Han plejede ret ofte at bo på broderens hotel i Hasle. Der fortaltes, at han – som det følelsesmenneske han var – engang havde sagt i København: ”Mit hjerte græder af længsel efter Bornholm. Jeg MÅ derover igen. Blot for at være der en dag eller to. Ja undskyld – men sådan har jeg det over for min dejlige fødeø.” Og sådan havde han det over for sin tante Kathrine i Rolighedsgade. Altid havde han tid til at hilse på for at glæde hende, hvor optaget han end kunne være af koncerter og familien i Hasle. Således også den eftermiddag, hvor mine planer for øvrigt helt blev ændret..

Trina Olsen blev henrykt, da hun hørte, at Herold ville komme. ”Ja, så skal du også være med til kaffen, for han er så glad for børn!” sagde hun straks. Men først skulle jeg skynde mig i byen for hende, og jeg fik et par kroner med – det var rigeligt. Hos kammersangerens fætter, bagermester J. Chr. Herold i St. Magstræde, skulle jeg købe 12 stk. 2-øres snegle og hos købmand J. N. Kløcker i Nørregade (også i Herold-slægten, idet kammersangerens farmor var født Kløcker) ¼ pund kaffe og ¼ pund smør, ”for Vilhelm ka’ jo godt li’ smør på sneglene!”

Jeg nåede det hele, ja, jeg blev endda grundigt vasket om halsen og bag ørerne og fik skiftet til hvidt matrostøj, halvstrømper og nye sandaler (der for resten klemte fælt) – alt imens mor belærte mig om ikke at sige ”Di” eller ”du” til kammersangeren, men ”herr Hærroll”. Da protesterede jeg, for så troede han jo bare, at jeg stammede ”ligesom hannem dænj tjykka horrinj uda i Byledsgâda”. Heldigvis kom far mig til hjælp: ”Du ska bâran saj ”Di” te hannem! Vi ska’nte skava voss, forded a hanj e kongelier ble’nj – pøtt, jâ hâuser’inj nok dænjgonginj hanj kjøre brøvâuninj for fârinj i Hâsle – å rârt ska vidda, om jâ’nte âu har troffed’inj på Vannmøllan?” Mor afbrød far: ”Jamæn hâusa nu å saj naj-takk fossta gonginj, hon gjæsbyer daj på nâd! Mæn byer hon flera gonga, kanj du bâran tâ’d å saja ja-takk!”
Uden for vinduerne lød der hestevognsrumlen – jo det var ham! ”Horâ horâ!” i den fine, åbne landauer sad verdensberømtheden veloplagt og smilende. Han hilste og vinkede til alle sider. En masse mennesker havde genkendt ham.

Trina Olsen modtog ham ærbødigt på trappen og førte ham indenfor. Nogle minutter efter sprang jeg med min vandkæmmede ”koslik” forbi alle ungerne, der havde samlet sig i en klynge ved hendes dør. De trak mig i matrosblusen og skreg: ”Voffer e du så finer i dâ? Vår ska du hæn?” Jeg svarede ikke, men masede ind ad døren. Trina Olsen formanede mig straks: ”Husk nu at tale rigtig pænt til kammersangeren – ikke det grimme bornholmske!” og så nærmest skubbede hun mig ind i bedststuen med det fint dækkede kaffebord. Nervøst viftede hun fluerne væk fra de tolv 2-øres og pillede et vissent blad af en pelargonie.

Og DER sad kongelig kammersanger Vilhelm Herold lyslevende i gyngestolen med den hæklede antimakassar! Jeg kunne straks kende ham fra teaterbillederne på væggen, skønt han på dem bar paryk og kunstigt skæg. Hvor så han venlig og rar ud! Jeg bukkede allerunderdanigst for ham – ikke én stavelse kunne jeg få frem over mine læber. Men – hvad hørte jeg? Herold talte jo bornholmsk til mig – som vi talte derhjemme: ”Naj go dâ! Va e du for enj horra?” Så fik jeg munden på gled: ”Jâ heder Lodvi, å jâ boer dærâuer i nommer sajstan i pårtinj me Carlsbær- sjilted. Ded va ju voss, Di rinjde te ijåns, hâuser Di vel.” jeg blev budt på kaffe og snegle med smør på, og jeg sagde ja-tak første gang, Trina Olsen bød mig, for jeg havde allerede glemt mors formaninger. Og Trines blinken med øjnene brød jeg mig pokker om – når han talte bornholmsk til mig, kunne jeg vel også svare ham på samme mål.

Men jeg var jo ikke fra et hjem med klaver, så mine forudsætninger for at ”tale musik” med Herold var meget begrænsede – indtil jeg pludselig fik øje på billedet af ham som ”Lohengrin”. Jeg tog mod til mig og spurgte, om han ikke ville synge den for mig, for den var vist ”nâd så sjûlier dænj dær me svânan på hâud”. Men uha uha! Jeg forstod, at jeg havde dummet mig ganske forfærdeligt, for han slog en latter op og havde nær fået sneglen forkert i halsen. ”Åh-hah-hah-hah!” grinede han, men fortsatte straks alvorligt: ”Naj minj horra – jâ vil inte sjynja for daj, forrinj i næsta månad nera på Toristhotælled – då kanj du følles me tante dærner å høra grâtis på maj. Å då ska jâ te sist sjynja om ”Jens Bosen, dær sålde sin ko for en firi-liri-laj” å om ”Præstinj å bonens konna” – å di e sjâulia kanj du tro!”
Jeg var lidt flov over at være blevet til – rent ud sagt – (Lohen)- grin og tav. Men Herold fortsatte: ”Du kanj ju sæl sjynja enj sjâulier song”. Og da var det, at jeg kom i tanker om visen, som jeg havde lært i bagbutikken: ”Ja så ska Di få dænj om hinje Augusta – mæn ded sista værsed får Di inte, for ded e uârtit!” Jeg hviskede ham i øret, for at Trina ikke skulle høre det: ”Ded e ded dær værsed, vår Augusta kjysser enj matros i ”Tiveli” å sin ble’r runj å triveli!” Herold smilede blot: ”Så la maj få di anre værsen då.”

Jeg stillede mig op foran den kgl. Kammersanger, rømmede mig lidt og tænkte på ”Peter Trut”, som han nytårsdag havde stået der og dirigeret i Rolighedsgade uden for tøjmesternes hus og på alt, hvad Thomas og de Torné havde lært mig, og så istemte jeg, idet jeg agerede voldsomt med arme og ben: ”Hun én gang kom for tidligt: Da hun til verden kom, men kun den ene gang, for siden blev det helt vendt om: Hun kom for sent til toget, hun kom for sent til alt, hver gang hun skulle noget, å, så var det altid galt – og hun kom efterhån’n for sent, ja alt for sent i seng!”

Kgl. kammersanger Vilhelm Herold, der havde lagt en hel verdens operapublikum for sine fødder, sad i Trina Olsens gamle stol med den fine antimakassar og gyngede i takt med ”Augusta”, og til sidst sang vi begge i strålende humør: ”Augusta – av av Augusta, uheldig var hun al sin levetid. Augusta – av av Augusta, åh, som hun gik og trådte i’et.”

Trina Olsen, der var gået ud i køkkenet under denne ”forestilling”, kikkede ind gennem dørsprækken og smilede, da hun hørte os begge synge. Men da jeg skulle begynde på andet vers, løftede Herold hånden som for at standse mig og sagde: ”Nu ska du hâ så urimeli majen takk, minj horra! Dænj hâr du ju fåd lært daj ræjti gott – å gjehør hâr du âu lid å. Mæn jâ e ju âu kommed for å snakka lid me tante – æjllans kommer jâ vel âu for sent ligesom hinje Augusta!”

Jeg forstod, at jeg kunne forsvinde. Men jeg gik ud og satte mig i den åbne landauer – i håb om at han ville spørge, om jeg havde lyst til at køre med et lille stykke, og det gjorde han. Jeg havde nemlig regnet med, at Ejner skulle se mig køre forbi i landauer sammen med verdensberømtheden. Men nej, ærgerligt også – han var der ikke. Han lå vel og plaskede i vandet ude på ”dybet”. Nå, der var såmænd tilskuere nok endda. Hele gaden var på benene, og hvert eneste gadespejl var optaget. Alle vinkede og råbte hurra. Et festligt og fornøjeligt folkeliv i den ellers så stille Rolighedsgade.

I Nørregade kom Turisthotellets populære overkelner løbende med sin hvide serviet over armen – han bukkede dybt og ærbødigt for den feterede, kongelige kammersanger i det flotte køretøj. Pludselig fik han en lys idé: Han ville foreslå værten, at man til ære for Herold arrangerede en teater-soupe på hotellet efter koncerten i september! Og der blev indrykket en annonce i aviserne om, at borde kunne forudbestilles, og at festmenuen bestod af ”Fiskefilet, vine blanc – Andesteg med Rødkål og Kompot – Smør og Ost eller blandet Is – Kaffe”. Pris: 2 kroner pr. kuvert! Der var fuld tilslutning til både det åndelige og det kulinariske på Turisthotellet i Borgergade den aften.

Ved ”Sijlahâuds” på torvet sagde Herold, at jeg skulle stå af vognen. ”Farvel å monga takk for i dâ, herr Hærroll!” sagde jeg høfligt uden at stamme og humpede hjemad på mine ømme fødder. Hvor havde de nye sandaler dog klemt mig! Men mon ikke skomager Jensen ved museet ville bytte dem? De var da kun brugt til at synge i – dog ikke eet ord til ham om ”Augusta”, for han var jo min søndagsskolelærer, nej, så hellere sige, at jeg havde sunget den om ”Kanaans Land”, hvis han altså skulle spørge.

Mine forældre forbød mig at gå ned på Turisthotellet med Trina Olsen, da Herold gav koncert den 8. september 1912 – selv om jeg så fik aldrig så mange fribilletter af ham. ”Du kunje ju finja på å gå op te Hærroll å sjynja ”Augusta” ijænn dernera i dænj stora sâlinj – naj, ikkje snakkes om, minj horra!” Og derved blev det.

Jeg sang aldrig mere den banale vise – og jeg traf aldrig mere vor berømte landsmand. Alligevel vil jeg altid mindes ham med stolthed og taknemmelighed som en sanger og kunstner, hvis storhed næppe nogen af hans efterfølgere har nået. Og et hjertevarmt menneske – det følte jeg dengang i Rolighedsgade i ”de blide barndomsdage”.

Men i dag – godt 60 år efter – nynner jeg i tankerne med Baggesen: ”Jeg kun erindringen har nu tilbage. Gud lad mig aldrig, aldrig miste den.”

Dette var et uddrag af historien om Rolighedsgade – min barndomsgade i Rønne fortalt af Ludvig Mahler, det stod i Jul på Bornholm i 1974.