Til time hos Herold.

Artiklens forfatter arbejder på sine erindringer – og her er et lille afsnit fra bogen ”Lygterne tændes langs vejen”.

Det var en mig venligsindet dame, fru Blümel, der en dag telefonisk dirigerede mig til selve Vilhelm Herold, der dengang – det var i foråret 1926 – havde atelier i en lavloftet ”længe” i Frederiksholms Kanal, her, hvor den forhenværende kammersanger gav timer til få, og man sagde, udsøgte elever. Til udsøgte elever! Og så fik han mig!  Forhistorien var kort fortalt den, at før omtalte frue havde hørt mig i en eller anden sal – måske i flere – men i hvert fald en aften, hvor jeg stod på tribunen sammen med purunge Lulu Ziegler, der blændede mig, så ung og ukendt hun var, med oplæsningskunst af karat. – Men hvorfor skulle storheden i kanalen, Danmarks dejlige, men for længst abdicerede gyldenrøst, spilde sin tid på en autodidakt som undertegnede.

Jeg havde sandt at sige ikke i min vildeste fantasi tænkt på at storme kunstens højborg på Kongens Nytorv, via visit hos den mageløse lærer. Derimod havde jeg udsendt et par digtsamlinger og var begyndt at interviewe celebre personligheder. Nuvel … alene dette at møde Herold ville være en oplevelse for mig, og måske kan du ved samme lejlighed få brug for din blyant og notesblok, tænkte jeg.

Jeg havde desværre aldrig set Herold på scenen; men jeg havde en ældre ven, som svømmede hen hver gang, sangerens navn kom på tale. Vennen havde været med hin historiske aften, da Herold havde sagt alle de store sejre farvel i en mesterpræstation som Pedro i ”Dalen”. Aftenen var forløbet ekstatisk!

Aftenens 12 tilkastede laurbærkranse – hvor var nu de? – men mindet levede om en ener, der gik i tide! Flere af kammersangerens plader havde været mig kære. Den skønne stemme var jo et vidunder. Men det véd alle. Det havde dog været endnu bedre at se ham også; thi han forenede jo på genial vis sangeren og skuespilleren i sin blonde person. – Men ”ført i snor” af en dame, der ville mig det bedste, stod jeg altså hin formiddag i Herolds atelier.

Mit hjerte bankede. Om lidt skulle jeg stå foran den kunstner, om hvem selve Georg Brandes skrev: ”han sidder inde med karakteristikkens hemmelighed, han kan karakterisere i bronze som i vellyd, giver i plastik som i musik hver personlighed dens udprægede, sikkert opfattede fysiognomi”… Jeg ventede – med et mildt ord dirrende nervøs på mesteren, skønt jeg jo, ret beset, intet havde at frygte.

Jeg stod jo ikke som nogen aspirant til en plads i scenens lys. Jeg hørte hans lette trin … og dér stod han så foran mig – ”Hr. Intet”.

Hvor kunne han om sig selv have sagt, at han var grim. Jeg fandt ham med det samme både smuk og charmerende, som han nu greb min hånd og bød mig træde nærmere flyglet – i det store rum med billedhuggerarbejderne. I et hjørne mente jeg at finde den så fornemme buste af Zinck … Jeg betragtede Herolds egenartede ydre – det ydre, Det kgl. Theaters chef i tidernes morgen havde anset for umuligt! Men operaens Joseph Kainz klarede sig dog – med det umulige ydre.

Kammersangeren var denne dag, hin for mig så uforglemmelige, i hvid kittel, og på fødderne bar han lak-kavalersko med sløjfer! Lad os høre, sagde Herold og kaldte på frøken Hansen, der placerede sig ved ”skæbneinstrumentet”, hvorved jeg stillede mig op, mere død end levende.

Den første af mine tre medbragte noder blev placeret, det var ”Kongernes Konge” … men så blev det ikke til noget… ikke lige i øjeblikket. Den altid så veltalende sanger indledede nu en konversation med sit ”offer”, der straks skuffede mesteren ved på dennes spørgsmål at afsløre, at der ingen kunstnere var i hans slægt. Det var jo sandheden! Men det ”generede” synligt Herold. – Jeg fik på en eller anden måde skudt en bemærkning ind om mit arbejde som journalist og fortalte, at jeg netop havde interviewet Axel Juel og A. W. Sandberg…

Og nu mener De måske, at det er min tur, lo Herold… og slog afværgende ud med en malende hånd. Jeg tror for resten slet ikke, at jeg selv egner mig til at skrive, sagde han. Det er allerede år og dag siden, ”Berlingske Tidende” bød mig 10.000 kroner for at nedfælde mine erindringer på papiret. Jeg sagde nej.. jo, for man fornærmer vel bare en masse mennesker, og det mest interessante kan man jo slet ikke få med! Han fortsatte til min undren: Jeg havde vel skrevet som dreng, altså hvis jeg havde kunnet skrive… Med en brat overgang: Fra jeg lå i vuggen var jeg derimod prædestineret som sanger. I mit barndomshjem i Hasle sagde alle om mig: Han er født komediant!

Hvor jeg nød denne enetale. Bare han nu også ville give sig til at synge, tænkte jeg tåbe. Det gjorde Herold dog ikke. Og noget interview fik jeg heller ikke.

Enfin… lad mig høre, hvad De kan, eller måske rettere, hvad De ikke kan, unge mand.

Så foredrog jeg ”Kongernes konge”, ”Flyv, fugl, flyv” og sluttede med Louis Mølholms ”Gylden sol” tre sange var afleveret, tre sange, som vel ikke lå i den sfæriske klasse, men som tiltalte autodidakten, der havde foredraget dem i trance. Jeg var noget nær et vrag, da jeg sluttede… med ”fyld mit hjerte med gylden sol”!

Så var der gået det meste af en time.

Minsandten om ikke Herold nu – uden med et ord at nævne, hvor umulig jeg vel måtte have været, gav sig til at fortælle min ringhed om sin musikalske far og de 12 børn i hjemmet, der alle var musikalske – og at en af brødrene oven i købet havde drevet det til at behandle 2 forskellige instrumenter.

Jeg havde gerne blevet i dette kunstens rugekammer et år – og lyttet og lyttet! Han var en fyrig fortæller, Herold, dramatisk i sin form.. sådan som Bjørn Bjørnson var det, der fyldte salonerne i København med sin dynamik.

Det er en smule pinligt at sige, at jeg ikke nedkaldte kammersangerens vrede over mit hoved. Endsige ringeagt, fordi jeg havde ulejliget den store mand. Tværtimod! Vi skulle sandelig mødes igen… Det blev mig anbefalet at søge en sanglærerinde, fru Lundqvist, og lade mig undervise hos hende et halvt år. Når den tid var gået, ville Herold tage mig under sine beskyttede vinger og føre mig til en debut.

Føre mig til en debut! –

Jeg burde have vandret syngende nedad Frederiksholms Kanal, og eventuelt vakt opsigt. Tænk, det havde denne sjældne sanger og pædagog sagt – og jeg utaknemlige asen droppede denne opfordring.

Axel Juel, der skulle have været skuespiller, applauderede min faste beslutning om aldrig at vige fra skrivebordet. Ja, jeg deserterede – med en angst for ikke at skulle kunne slå til… og så var der altså også dette, at jeg håbede fremover at kunne bevise, at jeg kunne erhverve til dagens fourage ved at ”spille” på helt andre ”instrumenter”.

Men mindet om Vilhelm Herolds venlighed og charme bevarer jeg.. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg ikke stillede mig op på en scene…

Arnold Hending.

 

Denne artikel stod i ”JUL PÅ BORNHOLM” i 1961.