninger til volden, der går rundt om Fredericia, ligeledes konsoller. Det var et meget fint arbejde der blev lavet, det var i sandsten.

Hans Peter Sonne var med der ovre, det var fortrinsvis os to og mester der lavede dette arbejde. Der arbejdede også en mand der hed Ejnar Andersen, ham kaldte de ”galna Hansa horra”, der var også en mand fra Allinge ved navn Svendsen. Peter Jørgensen der var en broder til Chr. Stub Jørgensen og flere andre bornholmere. Vi arbejdede om sommeren, det var en god arbejdsplads, men hen på sommeren det ene år blev der arbejdsstandsning. Vi rejste hjem, men dengang vi kom tilbage, gav han os 50 kr. om ugen, for den tid vi ikke havde arbejdet, det var i 5 uger, han var socialdemokratisk byrådsmedlem, det var om at give et godt eksempel.

Vi rejste hjem om efteråret, da var der ikke meget arbejde. Hammerværket havde fået en stor ordre til Hvidesande, til en sluseport. Der var masser af arbejde. Jeg kom ned til en stenbane i Allinge sammen med en halv snes mand, stenene fik vi fra Hammeren, men jeg var ansat under Vang granit.

Sommeren 1929 rejste jeg til Esbjerg, om vinteren tilbage til Vang, igen tilbage til Esbjerg om foråret. Det var et stort stenhuggeri, vi huggede monumenter og andet arbejde, blandt andet fik vi arbejde nede ved en auktionshal, der skulle bygges en mindelund, det skulle være et monument over fiskerne, der havde gjort sig fortjent til et mindesmærke. Blandt andet havde der været en redningsfører, der hed Lambrektsen, han var død, og de ville rejse ham et mindesmærke. Foroven på stenen skulle der være et skib, der var ved at synke, og en redningsbåd der var på vej ud. Dette mindesmærke fik jeg til opgave at hugge, men kun det grove arbejde, der var en skibshugger der var vant til at bruge en luftmejsel, der skulle gøre den færdig.

Ligeledes var der en biskop i Ribe, der var død. Hans navn var Ågesen, til ham huggede vi et stort granitkors. Vi havde mange opgaver, for det var sådan i Esbjerg, at folk konkurrerede om, at sætte det fineste monument over deres døde, der skulle både sidesten og overliggere på, det kostede flere tusind kroner. Det var mange penge i trediverne, men de kappedes om det, og det var kun en fordel for os og vores mester. Vi arbejdede inde i en lukket gård hvor der blev slebet marmor, om sommeren kunne vi se stenstøvet stå som en tåge i luften. Det var dengang jeg fik min selekose, det var jeg disponeret for jeg havde fået for meget støv i lungerne. I 1962 måtte jeg ligge på sygehuset i et ½ år (det var tuberkulose) men jeg blev helbredt for det, siger Ancher.

Mens jeg var i Vang havde vi akkord på alt vi lavede, det blev regnet ud, vi havde en priskurant med forskellige satser, om det var profiler eller glatte plader. Jeg havde lagt mig efter at studere denne priskurant, og var kommet godt ind i den, når der var lidt tvivl om Olsen havde regnet rigtigt, spurgte arbejderne mig, om jeg ville gå ind til Olsen og redde lidt til dem, det gjorde jeg, og på den måde opdagede Olsen, at jeg havde lidt omløb i hovedet.

Efter at jeg igen var flyttet til Esbjerg, fik jeg brev fra Olsen, han skrev, om jeg kunne tænke mig at komme tilbage og blive formand. Formand Christian Ipsen havde talt om at holde op, så er det at Olsen kommer på Skodsborg sanatorium, der bliver ringet til mig, om jeg vil tage over og tale med ham. Jeg rejser over en weekend, og vi bliver enige om, at når det bliver aktuelt med en ny formand, kan de kontakte mig. Da det bliver aktuelt, modtager jeg et brev fra hovedkontoret hvori jeg bliver spurgt om jeg vil rejse til Bornholm og blive formand i Vang granit. Det siger jeg ja til og beder om at få en kontrakt tilsendt sammen med oplysninger om hvordan lønnen bliver. Vi bliver enige om, at jeg skal komme ind på kontoret i København. jeg tager derover en søndag, kommer ind på kontoret, hvor jeg taler med Becher og gamle Holm, det er dem der ejer Vang granit. Lønnen var 300 kr. om måneden og garanteret 1000 kr. i tantieme om året.

Det var i 1938 og en arbejders løn var 98 øre i timen. Jeg tjente 75 kr. om ugen i Esbjerg, så det var ikke den store forskel, eller fordel, men min kone ville hjem, og jeg blev formand.

Det fortsatte jeg med i 2 – 3 år, men så bliver Andersen syg og Becher dør, det ender med at Holm overtaler mig til at blive bestyrer. Jeg fik nok om ørerne, det skal jeg love for, men omsider får jeg Hans Holm til at hjælpe mig, Holm blev formand, men vi gik strenge tider i møde, for vi havde vrøvl med drivkraften, det var under krigen, vi kunne ikke få olie til vores dieselmotor til drivremmen, vi måtte klare det med dampkedel og gengas. Det var noget værre møg, men vi kom igennem det. Engang imellem fik vi en tønde solarolie, det var noget ”helligt” noget, for så kunne motoren starte. Manden der passede maskinerne havde Albert Olsen til hjælp, men så døde manden og Albert Olsen overtog arbejdet, men så holdt han også op, efter ham kom Knud Andersen, han var ligeså dygtig som Albert til at passe maskinerne.

Men det gik tilbage med stenindustrien. Hammerværket lukkede, i Nexø var der intet stenhuggeri, i Rønne var der næsten ingen stenhuggere tilbage, stenhuggerne i Vang var næsten alle døde.

Stenene var der ingen afsætning på, alt var ved at gå i stå. Min chef fandt så på, han var en søn fra det gamle firma, at han ville kontakte et stort firma ”De 4 K” Københavns kul og koks kompagni. De kørte vel også på pumperne, men jeg kom i forbindelse med en, der havde kontakt med Tholstrup, denne Tholstrup havde solgt ost under første Verdenskrig og gjort store forretninger, han ejede nu Kosangas, han ville slutte sin karriere som stenmand, ved at oprette et stenværk i Vang. Mit firma solgte arealerne på Ringe og fik 3 millioner kontant, den 1 million kontant og de 2 andre millioner i form af en afgift pr. ton skærver, men det nåede han aldrig at betale, for i mellemtiden gik det i stå, men at blive der havde ikke min interesse, så jeg sagde min plads op, det var i 1968, jeg var blevet 63 år og havde ingen pension, og skulle jo have noget at leve af.

Jeg startede for mig selv, købte et lille hus oppe i Kirkebyen, oprettede et sted, hvor jeg kunne stå og hugge sten.

Mit næste skridt gik til Rønne, til ”de forenede” hvor jeg forhørte om jeg kunne sælge nogle gravsten til dem, det kunne jeg godt, jeg fik 10 % i provision, det var ikke meget, men bedre end ingenting. Mit arbejde var at hugge bogstaver i gravstenene. Jeg var lige kommet i gang så kommer billedhugger Søren Georg Jensen på besøg, (Ancher har her vist os billeder af monumenter han huggede for Søren Georg Jensen).

Billedhuggeren var kommet i forlegenhed, han havde haft Marie Olsens mand fra Stålehuset til at arbejde for sig, men denne mand var blevet syg og døde, han skulle ellers lave et stort monument til Gråbrødre torv som Søren Georg Jensen havde tegnet.

Ole Christensen anbefalede ham at tage op til mig, ”han kan klare det” sagde Ole. Men det var nu meget godt for det viste sig, at han skulle importere store sten fra Sverige, der skulle bruges svensk granit. Den ene sten vejede 8 tons, jeg havde en kran, men den kunne kun bære 1 tons. Så er det Ole siger, ”du kan låne en af mig, den kan bære 10 tons, så kan du vælte den rundt”. Det gjorde jeg, Søren var godt tilfreds med mit arbejde, og jeg selv var stolt af det, for det var det største arbejde jeg havde lavet. Der var 5 store sten, den ene vejede 8 tons dengang jeg startede, og det halve dengang jeg var færdig. Bagefter lavede jeg en der var ligeså stor, den står i Bergen i Norge.

Nu snakker vi igen om Anchers tid som bestyrer, Holger Hansen fra Klemensker, der deltager i vores diskussion siger; der var en mand ude i Vangeværket, der var blevet blind, hans navn var Ipsen, han var blevet blind på sit arbejde, årsagen dertil var, at de ikke kunne få krudt under krigen, de lavede selv noget de kaldte for kattemøj, det var svovl, fosfor en 3-4 dele, det blandede de sammen, det kunne bruges som sprængstof, men det var ikke så effektivt som rigtigt krudt. Denne Ipsen var boremester, og en dag der skulle sprænges, løb han i dækning, så knaldede det, han havde først givet ordre om sprængningen, han regnede med at det var ovre. Der sker så det, at på det sted de sprænger, er der en vandåre, vandet har samlet sig midt nede i sprængningen, det var midt på sprængstoffet, og det var kun det halve der var gået i første omgang, tråden brændte videre, og så gik den næste sprængning op i ansigtet på ham, og hans øjne blev ødelagt.

Ja det var meget trist, siger Ancher, det var en dygtig mand, en af mine bedste, han blev helt blind.

Efter at vi har optaget denne samtale, får Ancher det dårligt, det er vejrtrækningen, han må en tur på sygehuset.

Senere, efter Ancher får det bedre fortæller han om Klondyke. Så næste stykke angår dette område. En mand ved navn Kure, der arbejder under Vang granit, mens Ancher var bestyrer, kom en dag og spurgte om han måtte bryde sten deroppe. Det måtte han godt, men Ancher ville have lidt indflydelse på hvor de startede. Ancher følger med op og viser stedet, det var lige indenfor vejen, det passede Kure godt. Kure havde makkere med sig, og efterhånden kom der flere til, til sidst endte det med at Tværdalen blev forladt, stenene var stadigvæk for ringe til det de skulle bruge dem til.

De havde en luftledning i Tværdalen, den blev forlænget ned forbi Ringegård, ned til vest for redningsstien, det var ikke langt fra den zone hvor vi ikke måtte komme. Vi havde en halv snes stenhuggere dernede, det var gode sten.

Ved retsmødet, som der tidligere er blevet oplyst jeg deltog i, hævdede Superfos, at de der havde solgt sten dernede fra, aldrig havde kørt forbi de 2 huse med stenene. Det var angående leverancen fra dette sted, jeg var i retten og fortalte om, på det sted, her skal rettes til – fra dette sted er der aldrig brudt sten før, og leveringen foregik gennem Vang, det var deres sten, der blev brudt. -(Jeg som skriver dette kan ikke rigtig forstå det sidste, men det er sådan Ancher fortæller det til båndoptageren, og vi kan ikke få forklaring på det nu – ).

Fra Carl Finne, der ejede huset på hvis grund Vandmøllen ligger, han havde en kontrakt der var oprettet i 1895, hvor Vang granit havde lov til at køre stenene fra en parcel ved Klondyke, nord om Ringegård, ned forbi Vandmøllen.

Holger Hansen kommer med en bemærkning om, at de små brug skulle sælge stenene til Vang granit, ja det var betingelsen, siger Ancher, han husker ikke om de havde beregnet 10 øre pr. meter, eller hvor meget det var, videre bliver der spurgt om, de fik luften fra Vang granit, i første omgang arbejdede de med hånden, men så gik Konrad Nielsen fallit, han skyldte Vangeværket penge, som han havde fået a. conto, og det var der ikke dækning for.

Noget af det første jeg fik besked om, dengang jeg kom til Vang granit som formand, var at tage op og se, om der var maskiner og værktøj. Det var der, og det fik vi lov at tage, som delviserstatning for det beløb han havde fået a. conto.

En skønne dag kommer Helmer Kure og spørger om han må købe motoren, der var kompresser til. Den stillede han op, og kørte med indtil han fik en ledning derud. Det var vores ledning og den var meget kraftig. Han betalte så for brugen af denne til Vang granit, det var billigere for ham, end at skaffe en selv. Det fik de andre også lov til, for der var kommet flere derude.

Jeg tror de betalte en ½ øre for luften, hvordan de regnede det ud fortæller Ancher ikke noget om, men det var en stor lettelse for dem, de skulle ellers have boret med hånden, det var ellers noget de gjorde overalt, det foregik helt til Ancher kom hjem i 30érne.

De havde luftkompresser i Esbjerg, men det var kun til at hugge bogstaver med, de lavede kilehuller med mejsler.

Dengang de startede knuseren i Vang i 1920, fik de lavet en motor så de havde luft til at bore med. Der var også luft i smedjen til at slibe mejsler med, og i Klippeløkken havde hver mand sin kilemaskine.

Anchers beretning i retten i Rønne.

Jeg var i lære i Vang granitbrud til jeg blev udlært. Læretiden var fra 1919 til 1924, og så er det jeg kommer til Nexø. Jeg er i Allinge om vinteren, derefter til Fredericia og 1929 til Esbjerg, er der om efteråret og kommer hjem om sommeren. Jeg bliver gift i august måned, og rejser så til Esbjerg igen, jeg har data på det hele, og det var dommeren godt tilfreds med. Dommeren spørger mig hvad jeg kender til Klondyke, det kendte jeg ligeså godt som min egen lomme. Han spørger om hvordan vi kørte stenene, det vil sige hvilken vej, vi kørte dem ned til havnen. Jeg siger, at eftersom stenene skulle afskibes fra Vang, kørte vi dem forbi Ringegård og forbi de 2 huse, der ligger der, og ned forbi Vandmøllen. Der er aldrig kommet kørsel den anden vej forbi Almeløkken.

Denne beretning er lavet i 1991 i juni måned.

I juli måned sover Ancher Hansen stille ind, efter et langt begivenhedsrigt liv, som man her kan læse om.

Ære være Ancher Hansens minde.

Denne samtale finder sted på Toftegården, i forbindelse med onsdagens diskussionsklub, optaget på bånd af Leif Holm, den skriftlige gengivelse står Esther Hansen for.